07.03.2016

“Ligesom Canada bør vi være langt mere selektive omkring hvem, der kommer ind i Danmark. Hvorfor skal det primært være unge mænd, mens kvinder og børn lades i stikken? Lad os i stedet selv vælge familier i flygtningelejre ude omkring i verden, så vi hjælper dem der har færrest penge, og samtidig sikrer os, at det er flygtninge – og ikke migranter – vi hjælper. For lad os være ærlige: En stor del af dem der søger mod Europa er migranter. Lad os prioritere netop dem, der har det sværest i Mellemøsten: Kvinder og børn. Det vil alt andet lige være mest retfærdigt, og samtidig sikre en bedre integration.”

KOMMENTAR af Lars Aslan Rasmussen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation og snart afløser for Thorning-Schmidt i Folketinget (S)

Det bliver nødt til at være muligt at finde en position mellem Dansk Folkeparti og regeringen, og den yderste venstrefløj og de Radikale, når det handler om udlændingepolitikken.

Hele flygtningedebatten handler kun om hvorvidt man er en ”strammer” eller ”slapper”, om man er for eller imod multikultur. Det er enormt frustrerende at konstatere det komplette fravær af fornuftige synspunkter og langsigtede løsningsforslag.

Det er enormt frustrerende at konstatere det komplette fravær af fornuftige synspunkter og langsigtede løsningsforslag.
____________________

 

I det ene ringhjørne står Enhedslisten, Alternativet og de Radikale, som nærmest laver en lige linje mellem antallet af udlændinge man er villig til at tage imod, og hvor godt et menneske man er. Det pres som denne politik vil betyde for Danmark, i forhold til integrationen, boligmarkedet og velfærdssamfundet, synes at være ligegyldigt for dem. Hvilket måske skyldes at få af deres vælgere selv bor i udsatte boligområder eller tilhører de svageste grupper samfundet.

På den anden side står regeringen og Dansk Folkeparti, som lader til at være enige om alt, og i princippet ligeså godt kunne fusionere og lave et samlet parti. Liberal Alliance, der i sin tid blev stiftet som en modvægt til Dansk Folkeparti, har transformeret sig til et parti, som excellerer i at overbyde netop DF i diverse kreative stramninger og højrepopulistisk signalpolitik. De Konservative er der vel ikke så mange der ved hvad mener længer, men en selvstændig linje på udlændingepolitikken har de i hvert fald ikke.

Vi har fx set hvordan LA i ramme alvor har forslået at Danmark i to år ikke tager en eneste asylansøger, velvidende at det er i strid med de internationale konventioner. Og Dansk Folkeparti har kørt kampagner om at det er skadeligt for danske børn, at bo tæt ved et asylcenter, uden at have nogen som helst evidens for denne absurde påstand.

Danskerne er nuancerede – politikerne det modsatte
Jeg tror at mange danskere har et langt mere nuanceret billede af den massive flygtninge og immigrantstrøm vi ser. Men det er klart at færre vil blive ved med at have en pragmatisk tilgang til emnet, jo mere polariseret diskussionen bliver.

Hvem har lyst til at blive udråbt til racist og et dårligt menneske af den kreative klasse, ved at udtrykke sin bekymring over hvad tilstrømningen mod Europa gør ved velfærdssamfundet?

Og hvem ønsker at blive beskyldt for at være en naiv drømmer eller kulturløs af højrefløjen, hvis man mener at Danmark som et rigt land, godt kan være med til at løfte opgaven i fællesskab med andre?

Det farlige ved at overlade banen til ydrefløjene, er at det betyder nul langsigtede løsninger på dette alvorlige problem, som kun kommer til at vokse, samt at debatten bliver så polariseret at enhver normal samtale må opgives.

Det farlige ved at overlade banen til ydrefløjene, er at det betyder nul langsigtede løsninger på dette alvorlige problem, som kun kommer til at vokse…
____________________

 

Det er for mig helt afgørende at Socialdemokraterne indtager fornuftens stemme, i en debat der bliver mere og mere overtaget af yderfløjene, og medvirker til at enhver form for realisme og langsigtede løsninger bliver endnu mere fraværende.

Socialdemokraterne har som jeg ser det været med til at tage en nødvendig debat om, at antallet betyder noget, men at vi samtidig tilbyder ordentlige boligforhold og integrationsmuligheder for de nye flygtninge der skal bo i landet. Vi har ligeledes været meget optaget af, at få en fair fordeling af flygtninge, så vi ikke gentager fortidens fejltagelser, hvor alt for mange bliver samlet i ganske få kommuner i hovedstadsområdet.

Regeringen svigter
Det er dybt kritisabelt at regeringen skærer i ulandsbistanden. Dette er ikke alene uretfærdigt, men det er også med til at skabe flere flygtninge. Ligeledes bør vi gå hårdt til regeringen, når det handler om deres miljøindsats – eller rettere – mangel på samme. Når regeringen i den grad nedprioriterer miljøet vil vi også se flere klimaflygtninge i fremtiden, fordi dele af vores klode langsomt bliver ubeboelige på grund af forurening og global opvarmning.

Derudover skal det europæiske fællesskab styrkes, og vi bør melde klart ud, at det er afgørende nødvendigt for os, at der bliver skabt en fælles europæisk løsning på flygtningekrisen. Det er fuldstændigt meningsløst at tro, at problemet forsvinder ved nationale tiltag som grænsebomme og symbollovgivning.

Men det er selvfølgelig klart at vi også må gøre alt hvad vi kan, for at bevare det velfærdssamfund, som vi som socialdemokrater har skabt. Det er selve vores eksistensberettigelse, at vi er i stand til at passe på de svageste i samfundet, og sikre ordentlige offentlige og gratis institutioner.

Vi bør følge den canadiske model
Ligesom man gør i Canada, bør vi være langt mere selektive omkring hvem der kommer ind i Danmark. Hvorfor skal det primært være unge mænd, mens kvinder og børn lades i stikken?

Lad os i stedet selv vælge familier i flygtningelejre ude omkring i verden, så vi hjælper dem der har færrest penge, og samtidig sikrer os, at det er flygtninge – og ikke migranter – vi hjælper. Dette kan gøres ved at Danmark opretter diplomatiske repræsentationer i de pågældende nærområder, hvor man kan komme i kontakt med de flygtninge der har mest behov for at få asyl.

For lad os være ærlige: En stor del af dem der søger mod Europa er migranter. Lad os prioritere netop dem, der har det sværest i Mellemøsten: Kvinder og børn. Det vil alt andet lige være mest retfærdigt, og samtidig sikre en bedre integration.

Vi bør også få en mere aktiv udenrigspolitisk indsats – for netop at modvirke de to afgørende problemer som er i Mellemøsten: Overbefolkning og religiøs fanatisme. Her bør der både fokuseres på diplomati og oplysning via ulandsbistand. Lad os huske den såkaldte Oslo-proces i 1990’erne, hvor det lykkedes den norske regering at skabe en længerevarende fred mellem Israel og Palæstinenserne.

Oslo-processen er netop et godt eksempel på hvad et lille land kan gøre, hvis det har det fornødne mod og vilje til at tænke anderledes – og ikke mindst langsigtet.

ILLUSTRATION: Flygtninge på den danske motorvej E 45 i nærheden af Kliplev, på vej til Sverige. 9. september 2015 [foto: Benjamin Nolte/AP/Polfoto]