27.07.2015

Gennem de seneste måneder har terrorgruppen Al-Shabab haft succes ved en række angreb ikke bare i Somalia men også i Kenya. De intensiverede angreb tyder på, at Al-Shabab i dag er en vedholdende, mobil og regionalt-orienteret terrorgruppe, der i Kenya er i stand til at udnytte fattigdom, marginalisering, dårlig regeringsførelse og politibrutalitet.

Af Ane Hess-Nielsen

I disse dage trodser præsident Obama sikkerhedsvarslerne og besøger Kenya og Etiopien på Afrikas Horn – blandt andet for at fastslå en fortsat amerikansk støtte til terrorbekæmpelse i regionen.

26. juni udførte terrorgruppen al-Shabab et af sine hidtil største angreb nogensinde rettet mod AMISOM, Den Afrikanske Unions (AUs) mission i Somalia. Op mod 50 soldater fra Burundi mistede livet, da terroristerne angreb AMISOMs militærbase i Leego, godt 100 km fra hovedstaden Mogadishu. Basen var bemandet med omkring 100 burundiske soldater, der sammen med soldater fra Kenya, Etiopien og Uganda udgør AU-missionen på i alt 22.000 mand. Hurtigt blev basen overtaget af etiopiske tropper, der som udgangspunkt er stærke i det centrale Somalia, men angrebet tvang samtidig AMISOM til at trække sig tilbage fra ni andre områder i landet.

Dette angreb er blot ét i en række, der er fundet sted de seneste måneder. Det kom ikke som en overraskelse at den militante gruppe ville intensivere deres angreb under den hellige måned ramadan, fordi det har været mønstret de seneste år. Trods al-Shababs militære nederlag og tab af territorium i løbet af 2014 fortsætter gruppen sine blodige aktiviteter mod Somalias regering i Mogadishu, mod AU’s AMISOM tropper og mod Somalias naboland Kenya. I Somalia havde AU-tropperne ellers haft succes mod al-Shabab, idet man blandt andet har trængt al-Shabab ud af hovedstaden Mogadishu og andre større byer, der fra 2007-11 var under terrorgruppens kontrol.

Efter de seneste måneders intensiverede og vedholdende angreb fra al-Shababs side har AMISOMs fredsbevarende styrker nu indledt en ny militær offensiv mod terrorgruppen i Somalia. Men som man har set tidligere er risikoen ved denne slags offensiv at al-Shabab blot slår til andre steder udenfor Somalias grænser, oftest Kenya – simpelthen fordi al-Shabab konstant ønsker at vise regionen deres styrke.

Siden Kenya sendte tropper til Somalia i oktober 2011 har landet været mål for al-Shabab
____________________

 

Kenya kæmper med sikkerheden
Siden Kenya sendte tropper til Somalia i oktober 2011 har landet været mål for al-Shabab, der advarede om en lang grusom krig mod Kenya, udført på deres eget territorium, hvis ikke den kenyaske regering trækker tropperne hjem. Der er sket en stigning i voldelige terrorangreb der alene siden 2013,har kostet over 400 kenyanere livet. Dette rammer den kenyanske økonomi og især turistsektoren hårdt. Efter angrebet på universitet i Garissa i april 2015, hvor næsten 150 studerende samt personale blev dræbt da al-Shabab militante stormede universitetets bygninger), har Kenya åbenlyst kæmpet med at formulere sit svar. Men kæmper mod en fjende, som man har svært ved at sætte ansigt på, som fører ukonventionel krig og som har formået at radikalisere en del af Kenyas egen befolkning. For al-Shabab har Kenya virket som et ”nemt mål” at gå efter, når terrorgruppen har tabt terræn på somalisk jord. Dermed har Kenya betalt en høj pris for at blande sig militært i nabolandet.

Den kenyanske regering er nu under hårdt pres. Man skal levere både sikkerhedsstrategier og implementeringen af politireformer, der også skal modvirke radikalisering af egne borgere. Efter nogle af de store angreb – angrebene på Westgatecentret i 2013 og universitetet i Garissa i 2015 – har der været gentagne rapporter om korruption i politiet samt om manglende koordinering mellem de forskellige enheder, der i terrorbekæmpelsen ikke formår at samarbejde om dataindsamling og overvågning.

I juni gennemførte al-Shabab et angreb mod en militærbase på Kenyas nordlige kyst nær den somaliske grænse, nær Lamu, og stormede landsbyen Mangai. Ifølge de kenyanske medier blev 11 al-Shabab-militante og to kenyanske soldater dræbt. ”Kenyas sikkerhed er ikke som den burde være og kenyanske sikkerhedsstyrker er langt fra rustet til at håndtere den trussel, som de står overfor” forklarer professor David M. Anderson, der er ekspert i Østafrikansk historie og sikkerhed fra University of Warwick: ”Men ved det seneste angreb var kenyanerne dog en smule bedre forberedt end man har set tidligere. Som det første positive tegn i mange måneder blev der denne gang lyttet til sikkerhedsvarslerne, hvilket viser at koordineringen af det kenyanske efterretningsvæsen forbedres. Der her stadig lang vej, men man begynder at have en smule bedre styr på det”.

