10.06.2014

Den ukrainske krise kommer i hvert fald til at redefinere, så vidt jeg kan gennemskue, store dele af vores europapolitik. I vores nærområder er EU stormagten. USA er ikke den vigtige i Ukrainekrisen – det er EU.
Ukraine er en test af EU

INTERVIEW af Kristian Basballe
Interviewet er foretaget d. 22. april 2014

RÆSON: Hvad betyder det, at vi har fået en radikal udenrigsminister?
LIDEGAARD: Det grundlæggende regeringsgrundlag på det her område er det samme, men jeg håber da, at man kan se forskel i nuancerne. Hvis jeg skal nævne tre ting, som jeg tager med mig, og som jeg tror er radikale fingeraftryk allesammen, så er det:
– Vi får en mere offensiv EU-politik.
– Det, man kunne kalde ressourcedagsordenen – klima, energi osv. – kommer til at fylde mere.
– Den måde, vi forstår konflikter og konfliktløsning på, bliver et mere holistisk billede, hvor det militære engagement absolut spiller en rolle, men hvor det aldrig ses uden at være kombineret med en humanitær og civil indsats.

RÆSON: Er verdensordenen i dag anderledes, end den var ved indgangen til 2014?
LIDEGAARD: Ja og nej. Det er klart, at vi skriver historie i disse uger med det, der foregår i Rusland og Ukraine, uanset hvordan den konflikt ender. Det er meget svært at overskue på nuværende tidspunkt, hvad det er for en historie, der bliver skrevet. Den kan både ende med, at vi får forhandlet en fredelig løsning – hvilket vil betyde, at vi får stadfæstet den praksis, der har været gældende siden Den Kolde Krig: at man ikke ændrer grænse ved en militær intervention, men faktisk får integreret sig så økonomisk stærkt, at man ikke kan forestille sig egentlige militære konflikter i gammeldags forstand. Der kan konflikten stadig ende, her mens vi sidder og taler. Den kan også ende i et mareridt, hvor vi får en egentlig krig mellem Rusland og Ukraine eller en borgerkrig inde i Ukraine, som vil få verden til at se anderledes ud og bringe os mange år tilbage i forhold til det, vi troede kunne blive en ny verdensorden. Jeg håber selvfølgelig på det første, og jeg mener, at det er min forpligtelse at gøre alt, hvad jeg kan, for at det ender der, og at det er dén historie, der bliver skrevet. Men nogen garanti findes der jo tydeligvis ikke i denne her sag.

RÆSON: Siden Den Kolde Krigs afslutning har vi haft en situation, hvor man har set USA som unipol, som den store magtfaktor i verden. Er det billede ændret?
LIDEGAARD: Når du spørger ”Har vi fået en ny verdensorden?”, har jeg lyst til at tage helikopterperspektivet og sige: ”Hvad er det egentlig, der har kendetegnet verden mest de sidste 30 år, siden vi afsluttede Den Kolde Krig?” Det mest kendetegnende er jo, at den økonomiske integration mellem landene på globalt niveau er vokset markant, og den samlede økonomi er vokset markant. Især i områder uden for Europa og USA. Det synes jeg er den mest tankevækkende tendens. Om de næste 20 år kan mange sige, at begge de to tendenser, der har båret den geopolitiske og økonomiske udvikling de sidste 30 år, ikke bare vil fortsætte, men vil blive endnu stærkere. Vi regner jo med en fordobling af den samlede verdensøkonomi om bare 20 år. Tre mia. nye middelklasseborgere over de næste 20 år, hvor det de sidste 35 år har været én mia. flere middelklasseborgere. Det betyder jo, at hele verden bliver forandret på en lang række parametre. Man kan sige ressourcemæssigt, klimamæssigt – men jo også sikkerhedspolitisk og geopolitisk, fordi de økonomiske magtcentre kommer til at ligge andre steder end i Europa og USA. Det vil fortsætte, uanset hvad der sker i Ukraine i de kommende uger, og den megatrend vil nok så meget determinere, hvad det er for en sikkerhedspolitik, vi står i, og hvordan Europa bedst varetager sine interesser.
Når vi skal vurdere, hvordan verden så ser ud om 20 år, og dermed hvordan vi skal navigere i vores nutid, så må det være med det udgangspunkt, at verden vil være fundamentalt forandret. De krav, der stilles til os, må være at stå meget fast på vores værdier – demokrati, menneskerettigheder osv. – men også forsøge aktivt at påvirke den verden, der ligger uden for Europa og USA, med vores samfundsmodel, vores værdier og vores økonomiske model og med social stabilitet.

