19.11.2014

Intet kommer efterhånden bag på libaneserne, når det kommer det lille middelhavslands folkevalgte. Parlamentsmedlemmerne kan ikke blive enige om en ny præsident, og midt i dette magtvakuum har de egenhændigt besluttet at forlænge deres periode med mere end to år. Samtidig har landets hær indgået en uhellig alliance med Hizbollah for at holde krigere fra Islamist Stat og Nusra Fronten ude af landet.

ANALYSE Af Asger Gørup Nielsen

BEIRUT: Onsdag den 5. november besluttede det libanesiske parlament at forlænge sin periode med to år og syv måneder, så der først skal afholdes valg i juni 2017. Det er i sig selv mærkværdigt, at et demokratisk valgt parlament egenhændigt træffer sådan en beslutning. Rigtigt absurd bliver det dog først, når det sker to gange. Det er nemlig anden gang, at det libanesiske parlament tilsidesætter befolkningens ret til at stemme med forklaringen, at sikkerhedssituationen i landet ikke er stabil nok til et valg. Første gang var i maj 2013, en måned før det rettidige valg skulle afholdes. Med den seneste forlængelse har det libanesiske parlament nu fordoblet sin periode fra fire til otte år – uden at befolkningen er blevet spurgt. Det eneste, landets aldrende spidser kan blive enige om, er tilsyneladende, at de er de rette til at styre landet.

Beslutningen blev mødt med folkelige protester i Beiruts centrum. På parlamentarikernes vej til parlamentsbygningen havde et par hundrede demonstranter taget plads for at vise deres utilfredshed, og der blev råbt slagord og kastet med æg og tomater. Det er symptomatisk for det libanesiske demokratis tilstand, at demonstranterne ikke talte flere end et par hundrede på en dag, hvor parlamentet endnu en gang satte sig over demokratiet – en beslutning som Human Rights Watch kalder en overtrædelse af de demokratiske menneskerettigheder. Folks tillid politikerne er så godt som ikke-eksisterende, og de fleste libanesere havde også forudset parlamentets beslutning. ”De (politikerne, red.) foregiver at repræsentere folket, men det gør de ikke. De er krigsforbrydere og korrupte, og det er uacceptabelt, at de forlænger deres regeringsperiode på denne måde,” sagde demonstranten, Nada Kaddoura, til RÆSON.

Libanesisk blokpolitik
Men hvordan er det kommet så vidt? Svaret skal findes i den tumult, der har karakteriseret libanesiske politik siden den såkaldte Cederrevolution. Revolutionen blev udløst af attentatet den 14. februar, 2005, som tog den tidligere premierminister Rafik Hariri og 21 andre med sig i døden, og som stadig efterforskes af et særligt tribunal i Haag. Der hersker dog ikke meget tvivl om, at Syrien og Bashar al-Assad havde en finger med i spillet, idet Hariri det sidste år af sit liv var ekstremt kritisk over for den syriske militære tilstedeværelse i Libanon, som havde varet siden 1976.

I måneden efter Hariris død blev grundstenene til det nuværende politiske kaos lagt. Det var her, at de to nuværende politiske blokke opstod – 8. marts-blokken og 14. marts-blokken – opkaldt efter de store henholdsvis pro- og anti-Syrien demonstrationer, der fandt sted på disse datoer i Beirut. Groft fortegnet repræsenterer 8. marts-blokken Libanons shia-befolkning og 14. marts-blokken sunni-befolkningen. Landets sidste store gruppe, de kristne, der tæller mellem 30 og 35 procent af befolkningen, er splittet mellem de to blokke.
Enden på Cederrevolutionen blev, at Syrien, der ganske åbent støttede og stadig støtter Hizbollah, trak sine styrker ud af Libanon. Hizbollah er dog ikke blevet svækket af den grund. Organisationen har tværtimod konstitueret sig som en stat i staten og nyder stor folkelig opbakning.

Forældede fordelinger
Foruden krigen i Syrien, så skyldes den politiske tumult i dag primært to indenrigspolitiske spørgsmål, som blokkene ikke kan enes om. Først og fremmest skal landet skal have en ny valglov. Denne beslutning blev der givet håndslag på som en del af Taif-aftalen i 1989, der udgjorde begyndelsen til enden på den libanesiske borgerkrig. Ingen efterfølgende regeringer har dog gjort noget ved dette løfte om en ny valglov.
Det nuværende libanesiske valglov og -system bygger på en folketælling foretaget i 1932 under det franske mandat. Den skulle danne grundlag for en proportionel repræsentation i parlamentet af landets anerkendte religiøse minoriteter. Der har været mindre justeringer undervejs, og den nuværende fordeling er, at 64 af pladserne i parlamentet skal være besat af kristne og 64 af muslimer. Dertil kommer at Libanons præsident altid skal være kristen ligesom landets hærchef, nationalbankdirektør og præsident for landets højesteret.

