15.08.2015

Den maritime smutvej igennem Egyptens Sinai-halvø er blevet udvidet. Landets præsident Sisi har solgt prestigeprojektet som en løsning på Egyptens økonomiske og politiske vanskeligheder, men kritikere beskylder regimet for at stikke den egyptiske befolkning blår i øjnene. Kan general Sisis gyldne løfter ende med at blive en tung politisk byrde?

ANALYSE af Frederik Worup

Som tilfældet var for 150 år siden, da den oprindelige Suezkanal stod færdig, markerer den storstilede udvidelse af „den nye Suezkanal‟ nu igen en skelsættende modernisering af Egypten. Sådan italesætter Egyptens præsident og øverste general, Abdel Fattah al-Sisi, i hvert fald projektet, som han ved indvielsen kaldte „en gave fra verdens moder [Egypten, red.] til hele verden‟. Både Frankrigs præsident Francois Hollande og Tysklands forbundskansler Angela Merkel var tilstede.

Det er store ord at kalde genåbningen en bedrift på linje med den oprindelige kanal. Måske skal den nye Suezkanal i højere grad betragtes som præsidentens personlige prestigeprojekt. Indvielsen er en hjørnesten i generalens overordnede dagsorden om at statuere sig som manden, der bragte stabilitet og velstand til Egypten efter de seneste års politiske turbulens. Derfor er den nye Suezkanal en symbolsk sejr både nationalt og internationalt for det egyptiske regime – og for Sisi i særdeleshed. Regeringen udviser autoritet, mens Sisi udviser personlig handledygtighed som potent lederskikkelse. Derfor har Sisi også en interesse i at bygge videre på sit narrativ, der trækker en klar streg i sandet mellem ham selv på den ene side og forgængerne Hosni Mubarak og Mohamed Morsi på den anden. Sisis Suez-kanal skal være symbolet på det nye Egypten.

I modsætning til den oprindelige kanal vil den nye Suezkanal ikke revolutionere den globale søfartshandels nuværende udfordringer. Smutvejen igennem ørkenen barberer kun en beskeden tidsbesparelse af.
____________________

 

Prestigeprojekt eller luftkastel?
Præsidentens højtravende løfter har imidlertid affødt skepsis blandt internationale eksperter, der betvivler, hvorvidt den udvidede Suezkanal kan leve op til regimets egne økonomiske forventninger. Regeringen har solgt den nye Suezkanal på en række myter, der kan vise sig svære – hvis ikke umulige – at leve op til.

I modsætning til den oprindelige kanal vil den nye Suezkanal ikke revolutionere den globale søfartshandels nuværende udfordringer. Smutvejen igennem ørkenen barberer kun en beskeden tidsbesparelse af. Ifølge regimets forudsigelser vil udvidelsen resultere i en stigning i den årlige indtjening fra 5,3 milliarder dollar i 2014 til 13,2 milliarder dollar i 2023. Tallene er baseret på en reduceret transittid i kanalen fra 18 til 11 timer og en stigning i antallet af gennemsejlende fragtskibe om dagen fra 50 til 97. Regeringen har dog haft svært ved at demonstrere, at beregningerne holder samt fremlægge belæg for, hvordan man ved at barbere nogle timer af transittiden vil kunne opnå en så dramatisk virkning på de globale handelsmønstre. Økonomen Afhmed Kamaly ved American University i Kairo har således over for Reuters kaldt det „ønsketænkning‟ og mener, at det er for optimistisk at forudsige, at op mod en million nye arbejdspladser bliver skabt i kølvandet på den nye Suezkanal.

Beregninger fra det britiske konsulentfirma Capital Economics har samtidig vist, at verdenshandlen skal stige med ni procent om året, hvis Sisis forudsigelser for Egyptens fremtidige indtægter skal holde stik. Ifølge Capital Economics er den årlige vækst i den internationale handel lige nu omkring tre procent.

Om løfterne kan indfries, vil sandsynligvis afhænge af, om Sisi løser nogle af de netop samme problemer, der holder resten af den egyptiske økonomi tilbage – navnlig svigtende turisme, høj inflation og offentlig gæld. Her er tale om utilstrækkelig regeringsførelse og manglende gennemsigtighed, troværdighed og offentlig sikkerhed. Faktorer, der alle er afgørende for at tiltrække internationale investorer for at generere de nye industrielle arbejdspladser omkring kanalen. Den forværrede sikkerhedssituation i den nordlige del af Sinai-halvøen, hvor IS-sympatiserende militante i juli angreb egyptiske militærinstallationer, heriblandt en politistation, kan også tænkes at skræmme pengestærke investorer væk.

Det nye nationalklenodie – den udvidede Suezkanal – er et led i den politiske og økonomiske genoprejsning af egypternes stolthed. Sisis nøgleord er stabilitet – hvis han ikke leverer, kan lavinen rulle igen.
____________________

 

Sisi har ellers understreget projektets betydning for det egyptiske folks fremtidige økonomiske muligheder og dermed ophøjet det til et symbol, som alle egyptere kan samles omkring. Også over for den egyptiske befolkning kan Sisi imidlertid have lovet mere, end han kan holde. Hvis regimet har født urealistisk høje forventninger hos den egyptiske befolkning til materiel fremgang og massevis af nye arbejdspladser, kan det ligefrem vise sig kontraproduktivt, hvis de forventninger ikke mødes af virkeligheden inden for en overskuelig fremtid.

