Baggrund: Svinger Sydamerika mod centrum-højre?
14.05.2015
.Siden årtusindskiftet har venstrefløjen stået stærkt i Sydamerika, men i dag er lande som Brasilien, Argentina og Venezuela ramt af økonomiske kriser og rekordstor mistillid til politikerne. Befolkningerne kræver forandringer, og det kan meget vel sætte gang i en blå tidevandsbølge.
Af Jonas Fruensgaard, RÆSONs sydamerikaredaktør
”Dilma skal gå af. Ellers må militæret gribe ind.” Sådan lød det taktfast, da halvanden mio. demonstranter gik på gaden i 65 byer i hele Brasilien i midten af marts i de største folkeprotester, siden militærdiktaturet brød sammen for 30 år siden. De er utilfredse med landets dårlige økonomi, sociale problemer og præsident Dilma Rousseffs angivelige indblanding i kontinentets største korruptionssag, som er under efterforskning.
2.500 km syd for Brasília er situationen endnu mere kaotisk i den argentinske hovedstad, Buenos Aires. Millionbyen er tvunget i knæ, efter at en omfattende gældskrise har forarmet store dele af befolkningen. Samtidig er præsident Cristina Kirchner ramt af en sag, der kan ende med at koste hende hendes politiske karriere. Få timer før statsanklageren i slutningen af januar skulle fremlægge beviser for en ulovlig handel mellem Iran og Argentina, som Cristina Kirchner skulle være indblandet i, blev han fundet dræbt i sin lejlighed. Mange mener, at Kirchners folk står bag, og befolkningens opbakning til deres præsident er rekordlav. Sagen skal nu efterforskes, og præsidenten risikerer at få en rigsretssag på nakken.
5.000 km nord for Buenos Aires er mindst 25 demonstranter blevet dræbt, og flere tusind fængslet i Venezuelas hovedstad, Caracas. Tilhængere fra landets højrefløj har gennem det seneste år næsten dagligt været på gaden for at vise deres frustration over præsident Nicolás Maduro. Landet er i den værste økonomiske krise i de 16 år, der er gået, siden hans forgænger, Hugo Chávez, overtog magten i 1999. Fra flere sider anklages præsidenten for at undertrykke de demokratiske rettigheder og tromle landets opposition. I marts fik Maduro opbakning i Kongressen til at regere via dekret, hvilket reelt giver ham uindskrænket magt.
Regeringerne i Venezuela, Argentina og Brasilien deler ellers en række egenskaber, mener historiker ved São Paulo Universitet Tiago Mendez:
– Regeringerne er alle socialistisk orienterede.
– De kom til magten lige omkring årtusindskiftet.
– De har skabt økonomisk fremgang og vækst.
– De har foretaget store offentlige investeringer i sundhed, uddannelse og transport.
– De har løftet velstandsniveauet for især under- og middelklassen.
– De har mindsket uligheden.
– De har været yderst populære i det meste af deres tid ved magten.
– ”De tre regeringer har generelt haft stor succes. De har været et forbillede for de andre sydamerikanske lande, hvorfor kontinentet med få undtagelser har regeringer, der ligger til venstre for midten,” siger Tiago Mendez.
Men i de tre toneangivende lande i Sydamerika er venstrefløjen nu i krise – og centrum-højre-orienterede partier står klar i kulissen. Og faktisk hænger venstrefløjens aktuelle problemer og mulige fald nøje sammen med deres egen vej til magten. Derfor ser vi først på, hvordan de socialistiske partier brød højrefløjens traditionelle dominans i Sydamerika.
Farvel til våbnene
Før 00’erne stod venstrefløjen relativt svagt i Sydamerika. Både Brasilien, Paraguay, Bolivia, Chile og Uruguay var underlagt højreorienterede militærjuntaer, der flere steder sad på magten i tre årtier helt frem til 1980’erne. Det lykkedes diktaturerne at holde befolkningerne i et jerngreb, smadre de politiske institutioner og sætte politiske modstandere ud af spillet.
Men da levevilkårene blev forværret kraftigt på grund af stigende økonomiske problemer og ulighed, voksede det folkelige pres. Gradvist brød styrerne sammen et efter et, og Sydamerika blev atter demokratisk. Men tiden efter diktaturerne var præget af politisk kaos, fattigdom og manglende effektivitet i statsapparatet: ”Det var nye og uprøvede demokratier, som skulle forsøge at genrejse landene efter diktaturerne. Befolkningerne håbede på forandringer, men blev ofte skuffede. Regeringerne gik tit af før tid, og økonomisk stagnering prægede tiden frem til midten af 1990’erne,” forklarer Tiago Mendez.
