17.10.2014

Verden står i flammer. Over 51 mio. mennesker er på flugt. Det er mennesker, som drømmer om fred. Og om en fremtid. En del af dem ønsker at bede for det sidste, et sted hvor de kan finde det første – og det kan de i Europa. Forestiller de sig, i hvert fald.

For i Grækenland – hvor porten til det forjættede Europa åbner sig i Ægæerhavets blå bølger mellem den tyrkiske kyst og de græske øer – møder disse menneskers desperation en dysfunktionel græsk stat og et samfund, som i disse år befinder sig i en afgrundsdyb krise, der lader grækerne magtesløse over for presset udefra.

BAGGRUND af Johan Varning Bendtsen

Den 22. august sank en båd med immigranter på vej fra den tyrkiske kyst til den græske ø Tilos. 81 personer blev reddet, og et ukendt antal personer druknede. Samme dag blev over 100 immigranter pågrebet ud for øerne Chios og Farmakonisi. Mellem d. 26. og d. 29. august pågreb den græske kystvagt over 250 illegale immigranter i kæntreklare både på vej gennem Ægæerhavet. Den 14. september druknede op imod 500 mennesker på vej fra Nordafrika mod Malta.

I Ægæerhavet, ø-paradiset mellem Tyrkiet og Grækenland, er døden blevet hverdag – reduceret til højst en mindre notits i de større aviser. Amnesty International anslår, at over 23.000 mennesker på flugt har mistet livet i havene mellem Tyrkiet, Nordafrika og Europa siden år 2000. Ægæerhavet tegner sig for en god portion af disse, og betegnelsen ’immigrant-kirkegården’ er blevet the ”new normal”. Og dem, man aldrig hører om, nemlig de såkaldt heldige, dem som slipper gennem porten til Europa uden at blive opdaget på vejen, de er ikke nødvendigvis lykkelige skæbner.

”Jeg har lige mødt en mand, som mistede sin kone og tre børn på havet. De druknede bare. De er flygtet fra krig, har undgået at blive skudt eller bombarderet, og så drukner de på vej til Grækenland. Der er så mange tragiske skæbner iblandt,” fortæller Kenneth Brant Hansen, projektleder hos den dansk-græske NGO Faros (Fyrtårn), som hjælper udokumenterede mindreårige i Athen.
Fra Athen ser man magtesløst til, imens Grækenland kommer under stadigt større pres fra alle sider: En eksplosiv stigning i antallet af flygtninge og udokumenterede immigranter, som forsøger at komme ind i landet, kombineret med økonomisk krise og en skrøbelig politisk situation, har sat det græske samfund på den hårdest tænkelige prøve siden den økonomiske krises indtog i 2009, hvilket skaber en håbløs situation for stort set alle involverede.

På flugt
Ifølge Amnesty International er over 51 mio. mennesker verden over i dag på flugt. Fra krige, konflikter, katastrofer eller sult. De kommer især fra Afghanistan, Somalia, Eritrea, Irak og ikke mindst Syrien. En stor del af dem lever i enorme flygtningelejre i nærområderne. I øjeblikket estimeres det for eksempel, at der bor over én mio. flygtede syrere i Libanon, 800.000 i Tyrkiet, en halv mio. i Jordan samt flere hundredetusinde i Irak og Egypten. Samtidig lever over otte mio. syrere som internt fordrevne i Syrien.

130.000 ud af disse 51 mio. mennesker er nået til Europa ad søvejen i løbet af første halvdel af 2014. Allerede på nuværende tidspunkt er antallet således fordoblet i forhold til sidste år. Mange af dem sejler med livsfarlige og overlæssede fiskerbåde fra den nordafrikanske kyst og mod Malta eller italienske Lampedusa. En markant kortere rute går dog gennem Ægæerhavet fra Tyrkiet til de græske øer. Her tvinger menneskesmuglerne ofte de flygtende til at kæntre bådene, således at den græske kystvagt er tvunget til at redde dem. Det er bare ikke hver gang, at kystvagten når dette i tide.

I den østlige del Ægæerhavet, hvilket er det område, som især personer fra Afghanistan og Mellemøsten bruger til at komme ubemærket fra Tyrkiet til en af de græske øer som Samos eller Lesbos, og dermed det forjættede EU, taler tallene sit tydelige sprog. I hele 2012 tilbageholdt den græske kystvagt 3.345 personer på vej mod EU. Alene i august måned i år har man tilbageholdt 6.297. For hele 2014 regner man fra græsk side med, at tilbageholde over 31.000. Og det er vel at mærke kun dem, som myndighederne får fat i i græsk farvand. Dertil kommer de mange tusinde, som bliver stoppet i Tyrkisk farvand, samt dem, som mister livet på overfarten, og alle dem, som undgår kystvagtens radar. I 2012 reddede den græske kystvagt, ifølge egne oplysninger, 644 mennesker fra druknedøden. I år forventer man at skulle redde i omegnen af 6.500 personer. Samtidig har den græske minister med ansvar for Ægæerhavet, den konservative Miltiadis Varvitsiotis, for nyligt efterspurgt en større sum euro fra EU, således at patruljeringen kan fortsætte. For som han tidligere på året udtalte i forbindelse med 12 immigranters druknedød, så kan manglen på økonomiske midler meget vel gå udover ”kvaliteten” af kystvagtens redningsaktioner.

