21.05.2014

Sådan siger Guy Verhofstadt, der er de liberales kandidat til posten som EU’s kommissionsformand efter den 25. maj. Men, fortsætter han i en hilsen til danske vælgere: Det er langt mere konstruktivt at forandre EU end at fortsætte diskussionen, om EU er nødvendig eller ej.

Af Ole Aabenhus, RÆSONs Europa-redaktør

EU skal ikke beskæftige sig med småting, mener de liberales spidskandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen. I et interview med RÆSON siger han: ”Hvis EU-institutionerne fokuserer på, hvad der er brug for på EU-niveau, vil Unionen kunne præstere mere end ved fortsat at skulle regulere hvad som helst, fra olivenolieglas til arbejdstiden for hospitalspersonale.”

Guy Verhofstadt er belgier, glødende europæer, leder af den liberale gruppe i Parlamentet og en politiker med store armbevægelser. Til de skeptiske danske vælgere siger han, at EU jo ikke er noget, der bare er ”sket”.

”EU er langt fra perfekt, men efter min mening vil det være langt mere konstruktivt at acceptere EU som en politisk konstruktion, og at forsøge at forandre dets retning eller dets politik, i stedet for at fortsætte diskussionen, om EU er nødvendig eller ej.”

Liberal ”baby-Thatcher”
Guy Verhofstadt er 61 år og har altid været kendt som en politiker, der sker noget omkring. Han startede som studenterpolitiker og blev formand for de flamske liberale allerede som 29-årig. I 1999 dannede han den første liberalt-ledede regering i Belgien i efterkrigstiden, og han holdt posten som statsminister frem til 2008 – i et land, der er notorisk vanskeligt at regere på grund af splittelsen mellem fransk og flamsk.

Politisk står han, som de fleste belgiere, for et EU på vej mod forbundsstaten. Straks han kom ind i Parlamentet i 2009, dannede han (sammen med Daniel Cohn-Bendit fra De Grønne) Spinelli-gruppen, der står for en føderalistisk tilgang til EU og samler parlamentarikere og andre på tværs af det politiske spekter.

Verhofstadt blev som ung finansminister i Belgien kendt som ”baby-Thatcher”, og han står helt klart for en stram finanspolitik.

”Jeg er liberal, og det betyder, at jeg på den ene side anerkender behovet for finansiel disciplin og en stram budgetpolitik og på den anden side anerkender betydningen af, at man går i brechen for social retfærdighed, fri bevægelighed, ikke-diskrimination og retten til personlig frihed for statens indblanding.”

I øvrigt var Verhofstadt på tale som kommissionsformand allerede i 2004, men hans kandidatur blev dengang blokeret af Storbritanniens Tony Blair og Italiens Silvio Berlusconi.

Hvem får posten?
I et interview RÆSON bragte i går med de kristelig-konservatives kandidat Jean-Claude Juncker, fremgik det, at stats- og regeringscheferne med Lissabon-traktaten er sat i en situation, hvor de ikke vil kunne komme uden om at udpege en af Parlamentets kandidater til posten som kommissionsformand.

I Parlamentet skal der skaffes et flertal på 376, og det ligger til højrebenet, at det bliver socialdemokraterne og de kristelig-konservative, der danner dette flertal, idet de ser ud til at få omkring 200 pladser hver i det ny Parlament.

De Liberale står til ca. 60 pladser i det ny Parlament (se pollwatch.eu).

Kun hvis den situation skulle opstå, at Martin Schulz fra socialdemokraterne og Jean-Claude Juncker fra de kristelig-konservative ikke vil kunne enes om, hvem af de to posten skal gå til, kan man forestille sig, at De Liberale og dermed Guy Verhofstadt, kommer i spil.

Fra dansk side sidder Venstres medlemmer af Europa-Parlamentet med i den liberale gruppe, der formelt hedder ALDE (Alliance of Liberals and Democrats for Europe). Det Radikale Venstre er med i samme partigruppe, men er ikke repræsenteret i det afgående Parlament.

Ti spørgsmål til Guy Verhofstadt

RÆSON: Hvad er EU’s vigtigste opgaver i den nærmeste tid?
VERHOFSTADT: At få en ende på kreditstramningen. Den offentlige gæld i EU er stadig uændret høj. I adskillige lande ligger den fortsat på op mod 100 procent eller mere af bruttonationalproduktet. Kreditstramningen er stadig et reelt problem, når mange mindre virksomheder overalt i EU må slås for at finde finansiering til deres investeringer.

Faktisk er banklån til virksomheder faldet med over 10 procent i løbet af de sidste seks år. Det er et klart signal om den mangel på kreditgivning til realøkonomien, der bremser væksten og dermed også jobskabelsen. Den er den virkelige krise, vi står over for, og den er stadig ikke løst. Det må være Europas førsteprioritet.

