01.04.2014

I søndags var der lokalvalg i Tyrkiet. Det var første valg efter urolighederne omkring Geziparken i Istanbul i juni sidste år og korruptionssagerne mod premierminister Erdogan, der startede i december.

ANALYSE af Jakob Lindgaard

Alt handlede om Erdogan – for eller imod. Han har selv talt om valget som en tillidsafstemning og en offentlig retssag, der kunne frifinde ham for korruptionsanklager. Erdogan vandt og det kan vække måben. Hvordan kan den tyrkiske befolkning belønne ham for storstilet korruption, forfølgelse af den regeringskritiske presse, lukninger af Twitter og Youtube og en nærmest total afskaffelse af de statslige magters tredeling? Det er der mindst otte grunde til:

1) Lokalpolitisk magt afhænger af Ankara
Hvordan kan et lokalvalg i den grad handle om Erdogan? Det kan det, fordi landets borgmestre ikke har den store magt. Den egentlige lokale magt ligger hos guvernørerne for landets 81 provinser – og de er alle udpeget af Erdogans AKP-regering i Ankara. Med den dybt polariserede stemning Tyrkiet oplever i disse dage, er det vigtigt for mange, at deres lokale repræsentanter står godt med Erdogan. Stemmer de en oppositionskandidat ind i borgmesterstolen, kan det blive sværere at få økonomisk støtte fra Ankara til basale velfærdsydelser. Erdogan er også glad for micro-management; det Osmannisk inspirerede indkøbscenter i Geziparken, der gav anledning til demonstrationerne sidste sommer, var hans idé. Det var opførelsen af en 3. lufthavn (Europas største) nord for Istanbul, en 3. Bosporus bro, en ny kanal parallelt med Bosporus og en ny kæmpemoske også.

2) Markant forbedrede levevilkår under Erdogan
Under Erdogan er landets BNP per indbygger næsten firedoblet. Det er især kommet den store mere konservative muslimske under- og middelklasse til gode. Da Erdogan blev borgmester i Istanbul for 20 år siden, blev han også hurtigt populær hos den nyligt urbaniserede konservative muslimske underklasse, fordi han sørgede for, at deres skrald blev fjernet, deres støvede veje blev asfalteret, at kullet til deres fyr blev erstattet med naturgas, boligforholdene blev forbedret og forholdene på landets hospitaler blev bedre mm.

3) Ny-vunde rettigheder på spil
Mange af Erdogans vælgere husker kun alt for godt den undertrykkelse, de oplevede op gennem 90’erne. Nu har de ikke alene fået det bedre socioøkonomisk, kvinderne har også vundet den stærkt symbolske ret til at bære det muslimske hovedtørklæde på landets offentlige universiteter (i marts 2010), i den offentlige sektor og i parlamentet (30. september 2013). De havde meget at miste, havde Erdogan tabt valget.

I Tyrkiet er staten historisk set enten er med dig eller imod dig afhængigt af, hvilken etnisk eller religiøst defineret gruppe, du tilhører. Den tyrkiske landefader Atatürks sekularistiske og modernistiske projekt blev indført først på bekostning af landets store græsk og armensk ortodokse befolkning og dernæst på bekostning af de såkaldte kurdiske ’separatister’ og det store flertal af ligeledes såkaldt ’reaktionære’ konservative muslimer.

Da demokratiet kom til Tyrkiet i 1950, stemte disse ’reaktionære’ straks en af deres egne ind. Men kemalisterne sad tungt på staten i militæret, i bureaukratiet og i dommerstanden, også godt støttet af NATO og USA efterhånden som den kolde krig tog fart. Så når de valgte regeringer fik bevæget sig for langt væk fra den kemalistiske stamme, gik militæret ind. Det forklarer den række af statskup Tyrkiet har været igennem, fra de tungere i 1960, 1971 og især 1980 til det såkaldte ’postmoderne’ kup i 1997.

I det sidste kup fra 1997, blev Erdogans mentor Necmettin Erbakan truet til at træde tilbage og i 1999 blev Erdogan selv fængslet for i en politisk tale at recitere dette digt: ”Minaretterne er vores bajonetter, kuplerne vores hjelme, moskeerne vores barakker og de troende vores soldater.” Da Erdogan kom reformeret ud af fængslet, blev en af hans største successer, med EU som løftestang først at få stækket militærets magt for derpå langsomt at få placeret sine egne folk ikke bare i regeringen, men også i staten.

