26.09.2014

Årets finanslovsforhandlinger bliver formentlig Enhedslistens sidste chance for at markere sig som regeringens parlamentariske grundlag. Sandsynligvis vælger Liste Ø at stemme for Finansloven, men samtidig vil partiet fastholde en kritisk linje overfor regeringen, således at de både opnår faktiske forbedringer til de dårligst stillede og ro i baglandet. Det nye samarbejde med SF og Magrethe Vestagers afgang har øget mulighederne for en rød finanslov, og dermed kan Enhedslisten redde både regeringen og sig selv.

ANALYSE af Niels Ejgil Trebbien Dybbro og Martin Colerick

Enhedslistens erfaringer med finanslove
I 2011 fik S-SF-R-regeringen stemt finansloven for 2012 igennem med støtte fra Enhedslisten – selv om det var med højlydte protester fra partiet. Enhedslisten fik blandt andet afsat penge til flere velfærdsforbedringer, men det var stadig vigtigt for Johanne Schmidt-Nielsen på det efterfølgende pressemøde at konstatere, at: “De problemer, som dagpengereformen har skabt, er ikke løst med denne finanslov. Der er én årsag til, at vi går med. Selv om denne aftale åbenlyst ikke gør, hvad der er behov for, kunne vi ikke sige nej af hensyn til de mange tusinde mennesker, som falder ud af dagpengesystemet. Alternativet havde været en aftale med højrefløjen uden nogen hjælp til dem, der ville falde ud af dagpengesystemet”.
Det var tydeligvis ikke et samlet og enigt Enhedslisten, der for første gang havde stemt for en finanslov, og forhandlingerne udstillede store uenigheder mellem baglandet og folketingsmedlemmerne i partiet. Folketingsmedlemmerne ønskede at vise ansvarlighed, og de relativt små indrømmelser i den endelige aftale blev solgt som det mindst ringe alternativ. En taktik, som Enhedslisten ikke fulgte de følgende år. Her blev det i stedet den konfrontatoriske linje, der prægede forhandlingerne, særligt synligt i forholdet mellem Johanne Schmidt-Nielsen og finansminister Bjarne Corydon.

I 2012 gik Enhedslisten nødtvungent med i finansloven for 2013. Enhedslisten fremlagde aftalen kritisk, og ikke som et reelt kompromis. Igen var det formentlig baglandet, som dikterede den kritiske kurs, og Enhedslistens forsøg på at sælge kompromiset som en sejr klingede en smule hult. Godt nok forsøgte man, som året før, at fremhæve enkelte delelementer som små sejre for de svagest stillede: ”Vi kunne ikke få os til at sige nej. Ikke af hensyn til regeringen. Men af hensyn til de mange tusinde mennesker, som havde mistet hele deres indkomst, hvis ikke vi havde lavet den her aftale”, sagde Johanne Schmidt-Nielsen. Men realiteten var, at Enhedslisten havde fået tæsk på dagpengeområdet og i forhold til at få ændret regnemodellerne i finansministeriet. Det relativt lille “uddannelsesløft” og forbedringer i “socialpakken”, herunder 1,1 mia. over de næste fire år til socialt udsatte, var en ringe trøst. Enhedslisten kunne formodentlig have fremlagt dette som forrige år, altså den mindst ringe løsning. Men partiets selvtillid var vokset i takt med stadig bedre meningsmålinger, og Enhedslisten havde stået for stejlt på en række områder, hvilket blandt andet blev udlagt af Johanne Schmidt-Nielsen som, at partiet havde “fejllæst den parlamentariske situation”. Enhedslisten var endnu en gang gået med i finansloven.

