17.09.2014

BAGGRUND af Ask Neve

Idag går skotterne til valgurnerne for at stemme for eller imod skotsk selvstændighed. 2014 er som bekendt 100-året for starten på Første Verdenskrig, og dermed også et trist jubilæum for Europas pludselige implosion og relative nedtur i verden. Med krigen omkom ikke alene omkring 40 millioner mennesker. I al væsentlighed forsvandt også de store, multinationale statsdannelser, som havde været arvtagerne fra det middelalderlige og tidligt moderne Europas dynastiske samfund.

De store imperier spændte ikke bare over kolonier i alle dele af verden, men også over mangfoldige grupper af mennesker i selve Europa. Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn var for eksempel beboet ikke bare af østrigere og ungarere, men også af tjekker, polakker, ukrainere, rumænere, kroater, serbere, slovakker, slovenere, romaer og italienere.

To store dampkedler, nationalisme og klassebevidsthed, gav kraft til et at køre modernitetens lokomotiv lige midt igennem disse statsdannelser. Det viste sig, at de kompromisser, man havde indgået gennem det ellers urolige 19. århundrede, og hvoraf det østrig-ungarske dobbeltmonarki var det største, ikke havde lettet trykket, men kun skovlet mere kul i fyret.

Sådan kan man være tilbøjelig til at tro, at det også har været tilfældet i Det Forenede Kongerige – det egentlige navn for det, vi på dansk ofte kalder Storbritannien. Det Forenede Kongerige er, udover Danmark, det sidste multinationale, ikke-føderale rige i Europa. Dets fire regioner, England, Wales, Skotland og Nordirland har hver deres politiske diskussion om identitet og samhørighed med de andre. Eller rettere: I hvilken grad man kan tilhøre både nation og Kongerige. Hvad man føler, når nogen taler om England, London og Westminster. Selve de geografiske kategorier og navne er selvfølgelig politisk ladede: uafhængighedskampagnen taler om ’Team Scotland’ over for ’Team Westminster’. Nation over for fjernt regeringskontor. Nej-siden taler om ’Unionen’.

De fleste skotter har længe haft tilhørsforhold til både lokalsamfund, Skotland, og Storbritannien. Den skotske nationalisme har dog ikke primært baseret sig på sproglige forskelle, for det er kun omtrent én procent af befolkningen, der kan tale skotsk gælisk. Til sammenligning bliver de oprindelige keltiske søstersprog talt af omkring 20 pct. af befolkningen i Wales og op mod 40 pct. i Irland.

Kan man stemme på Braveheart?
Historisk er Skotland også tæt vævet ind i resten af rigets historie. Det var, ironisk nok, i vid udstrækning den skotske oplysning, der var den intellektuelle vugge for det, vi i dag tænker på som den anglo-saksiske samfundsmodel, og det var ikke mindst skotterne, der bestyrede imperiets mange kolonier kloden over og kæmpede i dets krige.

I 1997 blev det kortvarigt glemt, da skotterne for anden gang blev spurgt, om de ønskede et skotsk parlament med visse hjemmestyrebeføjelser i Holyrood. New Labour og Liberal Democrats havde i forarbejdet støttet forslaget, mens John Majors regering havde været imod det.

Forud havde skotterne stemt nej i 1979, men Tony Blair ville gerne kapitalisere på den skotske modstand mod toryerne. Resultatet blev et kort, passioneret momentum, hvor uafhængighedsaktivister delte Scotland Forward-flyers ud blandt Mel Gibson-fotostater og kongeflag. Man håbede på uafhængighed i 2007, 300-året for unionens indgåelse. Nu fokuserer man på, at 2014 er 700-året for slaget ved Bannockburn, der for nationalisterne har fået samme betydning som Solsortesletten har for serberne eller Bull Run for konservative sydstatsfolk.

Denne bombastiske nationalisme kunne dog kun kortvarigt levere kraft til bevægelsen, for snart meldte mange af de langt mere mundane spørgsmål sig, som har været en væsentlig del af valgkampen 17 år senere.

For de fleste skotter ved godt, at det var en skotsk konge, der blev valgt til Englands trone i 1603, og ikke omvendt, og de er også klar over, at de taler engelsk, og ikke gælisk, med hinanden. David Camerons forgænger som premierminister, Gordon Brown, er skotte. Selv James Bond er født i Skotland. De fleste skotter har traditionelt været netop både skotter og briter.

