02.07.2014

I interviewserien om mediernes fremtid taler Emma Høj med Lea Korsgaard fra Zetland.

Interview af Emma Høj

RÆSON: Har de trykte medier en fremtid?
Lea Korsgaard: Det tror og håber jeg, at de har. De kan noget, som nettet ikke kan, nemlig koncentrere og udvælge indholdet for os, og det tror jeg, at der er et marked for i en tid, hvor vores egen tid bliver mindre og mindre. Man kan kigge på Weekendavisen, hvor det går jo forholdsvist godt, så vidt jeg er orienteret. Jeg kan ikke forestille mig, at Weekendavisen ikke findes på papir om ti år. Det kan godt være, at den ser anderledes ud, og at den ikke helt har det meget omfangsrige format, som den har nu, men jeg tror stadig, den vil eksistere.

RÆSON: Hvilke ændringer vil vi se i indholdet?
Lea Korsgaard: Det giver jo mindre og mindre mening at trykke nyheder på papir. Det er virkelig en reminiscens fra en helt anden tid, som ikke er tidssvarende i dag af den åbenlyse årsag, at en nyhed ophører med at være en nyhed efter et døgn. Papiravisen egner sig godt til fordybelse og koncentration, men der egner sig ikke særligt godt til det der hurtige overbliksbillede, som man som mediebruger også kan have brug for. Derfor tror jeg helt sikkert, at nyheden er på vej ud af avisen. Det ville være mærkeligt andet.

RÆSON: Du siger, at det er en fordel ved papiravisen, at nogen udvælger og koncentrerer stoffet for os. Kan man ikke gøre det på samme måde på internetaviserne?
Lea Korsgaard: Ikke helt, fordi internettet er både horisontalt og vertikalt på samme tid. Hver eneste artikel, du giver dig i kast med, giver anledning til klik dybere ned eller videre ud på nettet. Der er et eller andet ved nettets natur, der giver os lyst til a hoppe rundt og samle informationer fra forskellige steder samtidig, og det gør, at man hopper ud fra det medie, som ellers har gjort sig umage med at forsøge at koncentrere indholdet for os. Alene det faktum, at man ikke nødvendigvis skal ind gennem forsiden af politiken.dk, men ofte vil komme ind til en artikel via Facebook eller Twitter viser jo, at vi ikke efterspørger koncentratet på nettet som vi gør det i papiravisen.

RÆSON: Hvad har overrasket dig mest, hvis man ser på mediernes udvikling i de seneste 10 år?
Lea Korsgaard: Det har overrasket og glædet mig mest, at forudsigelsen om at man ikke kan læse langt og perspektivrigt på nettet ikke holdt stik. Da jeg læste hos Jeff Jarvis i New York i 2008, kom jeg derover med en drøm om, at jeg ville udvikle et kvalitetsmagasin til nettet, og han sagde ‘forget it’, og at der var noget ved de der devices, der gjorde, at vi ikke har lyst til at læse langt på nettet. Men på det tidspunkt var han ikke klar over, at Ipad’en var lige om hjørnet og Kindlen var på vej frem. De to platforme har givet os en mulighed for at læse langt, som vi ikke havde kunnet forudse. Så den rodfæstede idé om, at det var slut med at læse langt på nettet har jo vist sig slet ikke at holde stik. Selvfølgelig har den ikke det, kan vi sige i dag, for selvfølgelig har vi stadig brug for de lange, grundige og dybe fortællinger. Vi manglede simpelthen bare devicet til det på det tidspunkt.

RÆSON: Har udviklingen, som du ser det, været overvejende positiv eller negativ?
Lea Korsgaard: Jeg synes helt klart, at det positive er, at der er dukket formater og forretningsmodeller op, som understøtter den lange og grundige journalistik. Vi troede lige, at vi skulle til at leve i en verden, hvor alt var korte nyheder og rigtig meget Britney Spears-sladder på nettet, men så viste det sig sjovt nok, at folk stadigvæk har lyst til at blive klogere. Det synes jeg helt klart er positivt. Det negative, eller det, som kan bekymre mig, er, at nyhederne ikke varer særlig lang tid af gangen. Nyheder, som ville have lagt nyhedsbilledet ned og være blevet optaget af alle andre medier, da jeg begyndte i praktik, har i dag svært ved at trænge igennem. Selvfølgelig kan Se og Hør-skandalen stadig lægge Danmark ned, ligesom andre store sager har den gennemslagskraft som gør, at vi alle bliver nødt til at løfte hovederne på samme tid. Men laget lige under, altså de historier, der ikke har ligeså stor appel, har svært ved at trænge igennem i nyhedsbilledet.

