20.10.2014

Kan EU have en spansk oliesheik til at stå for miljøet i EU og ungarsk Orban-støtte til at passe på kulturen? Den ny Kommission under Jean Claude Juncker har fået ros, men mange spørgsmål hænger i luften efter kommissærhøringerne i Bruxelles.

Af Ole Aabenhus, RÆSONs Europa-redaktør

Vi har fået den bedste Kommission nogensinde! Det siger samstemmende den gamle EU-kritiker Jens Peter Bonde og et af EU’s helt nye medlemmer, Morten Helveg Petersen (R) – på trods af den kritik, der har været af flere kommissærer – først og fremmest den ny kommissær, der skal stå for miljøet, og som har nær tilknytning til spanske olieinteresser.

Det får partigruppen De Grønne, der ellers har bakket op om Juncker, til at være endog meget kritisk over for den ny Kommission. Margrete Auken (SF) fra de grønne taler om ”rådne æbler”, som kan ”skade hele Kommissionen”.

Parlamentet skal godkende sammensætningen af Jean Claude Junckers ny Kommisson på onsdag i Strasbourg. Høringerne af de enkelte kommissærer er reelt slut, skønt der står to forsinkede runder tilbage, mandag aften: Slovenien har måttet udskifte sin kommissær, fordi et flertal i Parlamentet mente, at den oprindelige kandidat klarede sig for dårligt. Det har ført til en omplacering af kommisærernes sagsområder, derfor den ekstra høringsdag. Men de store grupper i Parlamentet er indstillet på, at de to – sloveneren Violeta Bulc og slovakken Maros Sefcovic – skal glide lige igennem, så den ny Kommissionen kan godkendes som planlagt og overtage styret 1. november. Ikke mere kaos i EU lige nu!

Høringerne
“Høringerne fungerer godt og er en god demokratisk mekanisme,” siger Margrete Auken, og det samme mener flertallet af de danske parlamentarikere, RÆSON har talt med. Nogle mener endda, at man burde indføre tilsvarende høringer – en slags ministereksamen – i det danske Folketing.

Men der er to store problemer: Det ene er den manglende mulighed for at komme med opfølgende spørgsmål:

En høring er på tre timer, og Parlamentets formandsskab har på forhånd fordelt tiden, så der er plads til 45 spørgsmål. Hvert spørgsmål kan vare ét minut, svaret to minutter, opfølgende spørgsmål 30 sekunder og gensvaret tilsvarende kort. Tilmed er de 45 spørgsmål fordelt på forhånd efter partistørrelse, så f.eks. socialdemokraterne kan få lov at spørge ti af gangene. Som Christel Schaldemose siger det: ”Det er blevet meget mere styret fra toppen, og partierne bruger taletiden til at præsentere egne synspunkter”. Tilmed betyder de stramme taletidsregler, at det bliver alt for let for en kommissær at glide af og bruge sin taletid på ”Tak for et godt spørgsmål” og ”Ja, det står der også noget om i Lissabontraktaten….”

Lokumsaftale
Det andet problem handler om, at de to store grupper, Socialdemokraterne og de krist-konservative i EPP (European People’s Party) holder hånden over hinandens parti-kandidater. ”De har indgået en lokumsaftale,” som Jens Peter Bonde siger det. Alle er enige om, at den slovenske kandidat, som Parlamentet har sat på porten – Alenka Bratusek – vidste for lidt om det fagområde, hun skulle tage sig af, klima og energi.

Men en kandidat som Karmenu Vella fra Malta, der skulle tage sig mere specifikt af miljø, har fået tilsvarende kritik. ”Han var jammerlig,” siger Margrete Auken, men han gik lige igennem. Og forklaringen? – At Vella var medlem af den socialdemokratiske gruppe. Bratusek derimod var fra et nyt lille liberalt parti i Slovenien, og Den liberale partigruppe, den tredjestørste i Europa-Parlamentet, havde hverken lyst eller evne til at forsvare hende.

”Lokumsaftaler” er der masser af i Europa-Parlamentet, når det handler om magtfordeling. Men mange mener, de kommer til at præge billedet ekstra meget nu, fordi skeptikergruppen i Parlamentet er blevet så stor efter valget i maj. Kun ved at holde sammen og altid stemme en bloc er de ”gamle partier” i stand til at holde på magten. Og de fire gamle – de krist-konservative, Socialdemokraterne, De Liberale og De Grønne – vil endda i mange tilfælde være nødt til at trække på gruppen af konservative euroskeptikere, ECR, hvor bl.a. David Camerons britiske konservative sidder.

