06.01.2015

RÆSON: Mandag faldt den amerikanske børs, tirsdag morgen er Asien fulgt med. Er der en reel risiko for en ny global nedtur?
KARI: Ja, det sker allerede, og det skyldes ikke mindst krisen i EU. EU udgør næsten en femtedel af det globale output, men det er en økonomi, som reelt befinder sig i stagnation på grund af nedskæringer. Og husk i øvrigt på, at for mange almindelige mennesker – særligt de arbejdsløse – er der ikke tale om en ny krise, da der aldrig har været en reel genoprettelse af økonomien for disse mennesker efter krisen som kulminerede i 2008.

RÆSON: Er der en risiko for en længere periode med deflation (faldende priser) og dermed en forværring af krisen i Europa?
KARI: Ja, det sker også allerede. Der er prisfald i en række EU-lande, og den overordnede inflation ligger på omkring 0.3 pct. De massive nedskæringer på EU-niveau har sat et massivt stop for efterspørgsel, købekraft og investeringer, hvilket nu resulterer i prisfald. Med de faldende priser falder også indkomsterne, og virksomheder lukker ned og dermed også arbejdspladserne. Det er en nedadgående spiral, og dermed er EU – særligt Eurozonen – nu for tredje gang i recession indenfor de sidste seks år.

RÆSON: ECB-chef Draghi har i sidste uge signaleret, at banken måske allerede i januar vil trykke penge for at købe finansielle produkter, og dermed sætte gang i den sløve europæiske økonomi (quantitative easing). Markederne regner med at det finder sted. Men den tyske Bundesbankchef Jens Weidmann har i december offentligt sat spørgsmålstegn ved effekten af et sådant indgreb og talt frygten for deflation ned. Hvem har ret – Draghi eller Weidmann?
KARI: Weidmann har ret i at quantitative easing er det samme som blot at lade seddelpressen køre, og det vil kun have en kortsigtet effekt, hvis ikke der sker reelle strukturelle reformer i lande som fx Frankrig og Italien. Problemet er, at de strukturelle økonomiske reformer, som Weidmann og Tyskland ønsker sig, er forudsat af en reel fælles økonomisk og monetær union – og det har i dagens EU ingen gang på jorden. Derudover har Weidmann ikke ret i, at deflationen ikke er katastrofal. For det første er deflationen i EU udtryk for en stagnerende økonomi. For det andet stiger den reelle værdi for de gældsplagede lande, hvilket bidrager til stagnationen.

RÆSON: Er ECB’s optakt til quantitative easing beviset på, at EU’s austerity-politik har slået fejl?
KARI: Ja, nedskæringspolitikken har som sagt sat økonomien i bakgear, hvilket har skabt manglende forbrug og efterspørgsel. Men quantitative easing vil ikke løse det reelle problem, da det ikke betyder et opgør med nedskæringspolitikken.

RÆSON: Den nye EU-kommission lancerede i slutningen af 2014 en storstilet vækstpakke. Hvis væksten fortsat skuffer, er det utænkeligt at der enten på fælleseuropæisk eller nationalt niveau vil blive eksperimenteret med alternativer til austerity?
KARI: Junckers vækstpakke handler reelt om blot at stille offentlige finanser til rådighed som garanti for private investeringer. Den vil med uden tvivl komme til at skuffe. EU’s nedskæringspolitik er blevet cementeret i love, pagter og mellemstatslige traktater. Reelle økonomiske alternativer vil kræve, at disse aftaler bliver rullet tilbage. Det håber jeg sker, men det vil kun ske, hvis der sker reelle politiske forandringer i samfundet. Det er ikke noget, EU-lederne vil gøre af sig selv.

RÆSON: En unavngiven kilde i den tyske regering signalerede forleden til Der Spiegel, at Tyskland nu mener Euroen kan overleve en græsk exit. Hvad vil Grækenlands exit indebære? Hvorfor er situationen i givet fald anderledes idag end i 2012?
KARI: Jeg tror det drejer sig om at lægge politisk pres på en mulig Syriza-regering. Hvis Grækenland skal have mulighed for at forlade euroen uden fuldstændig at kollapse som økonomi eller at blive spekuleret under gulvbrædderne, så vil det kræve, at der oprettes en hjælpemekanisme, som gør det muligt for Grækenland at udtræde i stedet for at blive smidt ud. Dette ville være ægte europæiske samarbejde og solidaritet.

RÆSON: Lederen af venstrefløjspartiet Syriza, Alexis Tsipras, lover vælgerne at han kan genforhandle kravene fra den såkaldte Trojka. Det nye spanske parti Podemos (Vi kan, red.) protesterer også mod nedskæringspolitikken. Vil der være nogen forståelse hos EU (Tyskland?) for ønsket om at moderere reformerne?
KARI: Nej, det vil der næppe være forståelse i EU eller Tyskland. Hvis Syriza kommer til magten, vil man muligvis kunne opnå en symbolsk gældsnedskrivning. Men hvis Syriza skal være i forhandlingsposition til at opnå en reel nedskrivning af gælden, så vil det kræve, at de er parate til med alt hvad det indebærer – at forlade euroen.

ILLUSTRATION: Børsen i New York [arkivfoto: Shutterstock]