18.01.2015

I USA er medierne ikke Charlie Hebdo. Landet har et af verdens mest liberale frihedsidealer, men ytringsfriheden hæmmes af politisk korrekthed. Medierne vil hellere lave selvcensur end kritisere religion.

ANALYSE af Sacha Sennov

Mens Europas regeringsledere gik arm i arm for Frankrig, og de europæiske aviser trykte Charlie Hebdos tegninger, foretrak Barack Obama at blive i USA, og de største amerikanske aviser og tv-stationer undlod at bringe tegningerne. Det betyder ikke, at de amerikanske medier ikke ligesom resten af verden fordømmer terrorangrebet på det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdos tegnere og journalister. Derimod viser reaktionen, at kulturen om ytringsfriheden i ”land of the free” er af en væsentlig anden konstellation end den europæiske – og væsentligt mere presset.

I USA er det nemlig et tabu at kritisere eller gøre grin med religion. De amerikanske medier vil hellere være styret af politisk korrekthed end risikere at fornærme deres publikum. USA’s mest indflydelsesrige avis the New York Times valgte ikke at bringe de satiriske tegninger af profeten Muhammed. Avisens etiske redaktør Philip B. Corbett henviste til, at de ikke trykker tegninger, som er ”bevidst tiltænkt til at fornærme religiøse holdninger”.

Det amerikanske nyhedsbureau AP (the Associated Press) og landets store nyhedsstationer ABC, NBC og MSNBC var blandt de amerikanske medier, som valgte ikke at bringe de satiriske tegninger af profeten Muhammed. Tv-stationerne CNN og Fox News viste tegningerne samme dag terrorangrebet fandt sted, men annoncerede hurtigt at de ikke ville vise dem igen. Og hverken the New York Times, AP, CNN News, NBC News, MSNBC har vist forsiden fra den seneste udgave af Charlie Hebdo, som afbilder profeten Muhammed grædende med et skilt, hvorpå der står: Je suis Charlie (Jeg er Charlie).

Nogle af medierne har begrundet beslutningen med henvisning til medarbejdernes sikkerhed, og andre har sagt, de ikke ønsker at krænke folks religiøse følelse. Men ifølge eksperterne skyldes det en lang tradition med dybe rødder for ikke at kritisere eller krænke individers trosretninger.

Mere religion = mindre ytring
I den amerikanske forfatnings first amendment står ytringsfriheden som hugget i sten. Forfatningens liberale syn på retten til fritale kategoriseres endda som et verdens af mest frie – næsten grænseløs. “Forklaringen er, at de europæiske lande, hvor tegningerne bliver publiceret, engang var religiøse, men nu er blandt verdens mest sekulære lande. Derimod var USA et af verdens mest sekulære lande i 1700-tallet, men med tiden er blevet mere og mere religiøst. I dag kunne du næppe bliver præsident i USA som ateist”, fortæller Alan Wolfe, som er religionshistoriker ved Boston College i USA. Modsat flere europæiske lande er der ikke love om blasfemi, racisme og hadfuld tale, som begrænser ytringsfriheden i USA. Problemet er derfor ikke loven, men kulturen, forklarer Alan Wolfe: ”Det er meget, meget svært for aviserne at kritisere kristendommen, jødedommen og endda islam, fordi man som udgangspunkt ikke vil fornærme religion. Vi har love som beskytter folks ret til ytringsfrihed, men folk bruger den bare ikke særlig meget”.

Ifølge ham er det den kulturelle forståelse af, hvad der er politisk korrekt, som sætter grænserne for, hvad der er i orden at skrive, vise og diskutere i de amerikanske medier. Resultatet bliver, at retten til ytring begrænses af tradition og kultur. En kultur som blev skabt langt tilbage i USA og Europas statsudvikling: ”Tidligt i Europa var kirken i mange lande stærkt forbundet med staten og derfor også undertrykkelse af folket, for eksempel den spanske inkvisition. Det gav religion en rolle som tyran og har ført til en kultur for anti-gejstlighed i Europa. I USA har kirken aldrig rigtig været en del af staten. Folket er derfor mere tolerant over for kirken. Fordi der ikke har været en dyrkelse af gejstlighed i staten, er der heller ikke en kultur for anti-gejstlighed i USA”.

Selvcensur i oplysningens højborg
At de amerikanske mainstream medier ikke viser Charlie Hebdos tegninger er ikke en unik situation. Da Jyllands-Posten i 2005 bragte de 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed, valgte størstedelen af de amerikanske medier ikke at publicere dem.

I et debatindlæg i the New York Times dagen efter angrebet på Charlie Hebdo, fremhæver den amerikanske journalist og kulturkommentator David Brooks en række eksempler på, at det amerikanske samfund er yderst begrænsende, når det kommer til fri tale. ”Journalisterne på Charlie Hebdo fejres med rette som martyrerne for ytringsfriheden, men lad os se sandheden i øjnene: Hvis de havde forsøgt at publicere deres satiriske avis på et amerikansk universitet i de seneste to årtier, ville den have overlevet i 30 sekunder. Både de studerende og fakultetet ville have beskyldt den for at sprede hadefuld tale. Administrationen ville have fjernet finansieringen og lukket dem ned”, skriver David Brooks.

I indlægget fortæller han, at en universitetsprofessor i Illinois blev fyret, fordi han blev anklaget for hadefuld tale, da han underviste i den katolske kirkes syn på homoseksualitet. Et andet universitet suspenderede en underviser, fordi vedkommende kritiserede the National Rifle Association (NRA), der lobbyer for flere våben i USA. Og islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali bliver ofte mødt af protester fra de studerende, når hun inviteres ud for at tale på universiteter rundt om i USA. ”Han (David Brooks, red) glemte at nævne, at det selvsamme universitet [i Illinois, red.] lige har afsluttet deres kontrakt med professoren Steven Salaita, på grund af nogle tweet han lavede, da Israel angreb Gaza. Universitetet vurderede, at de var overdrevne fordømmende af de jødiske ledere”, skriver redaktøren for det amerikanske magasin The Intercept, Glenn Greenwald.

