30.09.2014

Af Niels Westy, cand.polit. og FT-kandidat for Liberal Alliance

Brasilien går til valg midt i økonomisk stagnation og stigende utilfredshed, ikke mindst i middelklassen. Når vælgerne sætter deres kryds ud for den kandidat, som de helst ser som Brasiliens næste præsident ved første runde den 5. oktober, er der reelt kun tre kandidater, som har en chance:

Dilma Rousseff (f. 1947)
Den siddende præsident – kaldet ’Dilma’ – fra Brasiliens Arbejderparti (PT) blev ’opfundet’ af sin forgænger Luiz Inácio da Silva (Lula). Det var hans popularitet, som sikrede hendes valg i 2010. I modsætning til Lula, som arbejdede sig op gennem fagforeningerne i São Paulo, har Dilma en akademisk baggrund. Desværre er hendes forståelse for, hvorledes markedet fungerer, lige så begrænset som hendes forståelse for, hvorledes man navigerer i Brasiliens kaotiske politiske system, hvis man spørger hendes politiske modstandere. Og dem er der blevet en del flere af de seneste fire år.

Dilma har i langt større grad end sine forgængere stået for dirigisme i den økonomiske politik. Statens rolle rækker således langt ud over blot at regulere. Den skal lede udviklingen. Her er hun snarere på linje med 1970’ernes skiftende militærregimer. Desuden har den løbende politik været præget af hyppige indgreb, regelændringer og regulering i forsøgene på at få styr på interne og eksterne balancer. Dette til stor skade for erhvervsklimaet, der lider under den fortsatte usikkerhed. Ifølge vælgeranalyser henter Dilma primært sine stemmer blandt Brasiliens absolut fattigste på landet og i de mindre byer (under 50.000). Før Marina Silva blev kandidat, kunne hun også regne med stor støtte blandt den lavere middelklasse. Sådan er det ikke længere. Mens Dilma fortsat er ret sikker på at vinde første runde af præsidentvalget er muligheden for, at hun taber i anden valgrunde, stor.

Aécio Neves (f. 1960)
Aécio Neves kommer ud af et politisk dynasti i delstaten Minas Gerais, hvor han var guvernør med stor succes frem til 2011. Hans farfar, Tancredo Neves, var udset til at blive Brasiliens første civile præsident efter militærdiktaturets ophør i 1985. Desværre blev han syg og døde, kort inden han skulle være indsat. Hermed blev han naturligvis ”den bedste præsident”, Brasilien kunne have haft. Neves’ far var ligeledes politiker og medlem af kongressen i mange år, mens hans morfar var landbrugsminister i 1950’erne. Aécio repræsenterer PSDB. Af navn socialdemokratisk, men af gavn nok tættere på Det Radikale Venstre herhjemme. PSDB har sammen med PT siddet på præsidentposten de seneste 20 år, og indtil den 13. august var Aécio favorit til at gå videre til anden runde af præsidentvalget sammen med Dilma. Hvor tidligere præsident i 1994-2002 Fernando Henrique Cardoso, som i sin anden valgperiode, 1998-2002, gennemførte en nødvendig stabilisering af økonomien, ved valget i 2010 ikke nødvendigvis var et plus at have ved sin side, er det anderledes denne gang. De seneste års lave vækst og mistrøstigheden, som spreder sig blandt store dele af befolkningen, især middelklassen og det private erhvervsliv, har været med til at øge hans popularitet.