RÆSON: Du har sagt mange steder, at vi skal mere Europa. ”Jeg er Europæer med stort E” osv. Betyder mere Europa mindre USA?
LIDEGAARD: Det bliver tit sat op som et nulsumsspil i den europæiske diskussion, og skiftende udenrigsministre har jo også, gladeligt, kan man sige, prøvet at hælde mere over Atlanten eller ned mod Berlin. Jeg mener virkelig – og det er ikke bare, fordi jeg er radikal og skal sige både og – men det er, fordi jeg mener, at det er noget sludder, at der er tale om et nulsumsspil. Jeg tror, at det fungerer sådan i den virkelige verden, at den interesse, USA har i lille Danmark, er bl.a., at vi er et meget vigtigt brohoved for USA ind i Europa. Vores meget stærke forbindelse til Berlin er noget af det, der er interessant for USA. Mens noget af det, der gør os interessante både for Berlin, men sådan set også for vores nordiske kolleger, er, at vi har så tæt et forhold til Washington og bliver set som en tæt allieret af Washington. Den strategiske position i midten, den er meget afgørende for mig. Og du får ikke mig til at sige, at man skal begynde at skrue ned for blusset til USA eller til Berlin, for de er gensidigt afhængige. Men selvfølgelig er det en balancering helt kontant sikkerhedspolitisk – hvor lægger vi os? Og den har vi jo bl.a. i Ukrainespørgsmålet. Vi ligger nok tættere på USA i flere af de her situationer og siger: ”Vi går ind for flere sanktioner.” Måske også lidt stærkere, end Berlin udtrykker det. På den anden side er vi jo slet ikke der, hvor Østeuropa er – de har været klar til at fyre alle de økonomiske sanktioner af i ét hug, hvad vi ikke mener er særlig klogt. Derfor har vi en meget større forståelse for den tyske tilgang til det: at det hele tiden skal være en proces i det her og en dør åben for forhandling. Så det er et godt eksempel på, hvorfor vi er interessante at lytte til både for Berlin og for Washington – fordi vi rummer den strategiske balancegang.

RÆSON: Nu siger du så, at man sagtens kan gøre begge dele, men du siger også, at der er nogle af dine forgængere, der har haft en tendens til at ville hælde det hele over Atlanten. Har man satset for meget på USA?
LIDEGAARD: Jeg hører jo til dem, der mener, at man helt tilbage i starten af Foghs regeringstid knyttede sig helt ensidigt an til ikke bare USA, men til Bush-administrationens meget, synes jeg, ensidige, neokonservative fokus på udenrigspolitik, som jo repræsenterer et lille hjørne af virkeligheden, men jo slet ikke hele virkeligheden.