RÆSON: Så din bekymring omkring udviklingen i medierne er, at historierne ikke får den gennemslagskraft, de fortjener?
Lea Korsgaard: Hegel, den gamle filosof, sagde engang, at morgenavisen er demokratiets fælles morgenbøn. Når man læser sin morgenavis om morgenen, så har man en forestilling om, at alle andre i det nationale fællesskab sidder og læser de samme nyheder, og at det alene giver os evnen til at forestille os, at vi er en del af det samme fællesskab. Den idé har vi jo ikke længere. Der er sat en bombe ind under det nyhedsbillede, hvor alle konsumerer de samme nyheder samtidig. Det sker ikke længere, og det er der nogle risikoer forbundet med. Fordi vi ikke har følelsen af, at alle andre sidder og læse præcis samme historie netop nu, så forsvinder en del af det fællesskab, der opstår rundt om det at læse de samme historier.

RÆSON: Så fremtidens mediebillede udfordrer fællesskabet?
Lea Korsgaard: Jeg tror, den er udfordret, men jeg tror på ingen måde, den er forsvundet. Et godt eksempel er DRs underholdning søndag aften. På trods af, at mange af os sidder og ser det på alle mulige andre tidspunkter, så kan vi alligevel godt være med i den store fælles samtale. Så så trist er det ikke, at vi ikke på lige præcis samme tidspunkt ser eller læser det samme. Det viser bare, at der, tror jeg, stadig er behov for de store mastodonter. Det kan måske lyde mærkeligt at sige det som repræsentant for et lille bitte medie, men i forhold til diskussionen omkring de mange, mange milliarder der bliver postet efter DR hvert år, hvor nogle mener, pengene skulle gives tilbage til skatteyderne, så de selv kunne bestemme, hvordan de ville bruge dem – det er jeg totalt uenig i. Jeg tror virkelig, der er brug for små, nye innovative steder som mit eget, men der er helt klart også brug for mastodonterne, der har musklerne og økonomien til at lægge nyhedsfladen ned og sige, at nu skal vi alle sammen kigge den her vej. Det tror jeg virkelig er vigtigt.

Jeg tror virkelig, der er brug for små, nye innovative steder som mit eget, men der er helt klart også brug for mastodonterne, der har musklerne og økonomien til at lægge nyhedsfladen ned og sige, at nu skal vi alle sammen kigge den her vej

____________________

 

RÆSON: Hvorfor har mange historier svært ved at trænge igennem i nyhedsbilledet i dag?
Lea Korsgaard: Jeg er utrolig lidt ortodoks, når det kommer til solohistorier. En god historie er en god historie, uanset om det er Politiken eller Ekstra Bladet, der har gravet den frem. Men i mediernes forsøg på at positionere og brande sig selv tror jeg, at nyhederne og solohistorierne bliver brugt som middel, og det sker altså på bekostning af at hoppe med på nogle af de andre mediers store, vigtige historier.

RÆSON: Hvad vil udviklingen være af den tendens?
Lea Korsgaard: Det er virkelig svært at forudse, men jeg oplever lidt, at vi i min generation af journalister og dem, der er yngre, ikke sætter hegn om vores medier på samme måde, som man måske gør i de ældre generationer. Vi er jo opdragede i linkets verden, så hvis man læser en nyhedsartikel, og så linker man til den – uanset om den er fra ens egent medie, eller om den er fra et andet, bare den er interessant i sammenhængen. Vi er klar over, tror jeg, at man stiller et behov hos brugerne, ved faktisk at pege på den relevante information, også selvom den ikke kommer fra ens eget medie. Det er jo virkelig en anden tankegang, end den klassiske, gamle monopoltankegang.
Når vi bliver ti år ældre, eller når den nye måde at tænke på trænger længere op i systemet, så kan det måske være med til at ændre på det. Det håber jeg.

