13.05.2015

Hvis man spørger Peter Hummelgaard, folketingskandidat for S, er det gået hårdest ud over S, at man ”har måtte lave et regeringsgrundlag, hvor vi har adopteret en uretfærdig krise-politik, og hvor De Radikale har stået så stejlt”.

INTERVIEW af Mathias Terp

RÆSON: Hvordan ser du det moderne socialdemokratiske projekt?
HUMMELGAARD: De diskussioner, vi har haft i de sidste seks år efter krisen, har været med til at tegne konturerne af det, der også skal blive det socialdemokratiske projekt for det kommende årti og det kommende århundrede. Vi står i en situation, der minder om den situation, man stod i efter det store krak i 1929 og krisen i 30’erne. Dengang havde man en finanskrise, der blev til en økonomisk krise, og som skabte en masse følgekriser. Derfor abonnerer jeg heller ikke på dem i regeringsledelsen eller andre i dansk politik, der siger, at krisen er overstået. Jeg tror, at de diskussioner, der er opstået i kølvandet på krisen, vil vare ved, og at de vil være en del af en værdikamp i de næste mange år. De grundlæggende spørgsmål ser vi nu handler om, hvad er det for et arbejdsmarkedet vi vil have? Hvordan fordeler vi vores velstand? Hvordan investerer vi i hinanden, så flere har bedre chancer end generationen før? Hvordan får pengene til at arbejde for fællesskabets bedste? Og hvordan skaber vi et velfærdssamfund, der kan overvinde tidens store udfordringer?

RÆSON: Men siger du i virkeligheden så, at det socialdemokratiske projekt ikke har ændret sig i de sidste mange år?
HUMMELGAARD: Det har det. For det marked, som velfærdssamfundet blev sat til at tæmme, kan det ikke tæmme længere. Hvis vi ser på, hvad der har været de styrende og ødelæggende kræfter ved finanskrisen, har det været, at pengemagten – magten til at definere, bygge, osv. – er flyttet væk fra nationalstaten. Væk fra borgerne. Væk fra pensionskasserne, selvom deres penge cirkulerer rundt alle steder. Dér ligger der et afgørende projekt. Der er to spor. Det ene er velfærdssamfundet, fordi vi er blevet bekræftet i, at det er en stærk model til at håndtere de stærke kræfter, der er, når krisen raser. Den anden del af projektet er at forsøge at demokratisere økonomien på den lange bane.

RÆSON: Hvad mener du med at demokratisere økonomien?
HUMMELGAARD: Der mener jeg grundlæggende at tøjle dem, der spekulerer, tager unødige risici eller udelukkende agerer på grund af grådighed. Den onde del af kapitalismen skal tøjles. Det er et grundlæggende socialdemokratisk projekt at gøre det. Og så handler det om at få økonomien til at arbejde for fællesskabets bedste. John F. Kennedy sagde engang, at kapitalismen sikrer at ”tidevandet løfter alle bådene”. Virkeligheden i dag er jo desværre, at tidevandet kun løfter yacht-skibene. Kapitalismen er blevet syg, og skal behandles.

RÆSON: Men i hvilken grad skal vi have økonomisk demokrati?
HUMMELGAARD: Ikke i den forstand vi husker tilbage fra 70’erne, hvor fagbevægelsen skulle være med til at beslutte en masse ting. Det handler mere om, at vi er nødt til at tøjle alle de negative sider af kapitalismen.

RÆSON: Men er det muligt for Danmark at afbøde de internationale konjunkturer? Er vi ikke et så lille land, at vi må indrette os efter verdensøkonomien?
HUMMELGAARD: Historisk set tror jeg altid, at man har stillet sig spørgsmålet ”er det muligt?”. Det har ofte vist sig, at hvis der er politisk vilje, kan det lade sig gøre. Det handler blandt andet om samarbejde mellem nationalstater. Det værste, man kan gøre, er bare at vende tilbage til tiden før finanskrisen i 2008.

RÆSON: Er vi ved at bevæge hos hen imod en situation, som vi så i 2008?
HUMMELGAARD: Forhåbentligt ikke. Men vi er meget langt fra at have en fælles forståelse af, hvad vi har lært. Men det fylder rigtig meget i den internationale debat – især i den amerikanske, britiske, franske og debat. Det er nogle gange deprimerende, at det især er i USA, at man kan finde analyser af den tid vi lever i, der flugter mere med socialdemokratiske tanker, end hvad du har kunnet se i Europa.

RÆSON: Repræsenterer socialdemokraterne det projekt, du skitserer?
HUMMELGAARD: Det synes jeg. Man kan diskutere, hvor meget kompromiserne har fyldt i den sidste regeringsperiode, og hvor meget vi snakker om det, men det er i høj grad en grundlæggende del af det socialdemokratiske DNA.