Løget skrælles: Skotsk og britisk nationalisme
For at forstå flertydigheden i britisk identitet kan man sammenligne de to store nationalistiske partier, der begge vinder frem på bekostning af det politiske etablissement. Det ene er Scottish National Party (SNP), der kæmper for den skotske uafhængighed. Det andet er UK Independence Party (UKIP), der kæmper for unionens bevarelse. Skotsk nationalisme over for britisk nationalisme. Begge partier tager vælgere fra både New Labour og Toryerne, og begge partier klarer sig bedst blandt de mindrebemidlede og dem med kortere uddannelser. Men her ophører lighederne.

Hvor SNP er anti-unionistisk og pro-europæisk, er UKIP pro-unionistisk og anti-europæisk. SNP ønsker en mere åben immigrationspolitik, mens UKIP ønsker en mere lukket immigrationspolitik. Det er forskelle, som der også reflekteres over blandt både vælgere og politikere.

SNP bruger derfor englændernes skepsis over for både EU og særligt asiatisk indvandring som et argument for behovet for skotsk uafhængighed: med Salmon ved roret, lover de, kan skotske universiteter igen tiltrække indiske studerende, og kan fortsat være en del af EU, selv hvis briterne skulle trække sig ud. Også selvom EU’s top i lang tid har været loyal over for Cameron i denne sag, og erklæret, at Skotland må søge om selvstændig optagelse. Det tilgodeså også den spanske premiereminister Mariano Rajoy, der kæmper mod en lignende, om end mere velstillet, bevægelse i Katalonien, Rajoy har da også, ligesom den tidligere italienske premiereminister Enrico Letta, stillet sig skeptisk over for optagelsen af et uafhængigt Skotland.

Disse flertydige nationalitetsopfattelser peger da også på, at man er nødt til at se længere for rigtigt at forstå, hvad der driver den skotske nationalbevægelse i dag. To væsentlige forhold skal tælles med: klassebevidsthed og olieindtægter.

Et ægte klassesamfund
Som dansker kan det være svært at forstå, i hvor udpræget grad, at Kongeriget stadig er et klassesamfund. I Danmark kan vi godt lide at forestille os, at vi har en meget bred middelklasse, en lille underklasse, og næsten ingen overklasse. Det afspejler den socialdemokratiske fortolkning af det grundtvigianske etos (Grundtvig selv var bestemt ikke socialdemokrat, men han er i en vis grad blevet det efter sin død).

I Danmark erklæres arbejderklassen ofte for død, netop som følge af det succesfulde socialdemokratiske projekt; fra 1960’erne og frem har den boet i parcelhuse og fået tiltagende småborgerlige præferencer. I øvrigt er arbejdsklassens børn nu begyndt at få længere uddannelser, og udgør derfor den nedre – og nogen gange endda den øvre – middelklasse.

Sådan en forestilling har man slet ikke på de britiske øer. Ikke bare har den gamle, konservative elite forsvaret sine privilegier, men arbejderklassen har også stadig sine distinkte institutioner, sprog og kultur. I universitetsbyerne ser man dette skel mest tydeligt: middelklassen og arbejdsklassens unge undgår som regel hinanden. Det er ikke kun snobberi oppefra og ned. Arbejderklassen beskytter også sin identitet, og det er let for arbejderklasseunge at blive døbt klasseforrædere, hvis de for eksempel søger højere uddannelse. Mange bliver skyet af deres barndomsvenner, når de flytter til universitetsbyer og skifter dialekt. Sådan ser et ægte klassesamfund ud.

Men også i mellem de forskellige lag af middelklasse er der skel, og inden for få sekunders samtale kan enhver brite placere andre briter ganske nøje både geografisk og socialt.

Det er væsentligt i den skotske sammenhæng, fordi Skotland, ligesom det nordlige England, i vid udstrækning er et gammelt industriområde. Der er en stærk tradition for at hade Margaret Thatcher og alt, hvad man forbinder med hende. Det skyldes også, at Thatcher forekom skotterne ikonisk engelsk, men især hendes opgør med fagforeningerne og hendes ”dobbelte slankekur”, der bestod af først en stram pengepolitik og derefter privatisering af mange offentlige tjenester. Den høje arbejdsløshed og de lavere, sociale ydelser, der fulgte, ramte det fattigere Skotland og Nordengland hårdere end det sydlige England.

Disse klasseskel bruges ved enhver lejlighed af de skotske nationalister, som af alle andre britiske politikere. I februar i år fik uafhængighedsbevægelsens bannerfører, Alex Salmond, derfor en del opmærksom ved håne David Cameron som en aristokratisk kostskoleelev, mens han selv blot var en ydmyg oliebankmand: ”I 1980’erne, da jeg samlede olie- og gasindekset, fjollede David Cameron stadig rundt på Etons cricketbaner.” Den øvre middelklasse kan sagtens trække klassekortet over for en adelssøn, der er fjernt i familie med dronning Elizabeth.

