12.11.2014

Trods de oprindelige protester fra Madrid er der nu lagt op til forhandling i Spanien, efter at 2,2 millioner har trodset centralregeringen og stemt om Cataloniens uafhængighed. Det bagvedliggende problem er europæernes uklare holdning til folkenes selvbestemmelsesret.

ANALYSE Af Ole Aabenhus, Ræsons Europa-redaktør

”I det demokratiske Europa har der ikke været noget fortilfælde i nyere tid for en mobilisering i denne størrelsesorden”, hed det i en leder i Barcelona-avisen La Vanguadia efter Cataloniernes folkeafstemning-på-trods, hvor 2,2 millioner mødte op i søndags på interimistiske valgsteder for at afgive deres stemme. Det er cirka 40 procent af vælgermassen, og valgdeltagelsen var dermed større end ved valget til Europaparlamentet i maj.

Godt 80 pct. ønskede et selvstændigt Katalonien. 10 procent ønskede en statsform for Katalonien inden for Spanien, mens resten svarede ’nej’ til begge dele.

Afstemningen kommer et par måneder efter den i Skotland. Men den katalanske rummer langt mere vidtgående perspektiver:

For det første var den ulovlig. Men hvad gør en regering når 2,2 millioner går hen at stemme i civil ulydighed? Skal man regere imod en gruppe på den størrelse, der med en vis ret kan hævde, at de er ”folket”?

For det andet viser resultatet, at der er overordentlig stor sandsynlighed for, at katalanerne vil stemme deres land frit den dag, de får mulighed for det. Gør de det, vil det vække selvstændighedsbevægelser i Norditalien, på Corsica, i Bretagne, i Flandern og måske sætte fut i lignende tanker i Grønland, på Færøerne og mange andre steder.

Europa står overfor et skelsættende spørgsmål: Skal folkenes selvbestemmelsesret – som den findes i FN-pagten – reelt gælde i Europa? Eller er den kun til brug i særlige tilfælde, når det passer ind i den gældende statslogik? Sidst den har været taget i brug i Europa er f.eks., da man skulle argumentere for Kosovarernes ret til at rive sig løs fra Serbien og danne et selvstændigt Kosovo.

Underkendt
Folkeafstemningen den 9.november var oprindelig vedtaget af det katalonske parlament, men som forventet indklagede den spanske leder Mariano Rajoy og hans regering i Madrid beslutningen for den spanske forfatningsdomstol, og her blev den – som forventet – underkendt som stridende mod den spanske forfatning af 1978.

Samtidig var det folkelige pres så stort, at det ville være politisk selvmord for Kataloniens ministerpræsident Artur Mas, hvis han ikke gennemførte den. Folkeafstemningen er et hovedpunkt i regeringsgrundlaget. Og kravet blev kraftig understreget i september, på Kataloniens nationaldag, da der var demonstrationer i gaderne med over en million deltagere (arrangørerne siger 1,8 millioner, politiet mindre). En tilsvarende demonstration i 2010 havde en million deltagere. Tallet for i år indikerer altså en både vedvarende og voksende tilslutning.

Den katalanske selvstændighedsbevægelse går mere end 100 år tilbage, og blandt grundlæggerne er f.eks. arkitekten Antoni Gaudi, hvis værker tiltrækker turister i tusindtal til Barcelona. Men den vrede, der er kommet til udtryk i de senere år, skyldes helt konkret, at forfatningsdomstolen i 2009 fjernede centrale sætninger i det juridiske grundlag for Katalonien – som egentlig var vedtaget ved en folkeafstemning – hvor det hed, at Katalonien var en særegen nation, altså ikke stat, men ”nation” der i ordets oprindelige forstand betyder folkeslag.

For mange katalanere vækker den slags minder om det, de opfatter som Madrids undertrykkelse af Katalonien gennem flere hundrede år, og værst under Franco-styret 1939-75.

A la Kraka
Artur Mas’ løsning var som udtænkt af Kraka: Både at være og ikke være på samme tid. Afstemningen blev gennemført som en frivillig foranstaltning – men med fuld opbakning fra lokalregeringen, hvilket var ulovligt. Helt konkret befandt de fleste valgsteder sig i skoler, biblioteker og andre offentlige bygningen.

Den nationale chefanklager Eduardo Torres-Dulce forsøgte at få politiet til at gribe ind, lukke valgstederne og finde frem til de ansvarlige, men politiet er regionalt organiseret, og ”Mossos d’Esqadra”, som de kaldes i Katalonien, valgte at overhøre ordren.