Der har været flere forslag og kommissioner nedsat for at revidere valgloven, men foreløbigt er intet sket. Sikkert er det dog, at befolkningssammensætningen i dag er markant anderledes end i 1932. Særligt er antallet af shiamuslimer vokset. Derfor er shiamuslimske Hizbollah en stor fortaler for, at proportionaliteten bliver revurderet, da det vil styrke deres demokratiske stemme. Ført an af Saad Hariri, søn af den dræbte Rafik Hariri og også tidligere premierminister, stiller sunnimuslimerne det modkrav, at Hizbollah skal lade sig afvæbne, hvis det skal komme på tale. Og det kommer næppe til at ske, da den væbnede modstand udgør en markant del af gruppens eksistensgrundlag. Derudover er de kristne på tværs af de to blokke fortalere for at bibeholde det nuværende system, da det giver dem uforholdsmæssigt meget magt – et halvt parlament og flere topposter til 1/3 af befolkningen – og understøtter deres selvforståelse af at være bærere af den sande, libanesiske nationalitet.

Alle gode gange 15
Det andet indenrigspolitiske spørgsmål, der præger Libanon lige nu, er manglen på en præsident. Siden 25. maj har landets øverste, kristne embede været ledigt. På den dato endte præsident og tidligere hærchef, Michel Sleimans, seksårs periode, og parlamentet har ikke været i stand til at finde en afløser. Foreløbigt har man 15 gange forsøgt at blive enige om, hvem der skal overtage posten, men uden held. Både 8. marts- og 14. marts-blokken har er kristen præsidentkandidat, som er uspiselig for den modsatte blok. Afstemningerne i parlamentet bliver derfor gang på gang bevidst obstrueret. Forskellige medlemmer boykotter ganske simpelt møderne, hvilket betyder, at der ikke er de 2/3 af parlamentsmedlemmerne tilstede, som gør afstemningerne gyldige.

De to kandidater er Michel Aoun og Samir Geagea. 8. marts-blokken og Hizbollah støtter Michel Aoun, der under den libanesiske borgerkrig både nåede at fungere som hærchef, premierminister og præsident. I 1990 blev han tvunget i eksil i Frankrig og vendte først tilbage til Libanon efter Syriens tilbagetrækning i 2005. Den anden kandidat er Samir Geagea, som er støttet af 14. marts-blokken. Han er leder af partiet Lebanese Forces og har ligesom Aoun en fortid som krigsherrer under borgerkrigen. De to kandidater bliver i Libanon ofte beskrevet som ”kristne ærkefjender”. Det skyldes dels deres nuværende uenighed om Hizbollahs legitimitet. Men i endnu højere grad skyldes det, at de to sønderbombede hinandens territorier under borgerkrigen i kampen om det kristne overherredømme.

Vi har altså at gøre med stridsmænd, der endnu engang kæmper om Libanons øverste, kristne position, og hver især er de støttet af grupper, der ikke kan døje hinanden. Den situation taler for, at ingen af de to ender som præsident. Foreløbigt har præsidentsædet været tomt i seks måneder, og der er intet, der tyder på, at der kommer et gennembrud inden for den nærmeste fremtid. Slet ikke nu, hvor parlamentet har givet sig selv to år og syv måneder mere til at nå til enighed. Aftalen om forlængelsen af perioden rummer i øvrigt en klausul om, at der udskrives parlamentsvalg, så snart en ny præsident er valgt. Man må spørge sig selv, om den klausul har en motiverende effekt på parlamentsmedlemmerne, der dermed risikerer deres plads.

Behov for en samlende leder i en usikker tid
Men hvorfor er der ikke flere libaneserne, der går op i, at landet er uden statsoverhoved? En del af svaret ligger i, at det ikke er første gang, det sker. Faktisk var der også seks måneder uden præsident før Michel Sleiman kom til magten i maj 2008. Dengang var der ikke en krig i Syrien, der som nu kaster problemer af sig i Libanon og bruges som forklaring på forlængelsen. Alligevel krævede det mange forhandlinger, før valget faldt på den daværende hærchef, Sleiman. Noget af det, der talte for Sleiman dengang, var, at han havde stået for nedkæmpelsen af den militante islamistgruppe Fatah al-Islam i den palæstinensiske flygtningelejr Nahr al-Bared uden for Tripoli i 2007 – en lejr som i øvrigt stadig kun er halvvejs genopbygget efter den episode. Sleiman blev på den måde en samlende figur, der havde forsvaret Libanon mod ekstremisme. Han kunne fungere som kompromiskandidat, fordi han er kristen og kom fra den i dag samlende institution, hæren. Samme argumentation bliver i øjeblikket brugt om den nuværende hærchef, General Jean Kahwaji. Han som øverstkommanderende har været ansvarlig for at slå ned på den militante islamisme, der i ny og næ har kigget frem i Tripoli, og da han og hæren generelt er lykkedes med at holde krigen i Syrien ude af Libanon.

