22.11.2015

I starten af december udkommer det nye trykte nummer af RÆSON, RÆSON24. 12-måneders abonnement: 250 kr. (200 for studerende/200 for pensionister) – se mere her
_____________________

Ifølge jurister kræver demokratiet, at en lovtekst er klar og præcis. Med L62 har det politiske flertal slået juraen hjem. Definitionsretten er flyttet fra juristens tekst til politikerens nåde. Fra objektive, transparente kriterier til mavefornemmelse og subjektiv beslutning. Fra demokratiske grundprincipper til politisk tumult.


KOMMENTAR af Peter Lauritsen

LIGE FØR weekenden vedtog Folketinget en lov om stramninger på udlændingeområdet. Det er langt fra første gang, at det sker, og med en regering, der sidder på skødet af Dansk Folkeparti, var det selvfølgelig heller ikke uventet.

Alligevel er vedtagelsen af L62, som loven hedder, en milepæl. Det gælder ikke kun i forhold til udlændinge og asylansøgere, men også i selve udviklingen af det demokratiske Danmark. Eller måske nærmere i afviklingen. I hvert fald har et politisk flertal vist, at de ikke accepterer basale elementer i det, vi kalder retsstat og demokrati.

L62 består af en række tiltag, men interessen har berettiget samlet sig om det forhold, at udlændingeministeren i særlige situationer, man ved ikke præcist hvilke, kan suspendere reglen om, at indespærrede udlændinge skal have deres sag prøvet ved en domstol inden for tre døgn. Asylansøgere, herunder børn, kan med andre ord blive frihedsberøvet, uden en klar frist for, hvornår en dommer skal tage stilling til, om dette er berettiget. Det er selvsagt et alvorligt skridt, og man bør tænke sig godt om, inden man tager det. Det er der imidlertid ikke noget, der tyder på, at det politiske flertal har gjort. Loven blev hastet igennem på et par dage. Ingen mulighed for høring, ingen mulighed for debat.

Ændringerne har udløst byger af spørgsmål. Hvorfor er der ikke en fast defineret tidsfrist? Hvorfor vil man pille ved retsstatens basale principper? Hvilke betingelser skal være opfyldt, før ministeren kan indføre en form for nødret? Desværre førte spørgsmålene ikke til andet end forsikringer fra folketingsflertallet om, at det jo kun vil ske i helt ekstraordinære situationer. Men hvad der så kendetegner en ekstraordinær situation, er slet ikke præciseret. Tværtimod må man forstå, at det afhænger af mange forskellige faktorer, hvilket åbenbart gør det umuligt at definere eller eksemplificere. Om situationen er ekstraordinær beror alene på ministerens vurdering.

Hvad der kendetegner en ekstraordinær situation, er slet ikke præciseret
____________________

 

L62 knytter sig selvfølgelig til en diskussion om, hvordan vi ønsker at behandle de udlændinge, der kommer til landet. Om vi vil give noget af det, vi kalder vores, til mennesker i nød. Og om det virkelig er politikernes opgave først at forme en fremmedfjendsk folkestemning, hvorefter de med glæde fodrer den. Men selvom det er alvorligt nok, så handler historien i virkeligheden mindre om flygtninge og mere om et politisk flertal, der har vist sig ikke at kere sig om det demokrati, de burde være de fornemste repræsentanter for. I hvert fald er det svært ikke at se både lovgivningsprocessen og selve lovteksten som et skridt i retningen mod et “flertallets enevælde”, hvor det politiske flertal per definition ved bedst, ikke fordi de ved mest, men alene fordi de er flest.

Dette “vi alene vide” giver sig udtryk i det forhold, at der ikke er fremlagt analyser eller beregninger, der f.eks. viser, hvor mange flygtninge Danmark kan håndtere med de eksisterende ressourcer (dommere, politimænd etc.) eller måske endda med flere ressourcer. Det har også vist sig ved fraværet af en blot nogenlunde fair høringsproces omkring L62. Det var åbenbart ikke relevant at høre på de eksperter, organisationer og borgere, der faktisk ved noget om sagen, og som er i stand til at fremdrage argumenter for eller imod eller måske endda foreslå bedre og smartere løsninger. Det forfærdelige er, at politikerne ikke mente at have brug for denne viden. Hvordan kan de ellers forklare, at et lovforslag, der piller ved basale retsprincipper ikke sendes i høring og ikke baserer sig på ordentlige analyser?

Det forfærdelige er, at politikerne ikke mente at have brug for denne viden. Hvordan kan de ellers forklare, at et lovforslag, der piller ved basale retsprincipper ikke sendes i høring og ikke baserer sig på ordentlige analyser?
____________________

 

Også lovteksten viser flertallets fuldkommenhed. Det er banalt, at en af juraens hovedopgaver er at sætte grænser for politik. En fast tidsfrist for, hvor længe man kan være frihedsberøvet er et eksempel på dette. Politikerne kan lave fristen om, men juristen vil insistere på, at demokratiet kræver, at teksten er klar og præcis – og så længe den er gældende, skal den respekteres af selv ministre. Men med L62 har det politiske flertal slået juraen hjem. Definitionsretten er flyttet fra juristens tekst til politikerens nåde. Fra objektive, transparente kriterier til mavefornemmelse og subjektiv beslutning. Fra demokratiske grundprincipper til politisk tumult.

Samlet set sniger der sig en ubehagelig fornemmelse ind. Vedtagelsen af L62 viser, at stræbsomme politikere let kan feje demokratiske procedurer og principper til side. At det skete, kan ikke forklares med henvisning til et antal flygtninge, som ikke engang er nået frem til landets grænser. Derfor er det en relevant bekymring, om de politikere, som vi har valgt til at repræsentere os, i virkeligheden har forstået, hvad det er for en styreform, de arbejder inden for rammerne af.

Måske er læren ligefrem, at vores højt besungne demokrati slet ikke er så rodfæstet og veludviklet, som vi tror, men tværtimod er skrøbeligt og usikkert og derfor bør have langt større opmærksomhed, end vi er vant til at give det.

Vedtagelsen af L62 viser, at stræbsomme politikere let kan feje demokratiske procedurer og principper til side. At det skete, kan ikke forklares med henvisning til et antal flygtninge, som ikke engang er nået frem til landets grænser
____________________

 

Peter Lauritsen (f. 1969) er lektor i informationsvidenskab ved Institut for Kultur og Kommunikation, Aarhus Universitet. Han er tidligere leder af Center for Science & Technology Studies og forsker især i overvågningsteknologi og overvågningskultur. Han har bl.a. udgivet bogen “Big Brother 2.0” på Informations forlag og skrevet talrige debatindlæg om f.eks. overvågning, universiteter og uddannelseskvalitet. ILLUSTRATION: Inger Støjberg i forhandlinger om udlændingepolitikken, 1. juli 2015 [foto: Anton Unger/Polfoto]