26.10.2014

Kan et splittet Parlament holde styr på den ny kommissionsformand Jean-Claude Juncker? Kan Juncker holde styr på sin ny Kommission ”i to etager”? Og holder forbrødringen?

Af Ole Aabenhus, Ræsons Europa-redaktør

Der var buh-råb fra UKIP-folkene med deres små britiske flag på pladserne til højre i Europa-Parlamentets sal i Strasbourg, da EUs ny kommissionsformand Jean-Claude Juncker onsdag morgen præsenterede sin nye Kommission til endelig godkendelse – og regelmæssig uro fra de andre euroskeptiske grupper, der ved valget i maj indtog en tredjedel af pladserne.

Der var ikke meget nyt i Junckers tale, men den var sikker og statsmandsagtig. Her havde Parlamentet fået en medspiller i den evige kamp mellem institutionerne i EU – Parlamentet, Kommissionen og Rådet, dvs. medlemslandenes regeringer. Så det førte til klapsalver, når han sagde f.eks.: ”Jeg vil ikke være Rådets (de nationale regeringers) tjener” – selvom det egentlig var en gentagelse fra hans tale i juli, da han blev valgt til kommissionsformand.

Der var spænding til det sidste om, hvor stort et flertal, Juncker ville have bag sig. Blandt mange parlamentsmedlemmer fra De liberale over partierne til venstre for midten var der stor utilfredshed med den måde, høringerne var foregået på.

I sommer havde Juncker erklæret, at “I skal ikke tvivle et øjeblik på, at jeg vil være villig til at fjerne en kommissær, der ikke nyder jeres tillid”. Men der var medlemmer i alle andre grupper end hans egen, de krist-konservative, der havde udtrykt mistillid til i hvert fald fire kommissærer:

En gik selv; en fik silkesnoren af partigruppernes ledelse. Men tilbage var to, som mange har dyb mistillid til: Tibor Navracsics, der har spillet en central rolle i Orban-regeringens knægtelse af presse- og kulturfrihed i Ungarn og nu skulle være kommissær for kultur og borgerrettigheder. Og Miguel Arias Cañete, tidligere spansk miljøminister, der trods sine nære bånd til olieindustrien skulle være kommissær for klima og energi (se artiklen ”Rådne æbler i Bruxelles”, https://www.raeson.dk/2014/hoeringer-raadne-aebler-i-bruxelles/).

Når de slap igennem, skyldtes det – indirekte – frygten for de euroskeptiske grupper. Ledelsen i ”de gamle partier” – de krist-konservative EPP, socialdemokraterne og de liberale – har strammet partidisciplinen med henvisning til, at man må stå sammen, last og brast, hvis der skal være et regeringsdueligt flertal i parlamentet. Og da det stod klart, at hvis socialdemokraterne ville have den tidligere franske finansminister Pierre Moscovici godtaget som økonomikommissær, måtte de lade alle andre på den krist-konservative side glide lige igennem, vandt partidisciplinen endelig over den ellers så smukke demokratiske proces.

Resultat: 423 stemte for. Det er 60 procent af det samlede stemmetal, og det svarer næsten præcist til den opbakning, Juncker fik i sommer. Skeptikerne fik med andre ord ikke et ben til jorden. Tværtimod. ”Vær ikke bekymret, vi står bag dig”, lød det fra Gianni Pitella, ordfører for den socialdemokratiske gruppe.

Blandt de danske MEPer var margen mindre. Syv stemte for og seks imod. DR skrev på sin hjemmeside: ”Halvdelen af danskerne stemmer nej til ny EU-kommission”. Den lille halvdel bestod af fire fra Dansk Folkeparti, plus Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen og Magrethe Auken fra SF, der i EU-sammenhæng er en del af De Grønne.

De to etager
Der var spænding til det sidste, om Juncker ville flytte Cañete og Tibor Navracsics til andre områder. Det skete ikke. Han gav to mindre indrømmelser og regnede med gruppernes støtte for resten: Borgerrettigheder bliver fjernet fra Tibor Navracsics, og både han og Cañete kommer under opsyn fra ”øverste etage”.

”Øverste etage” handler om, at Juncker har etableret sin kommission, så der er 21 kommissærembeder med hver sit generaldirektorat på ”nederste etage”. Alle politiske beslutninger skal imidlertid godkendes på ”øverste etage”, hvor der fra 1. november sidder 7 tidligere stats- eller vicestatsministre med den tidligere hollandske udenrigsminister Frans Timmermans som leder.

Så alt hvad Juncker gjorde i sin tale til Parlamentet var, at overlade problemområderne til Frans Timmermans. Eller med andre ord: Han undlod at løse problemet, for Frans Timmermans har i forvejen hænderne fulde: Han skal være Junckers højre hånd. Han skal ”rulle EU tilbage” gennem et reformprogram, der fjerner opgaver fra Kommissionen, som medlemslandene reelt kan klare selv. Og han skal sikre disciplin og samarbejde både på nederste og øverste etage.

De Grønne
Det mest bemærkelsesværdige er måske, at De Grønne stemte imod – efter at gruppeforkvinden Rebecca Harms havde afgivet en lang forklaring om alt det, hun fandt godt i Junckers ny kommission.