Samtidig må vi relancere Det indre Marked i sektorer, der vil give nyt liv til konkurrenceevnen, ligesom det oprindelige initiativ for Det indre Marked i 1980’erne skabte en række stordriftsfordele. Mulighederne i dag ligger især i at integrere markederne for energi og telekommunikation for at få reduceret priserne og få bedre resultater frem.

RÆSON: Hvad vil du kunne gennemføre i 2014-20, hvis du bliver valgt til Kommissionsformand?
VERHOFSTADT: EU selv må ændres og reformeres, hvis Unionen skal kunne gennemføre sine opgaver mere effektivt og mere virkningsfuldt og undgå institutionelt dødvande. De 28 kommissærer skal organiseres, så vi får fire bredt anlagte klynger ud fra de politiske områder, hvor EU kan skabe merværdi.

Vi har ikke brug for en politisk afdeling for hver kommissær (det, der idag kaldes kommissærens “kabinet”, red.), fordi det indebærer sit eget selvopfyldende lovgivningsmæssige momentum. Efter min mening skal EU koncentrere sig om økonomi og finanser, grundlæggende rettigheder, udenrigspolitik, energi og klimaforandringer.

RÆSON: Hvordan vil du beskrive dine stærke og dine svage sider som Kommissionsformand?
VERHOFSTADT: Som tidligere statsminister i Belgien (1999-2008) har jeg bevist mine evner til ansvarlig ledelse på ministerielt niveau og styring på højeste plan, herunder også hvordan man holder sammen på koalitioner med flere partier og interesser, og hvordan man søger acceptable kompromisser. Det handler om at lægge en klar vision frem for folk, så de kan se, hvor vi er på vej hen, og om at vise stærkt lederskab, som ikke bare blæser med vinden i alle retninger.

Grundlæggende tror jeg på den gevinst og den styrke, der ligger i, at europæiske nationer fortsat handler og arbejder sammen, hvor de kan bringe merværdi til de nationale beslutningsprocesser. Men jeg er ikke blind for de svagheder og mangler, der ligger i den nuværende struktur. Jeg er en reformernes mand, men jeg er også en person, der tror på Europa. I dagens globaliserede verden har vi ikke råd til at stå delt.

Jeg er liberal, og det betyder, at jeg på den ene side anerkender behovet for finansiel disciplin og en stram budgetpolitik, og på den anden side anerkender betydningen af at man går i brechen for social retfærdighed, fri bevægelighed, ikke-diskrimination og retten til personlig frihed for statens indblanding. Det er den balanceakt, man må udføre, hvis man vil forsøge at bringe Europa sammen – nord og syd, øst og vest.

RÆSON: Hvorfor skulle vi – vælgerne – føle os overbevist om, at det bliver dig eller en anden af Parlamentets kandidater, der vil ende med at få posten som Kommissionsformand?
VERHOFSTADT: Europa får ofte kritik for sit “demokratiske underskud”. Nu da der er en proces i gang, der ligner den, man finder i ethvert parlamentarisk demokrati, som giver vælgerne en grad af indflydelse på og kontrol over den udøvende magt i EU, så ville det være en parodi, hvis medlemsstaterne vender omkring efter den 25. maj og siger, at de selv ville beslutte, hvem der skulle være ny kommissionsformand, uden nogen form for åben konsultation.

Sker det, vil vælgerne med rette være skeptiske over for fremtidige forsøg på at demokratisere valget af kandidater til posten som kommissionsformand.

RÆSON: Vil Ukraine være EU-medlem om 10-15? Vil du arbejde for det – og hvordan?
VERHOFSTADT: Ukraine befinder i en meget omskiftelig og farlig situation, som kan få alvorlige virkninger på naboerne i Vesteuropa, hvis ikke den bliver varetaget ordentligt. Det ville være tåbeligt at udelukke nogen af mulighederne, men tilsvarende tåbeligt at spekulere i fremtiden for et land, der lige nu splittes ad gennem interne etniske spændinger og eksterne politiske trusler.

Lige nu må det handle om at få Rusland til at bakke ud og få separatisterne i det østlige Ukraine til at afslutte deres splittende og illegale forsøg på at gennemtvinge selvbestemmelse.

RÆSON: Vil Tyrkiet være medlem om 10-15 år?
VERHOFSTADT: Det tvivler jeg på, som tingene ser ud lige nu. På den ene side er der en stigende udvidelsestræthed i de vesteuropæiske hovedstæder og en opfattelse af, at Europa er ved at nå den naturlige grænse for sit styre (med den uundgåelige belastning det har på en effektiv beslutningsproces), så det er vanskeligt at overveje en udvidelse med et land, der er så stort og så komplekst som Tyrkiet.

Men der er også en følelse af, at Tyrkiets regering under statsminister Erdogan ikke længere er så ivrigt efter at gennemføre de reformer, der er nødvendige for at gennemføre forhandlingsrunden. Der har været signaler i den senere tid, som skaber tvivl om Tyrkiets egen iver efter at tage Københavnskriterierne, og dermed kernen i EU-medlemskabet, til sig.

