Christian Rabjerg Madsen: Derfor er en stram udlændingepolitik socialdemokratisk
13.10.2015
.“Skrappe krav om beskæftigelse eller uddannelse til både indvandrere og flygtninge er forudsætningen for, at integration og velfærdsstat hænger sammen — og er derfor om noget i overensstemmelse med socialdemokraternes historiske forsvar for en stærk velfærdsstat.”
KOMMENTAR af Christian Rabjerg Madsen, MF (S)
Det er på tide, at omverdenen indser, at Socialdemokratiet mener vores position i integrationsdebatten. Sådan rigtigt. Uanset hvor ofte en socialdemokratisk melding på integration mødes af den yderste venstrefløjs forbitrede tale om hedengangne ægte socialdemokrati, gør gentagelsen ikke påstanden korrekt.
Socialdemokratiets historiske position på snart sagt alle politiske områder findes, hvor idealisme kan omsættes til realpolitik. Socialdemokratiet er ikke sat i verden for at skåne gode folks følelser eller på nogen måde lade, som om sociale problemer ikke findes i virkeligheden. Det er vores position i integrationsdebatten et illustrativt eksempel på.
KORT FØR VALGKAMPEN lancerede Socialdemokraterne en integrationspolitisk kampagne under overskriften ”Kommer du til Danmark, skal du arbejde”. Kampagnen mødte kritik fra venstrefløjen, selvom virkeligheden er, at kampagnen adresserer et betydeligt problem knyttet til integration af mennesker fra ikke-vestlige lande — massiv ledighed i flere generationer.
Velfærdsstatens finansiering er afhængig af opbakning til principperne om ret og pligt og følgelig af en høj arbejdsfrekvens. Mere liberalistiske og individuelle samfund kan — i fald de ignorerer ulighed og menneskelig ulykke — økonomisk set acceptere, at nogle grupper har en lav arbejdsfrekvens. En velfærdsstat som den danske kan ikke.
Derfor bliver selv den mest humanistisk indstillede, venstreorienterede velfærdssupporter nødt til at forholde sig til trade-off’et mellem velfærd og evnen til at tage imod flygtninge og andre mennesker med lav arbejdsfrekvens. Jeg har intet seriøst bud på et præcist antal, og som ansvarligt og humant samfund er det klart, at vores evne og vilje til at prioritere flygtninge ikke kan være uafhængig af situationen i verdens brændpunkter. Men skrappe krav om beskæftigelse eller uddannelse til både indvandrere og flygtninge er forudsætningen for, at integration og velfærdsstat hænger sammen — og er derfor om noget i overensstemmelse med socialdemokraternes historiske forsvar for en stærk velfærdsstat.
ET ANDET EKSEMPEL er debatten om svinekød i offentlige institutioner. Debatten var senest hot i sommeren 2013, men også i valgkampen oplevede jeg, at forældre til børnehavebørn fortalte, at poderne ikke måtte have svinekød med i madpakken af hensyn til de muslimske børn.
Socialdemokratiet er ikke sat i verden for at skåne gode folks følelser eller på nogen måde lade, som om sociale problemer ikke findes i virkeligheden.
____________________
Da debatten om frikadellerne rullede tilbage i 2013, kastede statsministeren til særligt Politikens store fortrydelse sig ind i debatten med budskabet om, at offentlige institutioner ikke bør snige danske traditioner ud af dagligdagen.
Frikadeller forrykker måske ikke de tektoniske plader under dansk indenrigspolitik, men kigger vi mere principielt på spørgsmålet — hvilket Helle Thorning Schmidt med sine formuleringer om ‘særhensyn’ og ‘danske traditioner’ tydeligvis gjorde — er det åbenlyst, at dilemmaet mellem tolerance og traditioner ikke er en no-brainer.
TOLERANCE ER FUNDAMENTET under et frit samfund. Ingen skal tvinges til at spise noget, som deres religiøse overbevisning byder dem ikke at spise. Omvendt skal vi holde fast i, at religiøse særhensyn ikke hører hjemme i Danmark, hvor religiøse regler i frihedens og lighedens navn altid er blevet udfordret.
Særhensyn skiller derimod samfundets grupper fra hinanden og hæmmer integration. Vi gør vores muslimske medborgere en bjørnetjeneste, hvis vi accepterer, at der ikke tales dansk i skolen. Eller hvis vi accepterer, at det er O.K. at holde sine børn væk fra klassens lejrskole og svømmeundervisningen på grund af religiøse forskrifter om kønsopdeling.
Fællesskabsfølelsen og dermed samfundets grundlæggende solidaritet undermineres, hvis religiøse dogmer lægger rammerne for samværet mellem mennesker i Danmark. Det skal vores fælles institutioner modvirke. Omvendt får integrationen bedre kår, når vi kombinerer grundlæggende rettigheder — eksempelvis fravær af diskrimination — med klokkeklare anvisninger af, hvordan vores kultur og værdier tager sig ud i dagligdagen.
TREDJE OG SIDSTE EKSEMPEL er hentet fra den aktuelle debat om statsborgerskab. Her har Socialdemokraterne stået på, at der stilles skrappe krav om danskkundskaber i forbindelse med tildeling af statsborgerskab. En position, der er blevet mødt med argumentet om, at analfabeter på den måde afskæres fra dansk statsborgerskab.
Vi gør vores muslimske medborgere en bjørnetjeneste, hvis vi accepterer, at der ikke tales dansk i skolen
____________________
Argumentet er ikke nødvendigvis forkert, men uklogt. Socialdemokraterne har siden partiets dannelse fokuseret benhårdt på uddannelse som hovedkilden til livskvalitet, personlig frihed og selvstændighed samt muligheden til at klare sig godt i tilværelsen. Står man på den tradition, kan svaret på analfabetisme kun i allersidste ende være en dispensation fra kravet om danskkundskab i forbindelse med tildeling af statsborgerskab. Alt andet end tilbud om uddannelse er et gedigent svigt af de mennesker, der har boet her længe nok til at søge om statsborgerskab.
Integrationspolitik er fyldt med vaskeægte dilemmaer. Det er selvsagt, at særligt socialdemokrater er udfordret, når en grundlæggende humanisme og ønsket om at styrke national solidaritet ikke umiddelbart lader sig forene. På trods af dilemmaerne er det min opfattelse, at Socialdemokratiet står både vælgermæssigt og historisk solidt i integrationsdebatten. En påstand, der bakkes op af meningsmålingerne i en tid, hvor integrations- og flygtningespørgsmål fylder massivt i mediebilledet. ◼
ILLUSTRATION: Tidligere formand for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt, april 2011 [foto: Arbeiderpartiet via Flickr]