05.07.2014

Parlamentet fik lov at udnævne Juncker til kommissionsformand. Det ligner faktisk begyndelsen på et nyt EU-system.


Af Ole Aabenhus

Planen lykkedes over al forventning. Jean-Claude Junckers valg til ny formand for Europa-Kommissionen flytter afgørende på vægten mellem Europa-Parlamentet på den ene side og på den anden: EU’s stats- og regeringsledere – og dermed nationalstaterne.

Drejebogen til det, der skete på topmødet torsdag-fredag, udkom på tryk i 2008, året før Lissabontraktaten trådte i kraft, i form af en bog af EU-eksperten SImon Hix fra London School of Economics. Bogen vakte opsigt fra start, ikke mindst på grund af titlen: ”Hvad er der galt med EU, og hvordan skal det løses?” (”What’s Wrong About The European Union – And How to Fix It”).

Hix’ grundlæggende påstand var, at med Lissabontraktaten havde Parlamentet fået mulighed for at afgøre hvem der skal være kommissionsformand. Her står der nemlig, at Parlamentet skal godkende den person, som Det Europæiske Råd – de 28 stats- og regeringschefer – indstiller. Det betyder, at Parlamentets partigrupper selv ville kunne opstille kandidater, føre dem frem i valgkampen og tvinge dem igennem – forudsat at parlamentarikerne ville stå enige sammen om, at kun den, der kunne samle flest mandater i det ny parlament, ville blive godkendt.

Nøjagtigt som det er gået med Jean-Claude Juncker.

Musketér-eden holdt
Juncker – regeringschef i Luxembourg i 18 år, samtidig finansminister og som sådan leder af det særlige råd for finansministre i eurolandene, Eurogruppen – så de nye muligheder på et tidspunkt, da diplomater og eksperter stadig nægtede at tro på, at Parlamentet ville kunne påtvinge stats- og regeringscheferne en kandidat. Så han lod sig opstille af sit parti, de kristenkonservative (EPP, European Peoples Party, Det europæiske Folkeparti), på deres kongres i marts i år.

De fire centrale partigrupper i Parlamentet indgik en én-for-alle, alle-for-én aftale. Man kan ikke være sikker på, at politiske aftaler holder, når de bliver sat under pres – slet ikke, når det får tilbagegang, men alligevel forbliver det største parti. Men musketér-eden holdt. Stik imod, hvad mange kloge hoveder forventede, fik Juncker opbakning fra de øvrige tre musketerer – Martin Schulz fra Socialdemokraterne, Daniel Cohn-Bendit og hans efterfølgere i De Grønne (som SF er med i) og De Liberale (som Venstre er medlem af).

Hvorfor? Fordi der kører en konstant ”institutionskamp” i EU – en kamp om magten mellem Parlamentet på den ene side, og Rådet – dvs. de 28 medlemslandes regeringer – på den anden.

Det er en af forklaringerne på, at EU er så uforståeligt. Det, der engagerer folk i politik, er først og fremmest kampen om samfundets goder – kampen mellem ”blå blok” og ”rød blok”.Den foregår i medlemslandene, i Kommissionen, i Parlamentet, i Rådet. Men i EU-sammenhæng bryder den sjældent ud i det offentlige rum, før den bliver til en kamp mellem institutioner – ’Rådet mod Parlamentet’, ’Kommissionen mod Rådet, men med støtte fra Parlamentet’ (som vi har set i masser af miljøsager) eller ’et antal regeringer mod Kommissionen’.

Med valget af Juncker har vi set begyndelsen på et nyt system, med en ny magtfordeling xxok?. Når Kommissionens formand skal opstilles før valget, bliver valget politisk, og Kommissionen bliver politisk lige som en national regering.

Hvem stiller op?
Bertel Haarder siger i et interview med RÆSON, at det kan være vanskeligt for en statsminister at melde sig som kandidat, derefter blive siddende på taburetten derhjemme i et halvt års tid og måske endda ende som taber. Men hvor indlysende er det lige, at kun statsministre skulle være kvalificerede til posten? Den sagnomspundne Jacques Delors – manden, der skabte Det indre marked – var økonomiminister, før han blev kommissionsformand 1985-2003.

