15.03.2016

KOMMENTAR af Jakob Mark, medlem af Folketinget for SF

SELVFØLGELIG er der udgifter forbundet med at hjælpe krigsflygtninge fra Syrien. Men de kunne jo finansieres ved at droppe skattenedsættelserne til rige boligejere, arvingerne og på de store luksusbiler. For den store trussel mod det danske velfærdssamfund er ikke flygtninge, men den blå regering, der i disse år med massive nedskæringer insisterer på at rundbarbere den offentlige sektor og holde fast i et usolidarisk omprioriteringsbidrag.

Derfor skyder Socialdemokraterne langt forbi målet, når man taler om flygtningene som den største udfordring for din og min velfærd. Igen og igen får toneangivende partimedlemmer det til at lyde som om, at de penge, som vi bruger på at modtage flygtninge, automatisk bliver taget fra vores børnehaver, hospitaler og ældrepleje. Som om forholdet er 1:1.Det er det indtryk, man står tilbage med. Det er en farlig – og for mig at se en forkert – modsætning at stille op.

SENESTE EKSEMPEL er fra weekenden. Nu skal asylansøgere vente markant længere på at få behandlet deres sag om familiesammenføring.
Det er en af konsekvenserne af det store pres, der er på Udlændingestyrelsen i disse dage som følge af den øgede tilstrømning af flygtninge.

Jeg forstår godt, at systemet er presset, og derfor gik jeg bevidst heller ikke ud og kritiserede hverken Udlændingeministeren eller Udlændingestyrelsen i sidste uge, da historien kom.

Flygtningepresset ER markant – det er umuligt at benægte. Derfor tænkte jeg, at vi sammen må arbejde for at få sagsbehandlingstiderne nedbragt. Men der gik under 24 timer før Socialdemokraterne gik ud i offentligheden og erklærede, at det er helt fint med dem, at sagsbehandlingstiderne er langt højere end målsætningen. De ville hellere bruge penge på velfærd, end at bringe sagsbehandlingstiden ned, lød det.

DET ER HER, FILMEN KNÆKKER for mig. For Socialdemokraterne får det til at lyde som om, at hjælpen til flygtninge automatisk bliver taget fra velfærden. Hvis man støtter flygtninges retssikkerhed, så går man også ind for mindre velfærd, må man forstå. Denne linje er ikke noget nyt. I flere måneder har Socialdemokraterne nu plejet fortællingen om, at flygtninge er en trussel mod velfærdssamfundet.

Det er i langt fra så enkelt, som Socialdemokraterne stiller det op. Vi så jo i efteråret, at den blå regering fandt penge til at sænke bilafgifterne, lette arvebeskatningen, sætte penge af til skattenedsættelser og give flere penge til privatskolerne. Det var der penge til, fordi det var en politisk prioritering. Men når det nu handler om, at flygtninges sagsbehandling skal være rettidig og holde sig inden for de mål, som vi politikere selv har besluttet, så er det pludselig et spørgsmål om, hvorvidt der er råd til velfærd eller ej. Forvirret? Det, tror jeg nok!

Det er for mig at se en uretfærdig måde at stille tingene op på. Ord former virkeligheden. Derfor må vi være mere varsomme med nuancerne. Er det fuldstændigt umuligt at, at flygtningepresset i sidste ende kan belaste vores velfærdsstat? Nej, selvfølgelig vil vi kunne mærke, hvis konflikterne bliver ved, og den store tilstrømning fortsætter.. Kommunerne vil kunne mærke det, for indsatsen til flygtninge koster mange penge. Som tidligere kommunalpolitiker kender jeg selv til den udfordring. De penge skal findes andre steder i budgettet. Man vil kunne mærke det ude i boligområderne, når så mange mennesker med en anden kultur bliver samlet få steder på så kort tid. Men kommunerne mærker det først og fremmest, fordi regeringen ikke har sat de nødvendige ressourcer af. Man har prioriteret de mest velhavende hus- og bilejere – i stedet for at sikre, at kommunerne har penge nok til velfærd samt en ordentlig integration. Man har tilmed presset et omprioriteringsbidrag igennem, som presser kommunerne yderligere.

SKAL MAN ENDELIG TALE om en trussel mod velfærdssamfundet, så er det da den blå regerings rundbarbering af den offentlige sektor i en tid, hvor man har brug for flere – ikke færre – penge i kommunerne. Eller den integration, som man sparker til hjørne, når man gør det markant sværere at blive familiesammenført.

Derfor er jeg også lodret uenig, når Socialdemokraterne lægger stemmer til, at man som flygtning skal kunne vente op mod tre år på at blive familiesammenført. Og når de accepterer at sagsbehandlingstiden øges, så man reelt skal vente endnu længere end tre år. Man efterlader flygtninge i et limbo, hvor deres tanker er hos deres kære i hjemlandet, i stedet for at fokusere på at blive en del af det danske samfund, lære dansk og finde et arbejde. Det er den slags kortsigtede stramninger af asylpolitikken, der for mig at se ødelægger integrationen. 



Jeg håber, at Socialdemokraterne vil være med til at fastholde kritikken af – og presset på -regeringens velfærdsnedskæringer. I stedet for blot at acceptere disse tiltag og samtidig anerkende præmissen om, at penge til at hjælpe mennesker på flugt kun kan tages fra bedre velfærd – ikke ved eksempelvis at droppe planlagte skattenedsættelser til de rigeste.  

ILLUSTRATION: Officielt pressefoto