Følgelig er Skotlands aristokrater stærkt bekymrede for, hvad sådan en bankmand med socialdemokratiske tendenser kunne finde på at gøre ved for eksempel beskatningen af land. Ifølge society-magasinet Tatler er halvdelen af Skotlands jord ejet af blot 432 mennesker, herunder flere, som gerne fremhæver, at deres familier var med i det politiske spil, der førte til Act of Union i 1707. Hvis det i Danmark er vigtigt for flere partier at tale til forskellige vælgersegmenters forargelse over enten økonomiske eller kulturelle eliters arrogance, er det ikke svært at se, hvordan det også kan blive et tema i et land, hvor man helst har skullet have stamtavler tilbage fra før svenskekrigene for at få ledende stillinger.

Klassespørgsmålet er altså afgørende, og det er også derfor, at SNP i dag står til venstre for New Labour på de fleste økonomiske spørgsmål. Det vil gerne markedsføre sig som både stærkt forretningsvenligt, men også som det arbejderparti, Tony Blairs New Labour af mange ikke længere anses for at være.

SNP’s løfte til vælgerne er, at et uafhængigt Skotland kan bryde fri af det konservativt dominerede Englands ønske om en stram finanspolitik og hvad man ser som favorisering af den øvre middelklasse og overklassen. Derfor har SNP også valgt Skandinavien og især Norge som sit forbillede – et olierigt, grundlæggende socialdemokratisk og i øvrigt for tiden trendy samfund. Borgen nationalism har flere iagttagere kaldt det, med hatten tippet til den danske tv-serie.

Nordsøolien – en kur mod alle onder?
Olien er selvfølgelig den nødvendige forudsætning for mange af de beregninger, som SNP har gjort sig og også for den skotske nationalisme. Hvor Thatcher og toryernes politik var anstødsstenen til utilfredsheden, havde 70’ernes oliefund givet håbet om, at en alternativ fortælling var mulig.

Som Sam Wetherell har gjort opmærksom på i det socialistiske tidsskrift Jacobin Magazine, har SNP fandtes siden 1930’erne, men det var først i 1970’erne, at de fik succes ved valgstederne – under sloganet ”It’s Scotland’s Oil”.

Det blev første gang blev brugt i den anden af de to parlamentsvalg i 1974. Her vandt SNP 30,4 pct. af stemmerne og blev dermed, for første gang, Skotlands andetstørste parti (i Skotlands regionale valg er de det ledende parti). Dén position genvandt de i valget i 1997, der bragte Tony Blair til magten, og som udraderede toryerne i Skotland: de mistede alle 11 skotske mandater og har siden kun genvundet ét enkelt. Som det bliver gentaget igen og igen fra Labour- og SNP-folk: der er flere pandaer i Edinburgh (der er to, Tian Tian og Yang Guang) end konservative parlamentsmedlemmer valgt i Skotland (han hedder David Mundell).

Spørgsmålet om, hvem olien egentligt tilhører, er stadig helt afgørende for valget. Ifølge SNP’s beregninger vil olien kunne finansiere både højere offentlige ydelser end i Kongeriget, og finansiere en sænkelse – eller måske endda en afskaffelse – af selskabsskatten. Alex Salmond er måske ikke aristokrat, men trods sin socialpolitik er han bestemt heller ikke arbejder. Der er, som sagt, lag på lag af klasser i det britiske samfund.

Den stigende olieoptimisme er meget lig den, der i dag giver kræfter til den grønlandske nationalisme og hvordan det var med til at holde Norge ude af EU. Betoningen af et økonomisk rationale, og ikke mindst et sådant, der forestiller at være en snuptagsløsning, har dog hidtil været med at sikre, at det især er yngre og mandlige vælgere, der har støttet uafhængighed, 39 pct. af alle mænd og 39 pct. af alle 25-34-årige har til hensigt at stemme ja til skotsk selvstændighed, fandt 2014-udgaven af den årligt opdaterede interviewundersøgelse Scottish Social Attitudes. Den laveste tilslutning findes blandt de, der er over 64: her har uafhængighed kun 23 pct. tilslutning. Tilslutningen er også stærkt økonomisk afhængig: 38 pct. af indbyggerne i de 20 pct. fattigste områder støtter et ”ja”, mens det kun gør sig gældende for 25 pct. af indbyggerne i de 20 pct. rigeste områder.