Både han og David Brooks påpeger, at det ikke kun er USA’s religiøse højrefløj, som begrænser ytringsfriheden, men at det er en tendens, som gennemsyrer hele det amerikanske samfund. Et eksempel herpå var, da en kunststuderende i Chicago i 1989 ønskede at lave en udstilling, hvor tilskuerne skulle træde på det amerikanske flag. Senatet vedtog hurtigt loven Respect the Flag, med 97 stemmer for og nul imod, som forbyder at lægge det amerikanske flag på gulvet eller jorden. På størstedelen af de amerikanske universiteter har administrationen indført en såkaldt speech code. Det er et sæt interne regler, som forbyder ytringer om race, religion, seksuel orientering og køn, hvis det kan fornærme andre. Et universitet i Georgia har sågar indført et sæt regler, som kun tillader fuld ytringsfrihed i specifikke zoner. Områderne udgør under en procent af campus og er kun åbne for protester og andre politiske demonstrationer fra klokken otte om morgnen til ni om aftenen mandag til fredag.

I december 2014 udsendte National Public Radio en meddelelse til sine nyhedsmedarbejdere, som forbød dem at deltage i demonstrationen National March Against Police Violence, der blev afholdt som reaktion på politidrabene på blandt andet Michael Brown og Eric Garner. ”Vi mener, at journalister kan tage hen til sådanne events, også selvom de ikke skal dække dem, så længe de ikke deltager,” skrev ledelsen i en meddelelse til medarbejderne. I 2010 forbød både Washington Post og National Public Radio deres medarbejdere at deltage i Jon Stewarts demonstration Rally to Restore Sanity and/or Fear – begge med henvisning til deres interne etiske kodeks.

Pengene bestemmer
Professor i journalistik ved University of Southern California Marc Cooper mener, at en af grundene til, redaktørerne på de amerikanske medier ikke trykker Charlie Hebdos tegninger eller vælger at tage direkte afstand fra dem, er, at de slet og ret ikke forstår, hvad det handler om. ”Charlie Hebdo repræsenterer en social og politisk ytringsform, som ikke eksisterer i nogen organiseret form i USA. I USA er det illegitimt at være socialist, socialdemokrat, ateist eller semi-anarkist. Det ideologiske spektrum i amerikansk politik er ekstremt indsnævret, og det bevirker, at der ikke skabes et rum for den slags ytringsformer. Derfor mangler disse politiske positioner fuldstændig repræsentation i amerikansk politik. Det gør, at medieverden også bliver ekstremt indsnævret i sin ideologi”, fortæller Marc Cooper.

Han ser problemet med begrænsningen af ytringsfriheden som en samlet synergi mellem det politiske rum, medierne og folket. Krænker politikerne borgerne med religiøse udtalelser, så mister de stemmer. Udgiver medierne satiriske billeder af religiøse symboler, så mister de kunder. Det gør, at den almene amerikaner slet ikke ser den slags satire og derfor heller ikke forstår pointen med ”Je suis Charlie”.

”Man skal heller ikke glemme, at det fundamentalt set er New York Times‛ mission at tjene penge. Så når deres chefredaktør Dean Baquet skriver, at de ikke bringer tegningerne, fordi de ikke ønsker at fornærme deres segment, så har han ret. På sin vis er det både et spørgsmål om politisk korrekthed, men også om at tjene penge. De fleste amerikanske aviser ser ikke sig selv som havende en holdning. Og det undgår de blandt andet, fordi de ikke ønsker at skræmme potentielle kunder væk”, siger Marc Cooper.

Netop fordi amerikanerne i høj grad er apolitiske sammenlignet med andre lande, forsøger aviserne i endnu større omfang at holde sig neutrale for på den måde at forblive en avis for alle. En situation som journalistprofessoren retter skarp kritik mod, fordi den forhindrer oplysning: “Der er mange ting, som New York Times og andre aviser ikke vil publicere. De behandler amerikanerne som børn, der skal beskyttes mod alle de her forfærdelige ting”.

En hård tradition at bryde
På tv har de amerikanske kommentatorerne de sidste dage haft heftige diskussioner om Charlie Hebdos tegninger. Og konklusionen på debatten er langt fra entydig. ”Vi foregiver at være så modige. Men hvis vi havde nosser, så ville de tegninger være på forsiden af The New York Times, the Wall Street Journal, the Washington Post, the LA Times i morgen”, lød opfordringen fra Fox News medieanalytiker Ralph Peters den 7. januar.

Men der kom ingen spontane sympatidemonstrationer i USA. Som symbol på USA’s støtte, besøgte Barack Obama den franske ambassade i Washington DC, hvor han i gæstebogen skrev: ”Vi står med jer vores franske brøde” – ord uden handling. ”Denne hændelse udstiller virkelig det irrationelle, hykleriet og svagheden i de amerikanske medier”, afslutter Marc Cooper. ■

Sacha H. Sennov (f.1985) studerer Politik & Administration i kombination med Journalistik ved Roskilde Universitet. Har tidligere arbejdet for Dagbladet Politiken. Bor i New York City i USA, hvor hun skriver sit speciale i Journalistik og freelancer for forskellige danske aviser og magasiner, heriblandt Dagbladet Politiken og Kristeligt-Dagblad. ILLUSTRATION: Støttedemonstration for Charlie Hebdo foran den franske ambassade i San Fransisco [foto: Florent Lamoureux]