Fra land til vand
Jagten på et bedre liv har dog ikke altid foregået med båd fra Tyrkiet til Lesbos, Samos eller nogle af de andre græske ferieøer. Tidligere foregik stort set al immigration ad landvejen mellem de to lande, nærmere bestemt i den nordgræske region Evros, men siden 2012 har de græske myndigheder i samarbejde med EU’s grænseagentur Frontex sat en effektiv stopper for dette: Indsatsen, som blev døbt Operation Aspida, bestod af et tre meter højt hegn, 1800 politifolk samt en bunke overvågningsudstyr, og stoppede stort set immigrationen fra den ene dag til den anden. Ad landvejen, altså. For dagligdage fyldt med sult, død og nød i alle tænkelige afskygninger fik så absolut ikke immigranterne til at skyde drømmen om et bedre liv i Europa ned. Tværtimod oprettedes på rekordtid effektive, men langt mere risikable, menneskesmugler-ruter mellem den tyrkiske kyst og de græske øer, og allerede kort tid efter begyndte butikkerne i og omkring den tyrkiske by Izmir at udvide sortimentet med redningsveste. Lukningen af én grænseovergang flyttede trafikken til en ny, og ikke-sødygtige både blev søsat stuvende fulde af familier på flugt. Desperationen er en umådelig stærk drivkraft. Som Raad fra Gaza fortæller til Al Jazeera, efter han overlevede en kæntringsulykke på vej mod Europa:

”Jeg husker ikke én eneste god dag, siden jeg blev født. I Gaza er der tyranni. Der er hverken liv eller latter. Og du ved aldrig, om det er i dag, at nogen kommer for at slå dig ihjel. Vi må til et land, hvor man respekterer menneskeliv.”

Velkommen til et dysfunktionelt system
Men drømmen om et bedre liv i Europa bliver for de færrestes vedkommende indfriet i Grækenland. De oplever i stedet mødet med et dysfunktionelt system i et land, som har en række andre udfordringer, som rangerer over flygtninge og udokumenterede immigranter. Det, der møder personer, som kommer til Grækenland, er så langt fra Södertälje og humanitære stormagtsambitioner, som man nærmest kan komme.

”Man behøver ikke rejse til Afrika eller Mellemøsten for at finde systemer, som slet ikke kan håndtere de mennesker, som kommer til landet. Det findes her i vores egen baggård, inden for EU’s grænser,” fortæller Patricia Kirk, der gennem sit arbejde i NGO’en Faros dagligt oplever problemerne med det græske system på nærmeste hold.

”Situationen i Grækenland er dybt kaotisk med en økonomisk krise og en dysfunktionel stat. Det er ikke som i Danmark, hvor staten hjælper med et sted at bo og en form for skolegang, specialundervisning og så videre. Her er stort set alt overladt til NGO’erne. Både hvad angår de, der har papirer, og de, som ikke har,” forklarer hun.

Det er nemlig langt fra alle, som ønsker at søge asyl i Grækenland. Kenneth Brant fortæller, at Grækenland i langt de fleste tilfælde blot er et transit-land, hvor man forsøger at undgå kontakt med myndighederne.

”De fleste har ikke interesse i at søge asyl, fordi de hører fra deres venner, som er i asyl-lejrene, at fremtidsudsigterne simpelthen smuldrer bort der. Og efter lejrene ender man alligevel på gaden, fordi der ikke er noget system til at tage over bagefter. Hverken hvad angår uddannelse, bolig, en eller anden form for understøttelse eller lignende,” fortæller han og uddyber:

”For det andet har mange af dem fået at vide af menneskesmuglerne, at hvis de søger asyl i Grækenland, så kan de ikke få asyl et andet sted. Det er dog ikke helt rigtigt i øjeblikket, hvor man har suspenderet Dublin-forordningen (som jf. Udlændingestyrelsen siger, at asylansøgere skal have deres sag behandlet i det EU-land, de først ankommer til, red.) i forhold til Grækenland, da modtageforholdene er så elendige. Men mange af dem vil bare gerne videre til et sted, hvor der eksisterer minimalt håb om en fremtid.”

