22.12.2014

Regeringens gymnasieudspil rummer mange fine elementer, og ønsket om øget faglighed er velment og altid relevant. Men problemet er, at politikerne ikke virker til at vide, hvordan der skabes bedre faglighed. Snarere tværtimod. Reformens tanker om mere undervisning og mere lærer-elev tid kombineret med højtragende tanker om innovation sætter et ekstra pres på underviserne, som alt andet lige vil være tvunget til at gå på kompromis med forberedelsen. Og det giver ikke fagligt bedre og innovative elever.

KOMMENTAR af Niels Ejgil Trebbien Dybbro og Martin Colerick

Regeringens udspil til en reform af gymnasieskolen indledes med ordene: ”Vores børn og unge skal blive den bedst uddannede generation i danmarkshistorien”. Det er hørt før – også fra borgerlige regeringer. Det er selvfølgelig svært at være uenig i, at målet må være at uddanne fagligt dygtige unge. ”Det faglige niveau skal styrkes”, dikterer udspillet. Men spørgsmålet er, om regeringens forslag og metoder er den rigtige vej at gå? Hvad vil det betyde, hvis regeringen får gennemført sit udspil? Meget tyder på, at gymnasieudspillet endnu en gang er et forsøg på at effektivisere og normalisere lærergerningen igennem mere undervisning og mindre forberedelse, og spørgsmålet er, om dette skaber bedre faglighed?

Sådan forbedres fagligheden ifølge udspillet:

Færre studieretninger
Færre studieretninger er et tiltrængt initiativ. Skolernes skemalæggere må især tage i mod forslaget med kyshånd. Men også den enkelte elev vil drage fordel af et mere gennemsigtigt uddannelsessystem. Alt for mange elever vælger for tidligt en studieretning, de ikke ønsker, og dette belaster både den enkelte elev, lærerne og undervisningen, da eleverne som resultat skifter mellem flere forskellige studieretninger i løbet af det første år. Desuden er det et problem, at et stigende antal unge er nødt til at supplere deres eksamensbevis med kurser i enkeltfag for at blive optaget på en videregående uddannelse. Hvis forslaget betyder mere dybde og mindre bredde i de enkelte fag, kan det være med til at forbedre det faglige niveau.

Matematik skal styrkes
Matematik skal opprioriteres de kommende år. Der stilles stadig større krav om, at unge mestrer matematik på et rimeligt niveau, og erhvervslivet har længe efterspurgt medarbejdere med naturvidenskabelige kompetencer. Opprioriteringen må bare ikke ske på bekostning af andre fag. Særligt de mere klassiske, alment dannende fag risikerer at blive nedprioriteret i en verden, hvor der satses hårdt på de naturvidenskabelige fag. En styrkelse af ét fag kan komme til at gå ud over andre fag. Og målet med gymnasieuddannelsen er trods alt stadig bredde og almendannelse: ”almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde”. [STX-bekendtgørelsen, red.]

Skærpede adgangskrav
Dette punkt er det absolut mest omtalte, og formodentlig det punkt, hvor partierne får sværest ved at enes. Det er sandsynligt, at reformen først bliver færdigforhandlet og implementeret efter et kommende valg. Her et det meget muligt, at regeringsmagten er skiftet fra rød til blå, hvilket kan betyde endnu højere adgangskrav end udspillets forslag om 02 i dansk og matematik. Kravet om 02 vil reelt ikke ændre det store i elevsammensætningen, da det kun vil ramme ca. 2,0 pct. af dem, der søger gymnasieuddannelserne (UVMs egne tal). Omvendt vil endnu højere karakterkrav gå imod den velfærdsstatslige grundtanke om lige uddannelsesmuligheder for alle. Det er alment kendt, at den sociale arv i den grad slår igennem i uddannelsessystemet. Skærpede krav vil alt andet lige ramme de elever, der i forvejen har det svært. Desuden vil det gå ud over de gymnasier, som er placeret i udsatte områder med mange elever fra lavere socialklasser, som vil risikere lukning pga. af faldende elevtal. Forslaget kan derfor resultere uddannelsesløse ghettoer, og et generelt polariseret uddannelsessystem, hvor der nok eksisterer fagligt stærke gymnasier, der kan løfte opgaven, men hvor der samtidig også vil være områder af landet, hvor der ikke er et ordentligt uddannelsestilbud.

Dette vil yderligere blive forstærket af det gældende taxametersystem, som gør det svært at leve op til et af de overordnede kvalitetsmål for reformen: Målet om at mindske betydningen af elevernes sociale baggrund. Gymnasier i socialt belastede områder har svært ved at rekruttere elever nok til at holde skolen kørende. De fanges i en ond cirkel med stadigt lavere ansøgertal, færre taxameterpenge, flere fyringer, færre muligheder for forbedrende tiltag, som igen betyder færre elever. De elever, der søger ind, er endvidere ofte de svageste, da de mere ressourcestærke søger mod andre gymnasier. På den måde står gymnasierne tilbage med en opgave, som de sjældent kan løfte. Det sociale taxameter, hvor der sker en omfordeling til skoler med mange frafaldstruede elever, er et skridt i den rigtige retning, men det kræver langt flere midler, hvis opgaven reelt skal løftes, og de sociale forskelle skal udlignes.