Selvom de militære juntaer havde haft stærke forbindelser til landenes højrefløje, betød det ikke, at vælgerne nu søgte mod de venstreorienterede partier. Det var overvejende centrum-højre-regeringer, som blev valgt ind. Partierne til højre for midten havde ofte tætte forbindelser til medierne og erhvervslivet, der støttede dem økonomisk. Omvendt havde venstrefløjen sjældent råd til reklamer og kampagner og havde svært ved at bryde igennem til offentligheden med deres budskaber, understreger Mendez.
Først i slutningen af 1990’erne lykkedes det venstrefløjen at få mobiliseret større vælgerskarer, der for alvor kunne agere opposition og tage kampen op med de velhavende partier til højre for midten. Her spillede udviklingen af fagbevægelser ifølge Mendez en væsentlig rolle. ”Fagbevægelserne var med til at oplyse arbejderne om deres rettigheder og muligheder for at forbedre deres vilkår ved at blive politisk aktive. Det forskubbede fuldstændig styrkeforholdet mellem højre- og venstrefløjen,” siger han.
Gradvist vandt partierne på venstrefløjen opmærksomhed blandt befolkningerne med løfter om offentlige investeringer, mindre ulighed og økonomiske reformer, der ville skabe vækst og fremgang. De udgjorde nu en reel trussel mod landenes eliter og de liberale og konservative kræfter på højrefløjen, som havde svært ved at løse de økonomiske udfordringer.
Socialismens sejr i Sydamerika
I Venezuela vandt Hugo Chávez i 1999 en overbevisende valgsejr med massiv opbakning fra arbejderne og underklassen. Han proklamerede ’Den Bolivarianske Revolution’, der skulle gøre op med forgængernes ’urimelige’ fordeling af landets goder og tilbyde uddannelse, lægehjælp og adgang til sport for landets fattige. Det fortæller lektor i statskundskab ved São Paulo Universitet Danilo Lopez: ”Hugo Chávez reducerede landets enorme ulighed ved at omfordele og nationalisere Venezuelas store olieforekomster. Det gjorde ham populær og vellidt blandt den almene befolkning.”
Tre år senere – i 2002 – vandt Lula da Silva i spidsen for Arbejderpartiet præsidentvalget i Brasilien i sit fjerde forsøg. Han indførte høje toldmure omkring Brasilien for at styrke brasilianske virksomheders konkurrenceevne på hjemmemarkedet. Tidligere blev de brasilianske virksomheder udkonkurreret af især amerikanske virksomheder, som var langt mere effektive. Med mindre konkurrence fra udlandet voksede de brasilianske virksomheder støt og ansatte millioner af nye medarbejdere. På få år blev arbejdsløsheden halveret, og økonomien blomstrede. En del af pengene blev investeret i sociale programmer målrettet mod landets enorme underklasse. 40 mio. brasilianere blev på få år hevet ud af fattigdom.
Og få måneder efter Arbejdspartiets valgsejr i Brasilien blev Néstor Kirchner i 2003 valgt til præsident i Argentina, efter at politisk tumult og økonomisk krise havde præget landet i en årrække. Det lykkedes gradvist Néstor Kirchner at løse landets økonomiske problemer via et hidsigt reformarbejde. Han investerede store summer i almennyttige boliger og infrastruktur, som var med til at reducere arbejdsløsheden. Samtidig blev mindstelønnen hævet, og folk fik flere sociale rettigheder i form af pension og kontanthjælp. ”Regeringerne fik stor ros i både ind- og udland for relativt hurtigt at reformere og sætte gang i den økonomiske udvikling. Det var med til at skabe optimisme og håb i befolkningerne,” siger Danilo Lopez.
Til trods for at der er store forskelle mellem de tre regeringer på en række områder, blev de ofte omtalt under ét som den sydamerikanske socialistiske model. Sydamerika var ifølge mange iagttagere et perfekt oplagt eksempel på, at forøgede skatter og afgifter til fordel for offentlige investeringer kan komme hele samfundsøkonomien til gode, som vi på sin vis også kender det fra Skandinavien.
De offentlige investeringer var med til at skabe bedre levevilkår for den almindelige befolkning og tro på en bedre fremtid. Ved flere lejligheder skamroste USA’s præsident, Barack Obama, Lula for Brasiliens opblomstring. Det var, som om lederne i Venezuela, Brasilien og Argentina og flere andre sydamerikanske lande kunne gå på vandet, mener Mendez, der dog tilføjer: at præcis heri ligger kimen til de nuværende kriser.
