30.04.2015

Hvis man skal dømme efter de seneste forslag fra den kinesiske regering – såsom nedskæringer i reserven for kommercielle banker, en slappere regulering af boligmarkedet, støtte til det glohede aktiemarked og massevis af regeringsinvesteringer i infrastruktur – så står det klart, at Kinas lederskab er mere optaget af væksten her og nu end at løse det langsigtede vækstproblem.

ANALYSE af Wusheng Yu, associate professor på Københavns Universitet

Efter en periode med spektakulær økonomisk vækst – inklusive nogle gyldne år med tocifrede vækstrater – faldt Kinas vækst som forventet til under 7 pct. i første kvartal af 2015.
IMF (Den Internationale Valutafond) forudså i begyndelsen af året, at Kinas årlige vækst i BNP ville falde til 7,1 pct. i 2015 og 6,8 pct. i 2016 – men i sin seneste vækstprognose fra april har fonden nedjusteret skønnet til 6,8 pct. for 2015 og 6,3 pct. for 2016. Ifølge IMF vil Kina snart blive overhalet indenom af Indien, regionens anden gigantiske udviklingsøkonomi, hvis imponerende vækst i mange år har været overskygget af Kinas.

Selvom opbremsningen i kinesisk økonomi kan virke chokerende efter så lang tid med økonomisk vækst, har den været undervejs længe. Siden begyndelsen af årtusindet er den kinesiske økonomi løbende kommet op i gear og ramte i 2003 en vækst på over 10 pct., før man i 2007 nåede den glohede vækstrate på 14,2 pct. om året. Selvfølgelig førte først den finansielle og siden den økonomiske krise i 2008 til et dramatisk fald i kinesisk vækst til 9,6 pct. – mens andre økonomier røg i recession. Dette fik den kinesiske regering til at sætte en dramatisk mængde offentlige investeringer i søen, hvilket stabiliserede vækst-mønsteret i de følgende år.

Det var dog aldrig meningen, at en sådan vækstpakke skulle vare for evigt, og som forventet faldt væksten, da pakkens effekter ophørte. I 2012 røg Kinas vækstrate under de magiske 8 pct. – et tal, som kinesiske politikere og embedsmænd i mange år har forsvaret som den smertegrænse, Kina skal være over, hvis der skal skabes jobs og social stabilitet. Disse politikere og embedsmænd har selvfølgelig måtte ændre deres fortælling, i takt med at væksten er aftaget – og det har skabt det nye narrativ om den kinesiske ”New Normal”.

I denne analyse vil jeg skille den kinesiske økonomi ad og kigge på den både fra en produktions- og efterspørgselsvinkel. Det skal give et simpelt overblik over de vigtigste faktorer, der driver den kinesiske økonomi. Herefter diskuteres Kinas makroøkonomiske politik under denne ”New Normal”-fortælling, som premierminister Li Keqiang har formuleret det i sine seneste taler. Til slut kommenteres på, om denne politik overhovedet kan implementeres i lyset af den seneste økonomiske opbremsning.

Hvad har skabt Kinas vækst i det nye årtusind?
Hvis man kigger på produktionssiden, er Kinas økonomiske vækst tidligere drevet af hovedsagligt én ting: industri. Det har været vækst i industrisektoren, der har bidraget markant mest til den samlede kinesiske vækst i alle årene fra 2000 til 2013 (på nær et enkelt år). For eksempel skabte industrien i 2007 alene en vækst i Kina på 7,2 pct. af BNP – det er mere end de 6,8 pct., som IMF forventer, at hele Kinas økonomi vil vokse med i 2015.

Industrisektoren toppede dog i 2007. Herefter tog servicesektoren gradvist mere over – faktisk så meget, at de to sektorer i 2013 bidrog lige meget til Kinas økonomiske vækst. I det første kvartal i 2015 voksede Kinas servicesektor med 7,9 pct. sammenlignet med samme kvartal året forinden, hvor industrien ”kun” voksede med 6,4 pct. Vigtigere endnu: Outputtet fra servicesektoren var cirka 20 pct. større end i industrien. Når væksten i industrien taber pusten, og servicesektoren opretholder en normal vækstrate, så er det naturligt, at tiden med tocifrede vækstrater er ovre. Dette er særligt tilfældet for de eksport-drevne dele af industrisektoren, den del af byggesektoren, der har redet på en bølge af bobler i ejendomsmarkedet, foruden de relaterede industrier, der producerer byggematerialer som stål, cement og glas.

Kigger man på efterspørgselssiden, toppede nettoeksporten (altså den totale eksport minus den totale import) i 2007, da den repræsenterede 8,8 pct. af Kinas totale BNP. Med andre ord eksporterede Kina langt mere til resten af verden, end landet importerede. Siden da er eksportens andel af efterspørgslen faldet, og væksten i import har oversteget væksten i eksport. Tal fra Kinas eget statistikbureau viser, at neteksporten kun udgjorde 2,4 pct. af Kinas BNP i 2013, og at bidraget fra væksten i nettoeksport til BNP-vækst allerede var negativt, selv hvis vi ikke medregner det fald i global handel, der blev skabt som et resultat af den finansielle krise (faktisk var et fald i den globale handel skyld i en nedgang på 3,5 pct. i Kinas vækst).

