28.01.2014

KOMMENTAR af Hasse Holmberg

TORSDAG 9. januar fik Søværnet overrakt den splinternye fregat Peter Willemoes fra Forsvarets Materieltjeneste. Fregatten er den første af tre nye skibe i Iver Huitfeldt-klassen, der ventes overrakt til Søværnet sammen med to støtteskibe i Absalon-klassen. De i alt fem skibe, der skal indgå i løsningen af Søværnets mange opgaver, er fartøjer af høj kvalitet, og de tre fregatter vil til dato være de største og bedst udrustede skibe, den danske flåde har set. Men hvad siger den seks milliarder dyre investering i de nye fregatter egentlig om Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitiske prioritering fremadrettet? I forsvarsforliget af 2013 fremgår det tydeligt, at Danmark bør og vil varetage sine interesser i Arktis. Men de nye skibe er hverken tiltænkt eller egner sig til arktiske forhold.

FORUDEN de fem nye flådefartøjer til Søværnet står også Flyvevåbnet til yderligere oprustning i form af nye jagerfly. Med al sandsynlighed vil valget falde på den amerikanske F35 Joint Strike Fighter (JSF). Dog er den fælleseuropæiske Eurofighter også i spil sammen med andre mindre sandsynlige kandidater såsom svenske Gripen og franske Rafale. Eurofighteren har i kraft af sine to motorer en fordel ved flyvninger over vand og operationer i arktiske forhold. De to motorer er dog en mindre teknisk detalje i den samlede vurdering, hvor F35-JSF kan forventes at have fordele over Eurofighteren på andre relevante områder. Samlet set står de to modeller ganske godt på mål overfor hinanden, og de tekniske aspekter vil i en vurdering afhænge af, hvilke opgaver man ønsker løst.

MERE interessante er de geopolitiske aspekter af købet af kampfly. For det er ingen overraskelse, at regeringens valg sandsynligvis vil falde på amerikanske kandidat, på trods af at dette fly stadig er uprøvet og indtil videre er blevet to til tre gange dyrere end forventet. Eurofighteren er utvivlsomt det bedste bud på en kandidat, der tilgodeser europæisk forsvarsintegration – Afgørende for EU’s forhåbninger om at spille en større geopolitisk rolle i fremtiden. Men hensynet til Danmarks – langt hen ad vejen misforståede – allianceforhold til USA vejer i regeringens optik tungere end EU. At regeringen vælger USA frem for Europa er dog ikke noget nyt, og den forældede transatlantiske doktrin er om noget et fast holdepunkt i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

MEN HVORFOR i det hele taget budgettere 30 milliarder forsvarskroner på nye kampfly, når både eksperter, allierede og politikerne selv efterlyser overbevisende investeringer i Danmarks arktiske engagement? I forbindelse med en opgradering af Flyvevåbnet ville det måske være mere fornuftigt at investere i ny drone- og satellit-teknologi såvel som mere konventionelt materiel i form af helikoptere og transportfly. Ikke mindst set i lyset af den seneste store ekstraregning for transport af soldater og materiel til Afghanistan og Grønland. Svaret er ganske kort, at Danmark ikke formår at dedikere sig til sin arktiske rolle. De mange store investeringer i materiel, der bedst egner sig til konflikter og operationer syd for Danmarks grænser, er tydelige tegn på den danske strategiske usikkerhed i forbindelse med Arktis.

DANMARK er ikke i sig selv en arktisk nation, men Rigsfællesskabet – hvis udenrigspolitik den danske stat administrerer – er en konstruktion, der i høj grad dækker Arktis. Den manglende vilje og strategiske usikkerhed fra København kan skyldes, at Danmarks reelle arktiske krav kun er faldet i legitimitet i takt med regionens stigende vigtighed. Grønland vil selv, og Rigsfællesskabet er under pres. Danmark formår ikke på overbevisende maner at stå vagt om Rigsfællesskabets integritet, og Københavns autoritet har længe været for nedadgående i Grønland. Udviklingen går unægtelig i retning af grønlandsk løsrivelse. Men et fuldt selvstændigt Grønland ville ikke være at foretrække for nogen, om end det uden tvivl ville gøre det strategiske landskab betydeligt mere simpelt for danske beslutningstagere. Grønlandsk selvstændighed ville destabilisere hele den arktiske region og skabe voldsom usikkerhed – samt potentiel mulighed for konflikt – mellem de arktiske aktører. Herunder sværvægterne USA og Rusland. Håbet for reel selvstændighed og håndhævelse af suverænitet for en nation bestående af små 57.000 indbyggere fordelt på 2.166.086 km2 højtprioriteret sikkerhedsstrategisk territorium er i bedste fald utopisk. Ikke desto mindre er det ingen hemmelighed, at Landsstyret med Siumut og Aleqa Hammond i spidsen ønsker at forlade Rigsfællesskabet og erklære fuld selvstændighed for Grønland. Samtidig i Danmark er det svært at mønstre den nødvendige politiske vilje for vedligeholdelsen af Rigsfællesskabet.

FORNYLIG offentliggjorde Landsstyret i Grønland et 28 sider langt juridisk responsum udarbejdet af den danske advokat og folkeretsekspert Ole Spiermann. Regeringen har endnu ikke taget tydelig stilling, men responsummet ventes at vægte betydeligt tungere end Landsstyrets første forsøg på et juridisk indlæg i forhandlingerne tilbage i oktober – Endda i så høj grad, at sagen vil kunne ende i Højesteret. Sker det, vil Rigsfællesskabets overlevelse for alvor sættes på prøve. Forståeligt nok er det svært for Danmark at dedikere sig fuldt ud til en arktisk fremtid på så usikkert et grundlag. Forståeligt, men uacceptabelt. Resultatet er en stat uden en sammenhængende strategi for varetagelsen af sin egen sikkerhed og interesser, og det er på tide for danske beslutningstagere at stille sig selv det simple spørgsmål: Kan Danmark forpligte sig til Arktis?


Hasse Holmberg (f. 1989) studerer historie ved Københavns Universitet med særligt fokus på moderne historie og international sikkerhedspolitik. Han er desuden akademisk praktikant ved Forsvarsakademiet samt fast skribent for RÆSON.

FOTO: F-35 Joint Strike Fighter. Jason Swearingen via Flickr.