24.09.2013

Når FN’s klimapanel på fredag præsenterer deres rapport om verdens tilstand, bliver der kastet lys over en ofte overset pointe. Temperaturstigninger er ikke bare temperaturstigninger. Temperaturen på land er ikke det samme som havtemperaturen, og mens landtemperaturen forsætter med gradvist at stige, så accelererer havtemperaturen.

ANALYSE af Peter Bjerregaard, RÆSONs klimaredaktør


Et gammelt ordsprog lyder, at ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser. Når FN’s klimapanel præsenterer den første del af deres femte rapport om verdens tilstand, er det præcis, hvad de har sat sig for at gøre.

For konsekvenserne, som FN’s klimapanel tegner ved business-as-usual, er ekstraordinære. Udover at rapporten understreger, at verdens gletsjere og ismasse smelter med stigende hast, og at de globale temperaturstigninger vil forsætte, så er der især én pointe, man bør hæfte sig ved: Opvarmningen på planeten øges, men temperaturstigningerne finder i stigende grad sted i oceanerne.

“Mange skeptikere peger på, at lufttemperaturen ikke er steget over de sidste 10 år som “bevis” for, at global opvarmning er stoppet eller ikke finder sted, men jorden er blevet meget varmere i den tid. Det meste af varmen er dog blevet lagret i havene,” siger Katherine Richardson, professor i oceanografi og tidl. formand for Klimakommissionen. Hun tilføjer, at den stigende havtemperatur også bliver ledsaget af tiltagende forsuring af havene.

CO2 er ikke kun en gas
Siden den industrielle revolution har havene absorberet mere end en tredjedel af den ”ekstra” udledning af CO2, der er blevet udledt. Selvom dette samtidig har begrænset mængden af CO2 i atmosfæren, er det sket på bekostning af en dramatisk ændring i havets kemi. Når CO2 optages i havene omdannes gassen til en syre, som forsurer havene og gør det sværere for kalkdannende organismer at overleve.

Katherine Richardson forklarer processen således: ”Når du øger trykket af en gas (CO2) i atmosfæren, øger du også mængden af CO2 i havets overfladevand, og blander man CO2 og vand får man kulsyre. Det er derfor, vi taler om syreskader på tænder hos dem, der drikker mange læskedrikke med CO2-indhold.”

”Der er rigtige mange organismer i havet, som danner kalk; hummere, muslinger, koraller og mange flere. Den øgede mængde kulsyre i havet gør havet mere syreholdigt. Derfor trues mange organismer samt havets funktion og evne til at optage og lagre CO2 af forsuringen,” fortæller Richardson og påpeger, at havene ikke har været så syreholdige som i dag de seneste 23 millioner år.

Ifølge FN’s nye rapport vil forsuring af havet under alle scenarier forsætte, hvilket har langtrækkende konsekvenser for hele økosystemer af plankton, skaldyr og koralrev – og i sidste ende oceanernes fødekæde.

Anledning til stor bekymring
Sideløbende med at havet bliver mere syreholdigt, og pH-værdien falder, så stiger havtemperaturen. På sigt vil det forværre oceanernes evne til at absorbere CO2. For eksempel vil havets absorberingsevne falde med 10 % ved en fordobling af det præ-industrielle CO2-niveau og to graders temperaturstigning.

Kathrine Richardson sammenligner havets evne til at opløse gas med en kold og en varm væske: ”Tænk på øl. Hvor finder du fleste bobler? Varm eller kold øl?”

Havets evne til at optage CO2 mindskes dog ikke kun af den øgede temperatur. ”Der også biologiske grunde – det er faktisk det, min egen forskning handler om. F.eks. vil fytoplankton være mindre i et varmere hav. Det betyder, at mindre kulstofholdigt materiale synker til det dybe hav, hvor havet lagrer CO2,” siger Richardson.

Justeringer og præciseringer
Da FN’s klimapanel offentliggjorde deres tredje rapport i 2001, forklarede rapporten, at det var ”sandsynligt” (66 % sikkerhed), at den observerede opvarmning var forårsaget af os mennesker. I 2007 kunne FN’s klimapanel så rapportere, at det var blevet ”meget sandsynligt” (90 % sikkerhed), og i dag har forskerne opjusteret deres vurdering til, at der nu er 95 % sikkerhed omkring menneskeskabt opvarmning.

Forskningsleder for Danmarks Klimacenter ved Danmarks Meteorologiske Institut og medforfatter på den kommende rapport fra FN’s klimapanel, Jens Hesselbjerg Christensen, nikker genkendende til den tiltagende sikkerhed inden for videnskaben og vurderer heller ikke, at den nye rapport kommer med nogle større nyskabende indsigter.

”I den videnskabelige litteratur, som er kommet efter den sidste hovedrapport, er der ikke noget materiale, som giver anledning til markante ændringer i de konklusioner, der blev draget dengang. Der kan kun blive tale om justeringer og præciseringer. Men sådan har det reelt været, siden den første rapport kom i 1990,” siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Rapporten som bliver præsenteret i Stockholm er blevet til på grundlag af mere end 9.200 videnskabelige artikler, 1089 expert reviewers fra 55 lande, efter 54.677 kommentarer under udarbejdelsen og mere end 2 mio. gigabytes af data fra klimamodellernes simulationer.


Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og har tidligere været presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Han er foredragsholder med speciale i ressourceøkonomi og klimapolitik, og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffingtonpost. FOTO: Berardo62 via Flickr.