16.09.2015

”Må man le”? Den borgerlige opinion kvæler med et overbærende smil enhver idépolitisk diskussion, der måtte bringe centrumvenstre ud af tyve års dødvande. Labours valg af Jeremy Corbyn som ny formand er ingen undtagelse.

KOMMENTAR af Jakob Terp

De fleste er formentlig enige om, at nationalisering af veldrevne, private virksomheder hører fortiden til. Enhver dansker over halvtreds husker stadig de engelske mandagsbiler og historien om, hvordan politisk betingede investeringsunderskud og ikke mindst Margaret Thathers usynlige, men aldeles hårdtslående hånd lagde nationaliserede engelske nøgleindustrier i graven i 1980’erne.

Omvendt betragter de fleste danskere nok privatiseringen af TDC som en af de største politiske brølere i nyere tid. Skulle man være i tvivl, kan man jo lige tjekke mobildækningen på Vestsjælland eller på Norddjurs, hvor private teleudbyderes marginalindtjening desværre ikke tillader yderligere investeringer i sendemaster m.v.!

Skismaet afdækker balancegangen i den idépolitiske diskussion, som tidens borgerlige meningsdannere på alle måder ønsker at gøre til et spørgsmål om reaktionær halvfjerdserbeton versus tjekket neoliberalisme. Og som tilsyneladende er så svær at håndtere for tidens belæste socialdemokrater, at de til stor moro for det borgerlige parnas hænger ubehjælpeligt fast på den liberale limpind om ideologiernes død.

For idépolitik er en nødvendighed, hvis europæisk centrumvenstre på sigt skal have en politisk eksistensberettigelse. Hvilken funktion har demokratiet, hvis vi aldrig igen får mulighed for at etablere – endsige formulere – et realistisk og pluralistisk alternativ til den gældende politiske orden, hvor ethvert parlamentarisk flertal forlods lægger sig på maven for det globale finanshegemoni? Sagt på en anden måde: Står valget i fremtiden mellem Goldman Sachs eller J.P. Morgan – eller hvad?

Politik og idédebatten bliver simpelthen ædt af markedet!
____________________

 

HELLE THORNING SCHMIDTS REGERING var nok et af tidens mest deprimerende eksempler på tendensen til, at socialdemokratiske ledere leger kejserens nye klæder og lader hånt om den idépolitiske arv, som udgør den socialdemokratiske arbejderbevægelses historik og DNA.
Særligt for moderate centrumvenstrepartier som Socialdemokratiet indebærer den afblegede midterstrategi en risiko for, at vælgerne i yderligere grad taber respekten for de politikere, der frygter skyggen af partiets egen succes. Disse politikere har af uvisse årsager implicit lullet sig ind i den føromtalte, halvkvædede liberale vise om, at traditionel, socialdemokratisk idépolitik er en form for halvlatterlig afart af stalinistisk planøkonomi – noget, man har lagt bag sig.

Og der slutter diskussionen, hvis kun Enhedslistens englehær tør råbe den op. For Venstre er og bliver bare lidt dygtigere, lidt smartere og lidt mere glatte, når det kommer til innovative tiltag inden for idépolitikkens banemand, nemlig designerpolitikken. Bemærk eksempelvis den seneste trend, undladelsesbruddet, som i kølvandet på den nu pist-forsvundne løftebrudsdebat, er det nye sort fra den kant: Man løfter ikke sløret for sine intentioner før et valg, herunder den dagsorden man vil sætte efter valget. Hetzen mod DR er et glimrende eksempel, og på den klinge kan Socialdemokratiet, uanset hvor mange afdankede strateger fra Venstres pressetjeneste man aflønner, bare ikke være med. Den slags skal der business til, og business – ikke politik – det er det, man fører i Venstre!

Det er med andre ord op ad bakke for demokratiet i den form, vi kender det i dag. med det levende ord etc., hvis centrumvenstre aldrig genvinder den intellektuelle og idémæssige rygrad, som skabte resultaterne og velfærdsstaterne i kølvandet på de store krige. Politik og idédebatten bliver simpelthen ædt af markedet!

