13.12.2014

I dette øjeblik venter 1,7 mio. syriske flygtninge på mad. I områderne omkring deres borgerkrigsramte hjemland er flygtningene afhængige af rationeringskuponer. Det er ikke det ufremkommelige terræn, som er er årsagen til den stigende sult. Heller ikke knaphed på fødevarer. Årsagen er, at krisen i Syrien har sendt FN’s World Food Programme, WFP i økonomisk krise.

Af Anne Kirstine Rønn

“For dig er det 1 dollar, for dem er det en livlinje – donér nu og hjælp WFP med at skaffe mad til 1,7 mio mennesker.”
Sådan lyder det opråb fra World Food Programme, som har cirkuleret på de sociale medier siden d. 2. december, hvor det blev bekræftet, at bankbogen er tom hos verdens største humanitære organisation. Organisationen mangler helt præcist 64 mio. dollar – Så meget skal der til for at dække behovet for mad resten af december. Pengemanglen er nu så akut, at WFP har suspenderet hjælpen til 1,7 mio. mennesker.

WFP er hjemsøgt af et donorproblem
Det er ikke første gang, WFP mangler penge i Syrien. Siden flygtningestrømmens start har der været store problemer med at få budgettet til at hænge sammen. Tilbage i marts 2012 bad FN-organisationen om 84 mio. dollar til akut hjælp til de syriske flygtninge. Men de fik kun 26 pct. af pengene. Flygtningestrømmen fortsatte, og stigningen fra 40,000 til 96,000 flygtninge på kun tre måneder overgik alle forudsigelser. Allerede i juni var behovet derfor oppe på 193 mio. dollar. Imens flygtningetallet over sommeren 2012 steg til 185,000, blev budgetterne stadig mere stramme. I september manglede knap halvdelen af de nødvendige midler. Bevæger vi os bort fra Syrien er tendensen den samme. Af de 1,72 mia. dollar, som skulle til for at bekæmpe sult i Sahel-regionen sidste år, blev kun 60 pct. dækket. Pengeproblemet har forfulgt WFP siden stiftelsen i 1961. En af årsagerne er, at donorstrukturen betyder, at man aldrig kan vide, hvor mange penge, der er til rådighed.

Frivillighed er usikkerhed
WFP er finansieret af regeringer, virksomheder, organisationer og private donorer. Donorerne har det til fælles, at alt hvad de indbetaler er frivilligt. Gennem “The Food Assistance Convention” har 60 regeringer givet underskrift på, at de vil levere en forudsigelig og stabil økonomisk støtte. Men kigger man på statistikkerne, er regeringsstøtten ikke særlig stabil. Den er præget af, at mange lande og organisationer giver mio. af dollars det ene år, og dropper støtten det næste. Derudover er der stor forskel på, hvilke lande, som bidrager. USAs bidrag er steget med 400 mio. dollar til nu næsten 2 mia. I kontrast til det har Kina i 2014 givet 11 mio. dollar – og bliver dermed overgået af den Centralafrikanske Republik.

De tal tydeliggør to ting. Dels at WFP er et amerikansk projekt, og dels at det er et projekt, som de færreste donorer føler sig forpligtede over for. Ustabiliteten gør, at WFP konstant må arbejde for at generere donationer. Foruden de mange appeller, ligger der også en enorm diplomatisk opgave i at forhandle sig frem til et godt forhold til de lande, der yder støtte, og få dem til at donere fast. Der tegner sig et klart mønster af, at regeringer støtter, når fødevarebehovet når et kritisk niveau. Tilstande – som den i Syrien, hvor 1,7 mio. mennesker sulter, skal altså til, før pengene kommer ind.

En dollar på twitter
Måske er der udsigt til, at fødevareprogrammet kan genstartes. Efter kun to dage havde netkampagnen “DollarALifeline” rejst 21,5 mio dollar. Dette tal vakte stor begejstring hos generalsekretæren i WFP, Ertharin Cousin. “The global web community is with us”, udtalte hun d. 4. december. Og kampagnen har rigtigt nok startet en mediestorm. Kendte figurer, som sangeren Aloe Blacc, har været med til at forstærke budskabet, så det er blevet hørt i den brede befolkning. Men ser man på statistikkerne for private donationer, er der ikke megen grund til begejstring. For bidraget fra private har været støt faldende de seneste år. Hvor det i 2010 var 141,5 mio, ligger tallet for i år indtil videre kun på 78 mio. dollars. Og i det perspektiv har de seneste dages mediestorm en effekt som et kort vindstød.

Finanskrisen har gjort verdenssamfundet omkostningsbevidst
Hvorfor er donorerne så inkonsekvente med deres støtte? Er det, fordi regeringer kun støtter, når det er legitimt at bruge penge på nødhjælp? Eller er der en berettiget skepsis over for WFP? En ting er sikkert. Både stater og øvrige donorer lægger stadig mere vægt på transparens og omkostningseffektivitet. Verdenssamfundet har aldrig gået så meget op i, hvad det får for pengene. For regeringerne er det finanskrisen, som har medført de stigende krav. Når de nationale budgetter indsnævres, bliver bistanden prioriteret ned af både politikere og vælgere. Den stigende efterspørgsel på dokumentation har sat WFP under yderligere pres i Syrien. Samtidig med, at indsatsen er amputeret, skal den demonstrere, at den er effektiv. Men det er vanskeligt at koordinere en stabil indsats på et vaklende økonomisk grundlag. Resultaterne kommer med pengene, og pengene kommer med resultaterne. Dertil kommer, at WFP flere gange har været udsat for hård kritik på grund af overbetalinger til lokale myndigheder og rygter om svindel og korruption.


Vejen fra sult til vold er kort
Tilbage til områderne omkring Syrien. Her er sult ikke bare en sundhedstrussel. Det er også en sikkerhedstrussel. For på længere sigt kan manglen på mad føre til optrapning af konflikt mellem flygtningene, advarer Ertharin Cousin. Den største flygtningelejr, Zaatari i Jordan er et eksempel på et sted, som har oplevet mange problemer med konflikt. Afbrændinger af telte, slagsmål og sammenstød med politiet er en del af hverdagen i lejren, som strækker sig over et areal på 3,3 kvadratkilometers gold, vindblæst ørken. Der bor 80.000 mennesker i Zaatari, og på luftfotos ligner de tætliggende telte mosaikker. Når køerne til madkuponer bliver længere, og desperationen vokser, skal der stadig mindre til at udløse vold og opstand.

Hvad skal man gøre?
I strategien for 2014-2017 har WFP fremhævet finansiering, som en af de største udfordringer. Særligt deres traditionelle donorer er svære at holde på, og det er svært at tiltrække nye. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt for WFP at opnå økonomisk stabilitet? Krigen i Syrien har skabt en af de største flygtningestrømme siden anden verdenskrig. Ifølge WFP vil man starte med at trykke fødevarekuponer, så snart pengene kommer ind. Og derfra er det svært at sige, hvornår hjælpen kommer frem gennem de mange checkpoints og vejblokader. Spørgsmålet er derfor, hvor store de menneskelige konsekvenser bliver af den afbrudte pengestrøm.

Anne Kirstine Rønn (f. 1992) studerer statskundskab på Københavns Universitet. Har boet i Zimbabwe og rejst i Østafrika.
Illustration: UNHCR Flygtningelejer i Nordirak [Foto: IHH Humanitarian Relief Fund]