4) Tradition for en stærk leder
Med Atatürk blev der indstiftet en tradition for trofast at samle sig om en stærk (mandlig) leder i toppen, særligt i krisetider. I en sms, der blev sendt ud til alle landets Türkcell (Tyrkiets TDC) brugere forrige søndag, blev folk opfordret til at komme til politisk møde i Istanbul, selvom deres hænder er ”revet til blods”. ”Lad alting ligge og kom”, hedder det. ”Der har ikke været en leder som denne i 90 år”, lød det i en reference til Erdogan i forhold til Atatürk.

The Economist og andre har da også leget med tanken om, at Erdogans såkaldte Neo-Osmanniske forkærligheder både indenrigs- og udenrigspolitisk har fået ham til at se sig selv som en sultan. Det er naturligvis polemik. Men, som en snaksaglig tjener på en lille restaurant, jeg spiste på i sidste uge, gjorde det levende klart, så er han stadig Erdogan-fan, selvom, som han illustrerede det for mig, Erdogan stikker kontanter ned i sin egen lomme.

5) Kurdisk opbakning til Erdogan
I januar 2013, indgik Erdogan en fredsaftale med den kurdiske leder Öcalan. Uanset motiverne bag denne aftale, var det historisk. Efter den stort set totale udryddelse af den græsk-armenske kristne befolkning, er den kurdiske befolkning i Tyrkiet uden tvivl den, der har lidt mest i Tyrkiet under Atatürks ’tyrkificering’ af befolkningen. Det førte til borgerkrig op gennem 80’erne og 90’erne med store tab til følge. Erdogan er klart det mindste af onderne for kurderne. Erdogans føromtalte opgør med militæret i de tidlige pro-EU år i starten af 00’erne vandt ham også stor støtte blandt mange kurdere. Langt de fleste kurdere er også konservative sunnimuslimer, som Erdogan. Så Erdogan er klart at foretrække fremfor et kemalistisk eller mere tyrkisk nationalistisk alternativ. I Diyarbakir, den uofficielle hovedstad i det kurdiske område af Tyrkiet, kom Erdogans AKP-parti også ind som en stærk nummer to med små 35 pct. af stemmerne. Det kemalistiske CHP-parti fik der kun 1 pct.

6) Tyrkiske medier stærkt politiserede
Selv før den seneste runde af internetlove, der gør det muligt for regeringen at lukke specifikke URL’er ned uden dommerkendelse, lækager af Erdogans trusler mod diverse mediebosser og nu også forbud mod Twitter og Youtube, så det aldeles sort ud for ytringsfriheden i Tyrkiet. Pressen også dybt polariseret og politiseret. Avisen Sabah, som Erdogan påstås at have købt med 630 millioner dollars, han har fået som ’donationer’ for at have givet otte store virksomheder statslige kontrakter for 87 milliarder dollars, prøver ikke engang at skjule dens politiske tilhørsforhold. Det samme gælder andre aviser og tv-stationer. Det betyder, at store dele af befolkningen kun får deres nyheder gennem et stærkt politiseret filter. Når det anslås, at 80 pct. af AKPs vælgere ikke læser nyheder på nettet, så lever de i en hel anden pro-Erdogan verden, end den vi får præsenteret herhjemme i disse dage.

7) Erdogan flirter med anti-amerikansk tyrkisk nationalisme
Såvel folkene bag Gezi-optøjerne sidste sommer som de Gülen-folk, der efter alt at dømme står bag korruptionssagerne og andre aflytninger mod Erdogan, er blevet beskyldt af Erdogan for at være styret af amerikansk og israelsk lobbyisme. Mange i Tyrkiet mener(ikke helt uden hold i virkeligheden), at USA under den kolde krig brugte landet som middel til at inddæmme Sovjetunionen. Selvom Erdogans politiske handlinger de senere år peger i retning af et skift væk fra den historisk stærke sekulære tyrkiske nationalisme, så har den nationalistiske retorik et godt tag i den konservativt religiøse del af befolkningen – især i krisetider som nu.