RÆSON: Mere EU, siger du. Især i denne tid, hvor EU står og skal forhandle i en krise, er det jo oplagt at spørge til forsvarsforbeholdet?
LIDEGAARD: Ja. Jeg har ingen problemer med at sige, at jeg stadigvæk finder alle EU-forbehold skadelige for Danmark. Det er nok lettere at komme af med forsvarsforbeholdet og forhåbentlig også retsforbeholdet, som giver os problemer med vores Europolsamarbejde, end det er at komme af med euroforbeholdet. Men dybest set synes jeg, at Danmarks plads er i hjertet af den europæiske politik. Og dit næste spørgsmål vil så være: Hvorfor sætter du så ikke alle de her forbehold til afstemning og gør noget for at gå ud og levere en helhjertet indsats? Og det gør jeg selvfølgelig ikke, fordi lige så stort et politisk dyr jeg er, lige så stort et pragmatisk dyr er jeg. Hvis jeg kan se, at hele den europapolitiske debat i øjeblikket lider under både den finansielle krise og en, synes jeg, dybt bekymrende tendens til et mere nationalistisk fokus, også herhjemme, så er det jo ikke det rigtige tidspunkt at satse på, at vi kan få den rigtige kritiske dialog med danskerne om, hvorfor det er så vigtigt. Det vil være en halsløs gerning at sende det her til afstemning på et tidspunkt, hvor der ikke er den ansvarlighed hos danske politikere – eller parathed til at tænke fremad, fordi vi har haft så store problemer med vores økonomi.

RÆSON: Men kommer vi til at se den parathed inden for den her valgperiode, som der står i regeringsgrundlaget?
LIDEGAARD: Det ser svært ud, desværre, som tingene ligger nu.

Forholdet til Rusland

RÆSON: Hvad verdenssamfundet gjorde efter Første Verdenskrig fungerede ikke så godt, og det førte til en ny verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig hjalp man så Tyskland – det gjorde man lidt af med Rusland efter Den Kolde Krig, men ikke i samme grad. Flere har fremført den analyse, at verdenssamfundet har undertrykt Rusland siden Den Kolde Krigs afslutning, og at det kan have ført til nogle af de aggressioner, vi ser nu. Er du enig i den analyse?
LIDEGAARD: Én af grundene til, at Marshallhjælpen virkede, og en af grundene til, at USA var villig til at give den, var jo, at Vesteuropa indstillede sine samfund både på en åben økonomi og på en demokratisk model, som levede op til folkeretten osv. Der har Rusland bevæget sig i den rigtige retning i de sidste 20 år, men man kan jo ikke sige, at de er nået til vejs ende, om jeg så må sige. Der har heller ikke være et ønske fra Rusland om at modtage økonomisk støtte – man har jo en massiv indtægt i form af olie og gas. Men det er rigtigt, at Ruslands økonomi er en meget usund økonomi. Hvis man forestillede sig – hvad jeg jo håber – at Europa over de næste 20 år omlægger sin energisektor – hvad der vil være det eneste fornuftige at gøre af mange grunde, men også sikkerhedspolitiske – så vil russisk økonomi jo få et gevaldigt problem, fordi den er så ensidigt fokuseret på de engangsindtægter fra olie og gas. Noget af det, jeg har glædet mig mest over de forgangne år er, at Rusland er gået ind i WTO og dermed har lagt grunden til at kunne få en langt mere differentieret økonomi og så mindre afhængighed af olie og gas.

RÆSON: Men jeg skal lige forstå dit svar før: Har verdenssamfundet behandlet Rusland på en fair og ordentlig måde siden Den Kolde Krigs afslutning?
LIDEGAARD: Altså, nogle gange, når jeg hører den der analyse af, at vi ligesom skulle have ydmyget Rusland ved fx at optage de baltiske lande og Polen og Bulgarien og Rumænien i EU og NATO, så tænker jeg: ”Forestiller folk sig, at Rusland og EU ligesom sidder og spiller skak om de der lande, der ligger imellem Bruxelles og Moskva? Og at EU beslutter, om de her lande nu skal have lov til at være medlem og tages ind i Europas varme eller ej? Så må jeg bare sige, at sådan har verden jo ikke fungeret. Det har jo været ti nye nationer, der har ønsket den europæiske model. De er jo ikke gået ind, fordi vi har tvunget dem eller har lavet aggression imod dem eller militær intervention. De er gået ind, fordi de har kigget over grænsen, og så har de sagt: ”Den samfundsmodel har leveret et bedre liv til de borgere, der bor i det land. Det vil vi også gerne have. Vi vil gerne have det demokrati, den velstand osv., som det giver.” Så det, du i virkeligheden spørger om, det er: Skulle EU og NATO have sagt nej, da de lande bankede på, og de befolkninger sagde ”Vi vil gerne demokrati; vi vil gerne tilsluttes den europæiske union”? Der må jeg bare sige: Selvfølgelig skulle vi ikke det.