I 2012 var Enhedslisten blevet væk fra præsentationen af finansloven i protest mod indholdet. Derfor lagde Corydon blødt ud i forhandlingerne i 2013, og det så ud til, lige til det sidste, at Enhedslisten ville gå med. Men to spørgsmål blev afgørende for, at regeringen i stedet forhandlede en finanslov på plads med Venstre og Det Konservative Folkeparti: Enhedslisten stod fast på, at ældre skulle have bad mindst to gange om ugen, og de fastholdt, at der skulle være obligatoriske arbejdsklausuler og kædeansvar både i stat, kommuner og regioner. Corydon skulle efter sigende have holdt døren åben til det sidste, men ifølge Enhedslisten havde han ignoreret deres kompromis om langsommere at indfase de ældres retskrav på at få bad. Så det endte med et nej. Dog stemte Enhedslisten for enkelte dele af forslaget, herunder en ekstra milliard til ældreplejen.


Liste Ø går med
Forløbet de foregående år har ikke været kønt, men alligevel taler alt for en rød finanslov. Bjarne Corydon har udtalt, at serveretten er placeret hos Enhedslisten og SF. Det tyder indtil nu på, at Corydon er reelt interesseret i en aftale med Enhedslisten og SF. I et valgår har regeringen brug for at vise, at de ikke bare er en kopi af den tidligere blå regering, men et reelt alternativ, som kan levere en mere socialt retfærdig finanslov. Spørgsmålet er bare, om Johanne og Liste Ø vil falde for sværmeriet?

Forud for præsentationen af finanslovsudspillet pointerede finansminister Bjarne Corydon og daværende skatteminister Morten Østergaard, at “sociale forbedringer” kan indgå i finanslovsforhandlingerne. Når statsminister Helle Thorning-Schmidt står stejlt på dagpengeområdet, er der lagt op til, at kontanthjælpen kan være på forhandlingsbordet. Dette er interessant fra Enhedslistens synspunkt, som selv blandt andet foreslår bedre økonomiske vilkår for unge arbejdsløse på kontanthjælp, og at den gensidige forsørgerpligt mellem kontanthjælpsmodtagere og deres samlevere/ægtefæller bør ophæves eller lempes betydeligt. Der er med andre ord grund til at tro, at Enhedslisten vil lægge stemmer til den kommende finanslov, hvis folketingsgruppen og den magtfulde hovedbestyrelse ser velfærdsforbedringer på kontanthjælpsområdet som en sejr. Og hvis de kan løsrive sig fra dagpengedebatten. Her har regeringen allerede hjulpet Enhedslisten lidt på vej ved at etablere en reel syltekrukke i form af dagpengekommissionen. Selv om Helle Thorning-Schmidt på Socialdemokraternes kongres i Aalborg i sidste weekend annoncerede, at dagpengekommissionen skal arbejde hurtigere, skal kommissionen stadig først aflevere sine anbefalinger efter næste folketingsvalg er udskrevet.

Regeringens taktik er øjensynligt at synliggøre, hvad Enhedslisten, og især fagbevægelsen, går glip af, hvis ikke Enhedslisten lægger stemmer til finansloven. Samtidig er regeringen interesseret i en rød finanslov for at styrke sin sociale profil efter længere tids kritik – og reelt markere en forskel mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti. Med udmeldingen om sociale forbedringer og med den særlige pulje på 1,5 mia. kroner, som kan uddeles i forhandlingerne, tyder det på, at regeringen vil strække sig længere i år end sidste år i forhandlingerne med Enhedslisten.

Endvidere vil Enhedslisten formodentlig sætte barren lavere ved de kommende forhandlinger end tidligere, så de har mulighed for at vise vælgerne, at de kan levere reelle resultater. Sammen med SF kan Enhedslisten lægge et ekstra pres på regeringen, og samtidig undgå at Corydon spiller de to partier ud mod hinanden. Stine Brix, formand for Enhedslistens folketingsgruppe, udtaler: ”Vi indgår et samarbejde med SF, fordi vi tror, at det forbedrer vores muligheder for at få resultater hjem i forhandlingerne, at vi arbejder sammen frem for imod hinanden”. Samarbejdet gør det alt andet lige nemmere for Liste Ø at navigere i de kommende forhandlinger og undgå en “rød” konkurrence med SF om at overbyde hinanden i hensynet til de svageste. Samtidig har Magrethe Vestager forladt regeringen, hvilket muligvis har gjort det nemmere at arbejde med De Radikale. Enhedslistens har derfor indtil videre et godt udgangspunkt. I et valgår, hvor alt peger på, at regeringsmagten vil skifte, er det ligeledes vigtigt for Enhedslisten at markere sig, og de vil kunne tilkæmpe sig en stor luns af forhandlingsreserven på 1,5 mia. kroner.