RÆSON: Vil der ske et skifte i måden, man formidler nyheder på?
Lea Korsgaard: Jeg tror, at vi efter snart 30 år, hvor vi i høj grad har dyrket den der ekstremt sakrale, tørre, tilstræbt objektive tone i nyhedsformidlingen, er kommet i tanker om, at der også er et marked og et behov for de historier, som er fortalt via alle mulige andre virkemidler, end den helt klassiske tørre nyhed. Altså de genre har selvfølgelig også været der i de sidste 30 år, men måske mere på et sidesporsniveau.

I 90’erne gik vi alle sammen rundt og sagde til os selv, at historien var slut. Der fandtes kun én verden og én måde at anskue den på. Det afspejlede sig også i den måde, vi skrev nyheder på. Der fandtes kun den tørre, lidt kliniske nyhedsstemme

____________________

 

RÆSON: Hvordan kommer man til at skulle formidle nyheder anderledes i fremtiden?
Lea Korsgaard: I 90’erne gik vi alle sammen rundt og sagde til os selv, at historien var slut. De store ideologiers tid var forbi. Der fandtes kun én verden og én måde at anskue den på. Det afspejlede sig også i den måde, vi skrev nyheder på. Der fandtes kun den tørre, lidt kliniske nyhedsstemme. Nu har vi jo opdaget, at historien ikke er slut. Der er vildt mange konkurrerende måder at se og opleve verden på, og det forplanter sig i vores sprog og i vores måde at fortælle historier på. I dag er der i højere grad brug for, tror jeg, at mærke, at der er et menneske, der har skrevet historien. Et menneske med sine egne sympatier, antipatier og bevidsthed, og ikke bare en eller anden neutral formidler, for vi tror ikke længere på den neutrale formidler af historien. Man kan bare vende blikket ud mode verden og konstatere, at der er så mange fortolkninger af den til rådighed. Nyhedsbilledet har i højere grad brug for at være en kakofoni end et ensrettet, kliniske kor.

RÆSON: Hvis du kunne ændre noget ved mediestøtten, hvad ville du så ændre?
Lea Korsgaard: Vi [Zetland, red.] kan ikke få mediestøtte efter den nye lov, selv om vi laver 100 pct. egenproduceret og grundig kvalitetsjournalistik, der endda sætter dagsorden af og til. Og det kan vi ikke, fordi vi udkommer med én historie ad gangen. Mediestøtten lægger op til, at man i HVER udgivelse skal bringe historier om både kultur, politik og samfund – men vi dækker i sagens natur kun ét af disse temaer af gangen, og derfor er vi udelukket fra støtten. Men Den Korte Avis kan få støtte og udfordringen.dk, der bringer kristne nyheder kan også – og selvfølgelig de store mediehuse, hvoraf nogle endda har millionoverskud. Det forekommer mig, at mediestøtten – mod hensigten – er endt med at være totalt konserverende af et forældet syn på, hvad et medie er og hvordan en nyhedsartikel ser ud. Så dét ville jeg lave om på, hvis jeg kunne.

RÆSON: Hvilke udfordringer er i at udkomme på en digital platform?
Lea Korsgaard: Vores primære udfordring er, at ebogsmarkedet endnu er i sin barndom i Danmark. Det vil sige, at markedet endnu er forholdsvist begrænsede. Vi glæder os til den dag, hvor det ser ud som i USA, hvor over halvdelen af alle bøger, der bliver købt, er e-bøger.

RÆSON: Hvad vinder man ved at udkomme på en digital platform?
Lea Korsgaard: Man vinder først og fremmest det at være der, hvor fremtidens læsere er. Alt peger jo på, at vi vil bruge tablets og telefoner i højere grad i fremtiden.

RÆSON: Hvad betyder det for indholdet?
Lea Korsgaard: Det giver selvfølgelig nogle muligheder i forhold til for eksempel at linke ud af historien, men det benytter vi os egentlig ikke specielt meget af. Vi gerne vil fastholde vores læsere, fordi vi gerne vil tilbyde et sted, man læser fra start til slut og ikke hopper ind og ud af historien, som man gør alle mulige andre steder på nettet. Vi er faktisk super gammeldags i vores journalistiske format på den måde. Det, vi forsøger, er jo at flytte en tradition for den gode, velfortalte historie over på et nyt medie og dyrke og fremtidssikre den tradition. Vi er ikke ude på at genopfinde en helt ny genre ved hjælp af et nyt medie.