„Keynesianisme på steroider‟
Egypten har nemlig alvorligt brug for den økonomiske saltvandsindsprøjtning, som Sisi gang på gang gør sig til galionsfiguren for. I sine to år ved magten har det karakteristiske for Sisis økonomiske politik været, at den militærkontrollerede del af erhvervslivet har vundet kampen om de store statslige kontrakter på bekostning af den private sektor – en yderligere befæstning af regimets økonomiske magt, der i nyhedsmagasinet The Economist betegnes som „keynesianisme på steroider‟.

Ligesom faraoer lejlighedsvist lod nye byer og ekstravagante monumenter opføre i det gamle Egypten, som manifesteringer af deres storhed, annoncerede Sisi tilbage i marts sit seneste økonomiske skud på stammen – det „nye Kairo‟: En storby bygget fra bunden, der skal fungere som landets nye politiske og finansielle hovedstad. Ifølge Sisis udmeldinger skal byen stå færdig i 2020. Holder forudsigelserne stik, vil det blive den største „formålsbyggede‟ by i historien til 45 milliarder dollar med fem millioner indbyggere, 660 hospitaler, 1250 kirker og moskeer samt en park dobbelt så stor som Central Park. Håbet er, at internationale investeringer vil lægge grobund for vækst, arbejdspladser, stigende skatteprovenu og gøre regimet i stand til at forbedre de sociale vilkår for befolkningen.

Men projektet har fare for at fjerne opmærksomheden fra de bredere strukturelle reformer. Sisi har også skåret i subsidierne i landets olie- og gasindustri, hvilket har hjulpet på landets gæld. Men et kringlet og korrupt bureaukrati gør ifølge World Economic Forum stadig den egyptiske økonomi til verdens kun 119. mest konkurrencedygtige, hvilket forhindrer forbedringer i uddannelses- og sundhedssektoren. Egypten ligger således på linje med lande som Uganda og Senegal.

Sisis storslåede nye nationalklenodier vil således nok skabe overskrifter her og nu samt tilføre jobs i byggebranchen. Men byggeopgaverne går til statskontrollerede dele af erhvervslivet, mens de små og mellemstore egyptiske virksomheder må se langt efter større projekter, der kan sætte sving i økonomien. Og det er netop uden for statsapparatet og tæt på den enkelte borger, at væksten burde finde sted, hvis Sisi vil forbedre levestandarden for den almene egypter.

SISI og ISIS
Både den egyptiske befolknings fremtid og Sisis politiske eftermæle går nogle afgørende måneder i møde. Både økonomisk, men også sikkerhedspolitisk. Mens borgerkrigen i nabolandet Libyen raser, må Sisi søge at udnytte konflikten mellem den nationalistisk-sekulære Tobruk-regering i øst og den islamisk inspirerede Tripoli-regering i vest. De stridende parter har splittet Libyen i to vasalstater, der får politisk og militær støtte fra regionale magter. Og Kairo har en finger med i spillet på Tobruk-regeringens side.

Islamisk Stat (IS) har også gjort sit indtog i det magtvakuum på den libyske politiske scene. Det kan vise sig at blive Kairos sikkerhedspolitiske „window of opportunity‟. Sisi bruger derfor IS’ tilstedeværelse i nabolandet som skalkeskjul for militære indgreb i Libyen. Tidligere på året så vi egyptiske kampflys luftbombardementer i kølvandet på IS’ halshugninger af 21 koptiske kristne egyptere. Jo stærkere IS står i Libyen, i højere grad vil Sisi være i stand til – over for det internationale samfund – at retfærdiggøre en militær intervention med det formål at fordreje magtbalancen mellem Tobruk og Tripoli i egyptisk favør. Det er nemlig et led i Sisis bekæmpelse af den politisk-islamiske ideologi, som det Muslimske Broderskab står for. Kairo vil dermed forhindre, at Broderskabet vinder så meget fodfæste i regionen, at det vinder genklang inden for de egyptiske landegrænser. Sisis regime anser nemlig Broderskabet som en potentiel trussel mod sit autokratiske styre.

To år inde i Sisis regeringstid bliver hans styre snavset til med beskyldninger om, at det autokratiske militærregime er mere undertrykkende, end Mubaraks styre nogensinde var. Sisi har derfor brug for, at de storstilede projekter faktisk manifesterer sig i mærkbare forandringer i egypternes liv komplementeret af en fornøden ydre ro til at genetablere landets regionale magtrolle. Det nye nationalklenodie – den udvidede Suezkanal – er et led i den politiske og økonomiske genoprejsning af egypternes stolthed. Sisis nøgleord er stabilitet – hvis han ikke leverer, kan lavinen rulle igen.

Frederik Worup (f. 1995) er bachelorstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet og praktikant ved Progressive Public Affairs. Han er tidligere hoveddelegeret ved London International Model United Nations.