RÆSON: Vil der blive etableret en frihandelsaftale EU-USA i løbet af den kommende periode?
VERHOFSTADT: Hidtil har der været fire forhandlingsrunder mellem EU og USA, på grundlag af et forhandlingsmandat til Kommissionen. Men i USA er der endnu ikke givet et “fast track” mandat (også kaldet Trade Promotion Authority), og det kommer næppe før midtvejsvalget i november.

Men EU og USA har tradition for handelsliberalisering, og f.eks. er toldsatserne meget lave. Den økonomiske tilskyndelse og fordelene ved et fuldt gennemført handelsaftale er så indlysende, at jeg er sikker på, at begge sider vil gøre deres yderste for at nå til en ambitiøs aftale til fordel for næsten 800 millioner forbrugere (i EU og USA. red.).

Jeg vil selvfølgelig arbejde for at nå frem til en aftale i den kommende valgperiode og sikre, at aftalen respekterer de forskellige tilgange til regulering, når det gælder følsomme områder som fødevaresikkerhed, arbejdsforhold og miljøstandarder.

Et underliggende tema i handelsforhandlingerne er at sikre, at der er fuld gensidig tillid, når det gælder datasikkerhed og beskyttelse af borgernes privatliv. Det indgår ikke direkte i forhandlingerne, men den skade, der er sket med NSA-afsløringerne skal udbedres. Det skulle også kunne give stødet til, at EU og USA kan afslutte en overordnet transatlantisk aftale om databeskyttelse.

RÆSON: Hovedemner i den debat, der finder sted lige nu, drejer sig om arbejdskraftens fri bevægelighed og sociale ydelser. Hvad vil være din politik på de områder?
VERHOFSTADT: Jeg forstår, at der har været, og stadig er, en hed diskussion i Danmark om EU-borgeres adgang til sociale ydelser. I udgangspunktet vil jeg understrege, at jeg betragter fri bevægelighed for EU-borgere og det grænseløse Europa som nogle af de mest markante resultater i et Europa, der har været plaget af krige og stridigheder mellem lande.

At EU-borgere kan opholde sig i tre måneder i ethvert andet EU-land uden nogen særlig begrundelse, og længere, hvis borgeren indgår i økonomiske aktiviteter eller studerer, er fundamentale rettigheder, der indgår i traktaterne.

Jeg medgiver, at nogle medlemslande, herunder Danmark, hvor der findes et universelt, skattefinansieret velfærdssystem, har brug for at sikre sig, at der ikke finder misbrug af de sociale velfærdsydelser sted af landets egne borgere eller af EU-borgere.

Men det er vigtigt at understrege, at der ikke må finde nogen diskrimination sted baseret på nationalitet eller på, at traktaterne ikke overholdes.

Alle medlemslande har forhandlet og underskrevet den EU-lovgivning, som har givet disse rettigheder. I stedet for at kritisere EU vil jeg foreslå at medlemslandene ser på, hvordan de kan gennemføre reglerne på en måde, der både respekterer EU-lovgivningen og tager hensyn til de særlige nationale forhold.

RÆSON: Hvilke EU-lande kender du dårligst?
VERHOFSTADT: I Cypern og Malta, som tilsluttede sig EU for ti år siden, er der ikke nogen stærk tradition for liberale partier eller liberal tankegang.

Malta er faktisk et ganske konservativt land, hvor skilsmisse har været ulovligt indtil for ganske nylig. Jeg ser frem til at lære disse lande bedre at kende og finde frem til liberale kræfter, der vil kunne udfordre den etablerede tænkning, bidrage til at modernisere deres økonomier og puste nyt liv i de politiske miljøer.

RÆSON: Danske vælgere giver på den ene side kraftig støtte til EU. På den anden side er der en stor skeptisk gruppe i Danmark. Hvilket budskab vil du sende til de danske vælgere?
VERHOFSTADT: Danmark har været medlem af EU i mere end 40 år og har deltaget i alle forhandlinger på EU-niveau – både hvad angår lovgivning og traktaterne. Det er vigtigt at huske på, at EU ikke er noget, der bare er ”sket”, og at det heller ikke er sådan, at Danmark ikke kan få indflydelse på den retning, EU tager.

Det er politikernes ansvar at give udtryk for de visioner, de har for politiske projekter, og når det gælder EU, som efter min mening er det vigtigste politiske projekt i vor levetid, mener jeg, at EU bør være en fast bestanddel af den politiske debat og ikke bare noget, man diskuterer hvert femte år, når der er valg til Europa-Parlamentet, eller når der finder en folkeafstemning sted.

Hvis EU og den politiske proces blev bedre indlejret i den hjemlige politiske debat vil det være indlysende vigtigt, hvem der skal repræsentere én i Europa-Parlamentet, og at der er en klar forskel mellem de politiske familier (partigrupper, red.) i Parlamentet.

FOTO: Guy Verhofstadt af ALDE Communication via Flickr