07.01.2015

RÆSON: Mandag faldt den amerikanske børs, tirsdag morgen er Asien fulgt med. Er der en reel risiko for en ny global nedtur?
JEPPE KOFOD (MEP, S): En global nedtur, som den vi oplevede i 2008, er forhåbentlig ikke på vej. Men ja, der er en reel risiko for, at vi oplever yderligere dyk i økonomien. Inflationsniveauet er faretruende lavt, og Japan er her skræmmeeksemplet på, hvad deflation kan have af konsekvenser for et lands økonomi. Risikoen for nye økonomiske dyk er årsagen til, at der på europæisk plan iværksættes flere initiativer for at sikre, at det går fremad, og at økonomien bliver stærkere frem for svagere – for alternativet er japanske tilstande. På grund af det akutte behov for at stabilisere og sikre en positiv økonomisk fremgang, har jeg gjort skabelsen af vækst og arbejdspladser i Europa til to af mine mærkesager.

RÆSON: Er der en risiko for en længere periode med deflation (faldende priser) og dermed en forværring af krisen i Europa?
KOFOD: ECB’s mål for inflationsniveau er på 2 procent, men Europa har længe været langt fra det mål. Faktisk har inflationsniveau været så lavt, at risikoen for deflation har været større end chancen for at nå et inflationsniveau på 2 procent. Deflationsrisikoen er desværre blevet endnu større, eftersom man idagb offentliggør det foreløbige estimat for inflationen i eurozonen i december. Flere økonomer og analytikere har allerede meldt ud, at deres forventning er, at det tal vil være negativt. Så ja, risikoen for deflation er desværre reel.

RÆSON: ECB-chef Draghi har i sidste uge signaleret, at banken måske allerede i januar vil trykke penge for at købe finansielle produkter, og dermed sætte gang i den sløve europæiske økonomi (quantitative easing). Markederne regner med at det finder sted. Men den tyske Bundesbankchef Jens Weidmann har i december offentligt sat spørgsmålstegn ved effekten af et sådant indgreb og talt frygten for deflation ned. Hvem har ret – Draghi eller Weidmann?
KOFOD: Eftersom der er en forventning om, at inflationen i morgen vil blive målt som negativ for første gang siden oktober 2009, er jeg meget enig i, at risikoen for deflation desværre er yderst reel. Der er derfor et stort behov for, at der kommer gang i den sløve europæiske økonomi igen. Flere initiativer er afprøvet uden den ønskede effekt, så derfor bør vi være åbne over for alle potentielt brugbare instrumenter. Jeg synes derfor grundlæggende ikke, at det giver mening at snakke om, hvorvidt vi har brug for yderligere initiativer. Der er i stedet brug for, at vi snakker om hvilke initiativer, vi skal iværksætte. Quantitative easing er et instrument, som både USA og Storbritannien har benyttet sig af, og hvis det vurderes at kunne have en positiv effekt på europæisk plan, så er det et forsøg værd. Sandheden er jo, at Draghi simpelthen er ved at løbe tør for muligheder. ECB har snart prøvet alt hvad de har i værktøjskassen, men den europæiske økonomi står stadig nærmest i stampe.

RÆSON: Er ECB’s optakt til quantitative easing beviset på, at EU’s austerity-politik har slået fejl?
KOFOD: Austerity-politikken har tydeligvis vist sig ikke at være nok. Jeg synes, at det giver god mening at overveje alternativer såsom quantitative easing. Vi er nødt til at tænke i retning af en mere ekspansiv finanspolitik. Men der er også brug for en offensiv indsats imod arbejdsløsheden. Det kan vi for eksempel gøre ved for det første at kickstarte investeringer i forskning, grøn omstilling og velfærd. Junckers investeringspakke kan også spille positivt ind her. For det andet skal vi adressere det mismatch, der eksisterer inden for flere professioner. Arbejdsløse og studerende skal sikres færdigheder inden for de sektorer, hvor der er arbejdspladser og gode jobmuligheder, så de ikke uddannes til arbejdsløshed. Og for det tredje skal vi føre en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik.

