18.02.2014

Thailand afholder ekstra valg i slutningen af april efter at valghandlingen d. 2. februar i år blev forstyrret af demonstrationer mod den siddende regering og dens leder Yingluck Shinawatra. Demonstrationer, der tiltog i denne uge i Bangkok, hvor tusinder af politifolk måtte på gaden for at foretage masseanholdelser.

INTERVIEW af Mette Thomsen

RÆSON: Hvad kendetegner demonstranterne fra ’Folkets Demokratiske Reformkomité’ (PDRC) – socioøkonomisk og politisk?
Flemming Ytzen: Meget firkantet sagt har du nogle ”traditionelle Bangkok-eliter”, som primært er knyttet til landets ældste, politiske parti ’Det Demokratiske Parti’. De står, ud over i Bangkok, stærkt i syd. De har tilbage i 90’erne haft nogle rimelig fornuftige regeringsledere og ministre. Det er den politiske organisation, som har været med, lige så længe Thailand har forsøgt at være et moderne, parlamentarisk samfundssystem.

Det, man skal holde sig klart, er, at politiske partier i Thailand generelt ikke er partier, som vi forstår dem. Det ligner mere det amerikanske system, hvor man har partiorganisationer som valgmaskiner – som organisationer, der genererer penge til bestemte kandidater. Thailandske partier har ikke partiprogrammer med ideologisk-programpolitisk indhold. Herhjemme kan vi sige, at vi ved nogenlunde, hvad Socialdemokraterne og SF står for – vi har trods alt stadigvæk en slags højre- og venstrefløj i Danmark. Den analysemodel kan man ikke bruge på asiatisk politik og – slet ikke i Thailand. Det er meget fokuseret omkring bestemte, karismatiske personligheder og stærke penge- og erhvervsinteresser.

RÆSON: Demonstranterne har fremsat ønske om, at indsætte et ledende ekspertråd, som skal igangsætte en reformproces. Hvilken reformproces ønsker de?
Flemming Ytzen: Da jeg boede i Thailand i den første halvdel af 90’erne, forsøgte en general at blive regeringschef. Dengang intervenerede kongefamilien ved nærmest at diktere en løsning. Det kunne kongen dengang, fordi han var rimelig sund og rask. Man fik et ’forretningsministerium’, der eksisterede i et års tid, under ledelse af en rimelig respekteret erhvervsmand, som også havde politiske forbindelser. Under den ’caretaker-government’ fik man beredt vejen for et valg, som blev afholdt i ro og orden. Man fik dæmpet gemytterne, og man fik frem for alt militæret til at acceptere, at det ikke kunne blande sig. Det kan godt ligge i kortene nu. Det kunne jeg ønske mig personligt: At man får et rimelig neutralt ’forretningsministerium’.

På den anden side: Med alle de konfrontationer, der har været, er det svært at se for sig, fordi det ville forudsætte, at monarkiet signalerer, at der er brug for ro i et år eller to. Da monarkiet er i en meget, meget kedelig forfatning, fordi kongen og dronningen er meget skrøbelige helbredsmæssigt, og kronprinsen står på spring til at overtage, tror jeg det ikke. Jeg er sikker på, at det er det, oppositionen gambler med. Det er det, de vil. De vil købe sig tid, således at man kan få mobiliseret mere opinion mod Thaksin-klanen.

RÆSON: Hvilke mål vurderer du, demonstranterne har haft, da de startede demonstrationerne?
Flemming Ytzen: Det slående ved situationen er, at det er uklart, hvad oppositionsbevægelsen vil andet end at forhindre Thaksin-klanen i at forblive ved magten. Derfor ville de aflyse valget d. 2. februar og valget i det hele taget, fordi de mente, at det var manipuleret, og at resultatet var givet på forhånd. Det er ikke det billede, vi er vant til: Tusindvis af mennesker går på gaden for at reducere brugen af demokratiske instrumenter. Det, der gør det hele lidt forstyrrende, er, at man derved – ved at fokusere på ikke at ville have Thaksin Shinawatras lillesøster, Yingluck Shinawatra genvalgt som statsminister og Thaksin tilbage fra eksil – overser de dybereliggende forklaringer på, hvorfor Thailand er kommet i den her situation.

Systemet i Thailand er en del af den dybereliggende forklaring. Såvel den del af systemet, som er bygget op på demokratiske institutioner som det øvrige magtapparat, der ikke er bygget op på demokratiske præmisser. Både monarkiet og militæret står i en voldsom tillidskrise. Thailandsk politik har i generationer bygget på den forudsætning, at der var en forståelse mellem monarkiet og militæret og det, man kan kalde hovedstadens middelklasse – dem, der sidder på pengene. Denne forståelse er krakeleret, og det er sket gradvist. Man har ikke fået løst den dybe tillidskrise, der er mellem et meget stort mindretal i befolkningen, som er imod Thaksin, og dem, der støtter ham. Thailand er ikke i nærheden af at have det, vi herhjemme forstår ved et samarbejdende folkestyre.