Netop sikkerhedssituationen er den anden del af svaret på, hvorfor libaneserne ikke går mere op i præsidentvakuummet. Ét af elementerne, der påvirker Libanon voldsomt, er flygtningene fra krigen i Syrien. Officielt er Libanon vært for mere end 1,1 millioner registrerede flygtninge, men virkeligheden er formentlig, at der er langt flere. Til sammenligning er Libanon lidt mindre end Region Midtjylland, og det er fristende at et lave tankeeksperimentet om den danske reaktion, hvis man placerede 1,1 millioner flygtninge i interimistiske teltlejre på heden mellem Herning og Videbæk.

De mange flygtninge har især slået sig ned Libanons yderområder, der er i forvejen er hårdt plaget af fattigdom, og hvor flygtningene nu er med til at presse lønninger, arbejdsløshed og husleje i vejret. Der er flere meldinger om, at den stressede situation fører til chikane og vold mod flygtningene, som yderligere bliver forstærket af den generelle frygt for, at militante islamister gemmer sig blandt de regulære flygtninge. Det har blandt andet ført til razziaer foretaget af den libanesiske hær.

Libanon, en fejlslagen stat?
Derudover bliver sikkerhedssituationen i Libanon påvirket af, at Hizbollah kæmper på regimets side i Syrien. Da Hizbollah sidste år gjorde dette officielt, udløste det en række bombeangreb i Libanon. Det blev pludselig retfærdiggjort for militante sunni-grupper at angribe mål i Libanon, nu hvor Hizbollah kæmpede i Syrien.
Der er næppe nogen tvivl om, at det er med til at hæve trusselsniveauet i Libanon, og samtidig tvinges den libanesiske hær ind i en uhellig alliance med Hizbollah. Det er i begge institutioners interesse, at Libanon ikke udvikler sig til en krigsskueplads. Dette kom blandt andet til udtryk i august, hvor en arrestation af en Nusra Front-kommandør udløste hårde kampe i den libanesiske by Arsal, der ligger i den bjergregion, der adskiller Syrien og Libanon.

Foreløbigt er det stort set lykkedes for den libanesiske hær og Hizbollah at holde krigen ude af Libanon, men det har ikke været omkostningsfrit. Den libanesiske hær har lidt tab både i Tripoli og Arsal i kampen mod militante sunni-grupper, og Nusra Fronten tilbageholder i øjeblikket 27 libanesiske soldater og politifolk. Yderligere er tre tilfangetagne soldater blevet henrettet af henholdsvis IS og Nusra Fronten. Hizbollah har også lidt store tab, hvilket dog ikke forhindrede Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, i at kalde organisationens engagement i Syrien ”en stor sejr”i forbindelse med den shiitiske Ashura-fejring . Han understregede yderligere, at Hizbollah ufortrødent vil fortsætte sin kamp mod sunni-ekstremisterne og Israel.
Hvor længe Libanon vil gå fri af flere kampe er ikke til at sige. Foreløbigt er der blevet luftet mere eller mindre konspiratoriske teorier om, at IS har en ’masterplan’ for at etablere sig i det nordlige Libanon. Derudover har Nusra Fronten erklæret, at de ”har masser overraskelser” i ærmet til Hizbollah.

I aktivistiske kredse går snakken i retning af, at Libanon mere og mere ligner en fejlslagen stat, nu hvor demokratiet er sat på pause og hvor staten hverken har fuld kontrol over hele sit territorium eller har voldsmonopol. Hvorvidt det reelt er tilfældet kan dog diskuteres, men sikkert er det, at så længe landets folkevalgte kan slippe af sted med fratage befolkningen medbestemmelse, og så længe krigen i Syrien kaster lange skygger ind i Libanon, så ender det politiske kaos ikke. ■

Asger Gørup Nielsen (f. 1987) er freelancejournalist bosat i Beirut. Han er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Han er tidligere praktikant på Berlingske og kan følges på Twitter på @AsgerGoerup.
ILLUSTRATION: “Demonstranter foran parlamentet”- Foto: Mhamad Kleit