OG PLUDSELIG KOMMER DER så denne ukendte og højst uventede politiker fra England og kaster en uvelkommen bombe af idépolitisk arv lige i hovedet på de europæiske centrumvenstre-ledere. Med overdrevne markeringer af tidligere tiders lidt for ekspansive, men meget lighedsorienterede finanspolitik. For slet ikke at tale om risikoen for italesættelse af centrumvenstrepartiernes knæfald for ulighed, kapitalkoncentration og finanshegemoni. I den grad stærke sager for partiledere, der – uvist af hvilke årsager – har meget travlt med at underspille deres partiers idéhistoriske arv. Og som forventet stiller de øvrige socialdemokratiske ledere sig hovedrystende op i køen for at tale tidens liberale meningsdannere efter munden.

Uanset at Jeremy Corbyn nok står over for en markant udfordring (de fleste vil – som forventet – mene, at den er urealistisk), hvis han skal skaffe opbakning til en fælles europæisk opdæmning af finansmarkedets allestedsværende dominans, er det for mange centrumvenstre-vælgere befriende med de friske og uventede toner fra Labour. Partiet, der om noget blev taget som gidsel i den Tony Blair-psykose, som befriede halvfemsernes rystede socialdemokrater for et svært men nødvendigt forsvar af deres idépolitiske arv.

Jeremy Corbyn er sandsynligvis et fortidslevn, men et kærkomment indspark i den idépolitiske diskussion
____________________

 

DET ER MULIGT, for ikke at sige nødvendigt, at der skal klippes en hæl og krummes en tå for at få Corbyns genvækkede lighedsidealer og de gode, men længe savnede intentioner om det sociale og økonomiske demokrati, til at passe ind i finanshegemoniets regerende jernstøvle. Men det er i denne forbindelse slet ikke parolerne, der er interessante; det er det derimod, at Labour overhovedet giver Europas centrumvenstre chancen for – om ikke at falde tilbage i hvad den borgerlige bedrevidenhed betegner som halvfjerdserfælden – så i det mindste at genopfinde den brede, idépolitiske debat, som oprindeligt fandtes i de organiserede lønmodtagerpartier. En debat, der manifesterede en solid men økonomisk set pragmatisk opposition til den samfundsorden, hvor demokratiet er underkastet finans- og markedskræfternes velvilje.

En debat, som efter tredive års liberale boblebade uden nyere historisk sidestykke – og med valget af Jeremy Corbyn som ny Labour-leder – meget vel kunne tænkes at stå over for en renæssance. Den liberale ”revanchisme”, som vi har været vidne til de sidste 30-35 år, holder tydeligvis ikke, hvad den lovede, og de moderne nordeuropæere er i stigende grad trætte af tanken om forbrug som tilværelsens centrale omdrejningspunkt. Tiden kræver andre svar, og en del af dem kunne ligge i de tanker og idéer, som liberalismen så dygtigt fik udmanøvreret i 1980’erne. Særligt hvis de, der i dag har påtaget sig at bære arven videre, stadig husker dens historie og i øvrigt kender deres besøgstid.

Den borgerlige opinion ønsker ikke debatten. Med et overbærende smil latterliggøres politikere som Jeremy Corbyn, mens man med ”Wealth of Nations” i hånden, affejer behovet for reorientering i den økonomiske politik. Mens den klassiske borgerlige fordelingspolitik æder sig fed i etnofobiske UKIP og DF-vælgere, finder man det fra den kant helt tilfredsstillende, at tidens socialdemokratiske ledere hænger fast på limpinden af i går.

Jeremy Corbyn er sandsynligvis et fortidslevn, men et kærkomment indspark i den idépolitiske diskussion, og en god lejlighed til at genoverveje, om de socialdemokratiske partier i kølvandet på firsernes liberale bølge og efter murens fald var lidt for hurtige til at sælge ud af arvesølvet.

Jakob Terp (f. 1966 i København) er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet, 1993. Chefkonsulent inden for social- og arbejdsmarkedsområdet, undervisningsassistent ved Aarhus Universitet og tekstforfatter. Aktiv debattør og foredragsholder. Blogger på jp.dk, med særligt fokus på udfordringen for den universelle velfærdsmodel i det 21. århundrede.

(ILLUSTRATION: Demonstration mod David Cameron og konservatives budgetbesparelser, juli 2015. Foto: Jasn via Flickr)