21.07.2014

I morgen holder EU-lederne topmøde, hvor de bl.a. skal diskutere reaktionen på nedskydningen af MH17. De bør melde klart og samlet ud – og samtidig indstille sig på en fremtid uden den nuværende energiafhængighed af Putin.

Af Casper Strunge, folketingskandidat (K)

GENNEM ET HALVT ÅR har vi i Europa kunnet følge, hvordan Rusland konstant forarmer deres naboland Ukraine. I vinteren 2013-14 takkede daværende præsident Viktor Janukovitj nej til en samarbejds- og handelsaftale med EU, det fik det ukrainske folk til at rejse sig mod deres præsident, der i ly af natten måtte flygte til sine venner i Rusland. Allerede dengang var det åbenlyst at Rusland, og dermed Vladimir Putin, trak i trådene, hvilket resulterede i annekteringen af Krim-halvøen og efterfølgende uroligheder i det østlige Ukraine. Dette er netop Janukovitjs hjemegn, og det er her MH17 blev skudt ned den 17. juli.

SELV OM UKRAINE er en del af Europa – og har grænse mod fire EU-lande – har EU hele vejen gennem processen været forbavsende tilbageholdende med at melde klart ud over for Putin – der er mange ord men ikke meget handling bag. Fx har EU sammen med andre lande i flere omgange skærpet sanktionerne overfor Rusland – men når man kigger nærmere på sanktionerne, så indeholder de ikke de midler, der skal til for at presse Putin. Putin er en populær mand, og jo mere han viser muskler, jo mere populær er han.

17. JULI NEDSKØD russisk-sponserede våben så et civilt fly over Ukraine og de 298 ombordværende mistede livet. En tragedie – for ofrene og de pårørende, landene de kom fra og ikke mindst en tragedie for EUs udenrigspolitik.

ALLEREDE PÅ DAGEN for nedskydningen reagerede Storbritanniens premierminister David Cameron skarpt. Da USA havde efterretningerne på plads, gik også USAs udenrigsminister i weekenden ud med klare budskaber rettet mod Putin og det russiske engagement i Ukraine. Men hvor bliver EU af? Hvorfor kunne EU-landene ikke lynhurtigt melde ud? Det var jo fra første øjeblik åbenlyst, at området ikke var tilgængeligt for undersøgelse af vragresterne – selvom det er ukrainsk område. Det var fra første øjeblik klart, at kun russerne kunne levere våben, der kunne skyde et fly ned fra denne højde. Og sidst så var det – på grund af de russiske vagter omkring vragresterne – åbenlyst for enhver, hvem der forsøgte at kontrollere begivenhederne og måske skjule noget.

I MORGEN TIRSDAG mødes EUs udenrigsministre, og så må det vise sig, om de har modet til – som Cameron og ikke mindst Hollands statsminister Mark Rutte – at melde klart og samlet ud. Der er mange interesser at pleje, men ved en tragedie som denne bør en del af disse være tilsidesatte. Alle ved, at dette kommer til at koste både penge, ressourcer, samhandel og måske års politisk uvejr.

DET ER SANDSYNLIGT at EU (sammen med bl.a. USA) vil skærpe sanktionerne, herunder forhindre fri handel mellem Rusland og EU-landene, samt lægge et stort politisk pres på Rusland. Men om EU er klar til at tage langsigtede konsekvenser må vise sig. Rent strategisk er der primært én bekymring for EUs medlemslande, og det er gassen fra Rusland – mange lande er afhængige af dét. Hvis den forsvinder, vil det have uoverskuelige konsekvenser for både industri og borgere i Europa. En del af løsningen er her (igen) USA: Vil amerikanerne åbne for eksport af olie og ikke mindst (flydende) skifergas, vil det presse markedspriserne, så Rusland og dermed Putin vil få svært ved at opretholde den aggressive politiske kurs. Dette er et scenarie, der spreder tråde til Mellemøsten og OPEC. Et spørgsmål er, om USA og EU ønsker at åbne denne front. Et andet spørgsmål er, om EU-landene er klar til at betale prisen for eventuelt at lukke for gassen fra Rusland.

SITUATIONEN ER i den grad en påmindelse om, at det er nu EU skal gøre noget ved sin energiafhængighed af Rusland. Jeg mener, at det vil kunne betale sig på sigt – og jeg mener også EU – med hjælp fra USA – kan stå krisen igennem, hvis gassen fra Rusland lukkes. Det er drastisk, det vil koste – men det vil også sikre EU-landene forbedret konkurrenceevne, hvis EU formår at blive selvforsynende på sigt.

I 1983 NEDSKØD RUSSERNE et passagerfly fra Korean Air. Alle 269 ombordværende døde, dengang benægtede Rusland alt i et stykke tid, herefter skiftede de forklaring, og anklagede USA for spionage. I 1988 skød USA et iransk passagerfly ned, USA tog med det samme ansvaret og betalte erstatning til de efterladte. Rusland er desværre ikke endnu et land, der står ved sit ansvar, men derimod stadig et land, hvor ytringsfrihed og demokratiske værdier undertrykkes, og hvor befolkningen dermed stadig skal trækkes med despoter som Putin. Alt peger på Putin og Rusland som skurken – men Putin vil, som sine forgængerne i den daværende Sovjetunion, ikke anerkende det mest indlysende. Det er op til EU og resten af verden at vise, hvilken skurk han er. ■


Casper Strunge (f.1973) er konservativ folketingskandidat i Gentofte. De seneste ni år har han drevet et filmproduktionsselskab på Frederiksberg, men er oprindelig uddannet folkeskolelærer. Markant debattør bl.a. om uddannelses- og udenrigspolitik. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto [den russiske præsidents kontor]