Blandt sikkerhedstiltagene er den kenyanske regerings kontroversielle idé om at opføre en mur langs den 700 kilometer lange grænse mellem Kenya og Somalia. ”Man ønsker brændende at vise den kenyanske offentlighed, at man gør noget ved sikkerhedsproblemet. Selvom de fleste analytikere og eksperter påpeger at muren er en ekstrem dårlig ide, indikerer disse ambitioner, hvor desperat Kenya nu er” fortsætter professor Anderson.

Amnesty International, Human Rights Watch (HRW), og kenyanske menneskerettighedsgrupper har desuden kritiseret den kenyanske regerings terrorbekæmpelsesindsatser og behandling af etniske somaliere. Massearrestationer og kollektive afstraffelsesmetoder skubber ifølge kritikerne etniske somaliske borgere endnu tættere på radikale grupper som al-Shabab, udhuler retsstaten og skaber grobund for endnu mere frygt og usikkerhed i grænseområder.

Al-Shabab er ikke længere udelukkende en somalisk gruppe, men har formået at transformere sig til en regional bevægelse
____________________

 

Det regionale problem
Al-Shabab er ikke længere udelukkende en somalisk gruppe, men har formået at transformere sig til en regional bevægelse. Det har man mærket i Kenya. Man spiller på somalisk nationalisme overfor somaliere, der bor i grænseområder langt udenfor det, der i dag betegnes som Somalia, nemlig i nabolandene Kenya og Etiopien.

Og Al-Shabab er langt fra den eneste militante gruppe i regionen, da der er dukket andre, nyere militante grupperinger op omkring den Østafrikanske kyst for eksempel gruppen al-Hijra. Konflikten i områderne mellem Kenya, Etiopien og Somalia har dybe rødder og handler om grænsedragninger, marginalisering af etniske somaliere og ressourcer. Fælles for grænseområderne i disse lande er en historisk marginalisering af befolkningerne, og regeringer, der ofte har set mistroisk på disse gruppers loyalitet til de nationalstater, hvor de bor.

Det har knebet gevaldigt med holdbare og reelle løsningsmodeller i disse regioner. Det skyldes primært det faktum, at landene (Kenya, Etiopien, Djibouti mfl.) omkring Somalia ikke nødvendigvis er enige om hvad løsningen på sikkerhedsproblemet er – og at man langt fra har de samme interesser i Somalia. Samtidig stoler nabolandende ikke nødvendigvis på hinandens sikkerhedsmetoder og efterretningstjenester.

AMISOM, er et FN-støttet AU-initiativ, primært betalt af vestlige donorer som EU og USA. Som udgangspunkt er styrken skabt for at beskytte den somaliske overgangsregering og skal på længere sigt overgive kontrollen til et somalisk styret militær. De seneste år er AMISOM-missionen gået fra at varetage en fredsbevarende rolle til en mere udfarende karakter. Samtidig skader det troværdigheden af AMISOM som en neutral enhed at man tillader nabolandet Etiopien at fungere som en del af den fredsbevarende styrke, da Etiopien har egne interesser og agendaer i Somalia og flere gange har været i krig med nabolandet.

Som svar på al-Shabaab’s fremgang har man fra europæisk side netop tilbudt støtte til udvidet terrorbekæmpelse i Østafrika – med fokus på uddannelse samt støtte til lokale myndigheder og domstole, der skal sætte dem i stand til at forbedre efterforskning og retsforfølgelse på tværs af grænser. I EU-regi har man nemlig fremlagt et nyt 5-årigt terrorbekæmpelsesprogram, til over € 11.000.000, der inkluderer blandt andet Kenya, Etiopien, Djibouti, Sudan og Uganda. USA støtter blandt andet kenyansk militær med træning, militærmidler og transport samt støtte til flåden – og landet er dermed en af de største modtagere af amerikansk sikkerhedsstøtte i Afrika.

De seneste angreb peger på, at terrorgruppen er forblevet velorganiseret, mobil og regional – i stand til at udnytte fattigdom, marginalisering, dårlig regeringsførelse og politibrutalitet også i Somalias nabolande. Østafrika risikerer en spiral af terrorangreb og modangreb, der oftest også rammer civile hårdt. Regeringernes tiltag har kun en kortsigtet virkning og formår ikke at adressere de underliggende problemer, som skal løses hvis man skal bryde terrorens onde cirkel.

Regeringernes tiltag har kun en kortsigtet virkning og formår ikke at adressere de underliggende problemer, som skal løses hvis man skal bryde terrorens onde cirkel
____________________

 

Ane Hess-Nielsen (f.1985) er freelanceskribent og skriver om udvikling og sikkerhed i Østafrika og Mellemøsten. ILLUSTRATION: Fotografier af ofrene efter angrebet på universitetet i foråret [foto: AP Photo/Ben Curtis/Polfoto]