Dog bakker vælgerne op om en kritisk linje hos Enhedslisten overfor Socialdemokratiet og Radikale Venstres politik. Det fremgår bl.a. i en Megafon-måling foretaget for Politiken og TV2 d. 8 september: Hver tredje røde vælger ønsker, at Enhedslisten vælter regeringen, hvis ikke der opnås forbedringer på dagpengeområdet. Enhedslisten vil derfor måske kunne høste stemmer på endnu en gang at vælge den regeringskritiske linje. Dog vil de ikke, i modsætning til de forrige år, kunne gå på jagt blandt desillusionerede SF-vælgere, da de to partier har valgt at stå sammen i forhandlingerne.
Et nej og en mere idealistisk linje kan muligvis skabe ro i Enhedslistens hovedbestyrelse. Hovedbestyrelsen har længe været en kime til intern uro hos Enhedslisten, og den kritiske fløj i hovedbestyrelsen ser partiets tilnærmelser til regeringen som et afkald på de ideologiske grundholdninger til fordel for populisme og socialdemokratiske grundværdier.

Men Enhedslisten er ikke klar til at vælte regeringen. De vil i stedet bruge finansministeriets glasdør til at profilere sig over for deres kernevælgere og kræve, at regeringen skal indlede forhandlinger om dagpengereglerne. Enhedslisten vil formodentlig vinde på den korte bane (stemmemaksimering), hvis de stemmer nej, men på sigt vil partiet så splittelse på venstrefløjen og udstille regeringens manglende evne til at levere et rødt kompromis. Endvidere vil et nej gøre det sværere for S og R at genvinde regeringsmagten. Med Lars Løkke Rasmussen tilbage i statsministeriet vil Enhedslisten være uden for politisk indflydelse

Liste Ø vil derfor stemme ja til finansloven, men fastholde en kritisk linje. På den måde vil Enhedslisten markere sig bedst muligt. Enhedslisten har mindre at tabe ved at gå med og sælge alle indrømmelser som store sejre end ved at stå stejlt på alle sine mærkesager. Man kan forestille sig, at partiet, som i 2012, ikke vil være med til fremlæggelsen af den endelige finanslov. I stedet vil partiet fremlægge deres egen kritiske version. De vil dermed både tilgodese regeringen og samtidig fastholde en del af deres politiske DNA som indignerede idealister. Partiet kan derfor gå fra forhandlingerne som kritiske vindere, mens de samtidig tilgodeser hovedbestyrelsen og fastholder en stor del af de røde vælgere.


Niels Ejgil Trebbien Dybbro (f. 1984) er cand. mag. i historie og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet. Han har studeret på University College Cork i Irland og forsket i bl.a. sociale bevægelser, rettighedsbaseret udvikling og Den Kolde Krig. Tidligere har han arbejdet i Cape Town og været i praktik i policy-afdelingen hos Amnesty. Nu underviser han i samfundsfag og historie på CPH WEST – Albertslund Gymnasium og HF. Han har bl.a. skrevet artikler til Politiken, Weekendavisen, Sjællandske og holocaust.dk.
Martin Colerick er cand.mag i historie og statskundskab. Han underviser i begge fag på CPH WEST – Albertslund Gymnasium og HF og har også fået udgivet artikler i “Arbejderhistorie. Tidsskrift for historie, kultur og politik”.