Marina Silva (f. 1958)
I lighed med tidligere præsident Lula kommer Silva [se foto] fra meget fattige kår. Hun voksede op i delstaten Acre i Amazonas og var den første i sin familie, som lærte at læse og skrive – dog først som 16-årig. Efterfølgende ernærede hun sig bl.a. som tjenestepige, mens hun tog en universitetsgrad i historie. Hun var medgrundlægger af Arbejderpartiet og blev i 1990’erne internationalt kendt som miljøaktivist og for sit arbejde i Amazonas. Det var derfor oplagt, at hun blev miljøminister, da Lula kom til magten. Efter uenighed i den førte politik valgte hun dog i 2008 at sige op som minister. Året efter meldte hun sig ud af Arbejderpartiet og ind hos De Grønne, som hun repræsenterede ved præsidentvalget i 2010. Her opnåede hun, stort set uden TV-tid, at få næsten 20 pct. af stemmerne i første valgrunde – nok til en tredjeplads. Silva forlod efterfølgende partiet og prøvede at starte et nyt, som dog ikke kunne samle underskrifter nok til at blive opstillingsberettiget. I stedet blev hun vicepræsidentkandidat for Eduardo Campos fra socialistpartiet PSB, der minder om det danske socialdemokrati. PSB stod bag den koalition, som bakkede op om Dilma som præsident i 2010, men besluttede sig for tidligere i år at bryde med regeringen. Campos blev ikke spået mange chancer i præsidentvalget og lå med ca. otte pct.s opbakning langt efter de to førende kandidater, Dilma og Neves, da han den 13. august omkom i en tragisk flyulykke i Santos. Ulykken har vendt op og ned på alt i valgkampen. I dagene efter ulykken, hvor det stadig var usikkert, hvorvidt Marina Silva ville blive præsidentkandidat, talte man om, at hun måske kunne fordoble tilslutningen. Da de første meningsmålinger kom, lå Marina Silva til at blive en klar nummer to efter Dilma i første valgrunde og til at slå hende i anden.

Politikerlede og ’en tredje vej’
Silva står især godt i byer med over 500.000 indbyggere, blandt unge og blandt veluddannede. Ikke overraskende vil over halvdelen af tilhængerne af de mange evangeliske menigheder, som er vokset eksplosivt i Brasilien og i dag tæller mere end 20 millioner mennesker, stemme på hende. Nok så vigtigt kan Marina Silva regne med stor opbakning blandt den lavere middelklasse og op. Og netop hendes tag i den lavere middelklasse forklarer, hvorfor hun nu er favorit til at vinde anden valgrunde: Før Campos’ tragiske flyulykke gik disse stemmer overvejende til den siddende præsident Dilma (skulle Neves, som i de seneste vælgeranalyser ligger på en tredjeplads, alligevel ende med at blive nummer to i første valgrunde, står Dilma fortsat som den sandsynlige endelige sejrherre efter anden valgrunde).

Men det kan ikke udelukkes, at styrkeforholdet ændrer sig inden valget 5. oktober. Valgkampe i Brasilien er en beskidt affære – og ekstremt personfikserede. Denne valgkamp ser endda ud til at blive den mest beskidte i mands minde. Arbejderpartiet og den siddende præsident har således i uhørt grad gjort brug af ’negativ kampagne’-initiativer – primært rettet mod Marina Silva. Bl.a. påstår man at hun vil afskaffe en række sociale programmer, hvilket er lodret løgn. Opbakningen til Silva har da også været vigende de sidste uger. Det skal formentlig i høj grad netop tilskrives Arbejderpartiet og præsident Dilma’s angreb på hendes troværdighed. Givet at TV-tid tildeles efter partistørrelse, fylder Arbejderpartiets reklamer 6 gange så meget i sendefladen op til første valgrunde søndag 5/10 som de andre kandidater tilsammen. Efter 1. valgrunde vil TV-tid dog blive fordelt mere ligeligt mellem de to kandidater, som går videre.

En række forhold taler dog fortsat for, at Marina Silva bliver Brasiliens næste præsident. Både Neves og Dilma opfattes som en del af det politiske system, som millioner af mennesker fra storbyernes middelklasse demonstrerede mod i 2013. Silva opfattes derimod ikke på samme måde som en del af systemet. Det kan blive afgørende. Hun har da også lanceret sig selv og sit kandidatur som den tredje vej, mens hun taler om at inddrage alle gode kræfter, uanset partitilhørsforhold, i en kommende administration, hvis hun bliver valgt til præsident. De andre betydende kandidater fremstiller naturligvis dette som både naivt og udtryk for manglende erfaring. Men givet, at Marina blev valgt til kongressen i 1994 og siden var minister i fem år, kan en anklage om manglende erfaring måske nok synes en kende overdreven. Hendes fortid som miljøaktivist og medlem af Arbejderpartiet synes ikke at skræmme forretningsverdenen. Markederne har reageret med kursstigninger på, at landets næste præsident muligvis hedder Marina Silva. Det hjælper formentlig, at hun omgiver sig med markedsorienterede økonomer og forretningsfolk. Det er ikke nyt. Hun gjorde det samme ved præsidentvalget i 2010.

