27.06.2014

Mens USA og NATO har sendt i hundredtusindvis af kamptropper og bistandskroner til Afghanistan gennem de forgangne 13 år har regionale aktører som Kina og Indien på godt og ondt investeret i den afghanske privatsektor. Investeringer vil have stor betydning for Afghanistans fremtid, men vil de fortsat finde sted efter 2014?

INTERVIEW af Rie Sjørslev Hansen

2014 varsler begyndelsen på en ny politisk og økonomisk virkelighed for Afghanistan. Mens landet venter på at få afgjort, om det er Abdullah Abdullah eller Ashraf Ghani, der bliver landets nye præsident, har USA meddelt, at selvom det vil være slut med amerikanske kamptropper vil knap titusinde amerikanske soldater fortsat være i landet efter 2014.

Fremover vil det dog ikke kun være de afghanske sikkerhedsstyrker, der skal stå på egne ben. Også den afghanske økonomi skal klare sig selv, når det internationale samfund for alvor rykker teltpælene op. I første omgang har Danmark sammen med en række andre lande givet tilsagn om at øge den økonomiske bistand frem mod 2017. Men på trods af dette tilsagn er der en klar forventning om, at den samlede støtte til Afghanistan vil falde betydeligt i de kommende år.

Den afghanske stat vil dermed i stigende grad blive afhængig af andre indtægtskilder for at kunne opretholde en nogenlunde stabil sikkerhedssituation, bygge infrastruktur, skabe jobs og sikre adgang til uddannelse og sundhedspleje for landets befolkning. Her kan investeringer i den private sektor få stor betydning.

Indtil nu har en ustabil sikkerhedssituation, et højt korruptionsniveau, et lavt uddannelsesniveau og en generelt svag afghansk stat skabt store udfordringer for den private sektor – men samtidig også et stort spillerum, da såvel den afghanske stat som øvrige aktører har haft fokus rettet hen andetsteds..

Manglende sikkerhed og korruption blokerer for privatsektoren
Sameer Azizi er Ph.D.-stipendiat på CBS og studerer den private sektors rolle i Afghanistan. Ifølge Sameer Azizi er sikkerhedsspørgsmålet i de sidste ti år blevet et stigende problem for private aktører i Afghanistan:

”Især efter 2005 har de store selskaber haft behov for komplekse sikkerhedsforanstaltninger, da angreb og kriminalitet er steget drastisk og vedholdende. Men også de mange micro-virksomheder er blevet ramt af øgede sikkerhedsomkostninger, hvor sikkerheden bliver købt af de lokale krigsherrer, der kontrollerer området.”

Udover sikkerhedsproblemer er også manglen på vejinfrastruktur, elektricitet, finansieringsmuligheder og middelmådig uddannelse store interne udfordringer den afghanske privatsektor står overfor. Herudover påpeger Azizi særligt den høje korruption i de afghanske statsinstitutioner som et stort problem:

”Korruptionen i den afghanske stat er blevet målt til en af verdens højeste. Det skaber uigennemsigtighed og lappeløsninger og kan afskrække firmaer med stærke anti-korruptions- og social ansvarlighedspolitikker og tiltrække mindre socialt ansvarlige firmaer fra regionen.”

Privatsektoren udfylder den afghanske stats tomrum
En af hovedudfordringerne for større virksomheder, der opererer i en skrøbelig og konfliktramt stat som Afghanistan, er manglende institutionel kapacitet. Det vil sige, at virksomhederne ofte selv skal sørge for førnævnte infrastruktur, sikkerhed, uddannelse og sundhedspleje for at kunne virke i Afghanistan. Alt sammen opgaver som en stærk stat almindeligvis ville varetage. På den måde udfylder den private sektor dele af den afghanske stats og regerings rolle.

Ifølge Azizi tager nogle af de store virksomheder i Afghanistan også aktivt del i kapacitetsopbygningen i forhold til deres medarbejdere og giver støtte til samarbejdspartnere og udviklingsprojekter med donorer og NGO’er.

Industrier som telekommunikation, luftfart, uddannelse, sundhed mv., der tidligere var statsejede er siden 2001 blevet privatiserede. Det har tiltrukket store investeringer til Afghanistan. Men denne udvikling har ikke fundet sted uden problemer som følge af den svage afghanske stat:

”I og med at staten kæmper med mangel på kapacitet og gennemsigtighed, har det ført til nærmest anarkistiske markedsforhold, hvor selskaberne selv må sørge for egen sikkerhed, uddannelse af medarbejdere, sundhedsfaciliteter osv. Overordnet kan man sige, at den private sektor har fået et stort frirum til at agere i det tomrum, som staten efterlader.”

Azizi forklarer, at den liberale politik der har været ført i Afghanistan siden det internationale samfunds intervention i 2001, uden tvivl har givet privatsektoren en stor rolle i det afghanske samfund og tilføjer:

”Spørgsmålet er om denne form for privatisering i et land, der lider af en skrøbeligt stat og har verdens højeste korruptionsindeks, som det gør sig gældende i Afghanistan, rent faktisk kan gavne den almindelige afghaner.”

Andre aktører, som fx NGO’er, der normalt vil stille sig kritiske overfor den private sektors betydning for den almindelige afghaner, påvirkes også af tomrummet efter den afghanske stat.