Ja, nej, eller midt-i-mellem?
I valgkampen er skotternes udfaldsrum blevet binært. Man vælger enten ”ja” eller ”nej”. Selvfølgelig er det ikke nogen særligt god opsummering af alle de faktiske valg, der findes. Længe var det Camerons udtrykkelige ønske, at der kun skulle være de to muligheder. Et ja ville være alt for stort et spring for mange vælgere, mente man, og derfor var man garanteret et nej uden dermed at have givet mere konkrete indrømmelser. Det var selvsagt før meningsmålingerne begyndte at vise, at et ja kunne blive en mulighed.

I den politiske sociologi har man da til gengæld længe diskuteret skotternes identitet og præferencer for politiske tilhørsforhold mere nuanceret. Man kan opsummere debatten til fem positioner: et tættere forhold til Westminster; et uændret forhold til Westminster; større autonomi til Skotland; fuld finanspolitisk autonomi; og endeligt altså uafhængighed.

Scottish Social Attitudes har også fulgt skotternes tilslutning til disse forskellige muligheder. Siden 1998, hvor The Scotland Act blev vedtaget, har skotterne haft deres eget parlament i Holyrood, og det har konsekvent kun været en ret lille minoritet på mellem 10 og 15 pct., der har ønsket det afskaffet. Mellem en fjerdel og en tredjedel af skotterne svarer årligt, at de ønsker egentlig uafhængighed. Resten støtter en form for decentralisering.

Ved det nuværende valg kan skotterne dog kun stemme ja eller nej, men altså ikke ”midt-i-mellem”, som størstedelen formentligt ville gøre, hvis de fik muligheden.

Det er der flere årsager til. For det første er partilederne i både London og i Holyrood besluttet på, at spørgsmålet skal afgøres én gang for alle. I hvert fald så længe, at de føler, at dén tilgang hjælper deres side af sagen. Hvis resultatet bliver så tæt et nej, som det ser ud til lige nu, kan man sagtens forestille sig, at det bliver taget op igen inden for de næste 10-15 år.

Men der er også den mere simple forklaring, at alle de andre løsninger kun er relevante, hvis resultatet af afstemningen på torsdag bliver et nej.

Så længe nej-siden stod til at vinde med et stort flertal, var afstemningen da heller ikke noget, man talte meget om i britiske medier. Alle tre store partier i House of Commons er imod uafhængighed, og spørgsmål som indvandring og EU – og senest kriser i Syrien, Israel og Ukraine – har taget opmærksomheden. Men så viste et par meningsmålinger, at ja-siden havde indhentet nej-siden, og lige pludseligt rejste politikere i pendulfart fra London til Edinburgh.

Fra alle tre partier lyder der i dag løfter om, at skotterne kan forvente yderligere decentralisering, hvis de stemmer nej. Kun de mest konservative toryer siger nej, til Camerons store fortrydelse. Men af hvilken art, det er så spørgsmålet. I lang tid havde en form for begrænset decentralisering den største støtte. I dag er det skiftet mod større uafhængighed. Derfor er dét, alle taler om i dag, såkaldt devo-max, altså maksimalt selvstyre. Selv Ruth Davidson, lederen af de skotske konservative, er tilhænger af den idé.

I den mest udbredte udgave betyder devo-max fuld finanspolitisk autonomi, hvormed skotterne må afgive deres bloktilskud fra London, men til gengæld også kan beholde alle deres skatteindtægter selv. Skotterne ville så skulle betale en art ”føderalt kontingent” til Westminster for fællestjenester som udenrigspolitikken og forsvaret. Oliepengene vil der forventeligt fortsat være strid om.

Spørgsmålet om Skotlands uafhængighed har hørt argumenter både for og imod fra højre og venstre, og fra både kommunitarister og radikale. Men bliver resultatet så? Med fare for at skulle fortryde på torsdag vil denne skribent gætte på et for Westminster ubehageligt tæt nej. Selv sådan et nederlag vil være en sejr for SNP og Alex Salmond, fordi det giver troværdighed til truslen om, at en senere afstemning vil blive et ja, hvis ikke Westminster giver Holyrood mere selvbestemmelse. Og selvbestemmelse betyder mere magt til Skotlands førsteminister. Hans navn er Alex Salmond.

Ask Foldspang Neve (f. 1986) er cand.scient.pol. og ph.d.-studerende i sociologi ved Nuffield College, University of Oxford og forskningsassistent samme sted. Han forsker i de demografiske og politiske aspekter af migration, nationalisme og statsdannelse. [FOTO: Julien Carnot via Flickr]