16.05.2014

Forestillingen om en befolkning, der overvåges af staten, er ikke længere et fyldestgørende udgangspunkt for debatten om overvågningssamfundet. Overvågning er i dag en kompleks samfundstilstand, hvor de få kigger på de mange, de mange kigger på de få og alle konstant kigger på hinanden.

KOMMENTAR af Daniel Møller Ølgaard

De få kigger på de mange
I romanen 1984 beretter George Orwell om en dystopisk fremtid, hvor alle overvåges og kontrolleres af en usynlig Big Brother. Orwells vision blev et symbol på de overvågningssamfund, som sidenhen blev blotlagt i Stalins Sovjet og Hitlers Nazi-Tyskland. Men med faldet af disse totalitære verdensmagter mistede Orwells vision sin symbolske magt. De færreste forestiller sig eksistensen af et altseende øje med ubegrænset magt og adgang til at overvåge alt, hvad vi siger, gør og bør i dagens Danmark. Men hvis Orwells Big Brother-idé ikke længere er relevant, hvordan skal vi så forstå det moderne overvågningssamfund?

Mange har i stedet benyttet sig af Jeremy Benthams fængselsplan fra det 18. århundrede, det såkaldte panoptikon, i beskrivelsen af overvågningens natur i dag. Den franske filosof Michel Foucault fremhævede således panoptikonet som et idealbillede på den form for overvågning, moderne demokratier benytter sig af. Panoptikon er hentet fra græsk og betyder groft sagt ”de få overvåger de mange”. Men snarere end et altseende øje med ubegrænset magt, er moderne overvågning karakteriseret ved muligheden for at blive overvåget. Idéen er, at det moderne menneske befinder sig i en verden karakteriseret ved potentiel- snarere end konstant overvågning. Og hvor Benthams fængselsplan havde vægge og tremmer, er Foucaults panoptikon en altomsluttende samfundsstruktur uden fysiske barrierer; en struktur det moderne menneske formes til at acceptere som grundlæggende for al færden i det offentlige rum.

I byer som London, hvor videoovervågning er udbredt, er den samtidig nærmest usynlig i gadebilledet. Ved den biometriske grænsekontrol i USA registreres dit fingeraftryk og irismønster som en helt naturlig del af det sædvanlige sikkerhedstjek. Færdes man på internettet, ved man at der er en mulighed for at NSA kigger med. Det er netop uvisheden, usynligheden og den ukritiske indsamling af data, der er karakteristisk for den form for overvågning, som NSA, CCTV og biometrisk grænsekontrol repræsenterer. Argumentet for dem alle er, at de er der for vores egen skyld. Medmindre vi har noget at skjule, har vi ikke noget at frygte. Det er altså ikke uden grund, at Foucaults panoptikon er blevet et magtfuldt symbol for det moderne overvågningssamfund. Problemet er blot, at dagens overvågningssamfund er langt mere komplekst og multifacetteret end dét.

De mange kigger på de få
I Foucaults panoptikon er det groft sagt staten, der står for overvågningen og befolkningen, der er dens passive subjekter. Men i dag er det ikke kun statens kameraer og udsendte agenter, der overvåger os. Både medierne og de multinationale selskaber er hoppet med på vognen. Men hvor private firmaers registrering af vores vaner på nettet antager karakterer af noget, der minder om et panoptikon, er vores brug af moderne medier en helt anden størrelse.

I dagens ”mediesamfund” er overvågning nemlig lige så meget noget, der minder om Thomas Mathiesens synoptikon, hvor de mange overvåger de få. Denne form for overvågning er opstået i symbiose med en virkelighedsopfattelse, hvor man i stigende grad definerer sig selv i det offentlige rum og i samspil med omverdenen. Når Se & Hør overvåger kendte danskeres privatforbrug og bruger det som grundlag for deres ”afsløringer” er det således også et symptom på skabelsen af et overvågningssamfund, der ikke kun defineres af statslige apparaturer som NSA eller CCTV, men som i lige så høj grad er defineret ved offentlighedens overvågning af individers gøren og laden gennem medierne.

Oveni de traditionelle medier er brugen af de sociale medier såsom Twitter, Instagram og Facebook også med til yderligere at udbrede det moderne synoptikon. Her er det den enkelte bruger, der selv bidrager med de oplysninger, der gør overvågning mulig. Dagens overvågningssamfund er på mange måder en art ”frivillig”, narcissistisk selviscenesættelse, hvor det offentlige rum bliver en skueplads, og hvor individet konstant realiserer sig selv gennem andres overvågning. Så længe de traditionelle og sociale medier ikke går over stregen, tillades det i dag både, at ”vi” overvåger ”dem” og at man selv samtidig er konstant synlig og muliggør de manges overvågning af en selv. Argumentet for at det kan finde sted er, at man jo selv har valgt den form for overvågning til gennem sin medieadfærd.