Investeringer driver væksten
Spørgsmålet er så: Hvilken efterspørgsel er det, der har opretholdt Kinas vækst i de seneste år? Simple matematiske beregninger af BNP antyder, at efterspørgslen må komme som et resultat af de to andre udgiftsposter – nemlig forbrug og investeringer. Ironisk nok materialiserede denne forbrugsdrevne vækst sig aldrig under Hu-Wen-administrationen (regeringen, der gik forud for den nuværende Xi-administration), som iagttagere ellers antydede. Andelen af BNP brugt på privat forbrug faldt faktisk fra 46,4 pct. til 35,3 pct. fra 2000 til 2008, før det igen lavede et beskedent hop til 36,2 pct. i 2013. Totalt forbrug – inklusive offentligt forbrug – var 62,3 pct. i 2000, men faldt til lige under 50 pct. i 2013. Det mindre fald skyldes regeringens stabile forbrug.

Men hvorfor købte kineserne ikke mere? Svaret er, at de sparer massivt op til fremtidige udgifter – til sundhed, uddannelse, pension og arv til deres børn. Den meget høje opsparing hjælper Kina til at opretholde en ekstraordinær høj investeringsrate, hvor 35 pct. af Kinas BNP i 2000 blev brugt på investeringer – et tal, der i 2013 steg til hele 47,8 pct. Springet skete især i 2009, hvor investeringerne udgjorde 47,2 pct. af BNP som følge af regeringens massive vækstpakke – en andel, som siden er blevet fastholdt.

Forventningerne til den ny normal
Nu går Kina ind i en ny æra, hvor der bliver forventet vækst på 7 pct. – eller endda under 7 pct. Det gamle 8 pct.-mål er forkastet og glemt i den politiske diskussion. Den nye realitet er blevet kaldt ”den ny normal”. I en fyldestgørende politisk tale under World Economic Forum-mødet i Davos den 23. januar i år forklarede den kinesiske premierminister Li Keqiang, hvad ”den ny normal” betyder.

I en nøddeskal vil ”den ny normal” betyde to ændringer: 1) Fra vækst med høj fart til en mere moderat vækst (7 pct. vækst i dag er dog stadig mere end 10 pct. vækst for fem år siden), og 2) fra et niveau af lavt-medium udvikling til et medium-højt udviklingsniveau, understøttet af økonomiske strukturer og administrative reformer. I samme tale refererede Li til ”kvalitets- og udviklingsaspekterne” ved Kinas økonomiske formåen i 2014 ved at påpege, hvordan 7,4 pct. vækst resulterede i 13 millioner nye jobs i byerne og prisstigninger på under 2 pct.

Udover at anerkende den markante opbremsning delte Li også sin vision om, hvordan Kina vil skabe bæredygtig vækst under ”den ny normal”, og hvilke økonomiske og politiske muligheder der er for, at visionen kan blive til virkelighed. Visionen er centreret omkring et koncept, som Li kalder ”the twin engines of growth”. Den første motor er den ”gamle” vækstmotor, drevet af regeringens vision om at give befolkningen flere goder gennem en mere aktiv finanspolitik. Her peger Li især på behovet for at gennemføre administrative reformer og øge offentlige investeringer i områder som jernbaner, vandkonservering, kontrol med forurening og byudvikling.

Den anden og ”nye” motor er markedsbaseret og skal drives af ”masse-entreprenørskab” og innovation. Det er ikke forkert at tro, at det vil betyde en større rolle for det private erhvervsliv i eksempelvis servicesektoren. I samme åndedræt nævnte Li også behovet for skatte-, finans- og bankreformer, der skal skabe et bedre forretningsklima for den innovation, som han ser ud til at være så vild med. Der er ingen tvivl om, at reformer som disse vil have en markant effekt på jobskabelsen i Kina og slippe en kreativ ånd af kapitalistisk entreprenørskab fri – og derfor også blive et helt nyt element i Kinas vækststrategi.

I samme tale udstak Li linjen for sin makroøkonomiske politiske agenda. Han fokuserer på den proaktive udgiftspolitik, som kineserne i mange år har gjort brug af, samt en pengepolitik med blikket rettet mod fremtiden. Det sidste betyder, at vi nok ikke vil se nogle store kreditekspansioner fra Kina lige foreløbig. Et tredje element er gennemførslen af en finjustering af makroøkonomien, så politikken er tilpasset udsigterne.

Fokus på væksten her og nu
Men det var dengang (og kun meget kort tid siden). Nu er tallene for væksten i første kvartal blevet offentliggjort, og de tyder på en fortsat økonomisk opbremsning – og ikke den stabilisering, som Li lagde op til. Kan en økonomisk politik fokuseret på de langsigtede mål fastholdes? Vil en proaktiv udgiftspolitik blive hyperaktiv?

Hvis man skal dømme efter de seneste forslag fra den kinesiske regering – såsom nedskæringer i reserven for kommercielle banker, en slappere regulering af boligmarkedet, støtte til det glohede aktiemarked og massevis af regeringsinvesteringer i infrastruktur – så står det klart, at Kinas lederskab er mere optaget af væksten her og nu end at løse det langsigtede vækstproblem.

Det er rimelig sikkert, at mange af de elementer i ”den ny normal”, som i det lange løb vil skabe jobs, vil blive smadret af behovet for at mindske opbremsningen i den økonomiske vækst i dag. Det tyder dermed på, at ”den ny normal” ikke er så normal endnu – og at man nok burde være forsigtig med at lægge alt for meget vægt på den. I hvert fald for nu.

Wusheng Yu er associate professor i international økonomi ved Københavns Universitet. Han er MSc i økonomi fra Renmin University of China og PhD fra Purdue University, USA.