”NGO’erne, som i andre lande hæver en kritisk stemme over for den private sektor, har længe været optaget af at opfylde nødvendige behov i landet og er først nu for alvor begyndt at fokusere på privatsektorens eksistens og rolle,” forklarer Azizi.

Kina og Indien investerer i Afghanistan
Blandt investorerne i den afghanske privatsektor er flere regionale aktører, der i de seneste år har haft stigende fokus på Afghanistans naturressourcer og det store økonomiske potentiale, der kan være heri.

I 2007 foretog Kina den hidtil største privatsektorinvestering i Afghanistan, da man indgik en aftale om at udvinde kobber fra Aynak i Logar-provinsen. Et indisk konsortium af statslige og private aktører investerede i 2001 i jernmalmen fra Hajigak i Wardak-provinsen. Om investeringernes betydning for den afghanske økonomi siger Azizi:

”Den økonomiske gevinst anses for at være stor for den afghanske stat, men indtil videre halter begge investeringer bagud i forhold til deres tidsplan. Det stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt denne industris bidrag til den afghanske økonomi kan realiseres på kortere sigt, hvor der er brug for det.”

Udover Kina og Indien er Pakistan også i høj grad med til at påvirke privatsektoren i Afghanistan, særligt gennem import og eksport af varer. Endelig er der en række andre investorer fra regionen som Iran, Tyrkiet, De Forenede Arabiske Emirater og ikke mindst den globale religiøse leder Aga Khan, som har investeret i relativt mindre projekter i landet.

Ifølge Verdensbanken er der dog lange tidshorisonter, før de investeringer Kina og Indien har foretaget i mine- og olieindustrierne vil kunne mærkes i den afghanske statskasse. Hertil tilføjer Azizi, at også det nuværende præsidentvalg, den generelle politiske situation samt den militære tilbagetrækning vil få stor indflydelse på det miljø, som de kinesiske og indiske virksomheder skal agere i fremover.

Meget vanskeligt at tiltrække investeringer efter 2014
Vestens militære tilbagetrækning fra Afghanistan vil, ifølge Azizi, medføre færre investeringer, da den politiske og sikkerhedsmæssige situation med stor sandsynlighed vil blive endnu mere utilregnelig og usikker:

”Der er ingen tvivl om, at perioden efter 2014 bliver meget vanskelig for privatsektoren. For det første vil tilbagetrækningen medføre drastiske nedskæringer i både humanitære og militære udviklingsmidler. Dette vil påvirke alle sektorer, da de i høj grad drives af disse midler. En negativ spiral, hvor reducering af udviklingspengene skaber endnu større ledighed og mindre privat og offentlig efterspørgsel er næsten uundgåelig.”

Dette forklarer Azizi med, at privatsektoren under det vestlige engagement i Afghanistan har været direkte leverandør af services, transport, logistik og direkte arbejdskraft til udviklingsprojekter og tilføjer:

”Man vil kunne mærke nedtrapningen meget kontant. Optimismen omkring private investeringer som grobund for fortsat vækst i landet er ved at svinde ind, da disse investeringer var baseret på massive inflow af udviklingspenge og håb om stabilitet igennem tilstedeværelsen af internationale styrker. Nu hvor udviklingsmidlerne langsomt siver ud af den afghanske økonomi, er det vanskeligt at se, hvordan Afghanistan skal tiltrække private investeringer fra regionale og internationale aktører i et skrøbeligt marked med drastisk faldende efterspørgsel.”

Slutteligt maler Sameer Azizi dette billede af den private sektors rolle i Afghanistan og perspektivet for tiden efter 2014:

”Jeg vil beskrive de foregående 12 års intervention i Afghanistan med et billede af en stor ’fest’, hvor donorerne har været festdeltagere, der selv har betalt for festen og har sat sit præg på arrangementet siden 2002, den afghanske stat har været arrangørerne og gjort alt for både at tilfredsstille deres gæsters krav og varetage egne interesser, og privatsektoren har været leverandørerne til arrangementet. Den har nydt godt af at levere meget dyre varer og services til de (ideologisk) berusede festdeltagere og de forvirrede arrangører, mens den almindelige afghaner enten er blevet nægtet adgang til festen eller har fået et arbejde som afrydder. 2014 og de kommende år er dermed de sene midnatstimer, hvor festen er ved at være slut. Gæsterne siver hjemad, mens værterne skal forklare de høje omkostninger til de lokale afghanere, der står tilbage med oprydningen og søvnløsheden fra larmen på gaderne natten igennem.”


Sameer Azizi er Ph.D.-stipendiat fra Copenhagen Business School, Centre for Business and Development Studies. Hans søger at forholde sig kritisk til de større virksomheders udviklingsmæssige rolle i lavt-udviklede lande med en skrøbelig stat. Hans phd-projekt fokuserer specifikt på fire større telekommunikationsfirmaer i Afghanistan og er baseret på data samlet fra feltstudier i Afghanistan. Han er født i Afghanistan, men har levet i Danmark siden 1991.

Rie Sjørslev Hansen er bachelor i Kinastudier fra KU og sprogofficer i pashto. Hun har været udsendt til Afghanistan på ISAF 10 og i praktik ved ambassaden i Washington DC . Hun studerer Business and Development Studies på CBS og er tidl. ansvarshavende chefredaktør på RÆSON.
ILLUSTRATION: Gade i Kabul [Ninara via Flickr]