På den måde er det moderne synoptikon altså allerede etableret som en grundlæggende præmis for at deltage i vores mediedominerede virkelighed. Men det er ikke kun de mange, der overvåger de få. Vi opfordres i stigende grad også til konstant at overvåge hinanden.

Alle kigger på alle
Terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 har ikke kun betydet flere overvågningskameraer, massiv elektronisk registrering af vores internetaktivitet og en stigende brug af droner. De medførte for eksempel også at plakater med budskabet ”If you see something, say something” blev synlige i det offentlige rum, først i USA’s metropoler og siden i byer over hele kloden. Plakaterne fokuserer på, hvordan den enkelte kan være med til at forhindre terrorangreb i deres nærområde. Hvad der defineres som mistænkeligt og hvem vi skal sige det til er bemærkelsesværdigt uklart. Det er budskabet derimod ikke. For hvor det 20. århundrede groft sagt var karakteriseret ved, at man blev overvåget, så er det 21. århundrede i stigende grad karakteriseret ved, at man også selv opfordres til at være årvågen overvåger.

Befolkningen i det moderne overvågningssamfund er altså ikke blot et offer for statens og mediernes overvågningsapparatur. Den er nærmere noget lig filosoffen Walter Benjamins forestilling om en moderne flâneur; en urban, frivillig ”hverdagsdetektiv” i statens tjeneste. Karakteristisk for kampagner om ”offentlig årvågenhed” er nemlig, at de advarer imod selvtægt og opfordrer til, at man i stedet rapporterer al mistænkelig adfærd til myndighederne.

Ved ikke at præcisere hvad man skal kigge efter, antager denne form for kampagner samtidig, at det moderne menneske selv er i stand til at definere de farer, det møder. Det uanset hvor skjulte og abstrakte disse måtte være. Således er statens monopol på overvågning med et også borgerens pligt, drevet af en offentlig stemning af både nysgerrighed og frygt. På den måde bliver enhver i det offentlige rum en aktiv deltager i bevarelsen af statens sikkerhed, hvis job det er at være konstant på vagt overfor potentielle farer. Og med smartphonens indtog er man altid kun et klik væk fra at rapportere ens observationer.

Det moderne overvågningssamfund antager dermed en underlig hybridform. Her foregår overvågning ikke kun gennem statens kameraer og via mediernes publicerede virkelighed. Overvågningen finder i lige så høj grad sted hos individet gennem dets autonome blik ud i verden.

En præcis diagnose
Det moderne overvågningssamfund kan således bedst beskrives som en hybrid, der eksisterer et eller andet sted mellem Foucaults panoptikon, Mathiesens synoptikon og noget helt tredje. I denne overvågningstriade kigger de få på de mange, de mange kigger på de få, og vi kigger samtidig alle sammen på hinanden. For at kunne diskutere overvågning i dagens Danmark og ude i verden er det vigtigt at forstå den rolle hver enkelt tandhjul spiller i maskineriet.

Om man vælger at kalde det et demokratisk fremskridt, som den australske samfundsforsker John Keane har gjort, eller om man bliver bekymret, er en helt anden diskussion. Faktum er, at vi i dag konstant bliver overvåget og samtidig overvåger andre. Medierne, staten, private virksomheder og individet indgår alle som aktive agenter på lige fod med hinanden. Overvågning er ikke længere en usynlig fjende, men snarere en kompleks samfundstilstand. Det faktum rejser selvsagt mange interessante spørgsmål, heriblandt hvad det så betyder for forholdet mellem samfundets magt og individets rettigheder. Men hvis vi skal forstå, diskutere og kritisere overvågningssamfundets nuværende tilstand er en præcis diagnose nødvendig.

Daniel Møller Ølgaard (f. 1989) er pt. kandidatstuderende hos Department of War Studies ved King’s College London. Han er tidligere praktikant ved daværende udenrigsordfører Jeppe Kofod (S), har arbejdet for Dansk Afghanistan Komité og været redaktionsmedlem på tidsskriftet IPmonopolet.

FOTO: Teufelsberg NSA station af David Rush via Flickr