De rådne æbler
Det mest omtalte af de rådne æbler, Margrete Auken taler om, er spanieren Miguel Arias Cañete,
der er udset til posten som miljø- og energikommissær på trods af et habilitetsproblem, der består i, at han har nære forbindelser til olieindustrien.

NGO’er som Corporate Europe Observatory og Friends of the Earth har eftervist, at Cañete samt hans hustru og søn står bag omfattende olieinteresser, placeret i et netværk af selskaber, der ender i skattely på de caribiske Antiller. Under høringerne måtte Cañete gang på gang bedyre, at han har afhændet alle sine aktier i de pågældende selskaber, til en værdi af 3,2 millioner kroner, herunder også sine kones og sin søns. Men ikke et ord har han villet sige om, at hans svoger netop har overtaget de bestyrelsesposter, han sad på, i de samme selskaber.

Cañete overlevede dog høringerne. Korte spørgsmål om det samme og det samme, og en Cañete, der gled af med ”Tak for spørgsmålet” og en evig gentagen af, at ”som jeg allerede har sagt, har jeg afhændet alle mine, min kones og min søns interesser”.

Løsningerne
Juncker har som Kommissionsformand den store fordel, at han har kontakt til og respekt i stort set alle 28 medlemslande. Det har betydet, at han har kunnet håndplukke mange af kommissærerne, mener Christel Schaldemose, men omvendt har han ikke lyst at vende tilbage til en regering med besked om, at dens kommissær alligevel ikke kunne bruges.

Så hvad gør han? Han forhandler lidt med de forskellige gruppers ledelse og ændrer på porteføljen, så alle bliver glade, lidt i hvert fald. I Cañetes tilfælde fik Juncker lavet en aftale med socialdemokraterne om, at spanieren kom under overopsyn af Kommissionens nr. to, den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans – uanset at Timmermanns for længst har målet fuldt af interessante opgaver inden for ”tilbagerulning af EU’s overadministration”.

Tilsvarende er det gået med den ungarske kommissær, Tibor Navracsics. Der lød et ramaskrig, da det viste sig, at Juncker i sin oprindelige fordeling af opgaver havde overladt kultur-, menneskerettigheder og demokratifremme til en mand, der som Victor Orbans højre hånd havde gennemført en yderst problematisk medielovgivning. Socialdemokraterne var særdeles utilfredse med høringen: Kritiske spørgsmål fik korte og ukonkrete svar, som stort set var citater fra traktaterne.

Socialdemokraterne forlangte Navracsics taget af listen, men ”Juncker vil ikke tilbage og tage Orban i skole,” siger Christel Schaldemose. Det ville give ham problemer, når Kommissionen skal forhandle med stats- og regeringscheferne.

Så resultatet blev, at Juncker lovede at flytte menneskerettigheder og demokratiudvikling til andre kommissærer, men præcist, hvordan det skal ske, ved vi ikke endnu. Junckers endelige liste kommer først tirsdag – og på et pressemøde fredag forklarede Parlamentets talsmand, at ”mindre områder” vil kunne forhandles senere – efter den endelige godkendelse.

Stærk, men med svagheder
Så det vil ikke lykkes at få en Kommission uden pletter. Alligevel er der en bred enighed i Parlamentets ”fire gamle” partier om, at det er en stærk Kommission, der skal godkendes på onsdag. ”Den stærkeste nogensinde”, siger Morten Helveg Petersen, men Christel Schaldemose tilføjer et ”måske”: Junckers nye system – med kommissærer på to niveauer og vicepræsidenter, der skal holde øje med andre kommissærer, plus en nr. to, der skal rulle EU tilbage og holde øje med alle de andre – kan ende med, at Kommissionen stort set ikke får lavet noget.

Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU har et helt andet synspunkt: ”Jeg brød mig ikke om den gamle Kommissions økonomiske politik, og det ser ikke ud til, at den ny bliver meget anderledes,” siger hun til RÆSON.

”Når vi har spurgt om arbejdsløshed i de høringer, der har været, har de nøjedes med at sige, at den politik, der hidtil har været ført, har været den rigtige, så den skal man fortsætte med at føre. Så man kan sige: Der kommer nye strukturer og nye arbejdsområder, men hvis de stramninger, man har gennemført i de sidste fem år, bare bliver videreført, så bliver det jo ikke bedre”. Så hun stemmer nej på onsdag. ■


Ole Aabenhus er RÆSONs EU-redaktør. Illustration: Tibor Navracsics under føringen i Parlamentet [FOTO: EU-Kommissionen]