25.01.2016

KOMMENTAR af Lars Koch, IBIS

Med klare nøgletal har Oxfam og IBIS før Davos- topmødet i januar demonstreret at uligheden er ude af kontrol. Rapporten ”En Økonomi for den ene Procent” demonstrerer baggrunden: At de absurd rige og store selskaber gemmer deres formuer i skattely. Vi viser også, at vi kunne løfte langt flere ud af fattigdom, hvis uligheden ikke var steget.

Niels Westy (der er medlem af LA) har i RÆSON igår (søndag 24/1) kastet sig over rapporten med en kritik af metoderne. En kritik, der vist grundlæggende bunder i, at Westy mener ulighed er godt, og at det er fint at de rige og selskaberne kan gemme deres formuer i skattely, da topskat og selskabsskat helst skal helt væk. Rapportens hovedpointe om, at de største selskaber og absurd rige løber fra deres del af regningen forholder Westy sig ikke til. Som Warren Buffet, verdens tredjerigeste mand siger, er det absurd at, han er den på sit kontor, der betaler mindst andel af sin indtægt i skat.

Gennem analyse af de bedst tilgængelige data om formuer viser rapporten, at den 1 pct. rigeste ejer mere end de øvrige 99 pct af jordens befolkning. I 2015 ejer alene de 62 rigeste eje det samme som de 3,6 milliarder fattigste (et antal der for bare fem år tidligere var ikke 62 men 388). En absurd ulighed, der stiger voldsomt.

Westy mener at ”brugen af nettoformue som mål for velstand og levevilkår er et meget dårligt valg”. Westy har ret i, at formue kun er ét parameter, hvorfor vores rapport også ser på udviklingen i indkomster, hvor vi fx viser, at over de sidste 25 år er de fattigste 10 procents indkomster kun steget med i gennemsnit 3 dollars om året eller under 10 øre pr arbejdsdag. Samtidig står det krystalklart, at det er rart at have en lille milliard på bankbogen i et skattely, og alene afkastet giver en særdeles god indkomst.

Westy’s primære kritik er, at formuemålingen får fx danske studerende med et studielån eller andre i den rige verden med gæld til at ligge blandt de 10 pct. mindst formuende. Men ¾ af de mindst formuende blandt de 10 pct. fattigste er ikke desto mindre fra Afrika, Asien, Indien og Latinamerika. Og gælden for de 10 pct. mindst formuende i verden udgør mindre end 1 pct. af den totale globale formue. Hvis man fjerner gælden fra regnestykket, vil den rigeste procent fortsat eje 49,8 pct. af den globale formue i stedet for 50,1%. Dette illustrerer, hvor ligegyldig Westy’s kritik er når det gælder om at forstå hvordan formuerne samler sig om stadig færre personer, mens 1 ud af 9 mennesker går sultne i seng. Det forekommer som et forsøg på at aflede opmærksomheden fra de ultra-rige, der fx finansierer politiske partier til at kæmpe mod top- og formueskatter og mod gennemsigtighed i skattely.

Westy fremhæver også, at udviklingen i formuer er betinget af den stigende dollarkurs. Mens det er tilfældet fra 2014-15, så er betydningen af valutaudsving i perioden 2010-15 overordnet neutral. Og i denne periode har vi set en stærk koncentration af rigdom på stadig færre hænder.

Oxfam og IBIS er de første til at opfordre IMF, Verdensbanken og OECD til at udvikle bedre data for formuer, så vi kan få et klarere billede, men det er åbenbart stadig for politisk betændt, selvom alle tre institutioner over det sidste år i stigende grad udtrykker bekymring for den stigende ulighed i verden.

I SIN omfattende kritik undlader Westy at forholde sig til dét, som vores rapport betegner som det vigtigste tiltag mod uligheden, nemlig at sætte en stopper for skattely. Det er mig en fortsat gåde, at liberale økonomer som Westy ikke finder det problematisk, at vi har en række sorte huller i den internationale økonomi, hvor der ikke er nogen information om ejere af selskaber og formuer. En velfungerende markedsøkonomi bygger som bekendt på information og åbenhed. Når store selskaber flytter deres overskud i skattely koster det alene udviklingslandene omkring 170 milliarder dollars i tabte skatteindtægter, samtidig med at nationale og mindre selskaber udsættes for unfair konkurrence. Præsident Obama havde ret, da han kaldte det en afgørende udfordring for verden at absurd rige mennesker har placeret 7.600 milliarder dollars i skattely.

Oxfam og IBIS er begejstrede for – som Westy skriver – at det er lykkedes at reducere den globale fattigdom kraftigt. Men vi noterer også, at hvis ikke uligheden var steget de sidste 30 år, så kunne vi have reduceret fattigdommen med yderligere 200 millioner mennesker. Når den rigeste procent i stigende grad absorberer formuer og indkomster siver væksten ikke ned til de fattigste. Vi ser derimod lande i Afrika med stærk økonomisk vækst og stigning i antallet af fattige.

Derfor er der behov for en politisk regulering af markedet med en stærk omfordeling fra de rigeste til de fattigste og udbygning af et socialt sikkerhedsnet i landene.. Vi tror på skattefinansieret kvalitetsuddannelse og sundhed for alle. Vi mener, der er behov for at sætte en stopper for de skattely, der dræner statskasserne for milliarder og giver de rigeste mulighed for at løbe fra regningen. Vi tror faktisk, at den danske model i en global sammenhæng på mange måder fungerer som et forbillede: hvor få har for meget og færre for lidt. ■

ILLUSTRATION: Strand på de britiske Cayman Islands, hvis lave selskabsskat får virksomheder til at lade sig indregistrere her [foto: Adam Gerritsma]