Hvis man bliver pågrebet uden papirer i Grækenland, risikerer man at blive sat i detentionscentre i op til 18 måneder. Læger uden Grænser har kritiseret forholdene i disse centre for at være så elendige, at det gør folk decideret syge og selvmordstruede. De umenneskelige forhold mange dokumenterede såvel som udokumenterede immigranter lever under i Grækenland, er dog ikke noget, som nødvendigvis er fremmed for myndighederne. Chefen for det græske politi, Nikos Papagiannopoulos, kom tidligere i år under kraftig beskydning for i en hemmelig optagelse at sige, at asylansøgere og illegale immigranters liv skulle gøres så forfærdelige som muligt, mens de er i Grækenland.

Såfremt det lykkes at undgå kontakt med systemet, handler opholdet i Grækenland om at skaffe penge. Først og fremmest til overlevelse, dernæst til den videre færd til andre europæiske lande. Grækenland er et transit-land, hvor det gælder om at bevare et minimum af håb for fremtiden, samtidig med at man skraber penge sammen.

”De, som ikke er i kontakt med systemet, de hutler sig igennem livet på gaden. For eksempel ved at samle brugt jern de kan sælge. Eller ved at prostituere sig i parkerne,” fortæller Patricia Kirk.

Fjendtligt politisk klima
Grækenland er et af de lande, som blev ramt allerhårdest af finanskrisen, og man kæmper stadig med at forlade recession og undgå fatal politisk ustabilitet. Den offentlige gæld er på 175 pct. af BNP, den næsthøjeste i verden, og arbejdsløsheden ligger relativt stabilt omkring de 27 pct. (60 pct. blandt unge). Endvidere viste en rapport for kort tid siden, at tre ud af fem grækere lever i, eller på grænsen til, fattigdom. Alt i alt en situation, hvor overskud til at åbne armene for mange tusinde immigranter langt fra befinder sig øverst på den politiske såvel som den folkelige dagsorden. Som et led i de reformpakker, som har været betingelsen for trojkaens (de tre långivere ECB, EU-Kommissionen og IMF, red.) lånepakker til den lidende græske økonomi, har man blandt andet skåret massivt i lønninger, offentligt ansattes pensionsordninger mv. Leveomkostningerne er steget, lønningerne er reduceret, og utilfredsheden og desperationen har bredt sig op gennem fundamentet i demokratiets vugge. Samtidig er immigranter, udokumenterede såvel som dokumenterede, begyndt at fylde rigtig meget i bybilledet, særligt i Athen og Thessaloniki, hvor de bliver et let offer for populistisk politik i en krisetid.

Kombinationen af EU-modstand, arbejdsløshed, mismod samt frygten for, og truslen fra, de udefrakommende, har især ét parti formået at kapitalisere på: det højreradikale Gyldent Daggry. Med en kombination af uddeling af mad til sultende grækere og selvtægt manifesteret i chikane, racistisk vold (og sågar mord) rettet mod illegale immigranter, har de opnået en bred opbakning i den græske befolkning. I den nyeste meningsmåling er Gyldent Daggry Grækenlands tredjestørste parti, kun overgået af det den ene halvdel af regeringskoalitionen, det konservative Nyt Demokrati, og så venstreradikale SYRIZA. Altså er Gyldent Daggry, et parti med eksplicitte nazi-referencer, større end PASOK, det socialdemokratiske regeringsparti. Og dette til trods for, at en stribe ledende medlemmer, herunder 18 parlamentsmedlemmer, de seneste måneder har været varetægtsfængslet som led i en større sag, som blandt andet omfatter besiddelse af våben og sprængstof, samt vold og anden kriminel aktivitet.

I august brød medlemmer af Gyldent Daggrys ungdomsafdeling ind i en bygning, som husede en uofficiel søndagsskole for børn af udokumenterede immigranter i Piræus. Her malede de hagekors og slagord på væggene, ødelagde inventar og stjal computere med information om de frivillige lærere. Dette skete kun få dage efter, at en immigrant-lejr blev angrebet med molotovcocktails i en anden større by, Patras.

Det politiske klima i Grækenland er på mange måder betændt, og det smitter af på håndteringen af den kaotiske situation med immigranter og flygtninge.

”Det politiske klima har enorm betydning for viljen til at gøre noget ved de her problemer. Den nuværende regering har været nødt til at overtage dele af Gyldent Daggrys retorik, altså at problematisere flygtninge og illegale i langt større omfang end tidligere, for simpelthen at undgå en for stor vælgerblødning til det yderste højre. Derfor er det blevet mainstream at være benhård over for de her mennesker; simpelthen at behandle mennesker som dyr,” fortæller Kenneth Brant og uddyber:

”Politikken går slet og ret ud på at holde folk ude, og såfremt de kommer ind, så skal deres liv gøres så uudholdeligt som muligt. Man ønsker, at de tager hurtigt videre, eller simpelthen hører fra andre, at man ikke skal tage over Grækenland. Derfor gider man heller ikke investere i at forbedre forholdene på de dybt kritiserede modtagelsescentre, heller ikke selvom der er lovgivning omkring det,” forklarer han.

