09.06.2015

Det er omtrent et år siden, at Petro Porosjenko blev ukrainsk præsident. Hans tid på posten har foreløbigt ikke bragt nogen resultater, Ukraine er tværtimod i en lang sværere situation i dag, end landet var i for et år siden.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuropa redaktør

Da Petro Porosjenko for et år siden blev Ukraines præsident, sagde han, at han i løbet af en uge vil løse problemerne i Østukraine, og i løbet af tre måneder ville stabilisere forholdet til Rusland. Torsdag, knap et år senere, sagde Porosjenko i en tale til det ukrainske parlament, at Rusland har 9000 soldater i Ukraine, og at han forventer en invasion langs hele den russisk-ukrainske grænse.

Ingen resultater
Det lykkedes hverken Petro Porosjenko at stoppe kamphandlingerne i Østukraine ellerat etablere et bedre forhold til Rusland. Det lykkedes heller ikke at få forpligtende tilsagn fra EU eller NATO om Ukraines tilknytning til de to sammenslutninger, eller at få en visumfri ordning med EU. Heller ikke de varslede reformer af det ukrainske samfund er foreløbigt blevet til noget, og det går ikke for godt med den ukrainske økonomi, som er på randen af kollaps. Listen over alt det mislykkede og problematiske er lang, og Petro Porosjenkos første år i præsidentembedet må ganske enkelt betegnes som en fiasko.

Ingen mlitærløsning
Det var et land i store problemer, Petro Porosjenko overtog sidste år, og problemerne blev ikke mindre af, at han i håb om at løse dem valgte at sætte militæret ind mod de prorussiske separatister. Beslutningen har eskaleret hele konflikten og skabt skader, som vil blive svære at hele.

I dag står det klart, at krigen i Østukraine ikke kan vindes militært, og at enhver forlængelse af konflikten blot vil resultere i, at endnu flere mennesker mister livet. Ukraine er ikke i stand til at bekæmpe de prorussiske oprørere. Rusland har ganske givet soldater i Ukraine og puster utvivlsomt til ilden. Det er dog ikke den afgørende faktor for selve konflikten og slet ikke for dens løsning, da de prorussiske separatisters kamphandlinger vil fortsætte med eller uden russiske soldater. Den eneste måde, man kan løse problemet på, er ved at forhandle. Og som ved enhver forhandling skal man være parat til at indgå kompromisløsninger. En forhandling mellem de to stridende parter – i det her tilfælde de prorussiske separatister og de ukrainske magthavere, dvs. Petro Porosjenko – er formentlig den eneste vej frem og støttes endda af Rusland. Men det er en vej, som Petro Porosjenko gentagne gange har afvist.

Ingen våbenhvile
Det står klart, at den våbenhvile og de øvrige aftaler, der blev indgået i Minsk, ikke kommer til at holde. Det er decideret naivt at tro, at det vil kunne lade sig gøre at gennemføre et lokalvalg i Luhansk og Donetsk efter ukrainsk standard, hvis udfald vil blive respekteret af separatisterne og de ukrainske myndigheder.

Det står også klart, at den eneste mulige løsning af situationen – uanset om man kan lide det eller ej – er en forhandling. Sker det ikke, vil vi formentlig se en yderligere optrapning af konflikten og muligvis en spredning til eksempelvis til Odessa, hvor flere sabotagehandlinger allerede har fundet sted på det seneste. Porosjenkos udnævnelse af den tidligere georgiske præsident, Mikhail Saakasjvili, til guvernør i byen har langtfra gjort situationen mere stabil. Saakashvilis person er en rød klud for de prorussiske separatister.

Ingen ledelse
Set i bakspejlet er det umiddelbart svært at få øje på, hvad Petro Porosjenko har gjort for løsningen af den ukrainske krise. Hans mange rejser til Vesten, hvor hans kultiverede fremtræden og perfekte engelsk har skabt ham goodwill, har handlet mere om, hvad andre kan gøre for Ukraine, end hvad Petro Porosjenko og ukrainerne selv kan gøre for deres land. Det virker ligeledes til, at Petro Porosjenko mere er optaget af at gøre den ukrainske krise til hele Europas – eller hele den civiliserede verdens – problem, ved ganske målrettet at overdrive den russiske trussel.

Alle disse aktiviteter sker desværre på bekostning af hans handlekraft og initiativ. At skabe resultater i Ukraine, at stille sig i spidsen for landets befolkning og vise vej – det har helt afgjort været en mangelvare ved Porosjenkos første år ved magten.

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad samt flere norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. ILLUSTRATION: “Stem på Porosjenko”, 2014 [Foto: Ben Sutherland]