24.10.2014

Er endnu et land i Mellemøsten på kurs imod en sekterisk borgerkrig orkestreret af regionens store spillere, Iran og Saudi-Arabien?

KOMMENTAR af Sarah Borger

Siden september har Yemens hovedstad Sanaa været styret af den shiitiske milits, Ansar Allah. Det har provokeret sunnimuslimske al-Qaeda til at angribe flere byer i landet, og en voldelig konfrontation mellem de to militser er i fuld gang. Samtidig er Adens gader fyldt med demonstranter fra seperatistbevægelsen Herak al-Janoubi, der kræver regeringen afsat og selvstændighed til Sydyemen. På sidelinjen sidder en impotent regering, en bekymret saudisk konge og en flok amerikanere med favnen fuld af droner. Lyder det bekendt?

Huthierne
Tirsdag nominerede den yemenitiske præsident Mansur Hadi sin nye premierminister. Valget faldt på Khalid Bahah, tidligere ambassadør i Canada og Minister for Olie og Mineraler. Bahah var ikke Hadis førstevalg, men blev indsat efter en række andre kandidater var blevet afvist af de shiitiske rebeller, der kaldes Huthierne (deres formelle navn er Ansar Allah).

Siden slutningen af september har bevægelsen haft kontrol over hovedstadens vigtigste, offentlige bygninger og checkpoints, og patruljerer i byen uden nævneværdig modstand fra regeringens sikkerhedsstyrker. Regeringen har i stedet valgt at samarbejde, eller snarere at forhandle med mr. Huthi – lederen af rebellerne. I løbet af den sidste måned har præsident Hadi således afgivet store løfter om repræsentation og indflydelse til militsen, og ifølge lokale medier er indsættelsen af den nye premierminister en del af en handel for at få huthierne ud af Sanaa. I skrivende stund har rebellerne dog ikke holdt deres del af sådan en aftale.
Tværtimod udvider huthierne stadig territoriet og har nu kontrollen med landets næststørste havneby, Hudeida, og provinserne Dhamar og Ibb. Dette har provokeret rivalerne AQAP (al-Qaeda på den arabiske halvø), der som modsvar blandt andet har angrebet byen Udain i nærheden af Ibb.

Huthibevægelsen er opkaldt efter stifteren Hussein Badreddin al-Huthi og ledes nu af hans strategisk dygtige bror, Abdul Malik al-Huthi – også kendt som ’mr. Huthi’. Den har eksisteret som politisk og paramilitær repræsentant for landets shiitiske (Zaidi) mindretal i mere end et årti, og har udgjort en konstant udfordring for den yemenitiske regering – mere på grund af en stor folkelig popularitet end gennem egentlig voldelig modstand. Langt hen ad vejen har regeringen dog affundet sig med, at huthierne kontrollerede nogle afsides bjergområder i det nordlige yemen, primært provinsen al-Saada. Men fra 2004 og indtil en fredsaftale kom på plads i 2010 førte regeringen seks saudisk støttede krige imod bevægelsen med store tabstal både på rebellernes side og blandt de civile i al-Saada.

Under det arabiske forår i Yemen i 2011 stod huthierne bag utallige, talstærke demonstrationer, og lagde sandsynligvis grunden til den popularitet, der har betydet, at de i de seneste måneder har kunne indtage både hovedstaden og store strategiske områder imod øst uden synderlig modstand.
Huthiernes kræver mere selvbestemmelse, ophævelse af en række subsidier, udskiftning af korrupte politikere, politisk repræsentation, og ikke mindst: at forfølgelsen af det shiitiske mindretal ophører. Mange af deres krav klinger bekendt, hvis man fulgte demonstranternes opråb under det Arabiske Forår. Og regeringens villighed til at samarbejde med mr. Huthi bydes velkommen blandt mange af landets sunnier. Men trods imødekommelsen af mange af deres krav, fortsætter huthierne tilsyneladende deres indtog af områder imod oliereserver i øst og vejen til Suezkanalen i vest. Sammenholdt med sunni-militsernes – heriblandt AQAPs – store modstand imod voksende shiitisk indflydelse er det svært at se en fredelig løsning på konflikten.