Yderligere er der den faktor, at kongen, som traditionelt har kunnet korrigere en situation, hvor eliterne var oppe at toppes, er svagelig. Det skaber en situation, hvor den politiske opmærksomhed retter sig mod tronfølgeren, som er en dybt, dybt kontroversiel skikkelse. Tronfølgeren har oparbejdet en skjult alliance med Thaksin, og Bangkok-eliterne frygter nu dels, at Thaksins lillesøster forbliver ved magten, dels at kronprinsen uantastet kan træde i faderens fodspor. Begge dele vil der virkelig være modstand mod i ”Bangkoks establishment”. Det kan splitte nationen.

RÆSON: Hvad kendetegner Thaksin Shinawatra og Shinawatra-grupperingen?
Flemming Ytzen: Ser man på, hvordan Thaksin Shinawatra har drevet politik, siden han vandt valgt i 2001, synes jeg, at en sammenligning med Italiens Berlusconi giver mening. Han er oprindelig politiofficer, og han har taget en MBA i USA. Han har demonstreret et eminent forretningstalent og igennem dygtige opkøb blev han rig meget hurtigt.

Hans dygtighed som politiker består i at have mobiliseret vælgerskarer i nord og nordøst, som er de områder, han selv stammer fra. For en generation eller to siden var befolkningen i de områder fattige bønder. De var ikke politisk engagerede, og de var indifferente. Ingen interesserede sig nævneværdigt for dem. De er nu blevet lidt mere velstående; de er blevet lidt mere veluddannede; de har fået sociale medier. Der er sket en politisk vækkelse, som Thaksin har fået øje på. Det har han udnyttet. Han har drysset penge ud over den del af landet til stor ærgrelse og vrede for Bangkok-eliterne, som ser på befolkningen i landdistrikterne som nogen, der bare skal levere arbejdskraft og producere fødevarer – groft sagt. Det er hans dygtighed. Derudover har han udfordret de etablerede magtinstitutioner i landet – primært militæret og monarkiet.

Man har vænnet sig til, at det var et robust, stabilt kongedømme, hvor der var en enorm, moralsk autoritet omkring kongen. Den er ved at krakelere, og den situation kapitaliserer Thaksin på. Det er meget, meget modigt gjort. Nogle vil sige, at det er meget dumdristigt gjort, fordi han har sat sig op imod meget, meget stærke interesser og folk med våben. Militæret skal ikke glemmes i et land, der er gået for at have verdensrekord i militærkup de sidste 80 år.

RÆSON: Hvor sandsynligt er et militært kup lig afskedigelsen af Thaksin Shinawatra i 2006, hvis urolighederne fortsætter?
Flemming Ytzen: Thailand har gennem årtier demonstreret, at der kan komme et kup anytime. Det eneste, man kan glæde sig over, er, at de seneste kup har været ublodige. Man tager det med et skuldertræk. Et militærkup forudsætter bare, at der kører nogle kampvogne op foran Statsministeriet, og da Bangkok-eliterne gerne vil have, at Thaksin-klanen bliver trængt i defensiven, vil mange af dem have det fint med et militærkup. Det er et paradoks for at land med demokratiske traditioner. Sådan var det tilbage i 2006: Kampvognene rullede ud i gaderne, og folk stod og kiggede og tænkte: ”Nå ja, nu er de her igen. Det er okay. Det kan vi godt leve med.”

Det ændrer så ikke ved den realitet, at landet er fuldstændig kløvet i to. I erindringen om, at Thailand oprindeligt er to kongedømmer – Thailand er en fusion af Lanna i nord og Ayutthaya i syd – så er det et skræmmende perspektiv. Ikke fordi jeg tror, man får syriske tilstande, men man kan godt få en meget spændt og en meget langvarig tilstand afhængigt af, hvad der sker omkring monarkiet og selvfølgelig også det militære establishment.

RÆSON: Hvilket udfald vurderer du, at valget får?
Flemming Ytzen: Yingluck vinder, mens demonstranterne forsøger at mobilisere sig på ny. Demokratiopfattelsen i Thailand har allerede lidt skibbrud. Det er længe siden, der har været en klar konsensus omkring, hvad demokrati skal bruges til i Thailand. Det kan man sige om mange asiatiske demokratier, og man må ikke anlægge et europæisk eller vestligt demokratiperspektiv på Asien Det er helt andre former for politiske kræfter, der er i spil, som gør, at Thailand og eksempelvis Philippinerne nok ligner os (Vesten, red.) på overfladen, fordi de har valg og demokratier. Men det er nogle helt andre kræfter, der er i spil.

Mette Thomsen (f. 1992) studerer statskundskab ved Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet med politisk presse- og kampagnearbejde for en nuværende MF’er samt frivilligt integrationsarbejde.

FOTO: Bangkok by survivaladmin via flickr.