De Grønne noterer, at Juncker er imod skifergasudvinding, imod GMO, imod den særlige forretningsdomstol i TTIP frihandelsforhandlingerne med USA, ikke mindst fordi han i sin tale erklærede, at han ikke vil tillade en hemmelig overstatslig forretningsdomstol (ISDS) og heller ikke, at man opgav europæiske standarder for at tækkes amerikanerne. Men det stod også klart efter høringerne, at Juncker ikke ville forpligte sig til at satse på grøn beskæftigelse og en kraftigere indsats på CO2. Og tilmed havde det nu vist sig, at han for husfredens skyld – for ikke at få problemer med den spanske regering og den krist-konservative gruppe – holdt fast på en mand med klare forbindelser til olieindustrien som kommissær for klima og energi.
Som Margete Auken siger det: ”Der er tale om et stort skridt baglæns. Derfor stemte vi imod”.

Mens disse linjer skrives, har stats- og regeringslederne i Det europæiske Råd endelig vedtaget den 2030 klimaplan, som Connie Hedegaard har kæmpet så hårdt for, og som det gamle Parlament bakkede op.

Så her ligger en af usikkerhederne i den kommende 5-års periode: Hvor stærkt vil Kommissionen stå på den grønne omstilling, som engang skulle give Europa en førerstilling i en ny type produktionssamfund? Hvor stiller det nye parlament sig? Vil EU fortsat kunne være en drivkraft for en avanceret international aftale? Juncker gav i hvert fald ikke noget klart svar onsdag. Han gled af.

Junckers nye bygning
Indsættelsen af Junckers ny Kommission er en sejr for de, der ønsker et parlamentarisk demokrati i Europa, alene fordi han var udpeget af Parlamentet som ”Spitzenkandidat”. Det lykkedes at tvinge hans kandidatur igennem til overraskelse for mange stats- og regeringsledere, der hidtil har haft initiativet til at udpege en ny Kommissionsformand, som Parlamentet så siden skulle godkende.

Sejren blev markeret endnu engang i Parlamentet, hvor formanden, tyskeren Martin Schultz, var ivrig efter at komme med i billedet, når fotograferne skød på Juncker efter afstemningen. Omvendt understregede Juncker både i sin tale og på det efterfølgende pressemøde, at han og Schultz, der havde været rivaler under valgkampen, undervejs var blevet venner.

Parlamentet er Junckers første magtbase i de fem år der kommer, men spørgsmålet er, hvor solid den er, og hvor langt han kan få parlamentarikerne med på de initiativer, der skal til for at løse krisen. De partier der indgår i den store koalition, som den bliver kaldt, bestående af krist-konservative, socialdemokrater og liberale er trængt af skeptikerne hjemme i deres egne lande: Af Alternative für Deutschland i Tyskland, af UKIP i Storbritannien, af Marine le Pens Front National i Frankrig, af Podemos i Spanien osv.

For at undgå at miste popularitet vil de føle sig fristet til at føre en ”tilbagerulningspolitik” mod et ”mindre EU”, uanset om løsningen i spørgsmål som immigration, grøn omstilling, selskabsskat, bankunion osv. osv. nu også ligger bedst i de nationale regeringers eller i EU’s lommer.

Det er det ene problem, der tegner sig for Juncker. Det andet handler om den struktur, han har givet sin Kommission: Vil Timmermans virkelig kunne være en dynamisk leder af Kommissionens arbejde, når han skal have så store områder under sine vinger? Får man 21 dynamiske kommissærer ud af det, hvis alle deres initiativer skal gennem et råd af politiske kommissærer på ”øverste etage”? Det er i hvert fald let at finde MEPere, der udtrykker en vis skepsis. Den gamle struktur, man hidtil har haft med 28 ligestillede kommissærer har også sine problemer. Men den nye risikerer at ende som et omsvøbsdepartement i to etager med Juncker himself svævende over vandene.

300 milliarder euro
Foreløbig er det eneste konkrete, Juncker har fremlagt, at han vil fremlægge en plan om nye investeringer i europæisk infrastruktur for 300 milliarder euro (2.250 milliarder kroner), formentlige finansieret igennem European Investment Bank. Det talte han også om i sommer. Det nye er, at han nu lover pakken færdig inden jul, så den kan være klar til forelæggelse på topmødet 19.-20. december.

Dermed lægger han op til konfrontation med stats- og regeringscheferne, for en række lande med Tyskland i spidsen er fortsat imod enhver form for fælles hæftelse i EU.

Hvad pakken skal indeholde, ved vi ikke endnu. Det har jeg hidtil kun diskuteret med mig selv, sagde Juncker. Så han og hans Kommission får travlt i de kommende uger.

Pengene kan ikke komme fra Europas tomme statskasser, men ideen må være at trække private midler – f.eks. fra pensionskasser – ind i infrastrukturprojekter på europæisk plan, inden for transport. Beløbet er enormt i sig selv, men mange mener langtfra, det er nok. Det burde være mindst 800 millarder euro og helst 1.000 (7.500 milliarder kroner), mener eksperter ifølge Wall Street Journal. Det er rundt regnet 10 gange det samlede danske statsbudget.■

Ole Aabenhus er RÆSONs EU-redaktør.
Illustration: European People’s Party