18.03.2015

KOMMENTAR af Faysal Itani og Jeppe Stavnsbo Sørensen. Artiklen er tidligere udgivet i anden version på Atlantic Councils hjemmeside.

2. MARTS INDLEDTE Iraks sikkerhedsstyrker en storstilet offensiv mod Islamisk Stat i landets Salahudin-provins. Indsatsen var støttet af Iran-finansierede shiamilitser, og omdrejningspunktet var byen Tikrit 180 km fra den irakiske hovedstad, Baghdad. Angrebet tjener i teorien USAs formål i Irak: tilintetgørelsen af Islamisk Stat og genoprettelsen af landets territoriale integritet og politiske suverænitet.

MEGET TYDER DOG PÅ, at der er en anden og mere dyster fremtid i vente for Tikrit og Irak. Selvom offensiven nord for Bagdad muligvis vil svække Islamisk Stat på kort sigt, så er der en reel fare for, at den på længere sigt vil øge de sekteriske spændinger og ultimativt skade USAs position og interesser i regionen. Dette sætter endnu en gang Washington overfor det vanskelige spørgsmål: Hvad bør amerikanerne gøre i irak – og hvad gør man rent faktisk?

USAS FORSVARSCHEF, general Martin Dempsey, hilste i sidste uge iransk-støttede shiamilitser velkomne i kampen for at generobre sunni-dominerende Tikrit. Forsvarschefens betingelse var, at militsernes tilstedeværelse ikke ville føre til sekteriske spændinger. Men sådanne spændinger præger i allerhøjeste grad allerede Irak, og det er svært at forestille sig, at en iransk finansieret og ledet offensiv i et sunnimuslimsk område ikke vil bidrage til det eksisterende sekteriske had. Der er samtidig også indikationer på, at Iraks regering betragter Washington som en afgørende partner i landets krig mod Islamisk Stat.

GENERAL DEMPSEY HAR I TEORIEN RET I, at det ikke er afgørende hvem, der befrier Tikrit, så længe Islamisk Stat besejres. Virkeligheden i Irak er dog en anden: Shiamilitserne har tidligere vist sig at være frontløbere i etnisk udrensning og uhyrligheder mod Iraks sunni-minoritet. Og Iran og dets stedfortræderes øgede rolle i kampen mod Islamisk Stat tegner et billede af, hvilken retning Irak bevæger sig i. Man kan derfor betragte offensiven i Tikrit som endnu et slag i en lang og løbende intensiveret sekterisk krig, hvor den primære vinder er Iran og dens stedfortrædermilitser – og ikke Iraks suveræne statslige institutioner.

IRANS ØGEDE ROLLE og shiamilitserne engagement i kampen mod Islamisk Stat er forbundet med flere alvorlige risici: For det første faren for overgreb på sunnimuslimer. De opfattes som tilhængere af opstanden. En shiakommandør har sågar sværget, at hans styrker vil hævne sig for hundredvis af shiamuslimers henrettelse ved en militærbase nær Tikrit og understreget, at sunni-klaner i området, der støtter Islamisk Stat, vil straffes mere brutalt end Islamisk Stat selv. Iraks “moderate” premierminister Haider al-Abadis „os-eller-dem-definition“ af medlemmer af Islamisk Stat giver umiddelbart også anledning til bekymring.

MAN KAN BETRAGTE OVERGREB som et uundgåeligt element i en borgerkrig, og man kan mene, at denne ondskab ikke nødvendigvis udelukker betydningsfulde politiske ændringer i et post-Islamisk Stat Irak. Der er dog ikke meget, som tyder på, at nyligt styrkede shiamilitser vil lægge våbnene. Og at militsledere, der har tilstræbet sig magt i en sekterisk borgerkrig, ikke også vil forsøge at udvide denne magt ind i Iraks politiske sfære. Der er heller ikke meget, der tyder på, at sunnimuslimerne, som støttede eller blot affandt sig med Islamisk Stat tilstedeværelse, vil være bedre stillet i et “nyt” Irak, end de var under Iraks forhenværende premierminister Nouri al-Maliki.