RÆSON: Den nye EU-kommission lancerede i slutningen af 2014 en storstilet vækstpakke. Hvis væksten fortsat skuffer, er det utænkeligt at der enten på fælleseuropæisk eller nationalt niveau vil blive eksperimenteret med alternativer til austerity?
KOFOD: Junckers vækstpakke var en god start. Men initiativer fra EU kan aldrig stå alene. Medlemslandene er nødt til at deltage aktivt og selv bidrage med reformer og initiativer på nationalt plan. Det er det, Danmark har gjort. Den danske regering har aktivt taget ansvar og iværksat de initiativer, der er nødvendige for at få Danmark ud af krisen. Sammen kan medlemslandene være med til at føre EU gennem krisen, men medlemslandenes aktive deltagelse er en forudsætning for, at EU’s økonomiske tiltag vil have en effekt.

RÆSON: En unavngiven kilde i den tyske regering signalerede forleden til Der Spiegel, at Tyskland nu mener Euroen kan overleve en græsk exit. Hvad vil Grækenlands exit indebære? Hvorfor er situationen i givet fald anderledes idag end i 2012?
KOFOD: Flere år med økonomisk krise og store ubetalte regninger har givet EU-systemet dyre erfaringer. Så skulle det i yderste konsekvens komme til en græsk exit, vil EU-systemet være bedre rustet til at håndtere det. Eurozonen har været igennem en lang og intensiv reformperiode siden 2012. Med stærkere bank- og finanstilsyn, regulering og koordinering, står Eurozonen rent institutionelt meget stærkere end man gjorde i kriseårene. Man har formået at skabe en institutionel ramme som kan klare de påvirkninger der måtte komme, hvis grækerne trækker sig fra samarbejdet. Derfor har tyskerne jo også klart ladet omverdenen forstå, at Grækenland risikerer at gøre regning uden vært, hvis de vil forlade euroen efter valget. Men uanset tyske udmeldinger om, at euroen vil leve videre uden Grækenland, vil det have negative konsekvenser for resten af Europa, hvis det kommer dertil. Derfor synes jeg, at det er for tidligt at flytte fokus fra løsninger over mod græsk exit fra euroen. Men i sidste ende handler det her jo også om tillid. Har markederne tillid til euroen? Der må svaret være utvetydigt ja. Der er ingen tvivl om, at euroen er og vil vedblive at være en solid og troværdig verdensvaluta. Er der tillid til græsk økonomi? Er der tillid til, at en Syriza-regering kan skabe sikre investeringsrammer og fornuftige reformer? Der må svaret være et kategorisk nej. Grækenland har simpelthen, nu, langt mere brug for euroen end euroen har for Grækenland.

RÆSON: Lederen af venstrefløjspartiet Syriza, Alexis Tsipras, lover vælgerne at han kan genforhandle kravene fra den såkaldte Trojka. Det nye spanske parti Podemos (Vi kan, red.) protesterer også mod nedskæringspolitikken. Vil der være nogen forståelse hos EU (Tyskland?) for ønsket om at moderere reformerne?
KOFOD: At forstå Grækenlands ønske om at moderere reformerne er én ting. At mene, at det er realistisk, eller at ønskerne er velbegrundede, er noget helt andet. Grækenland befinder sig i en svær situation, og det er der en generel forståelse for i EU – ligesom der er en bred enighed om, at vi fortsat ønsker Grækenlands deltagelse i eurosamarbejdet. Men en genforhandling af Trojkaen ligger ikke i kortene. Grækenland bliver nødt til selv at melde sig på banen og selv iværksætte reformprogrammer, der bl.a. sikrer større balance mellem generationerne, og som sikrer, at også de rige betaler deres del. Grækenland skal fortsat være en del af euroen, men landets store økonomiske problemer hverken kan eller skal løses udelukkende på europæisk plan.