RundbordKasper Fogh: De gamle partier har ikke begrebet hvor mange vælgere, der føler sig afkoblet fra dem

Rundbord
Kasper Fogh: De gamle partier har ikke begrebet hvor mange vælgere, der føler sig afkoblet fra dem

26.05.2014

.

“Det var mere et jordskælv end et jordskred. Det, som ingen rigtigt kan begribe i de gamle partier, er hvor mange mennesker der føler sig afkoblet fra dem; at enorme vælgergrupper flyder rundt imellem socialister, liberale & nationalkonservative som om det var ét fedt. Alle observerer det, men ingen begriber hvor afkoblede danskerne er fra deres gamle partier.”



RUNDBORDET skrives af RÆSONS CHEFREDAKTION

1. “Noget, der kun kan betegnes som en jordskredssejr”. – Lars Løkke Rasmussen om Dansk Folkepartis succes i sin tale til partiet på valgaftenen. Hvad var valgets største overraskelse
KASPER FOGH: Det var mere et jordskælv end et jordskred. Det, som ingen rigtigt kan begribe i de gamle partier, er hvor mange mennesker der føler sig afkoblet fra dem, at enorme vælgergrupper flyder undt imellem socialister, liberale & nationalkonservative som om det var ét fedt. Alle observerer det, men ingen begriber hvor afkoblede danskerne er fra deres gamle partier. Vi må have et nyt folk. Det folk vi har gider simpelthen ikke Lars Løkke, Helle Thorning, Ulla Tørnæs eller Jeppe Kofod. Danskerne egner sig ikke til deres demokrati. Man mærker vælgerleden brede sig på Christiansborg. På det lidt mere formelle plan er det overraskende, at Socialdemokraterne ikke kan samle nogen af dem op, der vender Lars Løkke ryggen.
Og så er det overraskende at kampagner virker – SF og Konservative lavede de bedste kampagner – og blev belønnet; de havde noget så outreret som et budskab. Jeg forudser at ved næste folketingsvalg vil alle partier prøve sådan noget med at have et budskab.

2. Er Løkke reelt truet som Venstres formand?
KASPER FOGH: Formentligt ikke. I Venstre er der vist – efter hvad jeg har hører – en fornemmelse af at hvis de skifter formand, så frygter de at Helle Thorning vil udløse et hurtigt valg. Og de frygter at en ny mand – det bliver jo ikke en kvinde i Venstre – ikke vil få tid til at sætte sig i stolen. Det er lidt spøjst, for de ædrueligt tænkende vil vel mene, at Helle Thornings absolut største chance for at blive genvalgt er at V igen stiller med Lars Løkke. Men når de nu tænker sådan, så bliver det jo Lars Løkke igen. Det er i Venstre som i Socialdemokraterne at der ikke er nogen tvivl om tronfølgen, og derfor heller ikke nogen uro. Hvorfor skulle Kristian Jensen – eller nogen, der vil have ham som leder – risikere noget ved at sætte et spil igang, og løbe en stor risiko for nederlag, når han alligevel vinder på sigt? Noget andet er så at Venstre ville stå meget stærkere med en ren leder, der ikke havde ansvar for noget af de mindre klædelige ting i den sidste regerings sidste år. Men det sker vist næppe. Så var det vel sket. Politiske partier er jo ikke rationelle beslutningsmekanismer. Der ligger en magtbalance nedenunder en ledelse, som hvis den er spillet rigtigt, forhindrer at nogen forskubber lasten.

3. Hvad er sandsynligheden for, at Dansk Folkeparti IKKE bliver et af Danmarks to største partier ved næste folketingsvalg?
KASPER FOGH: 0.

4. Bør Kristian Thulesen Dahl frygte Morten Messerschmidt?
KASPER FOGH: Nej – der er jo ingen tvivl om at han er kronprins, så han skal bare hygge sig, fyre den af og lade være at gå til møderne.

5. “Venstre kommer til at rykke sig” – Kristian Thulesen Dahl på forsiden af RÆSONs martsnummer. Hvad betyder DF’s succes for forholdet til Venstre – og for blå bloks kommende valgkamp
KASPER FOGH: Gæt engang? Vand og brød i Sandholm og massere af toldere i Kruså.

6. “Skeptikerne vinder. Det er et signal, vi er nødt til at tage ned. Vi, der tror på den europæiske sag, er nødt til at tage alvorligt at danskerne m.fl. synes, at der går også en grænse. Det håber jeg et nyt parlament og en ny kommission vil tage alvorligt. Så vi finder en ny og bedre balance […] og i højere grad end nu respekterer nationernes egenart”. – Lars Løkke Rasmussen, i sin tale på valgaftenen. Er Venstre ifærd med at ændre sin EU-politik – og på sigt: flytte magt tilbage til nationalstaterne?
KASPER FOGH: Nej. Der vil ikke komme nogen ny politik fra venstre der konfronterer retningen i EU, men måske vil også Venstre blive lidt bedre til at dæmonisere teknokrater i et fjernt land. Og så vil Venstre formentligt istemme en overfladisk kritik af de mange mennesker, der søger arbejde i Danmark som konsekvens af den fri bevægelighed. Men de vil ikke gøre noget ved detm. Har du været på et slagteri eller en landbrugsejendom for nyligt? Mange af dem, der arbejder der, er fra Østeuropa. Denne fleksible arbejdskraft kommer Venstre ikke til at sende nogen vegne.

7. “Venstre er bevæget sig ind på en midterkurs med målet om at blive et bredtfavnende, folkeligt midterparti. Jeg er liberal, og derfor er Venstre ikke længere partiet for mig”. – Kasper Elbjørn, der forlader Venstre dagen efter valget. Er de aktuelle konflikter i Venstre et udtryk for uenighed også om den politiske linje – eller alene et resultat af formandens bilagssager? Vil Løkke, der er blevet kritiseret for topstyring, være nødsaget til at ændre sin ledelsesstil?
KASPER FOGH: Der er ingen uenighed om den politiske linie. Venstre deler i dag vælgergrupper med DF. Den mest ideologiske politiker i Venstre er vel Søren Pind, og han har de sidste mange år været en nationalkonservativ og rejselysten flåde ankret op ved Langebro. Venstre er mere et bondeparti og et provinsparti end et liberalt parti, også selvom de i en periode havde ideologiske profiler som Bertel Haarder og Uffe Ellemann. Kasper Elbjørn er jo rigtig liberal, en konsekvent ideolog – det er han en af de de meget få der er – var – i Venstre.

8. “Jeg er pavestolt” – Margrethe Auken. I dele af København var SF – som fik sit andetbedste EP-valg nogensinde – det største parti. Hvad kan SF lære af valget?
KASPER FOGH: De må ikke fyre deres reklamebureau – bedste kampagnehåndværk i feltet, efterfulgt af de konservative.

9. “Statsministeren er excellent til at forvandle alle nederlag til sejre” – Lars Løkke Rasmussen i partilederrunden. Hvad bør Thorning lære af valgresultatet?
KASPER FOGH: Ansætte en af dem, der kan lave kampagne for SF måske? ⬛

ILLUSTRATION: Statsministeren til fødselsdagsreception for Lars Løkke Rasmussen [foto: Venstre]