”Jeg påtager mig det fulde ansvar”, erklærede Artur Mas til pressen, som i øvrigt ikke har kunnet få yderligere kommentarer fra anklager og politi. ”Hvis de vil finde frem til, hvem der er ansvarlig for at åbne vore skoler [og bruge dem som afstemningslokaler], så se på mig. Jeg er den ansvarlige. Jeg og min regering”.

Den kry tone går igen hos andre: ”Vi har vist, at det spanske retsvæsen ikke længere kan gøre os bange, selv ikke når de truer”, siger lederen af den katalanske nationalbevægelse, Carme Forcadell. “Vi har genvundet vores suverænitet og sat kurs mod friheden.”

Forhandling?
Hidtil har den spanske ministerpræsident Mariano Rajoy været totalt afvisende over for enhver form for forhandling om Kataloniens selvstændighed. Men han har et problem: Han lovede i sin tid at forhindre folkeafstemningen, og det gjorde han for så vidt også, som han fik den underkendt ved forfatningsdomstolen. Men hvad gør man med 2,3 millioner civilt ulydige?

Rajoy er i forvejen presset på mange fronter. Det hedder på avisernes finanssider, at det nu går bedre for økonomien i Spanien, men der er fortsat 5,4 millioner arbejdsløse i landet (knap 24 procent) og en ungdomsarbejdsløshed på omkring de 50.

Det spanske parti Podemos, der placerer sig på den yderste venstrefløj, er nu landets største, og det næststørste – det gamle socialistparti – har fået en ny, dynamisk leder, Pedro Sanchez, der kræver en forfatningsreform: ”Vi bliver nødt til at anerkende Kataloniens særstilling i forfatningen”, siger han. Og folkeafstemningen i søndags har ”gjort en forfatningsreform mere påtrængende”.

Ifølge Reuters er Rajoy nu gået så langt, at han har erklæret sig rede til at forhandle om et nyt finansieringssystem for de 17 autonome dele af Spanien. Viser det sig at være rigtigt, vil det formentlig blive vel modtaget i Katalonien, der mener, at deres ”autonome område” bliver udplyndret af Madrid. Men om det er nok, er en anden sag.

Mas: Vi fortjener …
For den katalanske regeringsleder Artur Mas handler det om at få international opbakning. Efter afstemningen indkaldte han til en pressekonference for de udenlandske journalister, hvor budskabet var: ”Vi fortjener en lovlig folkeafstemning, og vi har brug for hjælp fra det internationale samfund til at overbevise de spanske myndigheder om, at Katalonien fortjener en folkeafstemning om sin fremtid”.

Som tænketanken Open Europe i London skriver: Selvstændighedsspørgsmålet i Katalonien har været dårlig håndteret. Den spanske regering har brugt juridiske argumenterer i en politisk sag. Men der er valg i Spanien næste år, inden den 15. december. Og det rige Kataloniens ønske om at rive sig løs er ikke specielt populær i de øvrige dele af et kriseramt Spanien. Altså kan valget være et incitament for Rajoy til at stå endnu stejlere over for katalanernes ønsker.

Et af de argumenter, der har været og vil blive brugt, er, at et frit Katalonien ikke uden videre kan blive medlem af EU, men først skal etableres som tredjeland og dernæst ansøge om optagelse i EU-kredsen, hvor hvert af de allerede eksisterende medlemslande – herunder også Spanien – har vetoret.

Kernen i argumentet er den økonomiske usikkerhed, som en løsrivelse vil føre med sig – modsat Kosovo, hvor princippet om folkenes selvbestemmelsesret førte til den stik modsatte konsekvens, nemlig omfattende støtte fra EU gennem hele processen.

Der er al mulig grund til at få denne del af menneskerettighedsområdet tænkt igennem nu – ikke mindst fordi folkenes selvbestemmelsesret kan vise sig at være den eneste princip, der kan skabe ro i Ukraine-området. Folkenes selvbestemmelsesret står i modstrid med staternes ret til at hævde deres suverænitet inden for egne grænser, men det dilemma må kunne opløses i håndterbare politiske processer. ■

Ole Aabenhus er RÆSONs EU-redaktør.
Illustration: Demonstranter markerer ønsket om Catalonsk uafhængighed [Billede: Rob Shenk]