Som Neves og PSDB lægger også Marina Silva og PSB op til en mere ortodoks (læs: markedsøkonomisk) politik med vægt på styring af de offentlige omkostninger, mindre dirigisme, en tilbagevenden til ’ægte’ flydende valutakurser og reformer (som man ikke skal forvente sig for meget af). Faktisk kan det være vanskeligt at se forskel på de to kandidaters økonomiske program, hvilket også er blevet bemærket af Neves med en vis bitterhed i stemmen. Det er en forståelig bitterhed, idet en erkendelse af, at Silva har de bedste chancer for at slå Dilma, vil kunne få potentielle sponsorer til at skifte fokus fra Neves og PSDB over til Silva og PSB. Måske er det allerede sket. Skulle Silva komme ind som nummer to i første valgrunde, vil PSDB med altovervejende sandsynlighed bakke op om hende i anden valgrunde, ligesom PSDB formentlig vil komme til at få flere ministerposter i en eventuel regering.

Hvorvidt Silva ville kunne beholde sit uplettede ry og image som den ubestikkelige miljøaktivist, er dog en anden sag. Man kan have sin tvivl. Det er næppe muligt at sikre sig de fornødne flertal i kongressen og senatet uden at skulle indgå ’problematiske’ kompromiser og tilgodese særinteresser. Og selvom det er et vilkår overalt i verden, er graden af ’betaling’ ofte ekstrem i netop Brasilien – med de mere end 30 partier og meget lave grad af partidisciplin, men tilsvarende store betydning af klientelisme og patronage. Opbygning og vedligeholdelse af lokale magtbaser er ofte bygget på den enkelte politikers evne til at sikre ressourcer, jobs mv. til sit netværk. Hertil skal lægges, at politik i højere grad, end vi er vant til, opfattes som en generator for indkomst. Mulighederne er betydelige, ikke kun for kandidaten selv, men for alle i den pågældendes netværk og ’sold’.

Efter valget
Men ét er at vinde et præsidentvalg, noget andet er at regere og få afgørende reformer gennemført. Det sidste skal man næppe forvente, – uagtet behovet for disse. Brasilien kan bedst betegnes som et parlamentarisk præsidentstyre. Med over 30 partier og 26 delstater at tage hensyn til, er det endog meget vanskeligt at gennemføre afgørende forandringer. Trods reformer i 1990’erne er Brasilien fortsat en relativt lukket økonomi præget af manglende konkurrence og store forvridninger i økonomien. Samtidig sætter manglende investeringer i infrastruktur en effektiv stopper for vækstpotentialet.

Alt andet lige må man dog forvente en økonomisk politik, som er mere på linje med den Cardoso førte i 1990’erne. Det vil sige en mere ortodoks tilgang, der dermed bevæger sig væk fra den meget interventionistiske linje (i industri-, energi-, valuta- og handelspolitik) som Arbejderpartiet indledte i Lula’s anden valgperiode og har forstærket i de fire år med Dilma Rousseff. ■

Niels Westy (f. 1960) er cand.polit. og tilknyttet Dagbladet Børsen som udlandskommentator med speciale i Latinamerika. Har tidligere boet i Brasilien og gæsteforelæst på UERJ, Rio de Janeiros Universitet. Han er folketingskandidat for Liberal Alliance og skriver jævnligt på de to blogs punditokraterne.dk og americas.dk. ILLUSTRATION: Pressefoto fra Silvas kampagne