Det, vi forsøger, er jo at flytte en tradition for den gode, velfortalte historie over på et nyt medie og dyrke og fremtidssikre den tradition. Vi er ikke ude på at genopfinde en helt ny genre ved hjælp af et nyt medie
– Om Zetland

____________________

 

RÆSON: Hvad bliver de mest bemærkelsesværdige forandringer i fremtidens mediebillede?
Lea Korsgaard: Jeg tror, at man som læser eller bruger i fremtiden i højere grad vil finde de journalister, som man i særlig grad kan lide og har tillid til, og så vil man læse dem frem for at orientere sig mod et medie. Det tror jeg helt klart kommer til at blive tydeligere, og hvem ved om ikke en sindssygt velskrivende skribent kan lave sit eget medie i fremtiden. Man der det jo nærmest allerede i kraft af blogs, men man kunne sagtens forestille sig et medie, som i højere grad var endnu mere journalistisk, end en traditionel blog er. Det har også meget at gøre med det, jeg sagde om, at den der sakrale nyhedsstemme ikke er ligeså relevant i dag, som den var for 20 år siden. Vi har vænnet os til en verden, hvor læseren derude har gennemskuet mediebilledet. De ved godt, at der sidder en journalist inde bag sproget, som har sine egne præferencer og sine egne sympatier og sine egne politiske holdninger, og det må gerne skinne igennem journalistikken, så vi ved, hvad vi har at gøre med. Så kan vi i højere grad selv vurdere, om vi er enige eller uenige. Og vi kan i højere grad kan se, på hvilke betingelser journalistikken er blevet til på.
Noget andet, som jeg virkelig også tror, der bliver stigende efterspørgsel på, er et fysisk sted at mødes omkring journalistikken. Vi har nogle journalistiske liveshows, som vi kalder Zetland Live, som har utrolig stor succes. En af grundene til det, tror jeg, er, at nyhedsmedierne bliver mere og mere desintegrerede og fragmenterede, og så stiger behovet for at mødes et eller andet sted. Før var lejrbålet papiravisen, nu er lejrbålet et fysisk sted, hvor både journalister og læsere mødes om de her vigtige, vigtige historier.

RÆSON: Hvad er din største bekymring for mediernes fremtidige udvikling?
Lea Korsgaard: Jeg er ikke vildt begejstret for den onlinejournalistik, som kun har en kilde, og som i høj grad ofte er fejlbehæftet. Den slags journalistik har virkelig brug for konkurrence fra den dybe, grundige journalistik. Så det, jeg tænker over om natten, når jeg ikke kan sove, er, at jeg håber det lykkes for os og for andre, som forsøger at finde forretningsmodeller for den lange grundige journalistik. Vi har stadig det til gode at bevise, at det kan lade sig gøre på den lange bane. Vi er på vej frem, så på den måde er jeg ikke bekymret, men hvis det ikke lykkes, så vil jeg være rigtig bekymret.

RÆSON: Hvad er du mest forventningsfuld omkring?
Lea Korsgaard: Jeg er mest forventningsfuld omkring den nye generation af journalister, som jeg er totalt begejstret for. Dem, som jeg har mødt via vores lille talenthold, Zetland Talent, er simpelthen gjort af et andet stof, end jeg var, da jeg blev færdig som journalist. De er i meget højere grad villige til at tænke ud af boksen i forhold til, hvordan de kan udkomme med deres journalistik. Da jeg blev uddannet var det eneste, der stod på min nethinde: Få et fast job på en stor morgenavis. Men jeg oplever en ny generation, som bare gerne vil lave fed journalistik uanset om det så er for en stor morgenavis eller for et lille foretagende som os. Jeg er superoptimistisk på den generations vegne. ■

Lea Korsgaard (f.1979) er partner i medievirksomheden Zetland og en del af chefredaktionen. BA i journalistik fra Syddansk Universitet i 2005 og MA i mediesociologi fra The New School i New York City. Hun har arbejdet for både Berlingske Tidende og Politiken og er forfatter til ’Ghita’ samt – med Stéphanie Surrugue – ’Det store bogtyveri’, der vandt De Berlingske Journalisters Pris. Emma Elise Albæk Høj (f. 1989) studerer journalistik og historie på RUC. Hun har tidligere været praktikant på Debatten på DR2.