29.01.2014

Optimistisk, offensiv og handlekraftig. Sådan fremstod præsident Obama, da han i nat leverede sin årlige tale til Kongressen. Ved at appellere til USAs trængte middelklasse, kørte præsidenten effektivt sit parti i stilling til det forestående midtvejsvalg. 2014 bliver handlingens år, lovede præsidenten. Mange af tiltagene var dog luftige og ukonkrete, og præsidenten kan trods gode intentioner få svært ved at leve op til egne ambitioner.

ANALYSE af Else Christensen

År 2013 var præsident Obamas annus horribiles. Præsidentens initiativer til at begrænse amerikanernes adgang til våben og reducere den stigende økonomiske ulighed blev tromlet af Kongressens republikanere. Præsidentens stort anlagte sygesikringsprogram nåede dårligt at blive søsat, før det grundstøtte, da computersystemet, der skulle modtage borgernes tilmeldinger, brød sammen. Udenrigspolitisk stod det ikke meget bedre til; i Syrien smuldrede Obamas faste politik overfor Assad-styret langsomt men sikkert og USA måtte ydmygt se til, mens Rusland satte den internationale dagsorden i forhold til konflikten. Oven i det hele måtte Obama indkassere vreden fra gode, faste allierede som Tysklands Angela Merkel, da det kom frem, at USA gennem the National Security Agency (NSA) havde aflyttet ikke blot potentielle fjender og modstandere men også sine nærmeste allierede.
Før nattens tale tegnede sig et billede af en meget lidt handlekraftig præsident. En opinionsmåling lavet umiddelbart før talen til Kongressen viste, at kun omkring 44 procent billigede præsidentens embedsførelse.

Med sin tale til Kongressen i nat havde Obama chancen for at vende billedet, og det lykkedes meget langt hen ad vejen. Talen var retorisk veloplagt og præsidenten udstrålede i ord og kropssprog både handlekraft og optimisme. Med fokus på tiltag, der kan forbedre hverdagen for USA’s hårdt trængte middelklasse er talen et stærkt oplæg til midtvejsvalgene, som skal afholdes i november 2014.

Giv Amerika et løft
Talens hovedhjørnestenen var i den henseende præsidentens løfte om at hæve mindstelønnen fra 7,25 dollars til 10.10 dollars (ca. 55 kr.). Forholdene for de ufaglærte, lavtlønnede fuldtidsansatte i servicehvervene har længe været et tema i den politiske diskussion. Ikke mindst siden det for nyligt kom frem, at lavtlønsvirksomheder som for eksempel McDonalds i stedet for at give sine ansatte lønforhøjelse opfordrede dem til at gøre brug af offentlige tilskud. For amerikanere, der historisk har betragtet social mobilitet som en selvfølgelige, har den nuværende krise, der regnes for den mest alvorlige siden 1930´ernes Store Depression, været et alvorligt anslag mod amerikanernes identitet og selvforståelse. Dette skal lønforhøjelsen og dermed muligheden for selvforsørgelse og opsparing nu rette op på. Præsidenten havde da også symbolsk inviteret en repræsentant for ”den lille erhvervsdrivende”, pizzaria-ejeren John Soranno, der i modsætning til de store korporationer havde valgt at give de ansatte lønforhøjelse, ifølge Obama med større effektivitet og dermed indtjening til følge. Fra talerstolen hyldede præsidenten Soranno og lancerede, hvad der kan blive Demokraternes slogan for den kommende valgkamp: ”Give Amerika a Raise”, en vending som spiller på, at ”raise” både kan betyde (løn)forhøjelse og et løft.

Med bemærkningen ”tilslut jer resten af landet”, henvendt til Kongressen stemplede Obama desuden behændigt den lovgivende forsamling som den fodslæbende part i samarbejdet, et tema som han flere gange gentog for eksempel i forhold til våbenkontrol, som han lovede at arbejde for ”med eller uden Kongressen”.

Amerikas længste krig er ovre
Også udenrigspolitisk var handlekraft et tema men ikke forstået i traditionel militær forstand. Med talen lukkede og slukkede Obama nemlig den krig mod terror som præsident George Bush havde begyndt efter 11. september 2001. De amerikanske tropper kommer hjem ved udgangen af 2014 og ”Amerikas længste krig vil endeligt være ovre”, sagde Obama. Fremover skal diplomati og lederskab ved eksemplets magt være udenrigspolitikkens fremherskende træk, sagde præsidenten, der nævnte forhandlingerne med Iran om begrænsning af landets atomprogram som eksempel på en diplomatisk succes.