PREMIERMINISTER ABADI forekommer oprigtig i sin forståelse af sunnimuslimernes vrede, som oprindeligt banede vejen for Islamisk Stats succes. Men han har ingen reel kontrol over Irak og dets politiske system. I stedet er både hans politiske overlevelse og den irakiske stats fremtid i stigende grad afhængig af Iran og dens militsklienter. Dermed hindrer både udenlandske og nationale spillere Abadis nylige håndsrækning til sunnibefolkningen om at etablere en national sunnistyrke med det formål at bekæmpe Islamisk Stat og patruljere i sunni-områder. De betragtes nemlig som katalysatorer for Islamisk Stat.

NÅR AMERIKANERNE YDER MILITÆR STØTTE til Bagdad og tolererer sekteriske militsers rolle i krigen, så har det en række negative konsekvenser. For det første er der et moralsk problem i at tage parti i en borgerkrig, som i stigende grad er domineret af kampen mellem militante sunni- og shia-grupperinger. Ved at overdrage væsentlige dele af kampen mod Islamisk Stat til Iran og dets allierede, risikerer USA desuden at underminere deres allerede svage position i den arabiske verden. Washingtons allierede ser helst Islamisk Stat udryddet, men ikke hvis det betyder øget indflydelse fra Teheran. Sidst, men ikke mindst, forstærkes konspirationsteorierne i befolkningen (som resultat af USAs manglende vilje til at målrette angreb mod Bashar al-Assad i Syrien) om, at Iran og USA samarbejder mod sunnibefolkningerne i Irak og Syrien.

USA HAR IKKE BIDRAGET med flyangreb i offensiven i Tikrit. Det kan være fordi, det ville sende et forkert signal på grund af iransk tilstedeværelse. Dets allierede i den irakiske regering lader sig dog ikke kue af amerikansk udeblivelse. De har udtrykt, at mens de ville foretrække amerikansk støtte, så har de ikke “noget problem” med at føre offensiven alene. Eller mere nøjagtigt: i eksklusivt samarbejde med Iran. Det er der ikke noget nyt i, da irakiske styrker har opereret i området siden august 2014. Samtidig florerer billeder af den iranske generalmajor, Qassem Suleimani, angiveligt fra frontlinjen i Tikrit, hvilket afslører Irans rolle i militæroffensiven.

DET ER MULIGT, at USA kun kan holde Iran og dets militser i tøjlerne ved at udstationere et betydeligt antal landtropper til at føre kampen mod Islamisk Stat. Der er dog på nuværende tidspunkt ingen motivation i det Hvide Hus til endnu en landkrig i Irak. Prisen for ikke at gøre noget lader i øjeblikket til at være en øget indflydelse til Teherans, hvilket ikke kan betragtes som værende i overensstemmelse med USAs interesser eller værdier. Derfor bør Washington ikke signalere dets accept af det, som finder sted – hvis de da oprigtigt stadig ser nogen årsag til at forblive engageret i Iraks tragedie. ■

Faysal Itani (f. 1983) Resident fellow ved Atlantic Councils Rafik Hariri Center for the Middle East. Mellemøstanalytiker med særligt fokus på Irak og Syrien, sekterisme og politisk økonomi. Har kandidatgrad i Strategiske studier og international økonomi fra Johns Hopkins University School of Advanced International Studies.
Jeppe Stavnsbo Sørensen (f. 1989) Cand.stud. i Arabisk på Københavns Universitet og praktikant på Atlantic Councils Rafik Hariri Center for the Middle East. Har primært fokuseret på politik, samfund og historie i det moderne Syrien samt rejst flere gange i regionen. Han har også tidligere studeret amerikanske-mellemøstlige politiske relationer på Northeastern University, Boston. ILLUSTRATION: Den irakiske hær [Foto: Michael Larsson]