11.09.2013

Kinas kommunistiske parti står i de kommende år overfor en vanskelig opgave, der enten kan bane vejen for demokrati eller cementere partiets magtmonopol.

ANALYSE af Niels Bjørn Grund Petersen


Det kinesiske kommunistparti har siden Deng Xiaopings økonomiske reformer i slutningen af 1970’erne legitimeret sin magt gennem tårnhøje vækstrater og et jerngreb om medierne. Efter Kinas indtræden i WTO i 2001 har kommunistpartiet desuden gennemført en række reformer for at øge gennemsigtigheden i det administrative og juridiske system. Reformerne kan opfattes som en konsekvens af et pres fra det internationale samfund, men kommunistpartiets prioritering af gennemsigtighed kan også ses som et forsøg på at styrke partiets egen position. Partiet er nemlig nødt til fortsat at levere høje vækstrater for at legitimere sin magt.

Dette kræver imidlertid forandringer. Først og fremmest er kommunistpartiet nødt til at sikre, at Kina videreudvikler sig fra at være et industrisamfund, hvor det økonomiske potentiale efterhånden er nået. Den stigende inflation og de høje vækstrater medfører netop nu et fald i den kinesiske konkurrenceevne, som betyder, at udenlandske virksomheder for fremtiden i højere grad vil søge til andre lande, når deres produktionsafdelinger skal placeres. For det andet skal kommunistpartiet forsøge at bekæmpe den massive korruption, der udgør en af de alvorligste trusler imod partiets legitimitet, og som hvert år koster samfundet milliarder af Yuan svarende til ca. 8 procent af det årlige finansbudget. Endelig er kommunistpartiet nødt til at øge kontrollen med de lokale myndigheder i Kinas provinser, som ofte har en anden dagsorden end styret i Beijing. Dette er nødvendigt for en koordineret indsats og for Kinas evne til at håndtere omfattende udfordringer og udvikle sig i den retning, partiet ønsker.

Den nødvendige gennemsigtighed
Kina må udvikle sig til et videnssamfund, der ikke bare producerer mobiltelefonerne, men også udvikler dem, hvis de høje vækstrater skal fortsætte. Men for at det kan ske, er det afgørende, at kommunistpartiet er i stand til at omdanne Kina til et retssamfund med velfungerende institutioner, der kan danne rammen om et moderne, anderledes åbent samfund, end det, vi kender i dag.
Den nye gennemsigtighedspolitik er første skridt på vejen til at overkomme Kinas udfordringer. Politikken indebærer, at de lokale myndigheder i højere grad skal offentliggøre deres virksomhed overfor befolkningen. Samtidigt kan kommunistpartiet bekvemt nok få indsigt i, hvorvidt de lokale myndigheder følger politikken fra Beijing. Endelig betyder en større grad af åbenhed, at korruptionen får vanskeligere vilkår og lettere vil kunne opdages og begrænses.

Men vigtigst af alt er dog, at gennemsigtighedspolitikken skaber fundamentet i den kinesiske overgang fra industri- til vidensamfund. Et vidensamfund kræver nemlig, i modsætning til et industrisamfund, et velfungerende retssystem med demokratiske kerneelementer som ytringsfrihed og fri adgang til information. I tråd med dette udtalte den tidligere kinesiske præsident Hu Jintao i 2008, at ”uden demokrati ville hverken socialisme eller socialistisk modernisering være mulig”. Som et led i transitionsprocessen har kommunistpartiet derfor også medvirket til, at mere end femhundrede millioner kinesere i dag har adgang til internettet. Selvom kommunistpartiet blokerer ”fjendtlige” udenlandske medier som Facebook og Twitter, har dette ingen reel betydning for kinesernes muligheder for at kommunikere og udveksle informationer med hinanden, da andre medier som Weibo og Renren udfylder tilsvarende funktioner. Umiddelbart er dette ikke et ønskescenarie for et autoritært regime, der forsøger at værne om sit magtmonopol, og som for få år siden var vidne til de sociale mediers betydning for Det Arabiske Forår.

Demokratiske tendenser
Det kinesiske kommunistparti står derfor lige nu i et stort dilemma. På den ene side er partiet nødt til at sætte ind overfor korruption, styrke partiets magt i forhold til de lokale myndigheder og samtidig forberede Kina på en nødvendig overgang fra industri- til videnssamfund, hvis partiet vil værne om de høje vækstrater. På den anden side betyder strategien, at kineserne i dag har adgang til information og sociale medier, som er vanskelige at kontrollere og dermed udgør en reel risiko for stabiliteten og det kommunistiske styre. I flere tilfælde har de sociale medier allerede sat myndighederne under pres, fordi historier om folk, der er blevet tvangsfjernet fra deres hjem for at gøre plads til byggeri, er sluppet ud på de sociale medier. Selvom det kun er få, der tør sætte spørgsmålstegn ved kommunistpartiets politik, er de lettilgængelige massemedier alligevel et vindue, hvori problemerne i det kinesiske samfund udstilles. Og det åbner for en folkelig reaktion.

Frustrationerne i befolkningen sammenholdt med adgangen til information og sociale medier har gjort det langt lettere for kineserne at organisere sig og demonstrere. Tendensen de sidste ti år peger da også i retning af, at de sociale medier har været kraftigt medvirkende til en eksplosion i antallet af demonstrationer fra ca. 60.000 i 2006 til mere end 90.000 i 2010. Her er vreden dog ofte rettet mod de lokale myndigheder og ikke mod kommunistpartiet. Derfor har partiet som sådan ikke har nogen interesse i at forbyde demonstrationerne. Myndighederne kan ikke længere skjule ”uheldige” episoder og må stå til mål for deres arbejde.

Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt et autoritært regime overhovedet kan bevare magten i et samfund, hvor informationer er lettilgængelige, og hvor styrets brutale magtanvendelse og korruption ikke længere kan skjules for offentligheden. Kommunistpartiets undertrykkelse i fremskridtet navn synes dog at være et vilkår, som den kinesiske befolkning kan acceptere, så længe vækstraterne og den økonomiske udvikling fortsætter.


Niels Bjørn Grund Petersen er kandidatstuderende på statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har desuden foretaget studieophold på Fudan University i Shanghai og Sciences Po i Paris, hvor han pt. opholder sig.
FOTO: Tom Spender.