RÆSON: Men da man lavede de her aftaler, tror du, man har haft med i overvejelserne, hvordan Rusland ville se på det?
LIDEGAARD: Jeg synes, at vi har gjort meget for at række hånden frem til Rusland i form af øget økonomisk samkvem, økonomiske aftaler, og at det var nogenlunde afbalanceret, hvor hurtigt vi – især i forhold til NATO – gik frem. Men det er jo tydeligt, at for Rusland har det været en meget voldsom omvæltning, der er foregået. Når en magt som Sovjetunionen bryder sammen og bliver udkrystalliseret i forskellige enheder – med alle de mindretal, der også er inde i Rusland stadigvæk (så vidt jeg husker, er 30 ud af 140 mio. mennesker i Rusland ikke russere – det er tankevækkende i den nuværende situation). Så er det selvfølgelig noget, der ryster en nation som Rusland, der føler sig som modernationen i det tidligere Sovjet. Der er ikke noget mærkeligt i, at det har været en meget, meget brat omstilling. Når man kigger på, hvad der er sket inde i Rusland, både den rolle, oligarkerne har spillet, og på de meget trange kår, som demokrati og ytringsfrihed har haft de sidste år, er der heller ikke noget mærkeligt i den utilfredshed i den russiske befolkning. Men at begynde at sige, at det meget nationalistiske projekt, som Putin i øjeblikket ruller ud – så vidt jeg kan vurdere: mest for at være sikker på at vinde næste præsidentvalg – at det ligesom er EU’s skyld, at Putin gør det …? Det synes jeg er en rimelig langt ude analyse.

RÆSON: Nu taler du så om Putin. Har man fejllæst ham? Hillary Clinton stod med sin “reset”-knap, og USA sagde meget eksplicit, at “nu satser vi på forholdet til Rusland, og vi skal være meget gode venner”. Fejllæste man situationen?
LIDEGAARD: Jeg abonnerer hverken på den fortælling, der hedder, at vi er gået alt for voldsomt frem, vi har fornærmet Rusland, og det er en helt naturlig reaktion, der kommer nu, eller den modsatte: at vi har været for venlige og for søde, det er kun jernhånden, som Rusland forstår. I den sidste version er der en tolkning af, at Rusland er sådan et fuldstændig statisk land, der, uanset hvad man gør, vil opføre sig på den måde, som de gør i øjeblikket. Det er heller ikke virkeligheden. Der er ingen tvivl om, at Rusland har haft en meget anderledes politisk tradition igennem de sidste 100 år, end Danmark har haft. Det skal man jo være idiot for ikke at se, men selvfølgelig er det ikke en statisk politisk tradition. Jeg har et stort håb til den nye generation af russiske politikere, der pibler frem i løbet af de kommende år, som har taget deres uddannelse i Vesten, som er bærere af en ny demokratisk tradition, og også med personlige forbindelser til de europæiske hovedstæder, men vil man forandre en politisk kultur på få år? Desværre.
Jeg kan ikke se andet, end at hvis man havde spillet høgespillet over for Rusland de sidste 20 år, så havde man også fået høgesvar. Sådan tror jeg, det er. Når det er sagt, så vil jeg sige, at når man siger sådan, så løber man altid den risiko som radikal minister, at man får skudt i skoene, at man er for pladderromantisk og humanistisk og pacifistisk, og jeg ved ikke hvad, der kan komme. Jeg er ret stærk fortaler for, at vi i den nuværende situation har en ret fast hånd over for Rusland. For jeg tror, at der er så meget rigtigt i den del af analysen, at det er en fast hånd, der skal til for overhovedet at kunne forhandle med Rusland med det nuværende regime og den nuværende situation i Rusland. Der er nødt til at være en fast hånd. Men selvfølgelig skal der også være en udstrakt hånd. Ellers er der jo ikke nået mål, ikke nogen løsning.