”De nye venstreorienterede regeringer opnåede gode resultater. Men der opstod en stærkt overvurderet fortælling om, hvordan de socialistiske modeller ville løse de massive sociale problemer og hæve levestandarderne til vestligt niveau inden for en kort årrække. Virkeligheden er en anden.”
Fanget af deres egen succes
Ifølge Mendez var de tre regeringer begunstiget af de internationale konjunkturer, hvor økonomien boomede i starten af 00’erne og frem til finanskrisen. Kina og de vestlige lande var klar til at investere store summer i nye markeder, hvilket de sydamerikanske lande nød godt af. Og så var der stor efterspørgsel på varegrupper, som Argentina, Brasilien og Venezuela producerer – herunder olie, jern, kød, soja, sukker, palmeolie, korn og frugt.
”Fremgangen var i et vist omfang båret frem af eksterne faktorer, som ikke havde det store med regeringernes initiativer at gøre. De tog alligevel æren for udviklingen. Men nu går konjunkturerne imod de tre lande, og politikerne virker rådvilde og handlingslammede.”
De tre regeringer slås i dag med massive økonomiske problemer. Venezuela lider først og fremmest under de faldende oliepriser, fordi olien er landets ubetinget største indtjeningskilde.
Argentina er tynget af en massiv gældsbyrde – landet lånte store summer til de offentlige investeringer, men gælden er vokset lederne over hovedet, og mange lande afviser at låne ud til og handle med Argentina. Store dele af Brasiliens økonomi er baseret på hjemmemarkedet, der bugnede frem til 2010. Men nu er efterspørgslen faldet, og hele den økonomiske aktivitet er stagneret, forklarer samfundsøkonom ved Belo Horizonte Universitet Michael Almeida.
Men det væsentligste problem har de tre lande tilfælles: Landene er ifølge Almeida ikke konkurrencedygtige nok på verdensmarkedet. Det har de løst ved at indføre høje toldmure og øge protektionismen. Men det har til en vis grad isoleret landenes markeder – og når den hjemlige efterspørgsel falder, bliver det en selvforstærkende effekt. ”Den socialistiske model med dyre offentlige investeringer og øget protektionisme virkede i en årrække med gunstige konjunkturer og stigende efterspørgsel i hjemlandene. Men det er ikke tilfældet længere, og spørgsmålet er, om de socialistiske modeller har udspillet deres roller for nu,” siger Michael Almeida.
Derfor er regeringerne i en vis grad ofre for deres egen succes. Under opturen blev folk vant til flere offentlige goder, store lønstigninger og vækstrater på omkring fire-fem pct. Både Nicolás Maduro, Dilma Rousseff og Cristina Kirchner gik til genvalg på at fortsætte udviklingen. Men de har siden haft svært ved at indfri deres valgløfter. ”Befolkningerne har svært ved at forstå, hvorfor den rivende udvikling nu er gået i stå. Det skaber vrede og frustrationer. De frygter, at festen er ovre, og at landene er på vej mod tilstandene fra 1990’erne med politisk kaos, fattigdom og håbløshed,” siger Michael Almeida.
Han mener på den ene side, at regeringerne ikke har været dygtige nok til at løse de økonomiske udfordringer. Men omvendt mener han også, at befolkningerne er blevet for forvænte og ikke i tilstrækkelig grad er klar over, at økonomierne udvikler sig i konjunkturer, hvor store opture ofte afløses af faldende økonomisk aktivitet. Her peger han på Europa: Til trods for adskillige hjælpepakker, rentenedsættelser og initiativer er de europæiske lande efter syv års finanskrise stadig ikke i omdrejninger igen.
Magtmisbrug og politibrutalitet
Men det er ikke kun de økonomiske problemer, som er skyld i venstrefløjens problemer. Det mener Diego Sanchez, der er tidligere medlem af det brasilianske Arbejderparti. Ifølge ham skyldes venstrefløjens krise først og fremmest regeringernes manglende troværdighed.
”De mange sager med korruption, magtmisbrug og politibrutalitet i de tre lande er skyld i, at vi borgere ikke længere kan stole på vores regeringer. Vi skal derfor hurtigst muligt have dem udskiftet, før vi risikerer en politisk nedsmeltning, hvor ingen har tillid til demokratiet længere,” siger han.
