05.03.2014

EU’s udenrigspolitik er sat på en afgørende prøve i Ukraine. Skal man sætte hårdt mod hårdt over for Putin, eller kan EU støtte sig til sin tradition for blød udenrigspolitik? De første faser er gået meget godt for europæerne, men som Krim-krisen viser, er konfliktmulighederne i Sortehavsområdet langtfra afmonteret.

ANALYSE af Ole Aabenhus

Situationen i Ukraine er den største internationale konflikt siden murens fald for 25 år siden, sagde den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier forleden – mellem EU på den ene side, støttet af USA, og Rusland på den anden.

I Georgien, der var i krig med Rusland så sent som for seks år siden, siger forsvarsminister Iraklil Alasania, at der er tale om et ”tektonisk geopolitisk skift i Østeuropa” – altså en forskydning i hele grundlaget for forholdet mellem Rusland og de omkringliggende stater.

Disse jordskælvslignende forskydninger foregår lige nu på Krim. De kan føre til uro når som helst i Østukraine, og det samme andre steder. Men lige nu, mens alle holder vejret for at se, hvordan Krim-konflikten falder ud, kan der være grund til at se på EU’s rolle i hele denne konflikt.

1-0 i krisens første fase
EU har fået skyld for at optræde alt for svagt i Ukraine – i flere omgange:
Først fordi den associeringsaftale, som EU og Ukraine havde forhandlet i seks-syv år, pludselig faldt sammen sidste efterår. EU tilbød støtte til langsigtede reformer, men ikke de summer her og nu, som den nu afsatte præsident Janukovitj og hans oligarker havde drømt om. Det gjorde til gengæld Putin.

EU-forhandlerne tilbød det, der er kernen i EU’s bløde udenrigspolitik: Støtte til langsigtede reformer, der på et tidspunkt gør landet egnet til medlemskab.

Kampene på Maidan viste, at befolkningen – eller i hvert fald en væsentlig del af den ukrainske befolkning – foretrak vejen frem mod europæiske forhold, først og fremmest forstået som ordnede retssamfund uden (voldsom) korruption. Og det var tre europæiske udenrigsministre, der blev kaldt til, da krisen spidsede til i første omgang, og der skulle findes en løsning.

For så vidt virkede EU’s bløde udenrigspolitik – som den har gjort i Balkan, hvor selv Serbien nu er på vej mod EU-medlemskab.

Omvendt betød opstanden på Maidan, at Putins planer om en Eurasiatisk Union (læs: det gamle Sovjetunionen genskabt som frihandelsområde) faldt på gulvet i og med, at kronjuvelen i hele foretagendet, Ukraine, var faldet fra.

Altså: 1-0 på point til EU, som nærmest ikke gjorde nogen som helst – andet end at forhandle i seks-syv år.

Men: Der skete et omsving på Maidan: Demonstrationerne begyndte som støtte for en aftale med EU, og det var fortsat temaet for de fleste, da slutspillet kom. Men de handlekraftige, der hev sejren hjem, var kampberedte nationale højregrupper, der er mere anti-russisk nationale end egentlig for EU. Disse grupper – ”Frihed” (Svoboda) og ”Højre sektor” – sidder nu på den militære magt i landet. Om de går ind for menneskerettighederne og andre dele af EU’s værdigrundlag, er der ingen der rigtig ved – endnu.

Splittelse i anden runde
Anden runde handler om Krim. Den begynder lørdag den 1. marts da russiske tropper afvæbner soldater på ukrainske forlægninger dér. Dagen efter får Putin sit parlaments bemyndigelse til at rykke ind i Ukraine. Og pludselig er EU-landene ikke bare EU. Når der er tale om krig og sikkerhedspolitik er EU ikke bare sig selv, men blot det europæiske ben i en alliance med USA – nemlig NATO.

Præsident Obama griber røret og fører en 90 minutter lang telefonsamtale (inklusive oversættelse) med Putin for at advare ham om, hvor USA og dermed NATO sætter grænsen.