Til gengæld vil det give en mere folkeligt og interessant debat, hvis næste parlamentsvalg kommer til at dreje sig om en ”blå” Juncker” over for en ”rød” udfordrer, en ung ”grøn” udfordrer som Ska Keller eller en Alexis Tsipras fra GUI, det europæiske svar på Enhedslisten. De nævnte var også i spil her i 2014.

Vi har ikke hørt meget om kandidaternes valgprogram. Men fra og med Juncker’s udnævnelse forleden er pressen opmærksom på Parlamentets rolle, så det kommer. Det vil blive lettere for vælgerne at finde ud af, hvad det er for folk, de skal tage stilling til under valgkampen, og hvis interesser, de varetager. Som Wolfgang Schaüble, Merkels stærke finansminister, siger det i et interview søndag i Financial Times: ”Vi har set det igen og igen, at når der er konflikt mellem parlamenter og den udøvende magt, er det oftest parlamentet, der vinder”.

Faktisk har der været en bred debat i Tyskland over temaet, at når vælgerne har skullet tage stilling ved et valg med klart udmeldte kandidater, kan den siddende elite umuligt trække i land bagefter og forklare, at folkets stemme alligevel ikke tæller. Og slet ikke, når alternativet er en procedure, hvor en lukket kreds af regeringschefer eliminerer den ene efter den anden bag lukkede døre, til alle er udmattede.

Verdens mildeste håndfæstning
Rådet – medlemslandenes regeringer – har været ekstremt hurtige til at lære dét. I Tyskland fik Merkel voldsom kritik i Tyskland for ikke at stille sig entydigt bag Juncker umiddelbart efter valget. Det gjorde hun senere – efter mødet på Harpsund i Sverige, hvor hun sejlede rundt i en fin lille robåd med Juncker-modstanderne Cameron, Reinfeldt og Rutte (Storbritannien, Sverige, Holland). Det var her, det gik op for hende, at David Cameron ikke ville nogen form for kompromis. Hans ubøjelige optræden var ikke i ”den europæiske ånd”, sagde fru Merkel på det efterfølgende pressemøde og forklarede, at ”den europæiske ånd” handler om at finde et kompromis, som alle i institutionen – her: Rådet – kan enes om.

Løsningen blev en slags håndfæstning til Juncker – en ”strategisk dagsorden for de næste fem år”, som det samlede råd stod bag. Papiret er et kompromis i bedste europæiske ånd. Der bliver ikke pillet direkte ved de mange økonomiske strammerregler i ØMUen og Finanspagten, som bl.a. Tyskland og Holland står for. Men efter italiensk og fransk pres hedder det flere steder, at reglerne kan tolkes og blødes op.

Historisk set er håndfæstninger aftaler, hvor et lands stormænd begrænser kongens magt. Man kan argumentere for, at den strategiske dagsorden, der blev vedtaget i fredags, er verdens mildeste, og at Juncker må have været mere end godt tilfreds.

Men dokumentet viser vejen. Formen kan nemlig genbruges, og i stedet for den tilbagevendende krise, vi har oplevet, hver gang stats- og regeringschefer skulle slås om en bestemt kandidat, har vi nu fået en løsning – en erklæring bag hver ny kommissionsformand xxok?, der udtrykker det til enhver tid bedste kompromis. Hver af topmødets deltagere kan rejse hjem og erklære, at han/hun fik sin mærkesag igennem – helt i ”den europæiske ånd”. Men initiativretten ligger helt og holdent hos Juncker.

Hvad Cameron fik
Cameron fremprovokerede en afstemning, som han tabte, men fik til gengæld et løfte om at blive hørt ved den genforhandling af EU’s 2020 plan, der finder sted i marts næste år. Stats- og regeringscheferne har tradition for at hjælpe hinanden bedst muligt op til valg. Der er er valg i Storbritannien i maj næste år, og genforhandlingen – som formelt er en ekstra midtvejsevaluering af 2020-planen – skal give Cameron mulighed for at overbevise briterne om, at han faktisk kan få de øvrige EU-lande med på reformer, så de alligevel ikke behøver at stemme sig ud ved den folkeafstemning i 2017, han har stillet dem i udsigt.

