08.08.2014

“Fremgangen i Irak har øget ISIS’ prestige i Syrien, hvilket har resulteret i en væsentlig tilstrømning af rebeller fra andre oprørsgrupper”, fastslår Julien Barnes-Dacey overfor RÆSON: “Med Assad i en stærk position og et fremadstormende ISIS, vil det kræve et så stort engagement at forskyde magtbalancen og hjælpe de »moderate« krigere, at ingen vestlige regeringer er i stand til at hjælpe”.

Julien Barnes-Dacey er senior policy fellow ved European Council on Foreign Relations. Han har arbejdet som journalist i Mellemøsten for medier som The Wall Street Journal, Financial Times og Al-Jazeera. Han er uddannet fra London School of Economics, School of Oriental og African Studies og Institut Francais du Proche-Orient i Damaskus.

INTERVIEW af Troels Boldt Rømer, RÆSONs globale redaktør

RÆSON: ISIS har vundet kontrol over den vigtige olieregion Deir ez-Zor og dele af Aleppo. Til trods for Assads forsikringer om at “terroristerne er blevet besejret”, står al-Assad så i øjeblikket overfor en stærkere opposition end nogensinde før?
Barnes-Dacey: Efter ISIS’s seneste sejre i Irak er det lykkedes gruppen at styrke grebet om sit territorium i Syrien. Det er til dels på grund af det materiel, de har hentet med fra Irak, især militært isenkram og finansielle aktiver, som er blevet vendt mod den syriske slagmark. Men fremgangen i Irak har også øget gruppens prestige i Syrien, hvilket har resulteret i en væsentlig tilstrømning af rebeller fra andre oprørsgrupper til ISIS. Der er ingen tvivl om, at denne dynamik har styrket ISIS’s position i Syrien og gjort gruppen mere frygtindgydende end nogensinde før – på bekostning af andre oprørsgrupper.
Fra Assads perspektiv er regimet nu for første gang i åben og vedvarende konfrontation med ISIS. Regimet har tidligere stort set undgået at angribe ISIS og set gruppen som et nyttigt redskab til at skabe splid internt mellem oprørerne samt fremhæve de ekstremistiske dele af oppositionen overfor vesten. Den strategi ser ud til at have ændret sig, nok som et resultat af pres fra regimets iranske og irakiske allierede, der nu selv er truet af ISIS’s ekspansion.

RÆSON: Hvad har gjort det muligt for ISIS at vinde vigtige, strategiske slag mod al-Assad, som den mere moderate og sekulære opposition ikke har kunnet vinde?
Barnes-Dacey: For øjeblikket er de vigtigste strategiske konfrontationer på den syriske slagmark stadig mellem ISIS og andre oprørsgrupper samt mellem regimet og ikke-ISIS oprørere i Aleppo (og her er ikke-ISIS oprørere pressede). Selvom regimet og ISIS nu for første gang direkte bekriger hinanden, så er de endnu ikke engagerede i centrale, strategiske slag. Men hvis ISIS konsoliderer sin position som den ledende oprørsgruppe, skubber de såkaldte “moderate” krigere ud af konflikten, og hvis regimet lykkes med at besejre ikke-ISIS-oprørere i Aleppo, så kan man forvente at regimet og ISIS kommer i mere direkte, strategisk konfrontation. Slaget i Syrien kan i stigende grad blive til en kamp mellem regimet og ISIS.

RÆSON: Hvad er al-Assads nuværende strategi i konflikten?
Barnes-Dacey: Assad synes at være fokuseret på at konsolidere sin position i den “nyttige” del af Syrien – de vigtigste byer mellem Damaskus og Aleppo samt kysten. I det store hele har han ikke taget kampen op med oprørerne i den østlige og nordøstlige del af landet. På grund af hans udfordringer med at skaffe forsyninger og mænd, så vil den dynamik nok ikke ændre sig, og det er svært at se regimet udvide sine militære kampagner betydelig – eller for den sags skyld genvinde kontrollen over hele landet – i nærmeste fremtid. Samtidigt fortsætter Assad med at fremhæve tilstedeværelsen af ekstremister i oppositionen – en fortælling, som ISIS’s sejre har forstærket. Han prøver at positionere sig som den eneste bastion for sikkerhed og den store beskytter af mindretallenes rettigheder i et forsøg på at udvide den indenlandske og internationale støtte til hans regime – som det bedste af to onder.

RÆSON: Hvad er den bedste løsning for den del af det internationale samfund, der vil af med Assad: At forsøge på at bevæbne oprørerne for at besejre Assad militært eller at lave en aftale med regimet (hvilket indebærer, at Assad ikke bliver tvunget til at opgive alt sin magt) for at stoppe borgerkrigen?
Barnes-Dacey: Her, mere end tre år efter konflikten startede, er det klart, at oprørernes internationale støtter hverken har viljen eller evnen til at kunne bevæbne og kontrollere de »moderate« krigere i Syrien. Trods international tøven, så har oprørerne allerede modtaget betydelig materiel opbakning, men uden at dette har haft en effekt mod det hensynsløse regime. Med Assad i en stærk position og et fremadstormende ISIS, vil det kræve et så stort engagement at forskyde magtbalancen og hjælpe de »moderate« krigere, at ingen vestlige regeringer er i stand til at hjælpe. Virkeligheden er, at regimet og dets internationale tilhængere, især Iran, i sidste ende bliver nødt til at være engagerede i ethvert forsøg på at afslutte borgerkrigen, herunder at udforme en ny politisk orden, der omfordeler magten og opbygger en bredere koalition til bekæmpelse af ISIS. I øjeblikket er det klart, at hverken Assad eller den moderate opposition er parat til at gå denne vej. ■

Treols Boldt Rømer (f. 1994) er RÆSONs globale redaktør. Uddannet ved United World College of South East Asia (Singapore). Har tidligere arbejdet i Undervisningsministeriet og været formand for Dansk Skoleelever.