03.03.2016

Martin Ågerup fra CEPOS kommer i RÆSON med en polemisk bredside mod IBIS, udviklingsbistand og kampen mod den ekstreme ulighed, der mest af alt illustrerer, at Ågerup ikke ved særligt meget om hvad IBIS laver eller hvad udviklingsbistand handler om.

Udviklingsbistand virker – men kan naturligvis ikke stå alene. Ekstrem ulighed hæmmer den økonomiske vækst og skaber ustabilitet for alle. Markedet skal reguleres, således at den økonomiske vækst også kommer de fattigste til gode.

REPLIK af Vagn Berthelsen, Generalsekretær i IBIS

Udviklingsbistand virker. Når IBIS støtter oprindelige folk i Peru med at forsvare deres rettigheder i forhold til et canadisk olieselskab, der udleder olie i floderne, så virker det. Vores partnere har forhandlet en kompensation hjem til oprydning og udvikling på 150 millioner kroner. Når vi i Ghana og andre lande hjælper titusindvis af børn i skole så de får en bedre uddannelse med dygtigere lærere, så virker det. Pigerne bliver gravide senere og får færre børn, og vi bidrager til at opkvalificere arbejdsstyrken og styrke demokratiet. Særligt de steder, hvor det er vanskeligt at give bistand via staten, fordi den er korrupt, autoritær eller udviklingsfjendsk, der virker det at støtte via civilsamfundet og via civilsamfundet at presse på for god regeringsførelse.

Ekstrem ulighed hæmmer den økonomiske vækst og skaber kriminalitet
Udviklingsbistand kan ikke stå alene. Udviklingsbistand kan være katalysator og bane vejen for de private (og offentlige) investeringer, der er brug for, hvis der skal skabes økonomisk vækst og arbejdspladser. Og udviklingsbistand kan ikke i sig selv ændre på de strukturelle årsager til fattigdommen. Det kræver bl.a., at de rige lande gør op med deres landbrugs- og fiskeripolitik og at der sættes en stopper for den illegale kapitalflugt, som sker via skattely. Alene selskabers flytning af overskud koster ifølge Den Internationale Valutafond udviklingslandene cirka 200 milliarder dollars i tabte skatteindtægter om året – langt mere end den samlede udviklingsbistand.

Ågerup vil gerne gøre IBIS til eksponent for ekstreme synspunkter (nymarxistiske såmænd) fordi IBIS er medudgiver af rapporter som påviser, hvordan den ekstreme ulighed har nået groteske højder. IBIS illustrerer uligheden med, at de 62 rigeste individer ejer det samme som de 3,6 milliarder fattigste på jorden. En pervers udvikling når ca. 1 milliard mennesker går sultne i seng, mens en lille global elite er så styrtende rige, at det største problem for mange af dem er, hvordan de skal gemme deres penge fra skattemyndighederne i skattely. Vi viser også, at de rigeste 1 pct. tager en stigende andel af indkomsten i mange lande, og at en høj vækst i Afrika gennem mere end ti år mange steder ikke er omsat til en mindre andel fattige. Fordi de rigeste i stigende grad ’æder’ væksten, eller væksten forsvinder ud af landet sammen med olie og mineraler og lander i skattely.

… de 62 rigeste individer ejer det samme som de 3,6 milliarder fattigste på jorden. En pervers udvikling når ca. 1 milliard mennesker går sultne i seng …
____________________

 

Det er Ågerup der er eksponent for et ekstremt synspunkt, nemlig at ulighed, også ekstrem ulighed, er godt. I dag anerkender Verdensbanken, IMF og OECD – næppe nymarxistiske bastioner – at ekstrem ulighed både hæmmer den økonomiske vækst, og ligeså alvorligt, skaber kriminalitet, mindre sammenhængskraft i samfundene, og ringere sociale forhold for alle samfundsgrupper. Hvordan kan det være, at Ågerup ikke synes, at vi har et globalt problem, når 7.600 milliarder dollars skønnes gemt i skattely?

Regulering kommer hele samfundet til gode
IMF siger meget klart, at velfærden ikke nødvendigvis siver ned når den ene procent rigeste forgyldes med indkomststigninger og skattelettelser. I stedet sker der det, som IBIS’ tal viser: Formuerne hober sig op hos en stadig mindre og ekstremt rig elite, der også tæller personer i de fattige lande. Der er behov for en regulering af økonomien for at undgå en ekstrem ulighed.

IMF siger meget klart, at velfærden ikke nødvendigvis siver ned når den ene procent rigeste forgyldes med indkomststigninger og skattelettelser.
____________________

 

Uden regulering af markedet kommer den økonomiske vækst ikke samfundet som helhed til gode. Vi ser fx et land som Zambia, der har haft en høj økonomisk vækst, men samtidig en stigning i andelen fattige. Og vi ser et land som Bolivia, der i følge Verdensbanken med en målrettet beskatning af landets naturressourcer og investering i uddannelse over en tiårig periode har nedbragt uligheden markant fra en Ginikoefficient på 60 til 46.

IBIS argumenterer for – og bruger aktivt i vores internationale arbejde – en skandinavisk velfærdsstats model, hvor de bredeste skuldre bærer de største byrder. Hvor vi har gratis kvalitetsuddannelse og sundhed for alle, og hvor vi har et sikkerhedsnet for de, der falder igennem. En model der jo har vist sig meget succesfuld. Det er derfor tankevækkende, at Ågerup ser det som et ekstremistisk synspunkt, at IBIS er imod ekstrem ulighed og argumenterer for en skandinavisk inspireret samfundsmodel.

Ågerup kan ikke lide IBIS’ synspunkter og ender derfor med at foreslå, at ’statsstøtten’ til IBIS må stoppes fordi vi er domineret af ideologi og ikke faglighed. Hvor er det pinligt, at Ågerup som erklæret fortaler for en liberalistisk økonomi og et liberalt samfund, gør sig til talsmand for det synspunkt. IBIS får støtte fra DANIDA til at lave et konkret arbejde i udviklingslandene, og vores faglighed er anerkendt og roses. DANIDA bevillingen står for 45 pct. af vores samlede omsætning, resten kommer fra private bidrag og bevillinger fra andre donorer. Vi tilstræber at være konstruktive og saglige, og vi har en frugtbar dialog og samarbejde med en lang række private virksomheder, som modsat Ågerup er interesseret i en seriøs debat om reelle og komplekse problemstillinger.

FOTO: Anders Thormann