15.12.2014

Politikerne synes at være enige om, at hverken ministre eller embedsmænd må nødlyve. Et forbud vil være et første og nødvendigt skridt men det løser ikke alle problemer. Vi får ikke et mere gennemskueligt politisk system uden at udstyre folketingspolitikerne fra den til enhver tid siddende opposition med redskaber, der gør os i stand til at give et effektivt modspil. Der er brug for, at magtbalancen kommer på plads igen.

KOMMENTAR af Pernille Skipper (MF, Enhedslisten)

”JEG SER IKKE for tyk ud i de her bukser, vel?” Indrømmet. Der er situationer, hvor en nødløgn er på sin plads. Men vi bør være enige om, at nødløgne hører hjemme i privatsfæren. Ikke i ministerier. Tilsyneladende er de politiske partier over en bred kam enige om at være uenige med en forhenværende og to endnu aktive dommere; Per Sørensen, Kaspar Linkis og John Lundum. De tre konkluderede som forhørsledelse i maj 2014, at det var ”en forklarlig og undskyldelig nødløgn”, da den daværende justitsminister, Morten Bødskov, i februar 2012 efter at have rådført sig med sine to ledende embedsmænd, fortalte Folketingets Retsudvalg, at et planlagt besøg på Christiania måtte udskydes, fordi det ikke passede i den daværende politidirektør Johan Reimanns kalender. Først i slutningen af 2013 kom det frem, at det var løgn, og et politisk flertal tvang Morten Bødskov til at gå af som justitsminister. Men de tre dommere i forhørsledelsen nåede altså i maj 2014 frem til den forunderlige konklusion, ”at der ikke er grundlag for at fastslå, at Anne Kristine Axelsson og Jens-Christian Bülow [dvs. de to embedsmænd] bevidst har tilbageholdt oplysninger om Johan Reimanns afbud i februar 2012 over for Folketinget, justitsministeren eller andre”. For at introducere og kvalificere begrebet ”nødløgn” henviste de tre dommere i en fodnote til Ordbog over det Danske Sprog (ODS, udgivet 1918-56), hvor der står, at en nødløgn er ”en ofte som undskyldelig eller forholdsvis uskyldig betragtet løgn, som en (i øvrigt sanddru) person benytter sig af i en nødsituation, en forlegenhed, for ikke at volde andre fortræd eller bekymring og lign.”

FLERE TING er værd at bemærke i forhold til forhørsledelsens konklusioner. For det første er der tale om ikke kun et nybrud, hvilket er tydeligt, eftersom der henvises til sproglig og ikke juridisk faglitteratur. Det er også ekstremt grundlæggende at tale om undtagelser til sandhedspligten. Selvom vi alle kan forstå, at man i løbet af et liv ikke altid fortæller sandheden, fx når det gælder den nye kjole, er de små nødløgne ren gift i en parlamentarisk sammenhæng. Skal Folketinget gøre sit arbejde med at kontrollere regeringen, skal man kunne stole på de svar, der kommer fra ministerierne. Det er hele essensen af sandhedspligten og den danske parlamentariske konstruktion. Det er jo ikke i hverdagen, hvor spørgsmål og svar er almindeligheder, men når der muligvis er problemer, at sandheden er vigtigst, og nødløgnen bliver farligst. Derfor må nødløgnen afskaffes.

For det andet har alle ovennævnte personer (bortset fra Bødskov) erfaring som ledende embedsmænd i Justitsministeriet – både de to embedsmænd under anklage og forhørsledelsen selv. Risikoen for, at undersøgerne har større forståelse for embedsmændenes adfærd, end vi som samfund kan være interesseret i, er overhængende. Og det er da også bemærkelsesværdigt svært at støve andre forsvarere for nødløgnen frem, end de personer, der enten har opfundet den, eller som er blevet reddet af den.

For det tredje synes de tre dommere med henvisningen til en ordbog at forudsætte, at justitsministeren og ministeriets ledende embedsmænd er ”i øvrigt sanddru”. Vi lader den stå et øjeblik, mens vi husker på, at løgnen om Christiania-besøget kun ved en tilfældighed kom til Folketingets og offentlighedens kendskab, fordi Ekstra Bladet interesserede sig for nogle konflikter mellem PET-chefen og de ansatte i tjenesten. Indtil da var aflysningen én af hundredvis af små og større sager, som ingen i øvrigt tog notits af. I denne sammenhæng er det også værd at bemærke, at forhørsledelsens rapport indeholder to divergerende forklaringer. På den ene side menes det at være en helt usædvanlig situation, der begrundede løgnen. Men forklaringen på, at man ikke senere gik til bekendelse, men rent faktisk løj om løgnen, var, at man havde glemt den oprindelige løgn. Noget kunne altså tyde på, at nødløgne ikke er helt så usædvanlige endda – det er i hvert fald noget, man hurtigt glemmer igen.

For det fjerde kan man sætte spørgsmålstegn ved, om der i februar 2012 forelå en ”nødsituation”. Vi ved stadig ikke, hvilken konkret trussel Politiets Efterretningstjeneste angiveligt havde identificeret i forbindelse med Retsudvalgets og ikke mindst Pia Kjærsgaards planlagte Christiania-besøg. Og anonyme PET-kilder har da også forklaret til Ekstra Bladet, at det slet ikke var hensynet til sikkerheden, der begrundede ønsket om aflysning, men derimod ønsket om at undgå en stor udgift. Hvem der taler sandt, ved vi stadig ikke. Bortset fra det kan man under alle omstændigheder godt forestille sig, at den daværende justitsminister og hans embedsmænd kunne have ”fortalt sandheden uden at rutte med den” – det må man nemlig gerne – uden at kaste sig ud i en løgnehistorie.