Pludselig er det i øvrigt ikke bare Cameron, Rutte og Messerschmidt, der ønsker EU rullet tilbage. Det gør også Tyskland! Merkel har flere gange understreget, at Tyskland har samme interesse i en markedsorienteret reformdagsorden som Cameron, og i interviewet i Financial Times taler Schaüble om, at Storbritannien er intet mindre end ”historisk, politisk, demokratisk og kulturelt absolut umisteligt” for Europa.

Junckers ekspertise
Om Juncker lige er den bedste kommissionsformand? Det er i EU som i kærlighed: Kan man ikke få den, man elsker, må man elske den, man får. Sammenlignet med f.eks. Jose Manuel Barroso (tidligere konservativ regeringschef i Portugal) har han store fordele: Dygtig forhandler og kompromismager, har mange års erfaring med at omgås stormagterne og alligevel få noget igennem, kristenkonservativ, men selv af arbejderbaggrund.

Juncker største ekspertise ligger på det, der i dag er EU’s største problem: Euroen. Han var blandt Euroens fædre, formand for Euro-gruppen frem til 2013 – og en af de få, der har turdet tale Tyskland midt imod i dette ømtålelige spørgsmål. Ifølge ham, er Eurobonds – lån, der garanteres i fællesskab af alle euro-lande – en absolut nødvendighed for at redde Euro’en ud af moradset. Set fra Berlin er den slags fælles garantier derimod helligbrøde og i strid med traktaten.

Vi ved til gengæld, der ligger planer i skuffen i både Tyskland og Frankrig om en slags euro-forbundsstat – 18 eurolande, der går langt videre i EU-integration og fælles økonomisk styring end resten. Også her passer Juncker perfekt. Men planerne får formentlig lov at ligge, indtil briterne har holdt deres folkeafstemning. Indtil da nøjes man med at diskutere fælles traktatændringer, som også passer Cameron.

Rollefordelingen
”Del jer efter anskuelser”, sagde bl.a. Viggo Hørup, da institutionskampen stod på i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Hix siger det lidt mere prosaisk: Der skal være plads til en kamp mellem rivaliserende grupper, ikke bare på nationalt, men også på EU-niveau, hvis borgerne skal opleve, at de er en del af et demokrati, der er værd at deltage i. Første akt i Hix’ drejebog er som sagt gennemført – lettere end de fleste havde troet. Men er der tale om en lille revolution, der vælter tingene overende fra den ene dag til den anden? Næppe. Rådet vil forsat søge enighed. Juncker vil være en kompromissets mand. Og parlamentet?

På den ene side lægger det nye system op til øget rivalisering mellem partigrupper. På den anden side vil der ske det, at de mange nej-sigere, der er valgt ind denne gang – fra det britiske UKIP, det franske Front National m.fl. – får midten til at rykke endnu tættere sammen og lægge større vægt på institutionskampen. Sådan kommer det helt sikkert til at gå de næste fem år – takket være valgresultatet i maj xxok?. I Europa-Parlamentet skal man kunne tælle til 376 (halvdelen af 751 +1) for at danne et flertal. Reelt skal man op omkring 400, fordi nationale tilhørsforhold betyder, at der altid er nogen, der bryder partigruppedisciplinen og stemmer nationalt. Det passer rigtig pænt med de 412, EPP og Socialdemokraterne råder over tilsammen, og for parlamentarikerne i de to grupper er samarbejde på tværs langt fra noget nyt.

Denne tendens til at fjerne kamp-temaerne fra EU-debatten vil fortsætte, så længe en væsentlig del af vælgerne holder fast ved, at det centrale i EU ikke rigtigt drejer sig om fordelingspolitik – kampen mellem ”rød fløj” og ”blå fløj” – men om forholdet mellem regeringerne (og dermed nationalstaterne) på den ene side, og Parlamentet på den anden.

Men det nye er trods alt, at partierne nu er nødt til at tegne en skarpere profil ved valgene. Og at Rådet har erkendt, det må rette ind efter Parlamentets krav om parlamentarisme.

ILLUSTRATION: Juncker møder pressen [26/10 2011. Foto· EU]