8) Oppositionspartierne er splittede og kun lokalt stærke
Ser man på et valgkort, står det hurtigt klart, at AKP er det eneste parti, der vinder støtte stort set i hele landet. De venstre-sekulære socialdemokrater i CHP står stærkt i den vestlige del af Tyrkiet, men er nærmest ikke-eksisterende i den centrale og østlige del af Tyrkiet. Stort set det modsatte kan man sige om de kurdiske partier BDP (i sydøst) og HDP (i vest). Selvom de står endda særdeles stærkt i det kurdiske sydøstlige hjørne af landet, så er de nærmest fraværende i resten. På trods af man mener, at der bor over tre millioner kurdere i Istanbul fik ser de kun ud til at få 4,7 pct. af stemmerne der. Til dette billede hører, at de tre store oppositionspartier kun kan enes om én ting: deres had til Erdogan. De er dybt uenige om snart alt andet; noget Erdogan naturligvis bruger kløgtigt i en del og hersk strategi.

Grund til bekymring?
Meget peger på, at der med vores øjne kan være grund til bekymring nu, hvor Erdogan føler sig renset, legitimeret.

Nationalt, har vi allerede set de første tegn på, at han vil slå hårdt ned på Gülens folk i staten og i medierne. Fire af de anklagere, der var med til at lancere korruptionssagerne mod Erdogan d. 17. december fik mandag forbud om at forlade landet. Gülen-bevægelsens flagskib, Zaman, har også været lagt ned af hacker-angreb siden valgdagen i søndags. I Erdogans balkontale fra i søndags gjorde han det også klart, at han, som han sagde det, ville komme efter dem ”ind i deres huler.” Meget peger også på, at den tyrkiske økonomi – og dermed den velstand mange oplever – er på vej i rødt, selv uden korruptionssagerne. Tyrkiet har ikke den luksus at ligge inde med store energireserver. Og med en økonomi, der hviler på et markant behov for udenlandske investeringer, kan økonomiske udfordringer komme til at puste til den ulmende sociale uro, man allerede kunne fornemme i sidste uge før valget.

Regionalt er der heller i meget håb at spore, umiddelbart. Med nedskydningen af et syrisk jagerfly og de nye optagelser, hvor meget tyder på, at chefen for efterretningsvæsenet, MIT leger med tanken om at iscenesætte et angreb på tyrkisk område og iscenesætte det som et ISIS-angreb, kan meget tyde på, at det også kan blive værre, før det bliver bedre på den front. Tyrkiet har i øjeblikket godt gang i handlen med det kurdiske selvstyre i Nordirak. Handelsaftalerne om de enorme mængder af olie og gas gør dog den irakiske og shiamuslimske leder i Bagdad, al-Maliki rasende. De sekteriske spændinger i regionen ser ikke ud til at lette med det første.

Så er der Rusland og Krim. Først så det ud til, at Erdogan kunne blive en allieret med Vesten i forsøget på at inddæmme Putin. Men det kan se ud til at være teater. Tyrkiet får 60 pct. af deres gas fra Rusland. Flere pro-Erdogan folk taler også om oprøret i Kiev, som en konspiration støttet af vestlige kræfter på samme måde, som Gezi-optøjerne i Istanbul sidste sommer blev det. Og så står Erdogan fint med Putin personligt. Den eneste ridse i dette billede er Syrien. En tyrkisk krig mod Assad vil ikke hue Putin.

Militært kigger Tyrkiet også mod øst. De er gået på indkøb i Kina efter et missilforsvar. Ikke just noget, der vinder støtte blandt Tyrkiets NATO-allierede. Det tyrkiske militær sender ikke længere deres leder-aspiranter til West Point i USA – men til Sydkorea og Kina.

Er der overhovedet ikke noget håb? Jo, måske. Pro-EU årene i begyndelsen af 00’erne har skabt et dynamisk og gen-politiseret tyrkisk samfund. På tværs af religiøse, etniske og politiske skel danner der sig en ny brudlinje mellem folk, der på den ene side støtter demokratisering og en klassisk socioøkonomisk venstrefløjspolitik og på den anden en gruppe, der falder tilbage på religion og nation. Et sådant opbrud kan give håb. Men på kort sigt står vi tilbage med et Tyrkiet, vi nok får grund til at se med bekymring på den næste tid.

Jakob Lindgaard, Ph.D., er lektor ved Danish Institute for Study Abroad, hvor han bl.a. underviser amerikanske college studerende på halvårlige studieophold i København i forholdet mellem kulturel diversitet og social kapital i Skandinavien og i Tyrkiet.

FOTO: Erdogan ved UNCTAD åbningsceremoni 2012 via Flickr