Her forsøgte Obama omhyggeligt at imødegå modstandernes beskyldning om eftergivenhed overfor det iranske styre. ”Hvis John F. Kennedy og Ronald Reagan kunne forhandle med Sovjetunionen, kan et stærkt og selvsikkert Amerika også i dag forhandle med meget mindre magtfulde modstandere”, sagde præsidenten med henvisning til de to præsidenter, der traditionelt hyldes for deres fasthed overfor USA´s fjender. ved at påkalde JFK og Reagan, to præsidenter, som traditionelt hyldes for deres fasthed overfor USA’s dengang mægtigste modstander, Sovjetunionen.
Obama kædede behændigt talens indenrigspolitiske og udenrigspolitiske del sammen ved at sige, at krigens veteraner nu skulle bruge deres ”færdigheder og lederskab” hjemme. En bemærkning, der samtidig skulle signalere, at præsidentens fokus fremover ville være mere på den indenrigspolitiske arena end på udenrigspolitiske eventyr. Talen – og i symbolsk forstand også krigen i Afghanistan – blev følelsesfuldt afrundet med en hyldest til Cory Remsburg, en hårdt såret veteran, som fra sin plads ved førstedamen Michelle Obamas side, modtog en flere minutter lang stående applaus.

Retorisk hørte talen til præsident Obamas bedste – de små vignetter i talens åbning, hvor præsidenten beskrev, hvordan USA’s arbejdende befolkning holder hjulene i gang, brødføder Amerika og skaber mere miljøvenlige produkter, ledte tankerne hen på præsident Reagans morgen i Amerika-kampagne. I den udenrigspolitiske del var der med løfter om at støtte mennesker overalt i ønsket om ”frihed for tyranni og frygt” ekkoer af efterkrigstidens store taler, hvori præsidenter fra Truman til Kennedy udlagde principperne for USA’s globale lederskab såvel som henvisninger til klassiske udenrigspolitiske taler om USA som leder ved eksemplets magt og ”city on a hill”.

Mangel på konkrete udspil
Ved bevidst at anlægge en offensiv stil og grundigt afpudse det demokratiske arvesølv har Obama formentlig givet sig selv gode kort på hånden i forhold til den hårdtarbejdende lavere middelklasse forud for det kommende midtvejsvalg. Obamas offensive stil og oppudsning af det demokratiske arvesølv i forhold til den hårdtarbejdende lavere middelklasse har givetvis givet partiet gode kort på hånden til det kommende midtvejsvalg. Om præsidentens retoriske kunstgreb og flotte løfter vil forandre den politiske virkelighed er en anden sag. Talen var blottet for selvransagelse; problemerne med sygesikringen blev behændigt forbigået, NSA-skandalen kun omtalt i generelle vendinger og Syrien spist af med et løfte om at ”støtte den opposition, der afviser terrorist-netværk”. Dermed være ikke sagt, at selvkritikken ikke har fundet sted i kulissen. Langt vigtigere er det da også, om Obama overhovedet har mulighed for at leve op til sine gode intentioner. I USA’s politiske system er indbygget et sindrigt system af ”checks and balances”, der forhindrer magtmisbrug hos præsidenten. Systemet gør det imidlertid også svært for præsidenten at praktisere det lederskab, som embedet og omgivelsernes forventning lægger op til. Størst handlefrihed har præsidenten i udenrigspolitikken, og her viser Obama, at han har langsigtede visioner. Demokratiet skal opbygges og styrkes ”fra Tunesien til Burma” i tradition med de bedste amerikanske idealer. Hvordan han konkret vil håndtere de meget virkelige udfordringer til menneskeret og demokrati, som borgere i lande som Syrien, Thailand og Ukraine dagligt møder, fik imidlertid lov til at stå hen i det uvisse. Hvad angår den praktiske udførelse af præsidentens løfter er amerikanerne i mange henseender nødt til at forlade sig på Obamas afsluttende bemærkning- ”Believe it”– tro på det.


Else Christensen (f. 1965) er cand.mag. i historie og amerikanske samfundsforhold og har skrevet speciale om USAs politik i Mellemøsten. Hun interesserer sig især for sydstaternes udvikling og rolle i amerikansk politik. Arbejder som freelancejournalist og er desuden medstifter og medredaktør af foreningen og tidsskriftet Palæstinaorientering (af 2011). FOTO: Arkivfoto (White House/Pete Souza).