RÆSON: Men alle de skridt, vi tager i forhold til situationen, tager vi igennem EU. Kan EU blive enigt om en fast hånd når mange økonomier i Europa er ret afhængige af Rusland, og man kan se, at Frankrig sælger Rusland krigsskibe osv.? Kan EU blive enigt om at føre en fast hånd?
LIDEGAARD: Det tror og håber jeg. Jeg vil sige, at noget af det, der har overrasket mig mest som udenrigsminister i de sidste måneder, det har været, at det har været muligt at gå 28 udenrigsministre ind i det samme rum, uenige i udgangspunktet om, hvor det skulle lande, det her, og efter tre-fire-fem timer have forhandlet sig til en enig position, som alle har stået ved. Det har vi nu gjort i en række omgange, og hver gang har vi skærpet sanktionerne. Og det vil også være min forventning, at hvis Rusland fortsætter optrapningen, så vil vi være i stand til også at skrue op for sanktionerne næste gang og næste gang igen og næste gang igen.

RÆSON: Når man så går ind til sådanne forhandlinger, hvad er Danmarks position så? Er Danmark på den side, der vil have hårdere sanktioner, eller er Danmark på den side, som måske træder lidt på bremsen?
LIDEGAARD: Vi står ret præcist i midten. Altså vi er ikke dem, der træder på bremsen. Vi er på sanktionsdelen og absolut dem, der taler for, at der skal være et håndfast svar på det, der foregår derovre i øjeblikket. Vi tror på, at hvis folk bryder folkeretten, hvis folk invaderer andre lande, så bliver vi nødt til at vise, at det har en konsekvens. Også selvom man ikke har nogen stor tiltro til, at det virker i den forstand, at det vil stoppe aggressionen, fordi en aggression er jo også selvforstærkende.

RÆSON: Har du ikke det – en stor tiltro til, at det virker?
LIDEGAARD: Nej. Hvis først Rusland invaderer Ukraine, så bliver vi nødt til at svare med hårde økonomiske sanktioner, men hvis de virkede, så er det nu – som truslen, der, det tror jeg måske på, er med til, at det er en sværere beslutning for Putin at træffe. Men hvis han vælger alligevel at gå ind, så vil han jo have kalkuleret med, at vi skal komme med økonomiske sanktioner, og sanktionerne vil på mange måder bare styrke de mere militante, nationalistiske kræfter i Rusland, der vil bruge det som argument for, at man ikke kan regne med Europa og USA. Men jeg kan bare ikke se andet, end at vi bliver nødt til at gøre det, fordi ellers signalerer man jo det modsatte: at det ikke har nogen konsekvens, hvis man invaderer andre lande og bryder folkeretten.

RÆSON: Militær konsekvens måske?
LIDEGAARD: Ja, men der er vi jo ikke. Der er ikke nogen, der vil det. Ukraine er ikke medlem af NATO. Ingen ønsker at starte en eskalering på militært niveau.