Bedre skriftlige færdigheder og mere feedback fra lærerne
Dette lyder også som et godt tiltag, særligt på grund af det øgede optag, som er set på stx de sidste mange år. Mere tid sammen med lærerne er især nyttigt for den gymnasiefremmede elevgruppe, som er elever fra hjem, hvor mor eller far ikke har en studentereksamen, der er vokset de senere år. Herunder er også individuelle lærer-elevsamtaler et glimrende tiltag i indsatsen for at fastholde og motivere de unge. Men de fleste gymnasier gør det allerede i stor stil. Omvendt kan det stadig større fokus på at hjælpe eleverne vise sig at få et uønsket resultat. Er det gymnasielærerne, der alene skal have hovedansvaret for, at eleverne bliver studenter? Det er (bør være) eleverne selv, der uddanner og danner sig – jf. stx-bekendtgørelsens ideal om at udvikle selvbevidste, selvstændige og kritiske samfundsborgere, så de er i stand til at indgå i et demokratisk samfund. Målet er unge borgere, som kan identificere og løse samfundets udfordringer. Endelig tager det tid fra lærernes primære opgave: undervisning. Et godt lærer-elev forhold er selvfølgelig udgangspunktet for læring. Men omvendt skal det ikke gå ud over undervisningen. Hvis en lærer har 5 hold af 28 elever, skal der afsættes 140 timer til individuelle samtaler. Hvor skal de timer komme fra? Det kan blive på bekostning af undervisningstimer eller forberedelse. Eleverne er på gymnasiet for at blive undervist og lærerne er der for at undervise, og god undervisning kræver grundig forberedelse.

Anvendelse, innovation og it skal indgå i bedømmelseskravene
Innovation og anvendelsesorienteret undervisning er tidens helt store plusord, når det kommer til undervisning. Den innovative undervisning er stadig ny, og der er en lang række udfordringer forbundet med den. Der er ofte problemer med at få inkorporeret fagenes kernestof på en hensigtsmæssig måde. Det er ikke alle emner og fag, som lægger op til en innovativ tilgang, og det kræver meget forberedelse at lave en fagligt velkvalificeret innovativ undervisning. Endvidere kan det vise sig meget svært eller umuligt at finde objektive og gennemskuelige bedømmelseskrav af nyskabende løsninger. Det kræver ekstra lærerressourcer at udvikle, gennemføre og implementere innovation på en meningsfuld måde, og dette er ikke umiddelbart indtænkt i udspillet, hvor der i stedet er lagt vægt på flere undervisningstimer.

Flere undervisningstimer
Det er en god ide at lade 1. og 2. g’erne bruge deres ofte meget lange undervisningsfrie periode op til sommerferien på at modtage mere undervisning. Det drejer sig konkret om 50 timer mere om året på stx og hhx hvert af de første to år – altså samlet 100 timer. På hf drejer det sig om 60 timer det første år. Men det kræver, at lærerne skal arbejde mere. Hvis eleverne skal undervises mere, betyder det alt andet lige, at lærerne skal undervise mere. Det betyder færre timer til forberedelse, da der ikke, så vidt vides, er sat ekstra midler af til dette. I lærernes overenskomst kan dette lade sig gøre, da de ekstra timer kan indskrives i den enkelte lærers samlede årsopgørelse og figurere som nultimer. Det vil så være op til den enkelte lærer at forvalte dette på hensigtsmæssig vis indenfor de 1924 timer, man har på et år. Da der ikke umiddelbart trækkes noget fra, snarere tværtimod, må timerne tages fra forberedelsestiden. Spørgsmålet er, hvordan regeringen forestiller sig, at der skal komme fagligt bedre elever ud af mere, men mindre velforberedt undervisning?

Hvorfor det bare er en spareøvelse og ikke vil forbedre fagligheden
Der er mange gode tanker i gymnasieudspillet, men al forbedring kræver midler. Og her er det springende punkt. Både innovation, flere undervisningstimer og mere skriftlighed kræver mere tid fra lærerne. De skal være mere sammen med eleverne og samtidig udvikle nye og innovative forløb. Men da der ikke følger ekstra midler med, vil det blot betyde, at de skal løbe hurtigere for de samme penge. Dette lader sig fint gøre indenfor rammerne af den gældende overenskomst, men spørgsmålet er, om det er vejen til et fagligt bedre gymnasium? Får man mere faglighed ved mindre velforberedt undervisning? Højest sandsynligt ikke. Omvendt kan man indvende, at de skærpede adgangskrav vil give bedre elever. Men snittet på 02 har stort set ingen effekt, og hæves snittet yderligere vil det formentlig få store konsekvenser for idealerne om lige adgang til uddannelse for alle. Dermed hæver man blot det faglige niveau for dem, der i forvejen kan. Og vi risikerer, at der opstår en uddannelsesløs ghetto i socialt belastede områder af landet. Gymnasieudspillet virker som om, at det er udviklet af folk, der ikke har kendskab til gymnasiesektoren. De kan ikke både få øget faglighed og flere undervisningstimer inden for den nuværende ramme. Derfor er det mere et udtryk for et ønske om at effektivisere og normalisere lærerarbejdet end et reelt ønske om øget faglighed. Det er ærgerligt, for det går ud over eleverne.

Niels Ejgil Trebbien Dybbro (f. 1984) er redaktør på RÆSON. Uddannet cand. mag. i historie og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet og har suppleret sin uddannelse med studier ved University College Cork i Irland og Copenhagen Business School. Har bl.a. været studentermedhjælper i statsadministrationen, arbejdet i Cape Town og været i praktik i policy-afdelingen hos Amnesty International. Har udgivet artikler for RÆSON, dagblade og hjemmesider. Underviser pt. i historie og samfundsfag på CPH WEST Albertslund Gymnasium og HF.

Martin Colerick (f. 1983) er cand. mag i historie og statskundskab fra Københavns universitet. Har udgivet artikler for Arbejderhistorisk tidsskrift, forskellige dagblade og Ræson. Er desuden skribent på undertoner.dk. Har arbejdet som gymnasielærer i 4 år og er pt. ansat på CPH WEST Albertslund Gymnasium og HF. ILLUSTRATION: Arkivfoto [Shutterstock]