Når afdelingscheferne i Justitsministeriet øjensynligt bliver så sure over, at de ikke må lyve, at de iklæder sig sort dagen efter afskedigelsen af departementschefen, vidner det jo også om, at adgangen til en nødløgn ville være ganske behændig set fra en embedsmands synspunkt
____________________

 

SIDEN FORHØRSLEDELSEN i starten af maj afgav sin 179 sider lange beretning, har politikerne diskuteret, hvordan man kan forhindre, at begrebet ”nødløgn” bider sig fast i dansk politisk og i den administrative kultur. Det har været mere besværligt, end man lige skulle tro. I Enhedslisten interesserer vi os for, hvad der skal ske fremover. Vi ønsker, at det én gang for alle bliver slået fast, at ministre ikke må lyve over for Folketinget, og at embedsmænd ikke må hjælpe dem med det. Hvis det forudsætter, at vi ændrer ministeransvarlighedsloven, tjenestemandsloven eller andre love, så mener vi, at det skal gøres.

Men det kan desværre ikke gøre det. Udover at være interessant i sig selv, trækker denne sag også tråde ind i en diskussion om i] forholdet mellem embedsværk og regeringen på den ene side og ii] Folketinget på et mere generelt plan. På mange måder handler det om den magtbalance, der burde eksistere imellem de forskellige instanser. Med årene er der blevet lagt stadig lagt flere lod i den ene skål. Når afdelingscheferne i Justitsministeriet øjensynligt bliver så sure over, at de ikke må lyve, at de iklæder sig sort dagen efter afskedigelsen af departementschefen, vidner det jo også om, at adgangen til en nødløgn ville være ganske behændig set fra en embedsmands synspunkt.

Offentlighedsloven er også et lod i embedsværkets skål. Hele sagen om Christiania-besøget kom frem, fordi pressen var interesseret i dele af sagen. Og netop pressens opgave som den fjerde statsmagt er gjort bekymrende sværere efter at den nye og mere indskrænkende offentlighedslov er trådt i kraft. Det svækker selvfølgelig også Folketinget som kontrolinstans overfor den udøvende magt.

Når Venstre og Socialdemokraterne afviser at indføre parlamentariske undersøgelser, som et effektivt og hurtigarbejdende alternativ til de alt for tunge, tidskrævende, tandløse og dyre kommissionsundersøgelser, fordi de ikke vil lade embedsmænd afhøre, begrænser det også Folketingets kontrolmuligheder. At der ligger mange lodder i embedsværkets og ministeriernes skåle, vidner beretningerne om politisk bestillingsarbejde, løs omgang med sandheden, udeladelser osv. i bogen “Mørkelygten” af journalisten Jesper Tynell også om.

Vi får ikke et mere gennemskueligt politisk system uden at udstyre folketingspolitikerne fra den til enhver tid siddende opposition med redskaber, der gør os i stand til at give et effektivt modspil. Der er brug for flere lodder i Folketingets skål. Der er brug for, at magtbalancen kommer på plads igen.

Afskaffelsen af nødløgnen må meget gerne ske hurtigt, mens sagen om det aflyste Christiania-besøg i 2012 endnu er i frisk erindring, og partierne endnu har galden i kog. Erfaringen viser desværre, at gassen hurtigt kan gå af ballonen,
____________________

 

AFSKAFFELSEN AF NØDLØGNEN må meget gerne ske hurtigt, mens sagen om det aflyste Christiania-besøg i 2012 endnu er i frisk erindring, og partierne endnu har galden i kog. Erfaringen viser desværre, at gassen hurtigt kan gå af ballonen, hvis en sag bliver glemt, inden der handles på den. I kølvandet på Tamilsagen var SF fremme med et sympatisk forslag om at styrke Folketingets modspil til regeringen med et uafhængigt lovråd. Galden hos de partier, der kom til magten i starten af 1993, var endnu så meget i kog, at lovrådet fik plads og særdeles positiv omtale i statsminister Poul Nyrup Rasmussens første åbningstale i 1993 samt udtalt velvilje fra et politisk flertal. Men i løbet af de følgende måneder og år fik Poul Nyrup og hans kolleger sat sig så godt til rette på ministerkontorerne, at lovrådet aldrig blev realiseret. Det betyder, at Folketinget endnu i dag er dårligt klædt på til at yde den til enhver tid siddende regering et kompetent modspil. Når det gælder vurderingen af f.eks. juridiske eller konventionsmæssige konsekvenser at et lovforslag eller af omkostningerne ved et ændringsforslag til finansloven, er folketingspolitikere stort set prisgivet henholdsvis Justitsministeriets og Finansministeriets farvede oplysninger.

ET LOVRÅD, hvor uafhængige dommere gransker lovforslag efter anmodning fra regeringen eller et flertal eller et mindretal i et parlamentsudvalg, vil være en klar forbedring. Det samme ville muligheden for parlamentariske undersøgelser. Et absolut forbud mod nødløgnen er første skridt. Men det gør det ikke alene. ■

Pernille Skipper (f. 1984) er retsordfører for Enhedslisten. Hun er uddannet cand.jur.