Sauderne
Sauderne har længe spillet en rolle i yemenittisk politik, og Yemens vaklende økonomi er dybt afhængig af de mange penge som omtrent 1 mio. yemenitiske gæstearbejdere i Saudi-Arabien sender hjem til deres familier. Sauderne ønsker et stabilt pro-saudisk Yemen – dels for at undgå spill-overs fra Yemens interne konflikter, og dels for at bevare adgangen til Adenbugten. Og det er lykkedes dem et pænt stykke hen ad vejen.

Sauderne spillede blandt andet en afgørende rolle for udfaldet af det Yemenittiske Forår. Da demonstrationerne tog til i 2011, og situationen blev for meget for tidligere præsident Saleh, drog han i eksil i Saudi Arabien, hvor han under stort saudisk pres underskrev en aftale med GCC (Rådet for politisk, økonomisk og militær samarbejde mellem Golflandene, Gulf Cooperation Council). Aftalen betød, at Saleh skulle træde af, udskrive valg og starte den såkaldte Nationale Dialog-proces, som i sidste ende skulle ende ud i en forfatning, alle politiske spillere kunne stå inde for. På den måde kunne man sikre nogle af de krævede reformer, uden at den gode relation til Saudi Arabien blev ødelagt. De første to krav i GCC-aftalen blev indfriet, og dialogprocessen blev tidligt i 2014 afsluttet under stor fanfare. Yemen skulle inddeles i seks relativt selvstyrende provinser og blive en føderal stat, et forbillede for resten af regionen, hvor alle parter tilgodeses – men den politiske enighed og stabilitet lader – mildest talt – vente på sig til saudernes store fortrydelse.

Ligesom huthierne er anti-amerikanske, så er de også erklærede anti-saudiske. Et shiitisk oprør kan meget vel flyde ind over den mildest talt porøse, saudiske grænse og anspore det shiitiske mindretal, som udgør omkring 25 pct af sauderne, til at lave ballade. Denne risiko virker særligt aktuel, efter at en prominent shiitisk præst blev dømt til døden i onsdags i Riyadh med store protester til følge blandt shiiter i hele regionen. Det var også den lille snert af et spill-over – et shiitisk angreb på en saudisk grænsepost – der fik sauderne til prompte at gå aktivt i krig med huthierne i 2009. Det var sjette gang, styret i Sanaa slog ned på den shiitiske bevægelse –og den opgave, man ikke havde kunnet løse gennem de forgående fem krige, klarede sauderne med en række yemenitisk støttede luftangreb under navnet Operation Sveden Jord (Operation Scorched Earth).

Den største kilde til saudernes bekymring er dog huthiernes forbindelse til ærkerivalen Iran. Ifølge sauderne har iranerne støttet Huthierne (Ansar Allah) de sidste ti år, og sauderne betragter huthiernes indtagelse af Sanaa som endnu et iransk skridt på vejen imod regional dominans. For iranerne kontrollerer Abadi i Bagdad, Assad i Damaskus og Hezbollah i Beirut – og nu også, ifølge Riyadh, huthierne i Sanaa. Sauderne er med egne ord ”omringet”. Selvom iranerne nægter at have noget med huthierne at gøre, peger meget på, at den Saudiske bekymring ikke er ren paranoia. Blandt andet er iranske grupper adskillige gange blevet snuppet i færd med at smugle våben ind til huthierne.