Inden for EU er der uenighed om, hvilken vej, man skal gå: De østeuropæiske lande, der tidligere har været under Sovjetunionen, ønsker en markering af hårdt mod hårdt – sanktioner mod Putin og en række russiske oligarker, indefrysning af formuer osv. De ”gamle” EU-lande med Tyskland i spidsen ønsker en ”de-eskalering” af krisen.

Den sidste gruppe vinder. Søndag ringer Angela Merkel til Moskva med det udfald, at der nedsættes en kontaktgruppe, så man fortsat har kanaler at tale igennem. Og Steinmeier, den tyske udenrigsminister, får dæmpet tonen, så man ikke truer med at smide Rusland ud af G8, men kun med ikke at komme til det næste møde, der skal finde sted i Sochi – vinterolympiadebyen og Putins stolthed.

Men de østeuropæiske lande er ikke tilfredse, og det markerer de på NATOs krisemøde søndag, på et udenrigsministermøde i EU mandag og igen på et ekstraindkaldt møde i NATOs ambassadørkreds onsdag.

Landene har i årevis advaret om Ruslands aggressive hensigter, jfr. Tjetjenien og Georgien. Men ingen lægger op til en militær indsats. Kun en markering over for Putin af, at man står samlet og vil ramme ham på ikke-militære områder.

Stillingen: Indtil videre må man vel sige, at den diplomatiske indsats er lykkedes for EU, nu med støtte fra USA:
– Putin har trukket de 150.000 mand, han har sendt på øvelse tæt på Ukraines grænser, tilbage på kasernerne.
– Der er konfrontationer på Krim, men endnu i skrivende stund er der ikke løsnet et skud.
– Putin har erklærert, at han altid vil følge internationale spilleregler. Han har forsøgsaffyret en interkontinental raket, ligesom man gør i Nordkorea, men amerikanerne siger, at de var orienteret, efter reglerne.

Næste fase
Næste fase bliver den vanskeligste. Første spørgsmål bliver, om det lykkes at afmontere Krim-krisen – og hvordan. Området rummer 58 pct. russere, kun 24 pct. ukrainere og 12 pct. tartarer. Parlamentet foreslog – kort før russerne drog ud fra baserne og tog magten i området – at der skulle holdes en folkeafstemning om Krims tilhørsforhold.

Hvordan vil vesten stille sig her? Den nemme løsning vil være at godtage en folkeafstemning – og folkenes ret til selvbestemmelse er et smukt princip. Tilmed er det en oplagt kompromismulighed, for det vil give russerne den adgang til Sortehavet, de har kæmpet for siden 1800-tallet.

Men omvendt er spørgsmålet, om andre folkeslag i Sortehavsområdet vil røre på sig, hvis de ser, at det lykkes for Krim at løsrive sig. Situationen vil blive fulgt med spænding ikke bare i Ukraine, men også i lande som Moldova og Georgien.

Dernæst står det fast, at grænsen mellem EU og Rusland nu har flyttet sig. Ukraine er ikke længere som stødpudestat mellem øst og vest. Det ”tektoniske skift” er sket, og dermed vil Ukraine fremover være en del af EU’s ansvarsområde.

Tilmed får EU de facto flere tusind kilometer ny grænse til Rusland (og Hviderusland).

Det kommer til at stille nye krav til EUs udenrigspolitiske evner – både alene og i samspil med NATO. Og det vil helt sikkert give nye indre modsætninger i EU mellem de lande, der kender den russiske bjørn fra Sovjettiden og de, der har været vant til at ligge godt i læ og beskyttet af den amerikanske konfrontationspolitik under den kolde krig.


Ole Aabenhus er EU-kommentator for RÆSON. Han er journalist, tidl. DR-korrespondent i Bruxelles og tidl. redaktør af magasinet NOTAT / Magasin om demokrati og Europa.
FOTO: EU’s udenrigschef Catherine Ashton og EU-kommissionens vicepræsident Štefan Füle i forbindelse med møde om situationen i Ukraine. [EU-kommissionen].