Diego Sanchez var som lokalt partimedlem og kampagnearrangør selv med til at hjælpe Lula da Silva og Arbejderpartiet til magten. Men ved det seneste valg i 2014 blev det tydeligt for ham, at Dilma Rousseff var mere optaget af at bevare magten i Sydamerikas største land end at fortælle de 200 mio. brasilianere sandheden om landets tilstand. Ifølge Sanchez stak hun vælgerne blår i øjnene med valgløfter, som hun vidste, hun ikke ville være i stand til at holde. Ud over at kickstarte økonomien lovede hun, at korruption var fortid. Men siden er flere korruptionssager eskaleret i omfang.
Dilma Rousseff er bl.a. under mistanke for at være involveret i en korruptionsskandale i det statsejede olieselskab Petrobras. Ifølge den offentlige anklager er der blevet svindlet for 20 mia. kr. En del af pengene er gået til politikere: 54 højtstående kongresmedlemmer og senatorer er under anklage; flere af dem er fra Arbejderpartiet. Og selvom Dilma Rousseff ikke er direkte tiltalt, viser en meningsmåling, at tre ud af fire brasilianere mistænker hende for at være involveret. Dele af befolkningen kræver, at hun bliver stillet for en rigsret og straffet for den massive korruption i statsapparatet. I Venezuela og Argentina har der været flere sager om magtmisbrug. Også her er tilliden til regeringslederne rekordlav.
Rød fortid, blå fremtid?
Ifølge de aktuelle meningsmålinger vil befolkningerne vælge centrum-højre-regeringer ind ved de kommende valg. Allerede i slutningen af året skal der være valg i både Argentina og Venezuela. Og det bliver svært at ændre folkestemningen på så kort tid, mener Michael Almeida. Samtidig har oppositionspartierne masser af skyts mod de siddende regeringer på baggrund af de massive problemer.
Valgene kan ikke blot få stor betydning for landene selv, men kan være med til at forandre det politiske klima i hele Sydamerika. Undersøgelser viser nemlig, at en stor del af vælgerne i Sydamerika skæver til nabolandene, når de skal sætte deres kryds, forklarer Tiago Mendez. Når venstrefløjen står stærkt i nabolandene og leverer gode resultater, er der større tendens til, at vælgerne i et andet sydamerikansk land også stemmer på venstreorienterede partier.
Det er ifølge ham den dominoeffekt, som er en af de væsentligste årsager til, at alle landene i Sydamerika med undtagelse af Paraguay har valgt venstreorienterede regeringer. Men sandsynligvis vil man i de kommende år se den samme bevægelse blot i modsat retning – mod midten og højre. ”De stigende problemer med de venstreorienterede regeringer i de toneangivende lande giver genlyd i hele Sydamerika og kan meget vel sætte gang i en blå tidevandsbølge, som vil skubbe kontinentet et godt stykke til højre på det politiske barometer,” siger Tiago Mendez.
Billedet er dog ikke entydigt. I bl.a. Bolivia og Chile, der fortsat har pæne vækstrater, er der opbakning til venstreorienterede regeringer. Men Michael Almeida er helt enig i, at hvis de nye centrum-højre-regeringer kan genoprette økonomierne i Brasilien, Argentina og Venezuela, vil det i andre af kontinentets lande flytte stemmer mod højre. ”Centrum-højre vil gå til valg på erhvervsvenlige reformer, nedsættelse af skat og afgifter og større åbning af økonomierne mod omverdenen. Om det vil skabe vækst, arbejdspladser og dynamik, handler meget om, hvilke håndtag der bliver drejet på, og hvordan situationen ser ud på verdensmarkedet til den tid,” siger Michael Almeida.
Ifølge ham er der ikke tvivl om, at det bliver økonomien, som afgør, om den potentielle blå tidevandsbølge for alvor vil slå igennem i Sydamerika. Men tager man temperaturen på folkestemningen og de mange demonstrationer i Venezuela, Argentina og Brasilien, er der ikke den store tvivl. ”Efter ti år med socialistisk dominans kræver store dele af befolkningerne forandringer, og de sætter deres lid til, at centrum-højre-partierne vil lede landene mod bedre tider.”
Jonas Fruensgaard (f. 1984) er RÆSONs sydamerikaredaktør med base i Brasilien, hvor han dækker regionen for en række danske dagblade. Han benyttes desuden som ekspert af TV 2 News og Radio24syv. Jonas er uddannet journalist, cand.comm. fra Roskilde Universitet og BA i Cultural Encounters. Han vandt Kravlingprisen i 2013 og er blevet indstillet til to andre priser. Jonas har skrevet speciale om Brasilien og er forfatter til bogen ’Brasiliens forvandling’, der udkom i 2014. ILLUSTRATION: Protester i Brasilien imod regeringen, her personificeret i præsident Dilma Rousseff. Marts, 2015. [Foto: Silvio Medeiros]