Dystre fremtidsudsigter
I øjeblikket har løsningerne på de konflikter og katastrofer, som sender mennesker overalt i verden på flugt, lange udsigter. Samtidig er der grænser for, hvor længe nærområder som eksempelvis Tyrkiet og Libanon kan blive ved at modtage i tusindevis af nye mennesker. Ifølge Kenneth Brant er det dog en myte, at alle flygtninge og illegale immigranter ønsker sig til eksempelvis Danmark.

”Det er en forsvindende lille del, som for alvor ønsker at komme til Europa. Jeg har aldrig mødt en flygtning, som specifikt har sagt, at han gerne vil til Danmark! De ønsker som regel at være i nærområderne, så de kan tage tilbage, så snart der er fred, og en mulighed for at bygge deres liv op på ny. I øjeblikket er nærområderne bare så overbelastede, og udsigterne til snarlig fred så dårlige, at det skaber en markant anderledes situation end normalt,” fortæller han.

Fra græsk side har man rettet skytset og utilfredsheden mod Berlin, Bruxelles og EU-medlemslandene generelt.

”Man forstår ikke, at EU-landene ikke vil tage mere ansvar. Især hele Østeuropa og Baltikum, som stort set ingen flygtninge tager. De har udmærkede faciliteter. For eksempel har Riga ti gange bedre centre end her, men der bor kun et par stykker, hvorimod der er totalt overlæsset her i Grækenland,” forklarer Kenneth Brant.

Det er især den såkaldte ”burden sharing”, som har præget debatten om det stigende antal mennesker på flugt. Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maiziére (CDU), har i den forbindelse efterlyst en mere retfærdig fordeling af de syriske flygtninge. Over for Der Spiegel har han ytret ønske om en tydeligere europæiske solidaritet, en solidaritet som grækerne ligeledes, om end med en mindre gennemslagskraft, forsøger at appellere til. Og det er den rigtige retning at tage debatten i, mener Kenneth Brant:

”Mange steder handler debatten om, hvorfor Vesteuropa ikke tager imod flere mennesker på flugt. Men det egentlige problem er den manglende solidaritet på tværs af hele Europa.”

Dette synspunkt bakkes op af en ny rapport fra FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR). Den viser, at det på verdensplan er blot seks lande, Tyskland, USA, Frankrig, Sverige, Tyrkiet og Italien, som fordeler to tredjedele af det voldsomt voksende antal flygtninge imellem sig. Samtidig blev der givet asyl til markant færre i lande som Polen og Ungarn sidste år sammenlignet med tidligere.

I Athen bredte der sig dog en midlertidig optimisme, da den nuværende Forsvarsminister, den konservative Dimitris Avramopoulos, tidligere på året blev udpeget som kommende kommissær for den nyoprettede portefølje for migration og indre anliggender. Kenneth Brant Hansen tvivler dog stærkt på, at kommissærposten vil gøre en mærkbar forskel i forhold til de specifikke græske problemer:
”Avramopoulos skal jo rette ind ligesom alle andre. Når man træder ind ad døren til Kommissionen, efterlader man sine nationale interesser i entreen,” lyder hans forudsigelse.

Hvorvidt situationen vil lysne for de millioner af mennesker, som i dag lever på flugt, og hvorvidt de europæiske lande vil finde frem til en bæredygtig tilgang til en omkringliggende verden, som i stigende grad er i opløsning, det synes langt fra lige for. Sikkert er det dog, at alle håber på bedre tider. Om end håbet, ifølge Kenneth Brant, kan ligge på et meget lille sted, her midt i den græske hovedstad:

”Nogle af dem vi møder kunne godt tænke sig at arbejde som mekanikere i fremtiden. Det har de måske stiftet bekendtskab med i deres hjemland. Men generelt er det meget beskedne drømme, de her mennesker har. Ingen siger, at de vil have et stort hus, mange penge eller sådan nogle ting. De ønsker en familie, fred og et eller andet håb for en fremtid. Og så er der også mange af dem, som simpelthen er bange for at drømme om fremtiden – de har fået smadret håbet alt for mange gange i løbet af deres korte liv,” fortæller han. ■

Johan Varning Bendtsen er bachelor i Politik & Administration og Journalistik fra Roskilde Universitet. Han er i øjeblikket bosat i Athen. [Foto: Arkivfoto]