RÆSON: Danmark er fortaler for sanktioner. De sidste 12 måneder solgte vi varer til Rusland for 11,6 mia. kr. Virksomheder som fx Carlsberg er nervøse for situationen i Rusland – bl.a. for om man rammer russisk økonomi så hårdt, at danske virksomheders handel med Rusland kan blive ramt. Er det med i dine overvejelser?
LIDEGAARD: Absolut. Og jeg forstår udmærket bekymringen. Jeg synes ud fra ethvert perspektiv – økonomisk, erhvervspolitisk, sikkerhedspolitik, geopolitisk – at det er dødssygt at havne i en situation, hvor vi kommer til at skulle indføre de økonomiske sanktioner. Jeg ser bare ikke noget alternativ, fordi jeg tror mere på økonomiske og politiske reaktioner end på militære. Og jeg kan ikke se andet, end at hvis man invaderer et andet land og fortsætter med aggressionen, så bliver man simpelthen nødt til at markere, at det ikke er noget, man finder sig i fra det internationale samfunds side. Og jeg kan ikke se et bedre sted at sætte ind end økonomiske sanktioner. Men det kan blive dyrt for dansk erhvervsliv direkte eller indirekte, og det synes jeg er stærkt beklageligt. Der er ikke nogen, der synes, det er sjovt at skulle indføre sanktioner, men man kan altså blive nødt til det i tilspidsede situationer.

RÆSON: Danmark er et lille land. Hvor meget har det at sige, hvor hårdt vi går til den med sanktioner?
LIDEGAARD: Sådan tænker alle lande jo. Det, der er brug for, er, at man går solidarisk til det her i hele EU. Så hvis der er enkelte lande eller enkelte sektorer, der bliver uforholdsmæssig hårdt ramt, bør der være en eller anden form for solidarisk mekanisme imellem EU-landene eller imellem sektorerne.

RÆSON: Kommer vi til at se det?
LIDEGAARD: Det vil jeg ikke udelukke. Det har der været tale om. Hvilken form og hvordan afhænger meget af, hvilken type af sanktioner vi kommer til at se.

Kilma som sikkerhedspolitik

RÆSON: Vi har fået en udenrigsminister, der også har været klima- og energiminister. Du var inde på det før – hvad betyder det for udenrigspolitikken?
LIDEGAARD: Jamen, det betyder meget i den forstand, at jeg sådan set opfatter klimatruslen som måske dét største sikkerhedspolitiske problem for kloden som sådan. Nu fik vi jo lige FN’s klimapanels sidste rapport, og det ser rent ud sagt ud ad helvede til. Det vil have markante indvirkninger på millioner af menneskers liv og mulighederne for den økonomiske udvikling, der forhåbentlig skal hive rigtig mange mennesker ud af fattigdom.
Det, der for mig at se fylder meget lidt i vores diskussion af det her, er, at vi allerede har denne klimaudfordring, mens vi de næste 20 år fordobler verdens økonomi. Det er i sig selv en enorm udfordring: Hvordan skaffer vi de ressourcer, der skal til, uden at det fuldstændig smadrer vores grundlag for eksistens på jorden? Det er en udfordring, som jeg er overbevist om kan løses – en udfordring, som også rummer et utroligt potentiale bl.a. for dansk erhvervsliv. Men det er en udfordring, som kræver, at der er et politisk niveau, der har viljen og beslutsomheden til rent faktisk at løse det.

RÆSON: Du har sagt, at ”Vi skal sikre, at de næste 20 års globale vækst skal være helt anderledes ressourceeffektiv og klimavenlig. Det er også sikkerhedspolitik og et ’must’ for dansk udenrigspolitik”. Hvordan er det sikkerhedspolitik?
LIDEGAARD: Hvor er de største risici for ustabilitet og konfliktskabelse på kloden? I dag typisk i områder i Mellemøsten, Nordafrika, Afrika, der har problemer, massive sociale problemer bl.a. som følge af manglende fødevareproduktion og manglende jobskabelse. Meget store generationer af unge mennesker, der simpelthen ikke kan brødføde sig selv. Det er jo alt sammen noget, som klimaforandringerne underbygger og forstærker. Og det vil sige, at hvis ikke vi er i stand til at se ud over de fysiske forandringer, som global opvarmning forsager, og hvis ikke vi er i stand til at håndtere, hvordan vi kan tilvejebringe produktion – bl.a. fødevareproduktion, som tit er det første skridt i de her lande – på et tidspunkt, hvor der enten bliver for meget eller for lidt regn i mange af de områder, ekstremt vejr i enhver forstand, så bliver det et sikkerhedspolitisk problem, fordi vi der ser morgendagens konflikter. Det er dér, vi ser den største sociale ustabilitet, ekstremisme, fundamentalisme osv. Så de her ting er tæt forbundne. Hvad gør det ved vores sikkerhed, vores tryghed i hverdagen, hvis fx råvarepriserne bliver betydelig højere? Hvor stiller det vores velfærd henne i et 10-15-årigt perspektiv? Det, der er vildt i det her, er tidsperspektivet. Det er ikke, når du og jeg sidder på plejehjemmet og drikker sundowners, at det er blevet virkelighed. Det er inden for fem til ti år, man begynder for alvor at mærke de her ting. Det er lige om lidt.

