17.12.2014

Tidligt søndag morgen blev der sat et foreløbigt punktum for de første 20 års internationale klimaforhandlinger og forhandlingerne forud for COP21 i Paris næste år. Formålet med Lima-topmødet var at fjerne de største sten på vejen mod en aftale i Paris. Stenene blev dog snarere sparket længere ned ad vejen end væk.

ANALYSE af Peter P. Bjerregaard, klimaredaktør

Efter to ugers klimaforhandlinger, nogle udvandede forhandlingsudspil og 36 timers forlænget forhandlingstid, nåede deltagerne på COP20 til enighed om en klimaaftale i den peruvianske hovedstad Lima. Aftalen blev vedtaget kort før kl. 02.00 søndag morgen uden nogen yderligere kommentarer fra de delegerede. Aftalen kom dog snarere i hus på grund af ønsket om ikke at tage tomhændet fra topmødet end en samstemmende glæde over resultatet.

Slutdokumentets indledende tekst kridter banen op ved at udtrykke en ”dyb bekymring over den signifikante kløft mellem den totale effekt af landenes reduktionsmål hen imod 2020 og den totale udledningskurs, der er konsistent med at have en sandsynlig chance for at undgå en global gennemsnitslig temperaturstigning på 1,5°C eller 2°C over det præ-industrielle niveau”.

For at adressere dette problem, blev hvert land opfordret til at præsentere deres nationale bidrag til reduktionen af de globale udledninger efter 2020 og det blev aftalt, at FN skal samle disse målsætninger i rapport, der præsenteres d. 1 november 2015. Dog er der ingen krav om, hvad disse reduktionsmålsætninger eller klimatilpasningstiltag konkret skal indeholde. Formålet med denne øvelse er i første omgang givetvis heller ikke at sikre, at landenes klimamål er i overensstemmelse med den politiske målsætning om at undgå de værste klimaforandringer (selvom det selvfølgelig også er formålet). Derimod er det først og fremmest en øvelse i at skabe overblik over de forskellige landes klimapolitikker og gøre dem sammenlignelige. Det vil gøre det nemmere at udøve gruppepres på de lande, som lurepasser.

Højdepunkterne ved Lima
Ved COP15 i København i 2009 forpligtede verdens rigeste lande sig til at yde økonomisk støtte til udviklingslandene, så de kan begrænse deres udledning af drivhusgasser, og hjælpe dem med at tilpasse sig klimaforandringerne. Løftet fra København lød på 100 mia. USD om året fra år 2020, der skal forpagtes af den nye Grønne Klimafond. Målet på 100 mia. USD er endnu ikke nået, men efter en række tilsagn fra en håndfuld rige lande inden COP20, blev det midlertidige mål om at sikre 10 mia. USD nået. Det betyder, at fonden kan gå i luften næste år.

Denne positive nyhed overskygges dog af, at der ikke blev opnået enighed om, hvordan denne klimafond skal administrere midlerne og efter hvilke retningslinjer. Eksempelvis har Japan medregnet lån på 1 mia. USD til etableringen af kulkraftværker i Indonesien som en del af deres bidrag til klimafinansieringen. Under et pressemøde i Lima blev fondens direktør, Héla Cheikhrouhou, ligeledes spurgt ind til hvorvidt fonden kunne finde på at støtte kulkraftværker. Svaret var hverken ja eller nej, men derimod en henvisning til, at den Grønne Klimafond vil blive guidet af FN’s Klimakonvention og sin bestyrelse.

En anden positiv nyhed var, at princippet om et ”fælles, men differentieret ansvar” blev indskrevet i aftalen. I modsætning til Kyoto-protokollen fra 1997, hvor verden blev inddelt i rige lande (Anneks 1-lande), som skulle reducerer deres udledninger, og fattige lande (ikke-Anneks 1-lande), som trak frikort, så er der nu enighed om, at alle bærer et ansvar. Årsagen er, at flere u-lande er blevet i-lande siden Kyoto-protokollen, og i dag kommer mere end halvdelen af de globale udledninger fra udviklingslande. Hvilke lande, der kan betragtes som det ene eller det andet, er dog stadigt et ubesvaret spørgsmål.

Mange bække små
Tonen til Lima-topmødet var ellers sat af en række opløftende initiativer på klimafronten. Først var der FN’s klimamøde i New York i september, hvor 400.000 personer demonstrerede i New Yorks gader, og mere end 1.000 større virksomheder og internationale investorer – der repræsenterer mere end 24.000 mia. USD i aktiver – gik sammen med Verdensbanken og krævede en global pris på CO2. Måneden efter vedtog EU et CO2-reduktionsmål på mindst 40 pct. fra 1990 til 2030. Og i november præsenterede Kina og USA en fælles erklæring, som angiver, at USA vil sænke sin udledning med 26-28 pct. fra 2005 til 2025, og Kina vil knække sin CO2-kurve efter 2030.

Sætter man disse – relativt ambitiøse klimamål – i kontekst, så betyder det dog, at temperaturstigningen vil lande på omkring 3˚C i 2100 – mellem 0.2˚C og 0.4˚C lavere end ellers.

Lima-teksten blev et klassisk COP-kompromis, hvor en lang række spørgsmål forblev ubesvaret eller blev henvist til de 37 siders bilag over mulige forhandlingsløsninger, som ledsager Lima-aftalen. Mange af de samme bekymringer og argumenter, der prægede COP20 er gengangere fra COP15 i København,, men måske vigtigst af alt, så har de økonomiske forhold ændret sig siden COP15.

Prisen på vindenergi er faldet med 40 pct. siden COP15, og prisen på solenergi er faldet med 80 pct. Disse udviklinger gør det selvsagt mere attraktivt at omstille fra brun til grøn energi. Sideløbende er omkostningerne ved at lade stå til blevet endnu tydeligere, og på by- og regionsniveau er der klare fremskridt at spore. Flere amerikanske stater har allerede introduceret eller planlægger at introducere kvotemarkeder, Sydkorea lancerer deres kvotemarked næste år, Kina præsenterer deres i 2016, Sydafrika implementerer en CO2-skat samme år, og Chile introducerer en CO2-skat i 2018.

Da de godt 4.000 diplomater og deres stats- og regeringsledere i weekenden rejste fra den peruvianske hovedstad, Lima, så gjorde de det velvidende, at COP20 var det sidste topmøde inden klimatopmødet i Paris, hvor en aftale efter planen skal indgås. Hvordan landenes klimaplaner konkret skal vurderes, hvordan de rige lande skal kompensere for de fattige landes klimaskader og en lang række andre spørgsmål skal dog besvares, hvis man skal gøre sig nogle forhåbninger om at nå en meningsfuld aftale næste december.

De største sten skal ryddes af vejen, når klimaforhandlingerne forsætter på embedsmandsniveau i Geneve og Bonn i det kommende år.

Peter P. Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og har tidligere arbejdet som presseattaché for Udenrigsministeriet, klimaanalytiker ved Mandag Morgen og rådgiver for European Conservatives and Reformists Group. Illustration: Deltagere til cop20, Foto: Ministerio de relaciones exteriores.