Al-Qaeda
Det er ikke kun huthierne, der bekymrer sauderne og den yemenitiske regering. Sunnimuslimske militser har også optrappet deres indsats i landet, ikke mindst fordi de føler sig truet af de shiitiske landvindinger. AQAP – ’Al-Qaeda på den Arabiske Halvø’ – har længe stået stærkt i Yemen og er erklærede modstandere af både regeringen, Saudi Arabien og USA. Amerikanske droner har adskillige gange angrebet AQAP bakket op af yemenitiske landtropper, i forsøget på at forhindre terrorangreb både i og udenfor Yemens grænser – som regel med et antal civile på tabslisten. Den amerikanske økonomiske støtte til Yemen vokser parallelt med truslen fra AQAP. I 2006 lovede amerikanerne således Yemenitterne 4,6 mio dollars årligt i bistand. I 2008 opstod AQAP som en erklæret del af al-Qaeda og tallet voksede til 22 mio. I 2010 udførte AQAP en række terrorangreb både i og udenfor Yemen, og tallet voksede til 130 mio om året. I 2012, efter det arabiske forår skabte momentum for adskillige oprørsgrupper – heriblandt AQAP, lovede Obama-administrationen yemeniterne 337 mio dollars. Yemen har beviseligt været en vigtig allieret i den amerikanske indsats imod al-Qaeda, og man må formode, at amerikanerne følger den eskalerende krise med den samme bekymring som sauderne. En kortvarig våbenhvile blev etableret mellem huthier og AQAP i fredags, men lørdag brød voldsomme kampe endnu engang ud imellem de stridende parter i provinsen Ibb, hvor AQAPs hovedkvarter befinder sig.

Samtidigt, et andet sted i Yemen
Som om det ikke var nok har urolighederne mellem regeringen, AQAP og Huthierne/Ansar Allah har skabt et nyt momentum for den sydyemenitiske separatistbevægelse, Herak al-Janoubi. Titusindvis af demonstranter samledes tirsdag i havnebyen og tidligere sydyemiitiske hovedstad Aden – samme dag som den nye premierminister udnævntes, og huthierne indtog havnebyen Hudeida. Separatisterne kræver et selvstændigt Sydyemen, og har givet regeringen i Sanaa frist til 30. november til at overgive magten i syden til en regering baseret i Aden. Herak al-Janoubi har i årevis krævet selvstændighed og beskyldt centralregeringen for at marginalisere den sydyemenitiske befolkning og udnytte de lokale olieressourcer uden at tilgodese sydyemenitterne. Og bevægelsen mener, måske med rette, at de eskalerende kampe mellem Huthierne og AQAP er et bevis på regeringens manglende evner til at kontrollere landet.

Sekterisme?
Det er oplagt sætte et sekterisk mærkat på denne konflikt. Før 1962 blev Yemen styret af zaidi-shiitiske imamer. Så var der en revolution, og herefter rejste store dele af befolkningen til Afghanistan for at kæmpe imod den sovjetiske invasion eller til Saudi Arabien for at arbejde. De vendte hjem med wahabismen, en salafistisk gren af sunni-islam, som politiserede religionen i højere grad end hidtil. Endnu en revolution fandt sted i 1990, hvor Syd- og Nordyemen blev samlet. Det sunnimuslimske parti, Islah-partiet, støttede præsident Saleh i den politiske tumult efter sammenlægningen, mens zaidi-shiiterne i Nord blev endnu mere marginaliseret. Konsekvenserne var løbende kampe mellem sunni- og shiamilitser, særligt i nord omkring al-Saada. Endnu en revolution – denne gang det Arabiske Forår og afsættelsen af præsident Saleh – i 2011, og herefter en endnu større polarisering imellem shiiterne i Huthibevægelsen – og sunnierne i al-Qaeda (AQAP). Og nu konflikten mellem Iran (shia) og Saudi Arabien (sunni), som hurtigt kan få det overordnede ansvar for balladen. Begge spillere har dog længe været part i konflikten, Saudi Arabien har altid haft interesse i Yemen, og allerede i 2009 bemærkede en ekspert, Gregory Johnson: ”The continual crying of wolf in this might be a bit of a self-fulfilling prophecy, in that certainly Iran is now supporting the Houthis”.

Men som det også er tilfældet med borgerkrigen i Syrien og IS’ indtog i Levanten, er sekterismen en faktor, men næppe en fuldt dækkende forklaring.
Vil man forstå årsagerne til krisen i Yemen, så skal man som i de fleste andre tilfælde i regionen se på de inkompetente regeringer, den markante økonomiske krise, den ulige fordeling af landets ressourcer, den absurd høje arbejdsløshed og ikke mindst det sikkerheds- og magtvakuum, de seneste års politiske kaos har efterladt.