RÆSON: Hvad bliver dine største udfordringer i forhold til at nå de mål, du har sat dig som minister?
LIDEGAARD: Nu nævnte jeg lidt mine mærkesager i starten og så, hvis jeg lige må udvide med sikkerhedspolitik – altså: at få en bredere forståelse af det sikkerhedspolitiske begreb. Hvordan skaber vi tryghed for danskerne? Der er det vigtigt at kunne løse konflikter i områder, som jeg nævnte, med civil, humanitær, militær indsats. Men det er også vigtigt at få en bredere forståelse af, hvad tryghed vil sige, og hvordan vi skaber den. Hvad er så de vigtigste midler til at nå de mål? Der vil jeg pege på myndighedssamarbejde. Kina er det bedste eksempel, men jeg så gerne, at vi får mulighed for at etablere denne form for samarbejder i 10-20 vækstøkonomier – ved at gå ind og levere på energi, på fødevarer, på mediko, dér, hvor vi kan noget, hvor vi er verdenskendte for at kunne noget. Levere myndighedsregulering, forære dem vores erfaringer på godt og ondt. Det håber jeg er noget, jeg virkelig når at få sparket til. Der er gode erfaringer i ministeriet allerede, men jeg kunne godt tænke mig at eskalere det til et nyt niveau.
Det andet er selvfølgelig – og det kommer til at give sig selv – at den ukrainske krise i hvert fald kommer til at redefinere, så vidt jeg kan gennemskue, store dele af vores europapolitik. I vores nærområder er EU stormagten. USA er ikke den vigtige i Ukrainekrisen – det er EU. Det er EU, der skal svinge taktstokken, i forhold til hvor hurtigt vi kan tilbyde ukrainerne en samfundsmodel, der ligner vores, uden at de skal miste samhandlen med Rusland. Det er EU, der spiller den absolut afgørende rolle, og dermed bliver det også en lakmusprøve på, om EU kan levere – som du også var inde på – om EU kan levere en enighed og et fokus og en strategi for den næste gruppe af lande, som har det tilfælles – jeg tænker på Ukraine, Georgien og Moldova – at de ligger enten geografisk eller politisk mellem Rusland og EU. Hvordan sikrer vi de lande, at de kan få lov til at leve i fred, demokrati og velstand i fredelig sameksistens med Rusland? Der kommer vi til at udvikle en model sammen med russerne og sammen med de lande, der gør, at de kan bevare deres historiske venskab og tilknytning til både Rusland og EU. Det er EU, der har den opgave, og det bliver et spejl på, om vi kan løfte EU op som udenrigspolitik aktør i verden, og om vores samfundsmodel også er så stærk, at den ikke bare har taget de første ti lande, som nu er medlemmer af EU, men at den faktisk kan spredes i nye modeller i nye former ud over det Europa, vi kender i dag.

Martin Lidegaard (f. 1966) er Danmarks udenrigsminister.
Kristian Basballe (f. 1986) er RÆSONs adm. chefredaktør.
ILLUSTRATION: Martin Lidegaard på sit kontor i Udenrigsministeriet [Robin Skjoldborg for RÆSON]