RÆSON: Men under den nuværende regering er uligheden målt i den såkaldte Gini-koefficient steget, der er givet selskabs- og topskattelettelser, og der er skåret i nogle af overførslerne. Kan man virkelig påstå, at Socialdemokraterne i den nuværende regering har repræsenteret det projekt, du skitserer?
HUMMELGAARD: Jeg er ikke sikker på, at alle i regeringen eller alle mine partifæller vil abonnere på min udlægning af det socialdemokratiske projekt. Men på den lange linje, synes jeg at vi trækker i den rigtige retning. I forhold til uligheden må man bare forstå, at det ikke er mærkeligt, at uligheden er steget under krisen. Det er udtryk for nogle grundlæggende strukturelle ting, der har været i gang i ti år.

RÆSON: Så kan man slet ikke lave en kobling fra den stigende ulighed til den…
HUMMELGAARD: Der ingen, der ønsker, at uligheden stiger. Men det at den er steget, skal man ikke forsøge at bortforklare intenst. Man skal bare konstatere, at der har været en enorm krise. Man kan sige, at med de ting, der blev vedtaget før, og de ting, man har været tvunget til at vedtage på grund lidt for meget hensyn til De Radikale – så er uligheden steget. Men hvis det skal genoprettes, bliver det ikke med en borgerlig regering, og det er grunden til, at Socialdemokratierne skal have så stærkt et mandat som muligt.

RÆSON: Men jeres traditionelle vælgere – arbejderne – er jo netop skiftet til Venstre og Dansk Folkeparti. Er det ikke bevis på, at det er de partier, der bedst repræsenterer det moderne arbejderprojekt?
HUMMELGAARD: Ikke nødvendigvis. Der har lige været en ny måling der viser, at flertallet af 3F’ere stadig stemmer på Socialdemokraterne. Det er et bevis på, at hvis du gerne vil repræsentere de lavest lønnede og kortest uddannede i det her land, så forpligter det. At arbejderne rykker til Dansk Folkeparti, overrasker mig overhovedet ikke, for det handler om tryghed. Det har de ikke følt, de har haft, fordi det ikke er lykkedes os at lave om på en historisk dårlig aftale omkring dagpenge. Det er gået hårdest ud over os, at vi har måtte lave et regeringsgrundlag, hvor vi har adopteret en uretfærdig krise-politik, og hvor De Radikale har stået så stejlt. Den radikale stejlhed har været med til at besværliggøre hele regeringens levetid og har besværet regeringens bestræbelser for at få fire år mere.

RÆSON: Ser du et fælles projekt med De Radikale frem til det kommende valg?
HUMMELGAARD: Vi har et fælles projekt med de Radikale, som bunder i et historisk forhold. Det har været Socialdemokraterne og De Radikale, der har stået sammen gennem meget af det 20. århundrede, og som også har været med til at opbygge det samfund, vi har nu. Men jeg må også sige, at det er kommet bag på mig, at når man ser på den grundlæggende samfundsøkonomiske analyse, er det lidt skræmmende, hvor langt De Radikale ligger til højre i de spørgsmål.

RÆSON: Er det et nej?
HUMMELGAARD: Jeg synes stadig, der er flest fællesnævnere, og jeg kender yngre generationer af De Radikale, der tænker på en helt anden måde, end de andre gør.

RÆSON: Du har tidligere skrevet en kronik sammen med Mattias Tesfaye, hvor I åbner for et samarbejde med Dansk Folkeparti. Er det en reel mulighed?
HUMMELGAARD: Det vil jo vise sig. Det, vi skrev, var, at samarbejdsmuligheder bør afprøves. Det er jo ikke i nærheden af, at vi skal danne regering med Dansk Folkeparti – om det nogensinde sker, skal jeg ikke kunne sige. Bl.a. på grund af diskussionen om den nuværende flygtningekrise og det økonomiske hykleri, vi har set i de sidste fire år – i og med det var dem, der foreslog dagpengereformen, mens det nu er dem, der råber højest om den. Men når det er sagt, så handler det om at forstå, hvem deres vælgere er. Jeg har en forståelse og respekt for, at mange af deres vælgere er vores tidligere vælgere – jeg er vokset op med mange af dem og de har jo også en stemme der skal lyttes til. Og hvis det kan lade sig gøre at trække samfundet i en bedre retning med Dansk Folkeparti, skal vi gøre det. Det vil i høj grad også teste deres loyalitet over for et liberalistisk Løkke-projekt.

RÆSON: Så er der i virkeligheden flere fællesnævnere mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti end mellem Socialdemokraterne og De Radikale?
HUMMELGAARD: Nej, det mener jeg ikke. Det, der i høj grad adskiller De Radikale og Dansk Folkeparti, er ansvaret og historien – som man ikke skal underkende. Det, der i høj grad også forener De Radikale og Socialdemokraterne, er det grundlæggende menneskesyn. Socialdemokratiet anerkender, at der er store integrationsudfordringer – måske i højere grad end De Radikale. Men vi er enige med De Radikale om, at det betyder noget, hvordan vi ser på hinanden og taler til hinanden. Vi er også enige om ikke at skabe fjender i samfundet. Nogle gange kan vi skændes om konkrete politikker, eller hvis vi ikke forstår hinandens verdenssyn. Men på de meget fundamentale ting har vi meget til fælles.

Mathias Terp (f. 1993) er medlem af RÆSONs redaktion og studerer statskundskab på Københavns Universitet. [Foto: Officielt pressefoto]