Hillary ligner ikke længere en sikker vinder. TværtimodKommentar af Naser Khader

Hillary ligner ikke længere en sikker vinder. Tværtimod
Kommentar af Naser Khader

01.07.2015

.

KOMMENTAR af Naser Khader, udenrigspolitisk ordfører, MF (K)

LIGE SIDEN HILLARY CLINTON offentliggjorde sit præsidentkandidatur har det været svært at se, hvordan hun kunne undgå at blive USA’s næste præsident. Hun var milevidt foran eventuelle Republikanske modkandidater, og Demokraterne havde kørt hende i stilling som en naturlig arvtager for Obama.

I politik kan tingene dog hurtigt ændre sig. Og de ændrer sig for Clinton. I en CNN-måling fornylig svarede hele 57 pct. nej til spørgsmålet om, hvorvidt hun er ’ærlig og tillidsvækkende’. Det er formentlig blevet Hillary Clintons største problem. Uden tillid fra befolkningen er politisk medvind svær at finde.

Derudover har der ikke været nok slagkraft i mange af de aspekter, som eksperter vurderede ville sikre hende Det Hvide Hus uden megen kamp. Hendes imponerende CV, det velklingende Clinton-navn og Clinton-kampagnepengetanken, samt udsigten til at blive USA’s første kvindelige præsident. Den amerikanske befolkning har ganske enkelt ikke responderet som forventet – specielt ikke ovenpå nyheden om hendes emaillæk [som udenrigsminister brugte Clinton en emailserver på sin private computer, red.]. Den har også været gal med uetisk adfærd i Clinton-fonden (“Clinton Foundation”).

 

Hun mangler klare visioner og formål. Simpelthen
____________________

 

HERTIL KOMMER så spørgsmålet om hvad hun rent politisk vil slå sin præsidentkampagne op på. Her mangler hun klare visioner og formål. Simpelthen. Obama havde klare budskaber – dels troen på ’forandring’, dels i kravet om en ny tilgang til politik i Washington DC. Nej, Obama har ikke formået at leve op til alle de store forventninger – men han stod i hvert fald for noget under sin præsidentkampagne. Hillary Clinton mangler noget kant. Noget politisk kant. Hun mangler også noget karisma og nogle store armbevægelser.

For hun bliver ikke præsident på de normale floskler à la ’denne præsidentkampagne kommer ikke til at handle om mig, men om folk fra hele landet, der er klar til en bedre fremtid’ som hun fornylig udtalte til avisen Des Moines Register. Selvfølgelig skal det da handle om hende. Som præsidentkandidat hverken kan eller skal man forsøge at gemme sig bag folket – her må man tage ansvar og bebude, både hvad man vil, og hvordan man vil gøre det.

ALLEREDE NU er Republikanerne Rand Paul, Marco Rubio og Scott Walker henholdsvis blot et enkelt og tre procentpoint efter Clinton. Det er en enorm tilbagegang for Hillary. Der kommer flere mennesker til vælgermøderne hos hendes rival, den Demokratiske Senator Bernie Sanders, end der gør til hendes. Det har også fået Demokraterne til at spørge sig selv, om der eventuelt skal findes en Plan B – her nævnes New Yorks tidligere borgmester Mike Bloomberg som en eventuel kandidat.

Sikkert er det i hvert fald, at spådommen om en sejr til Hillary Clinton uden nævneværdig kamp kan krølles godt og grundigt sammen. ★

 

Spådommen om en sejr til Hillary Clinton uden nævneværdig kamp kan krølles godt og grundigt sammen
____________________

 

ILLUSTRATION: Officielt pressefoto [foto: Hillary for America]