06.12.2013

Negativt vurderet er vi ikke på vej mod et to-partisystem, men et individ-system, hvor vi vælger mellem forskellige slags socialdemokrater – Vestager i 2003

[Dette interview blev bragt 18. august 2003 – se originalartikel] Margrethe Vestager (f.1968) landsformand for Det Radikale Venstre 1993-97, Undervisnings- og kirkeminister 1998-2000, Undervisningsminster 2000-2001, medlem af Folketinget fra 2001

KAMMERTONEN: Som tidligere undervisnings- og kirkeminister må du kunne fortælle RÆSONs læsere: (i) Skal præster tro på Gud? (ii) Skal pædagoger tro på julemanden? (iii) Vil stat og kirke nu blive skilt? (iv) Hvis kirkerne alligevel skal lejes ud, kan vi så ikke få lov at købe aflad også? Og vil det i givet fald blive fradragsberettiget? Du kan svare med amen/nej/ved ikke.
MARGRETHE VESTAGER (MV): Det besværlige ved at være protestant og lutheraner er jo, at der ikke er en gerningsretfærdighed – vi bliver ikke frelst af det vi gør, men fordi vi tror. Alene det går, at religion og politik ikke bør blandes sammen. Hvem har hørt om en politiker, der ikke skal vurderes på, hvad vedkommende gør eller ikke gør? Men det gør også, at kirken ikke skal gives anledning til at tro, at den skal være en politisk kraft i samfundet (som det f.eks. ses i en række lande, hvor den katolske kirke har stor betydning). Det ville efter min vurdering gøre kirken lukket og elitær, hvis den pludselig ville til at udtale sig om alt fra abort til hastigheder på motorvejene. Fraværet af mulighed for at handle sig til frelsen gør også, at hvis man vil købe aflad er det en verdslig ting at gøre (og man kan allerede få fradrag for op til 5.000 kr. for bidrag til velgørende organisationer. Det må være nok aflad…). Jeg forventer, at præster tror på Gud og jeg forventer, at de tror, hvad de selv prædiker. Det synes jeg ikke er for meget forlangt. Men det synes jeg, at kirken selv skal håndtere – det er ikke et anliggende for folketinget.

KAMMERTONEN: Nogle vil sige, at Dansk Folkeparti i dag spiller den nøglerolle, som I har været det meste af det 20. århundrede om at indrette for jer selv – og at DF’s succes i øvrigt alene skyldes ‘tossegode’ og velmenende danske politikere, der i 80erne og 90erne overvurderede danskernes appetit på EU og multikulturalisme. Er det jeres skyld det hele?
MV: Hvis “det hele” er verdens strammeste og mest inhumane flygtningelove, statsstyret folkeskole, byggeri i strandkanten, krig uden folkeretsligt grundlag (for blot at nævne nogle af regeringens resultater) så må man nok sige, at det er det politiske flertals vilje. Og selv om de fleste radikale tror meget om sig selv, så kan skabelsen af dette flertal næppe tilskrives 7 til 9 radikale i folketinget eller eksistensen af et parti med 6.000-7.000 medlemmer. Vi har måske snarere forsømt for alvor at give en forestilling om hvad det er for et Danmark, Europa og en verden vi arbejder for – og holdt os til de mentale flæskepriser.

KAMMERTONEN: Er midten på vej ned? Fra 1994-98 var Kristeligt Folkeparti ude af tinget – fra 2001 har det været CD’s tur, og de er begge under spærregrænsen ifølge Politiken igår søndag (Catinét Research for Ritzaus Bureau). Hvad ville DRV (som I kalder jeres hjemmeside – og det lyder jo som et avanceret digitalt båndformat) sige til argumentet om, at Danmark langsomt men sikkert er på vej i retning af et to-partisystem – med blokke centreret omkring to alternative statsministeremner?
MV: Midten er blevet overbefolket – det træder de små ned! Der er så fyldt af socialdemokratier i forskellige afskygninger – den originale slags, de venstresnoede, danske folkesocialdemokrater og det løse. Negativt vurderet er vi ikke på vej mod et to-partisystem, men et individ-system, hvor vi vælger mellem forskellige slags socialdemokrater og ikke mellem forskellige ideer og politiske vilje.

KAMMERTONEN: Nogle vil sige, at jeres traditionelle mærkesager – miljø, uddannelse osv. – egner sig fortrinligt for et lille parti i regering, men dårligt for et lille parti udenfor regeringen. Er I ikke for alt for konstruktive og velopdragne til at være i opposition?
MV: Jo. I hvert fald hvis dit spørgsmål antyder, at man skal være nedbrydende og trodsig for at være i opposition.

KAMMERTONEN: Visse meningsmålinger har tydet på, at Dansk Folkeparti er ved at miste terræn mens I står til fremgang. Hvis den trend slår igennem kunne det ligne et VKR-flertal! Men betyder jeres kritik af regeringen, at der går længe inden vi ser jer i et nyt regeringsfællesskab med de borgerlige?
MV: “Kamel på 100 måder” vil være den perfekte gave til de V- og K-politikere som vi i givet fald skulle i regering med. Jeg kan ikke forestille med det. For det virker jo som om V- og K selv går ind for den politik, som gør at radikale må sige fra og fra og fra og fra. Der er simpelthen ikke grundlag for det nu. Desuden – selvom det nok lyder ret opblæst, oplever jeg faktisk ikke, at hverken Venstre eller de Konservative kan lide radikale. I hvert fald ikke Venstre. Det virker faktisk nærmest som om det er en sag for sig at holde radikale så langt væk fra indflydelse som overhovedet muligt.

KAMMERTONEN: “Hvor mange radikale skal der til at skifte en pære? To – en til at skifte pæren og en til at stå ved siden af og med klar stemme sige: “Dette illustrerer blot behovet for en ny grundlov!”.” Hvorfor er det så vigtigt med den principdebat?
MV: Uden principdebat forvitrer principperne. De tyndes ud, de slides, de træder i baggrunden. Vi har brug for en renæssance! Vi har brug for, at det vi står for bliver sagt højt og debatteret, så vi kan gøre os bestræbelsen på at leve efter det. Derfor er det også vigtigt med den europæiske grundtraktat. Derfor er det vigtigt med en dansk og europæisk offentlighed som på en ordentlig måde sætter det grundlæggende til debat for at forny og revitalisere det. Nogen tror desværre, at det er stort og dyrt, men det er en diskussion, som handler om hvordan vores liv leves i hverdagen – på arbejdspladser, i skoler, alle vegne.