Fra galt til værre
Situationen omkring Yemens økonomi er mildest talt kritisk. Yemen har oliereserver, men ikke nær så mange som de omkringliggende lande, og Yemen er fx ikke med i OPEC. Reserverne svinder desuden hurtigere ind, end man havde forventet. Når befolkningstallet på mindst 23 mio samtidigt vokser drastisk – med ca. 3,5 pct årligt, kvinder føder i gennemsnit syv børn – lægger det et markant pres for at finde alternative indtægtskilder til landet. Desværre har turismen trange kår på grund af terrortruslen, både industri- og landbrugssektoren er dårligt udviklede, og Yemenitterne importerer en stor del af deres fødevarer.
Fordelingen af de ressourcer, der trods alt er, er mildest talt dårligt administreret af landets ledelse, og ifølge CIA’s World Fact Book levede over 45 pct af yemenitterne under fattigdomsgrænsen, altså 2 dollars om dagen, i 2012. Af alle arabiske lande ligger Yemen nederst på Human Development Index.

Yemen er udadtil et demokrati, men reelt har den almindelige yemenit ikke mulighed for at påvirke landets politik og fordelingen af ressourcer. Den tidligere præsident Saleh styrede landet egenhændigt i mere end 30 år, og havde adskillige familiemedlemmer på topposterne bl.a. indenfor militæret. Saleh er stadig aktiv på den politiske scene, og den en nuværende præsident Hadi, som i sin tid var Salehs vicepræsident, fører stort set hans linje videre. Den officielle politiske scene, ikke mindst parlamentet, er i det hele taget præget af korruption, opportunisme og inkompetence.

Sammenholdt med, at 1/3 af yemenitterne er arbejdsløse, er det ikke så sært, at de er frustrerede, og at tilliden til centralregeringen er minimal. Yemenitterne retter i stedet deres loyalitet imod sekteriske ledere, politiske subgrupper og konkurrerende stammer, der i vid udstrækning leverer det sociale sikkerhedsnet, som regeringen ikke forsyner. I 2003 var antallet af registrerede våben per indbygger er det højeste i verden, kun overgået af USA (Small Arms Survey, 2003). Og da dette tal sandsynligvis kun er vokset, særligt efter 2011, så er det ikke vanvittigt overraskende, at væbnede konflikter og oprør opstår.

Sekterismen er unægtelig en politisk udvej for de frustrerede yemenitter, men den er kun én af flere. Seperatistbevægelsen, Herak al-Janoubi, udgør også en massiv trussel imod regeringen, og de har ingen religiøs agenda. Og de shiitiske huthier har stor opbakning blandt mange af Yemens sunnimuslimer, fordi deres krav resonerer med store dele af befolkningen på tværs af religion og i mange tilfælde geografi. Den konstante benævnelse af regionens kriser som sekteriske konflikter ender med at være den selvopfyldende profeti, som Gregory Johnson talte om i 2009. Den fjerner fokus fra de grundlæggende sociale, politiske og økonomiske problemer, der udløser kriser og krige, og som skal behandles før holdbare løsninger kan komme på plads.

Indenfor de seneste dage har FNs sikkerhedsråd meldt ud, at personer, der modarbejder landets demokratiske overgang, vil blive pålagt sanktioner. Og indtil videre peger alt på, at de rettes imod tidligere præsident Saleh og et par fremtrædende huthi-ledere. Men som landet med hastige skridt bevæger sig ned i et fragmenteret kaos, må det unægtelig blive sværere og sværere for FN at gennemskue, hvem der egentlig ”modarbejder demokratiet”.■

Sarah Borger (f. 1981) er RÆSONs Mellemøstredaktør. Hun er BA i arabisk og kommunikation og cand.com fra Roskilde Universitet. Hun har været bosat i Mellemøsten over flere omgange, og arbejdede blandt andet med politiske kampagner under det første egyptiske præsidentvalg.
FOTO: Hugh MacLeod/IRIN – Flygtningelejr for huthier i Nordyemen.