09.09.2013

”Problemet er, at man ikke kan identificere en klar position. Der er ingen, der ved, hvad De Konservative står for i dag”. Sådan siger Lars Bo Kaspersen, der er professor i politisk sociologi på Københavns Universitet, til RÆSON. Ifølge ham er den eneste reelle begrundelse for at stemme på K, at man altid har gjort det.

KRISEN HOS K. Hvordan er det gået så galt? I det konservative bagland husker man årene under Schlüter i 80’erne, hvor folketingsgruppen var landets næststørste og talte mere end 30 mandater. Siden det historisk dårlige valg i 2011, der satte partiet tilbage fra 10 til blot 8 mandater, har formkurven ikke kunne genoprettes. I dag samler man kun 3,4 pct. i meningsmålingerne (25/8 2013, Berlingske Barometer). I denne serie møder jeg 2 forskere, 2 debattører og 1 politiker. De svar, jeg får, tager jeg med videre til næste interview, hvor de vil danne afsæt for en ny række af spørgsmål. Anden medvirkende er professor i politisk sociologi på Københavns Universitet, Lars Bo Kaspersen.

LÆS OGSÅ:
– Christian Egander Skov: Kommunalvalget kan blive skæbnesvangert for Lars Barfoed

INTERVIEWSERIE af Simon Kærup

RÆSON: Kan krisen i Det Konservative Folkeparti i dag begrundes i deres vanskelighed ved at skabe en overordnet, sammenhængende fortælling om sig selv?
Kaspersen: Det er klart. Partiet har ingen selvstændig profil. Det ligger i slipstrømmen på Venstre. Eller de social-konservative ligger i virkeligheden tæt på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. De har jo ingen fortælling. Det er grundlæggende set det, der er De Konservatives absolutte store udfordring. Der er ikke nogen overordnet fortælling. Det er helt afgjort en vanskelighed. Liberal Alliance er blevet relativt konsolideret på at have en fortælling, om man kan lide den eller ej. Men de har en klar fortælling, som distancerer dem fra Venstre og Konservative ved at køre en meget mere liberalistisk politik.
RÆSON: Kan man så simpelthen sige, at de Konservative er ved at opløses indefra, fordi partiet favner for bredt. At deres ambitioner om at forene social, national og liberalkonservative bider dem i hoserne?
Kaspersen: Problemet er, at man ikke kan identificere en klar position. Der er ingen, der ved, hvad De Konservative står for i dag. Der er så forskellige aktører: Nogle vil sige, at der er Hedegaards linje, andre vil sige, at der er en Barfoed-linje, andre igen vil sige, at der ikke længere er en Palle Simonsen-linje. Det er totalt mudret. Der er enkelte aspekter fra Venstre, lidt fra Liberal Alliance, lidt, ikke meget, fra Dansk Folkeparti og fra Socialdemokraterne ift. de social-konservative. Hvad skulle få en til at stemme på partiet? Der er ikke nogen begrundelse for det, ud over at man altid gjort det.


Miljødebatten er De Konservatives oplagte chance

RÆSON: Christian Egander Skov, der forsker i dansk konservatisme, forklarede i denne artikelseries forrige interview, at De Konservative og konservatismen generelt godt kan lide at opfatte sig selv som et korrektiv til udviklingen, og når konservatismen gør det, fungerer den mest upåklageligt. Undlader de konservative i dag at være et korrektiv til udviklingen, og kan det begrunde, at det i dag synes svære end nogensinde før for det Konservative Folkeparti at nå vælgerne?
Kaspersen: I dag må man sige, at Det Konservative Folkeparti netop ikke har formået at blive et korrektiv til udviklingen. De har ikke på nogen som helst måde formået at forbinde det forgange med det nutidige og fremtidige. Det er i den grad en af partiets absolut største udfordringer. Der er mange områder, hvor de har kunnet knytte an til det, men hvor de ikke har formået det overhovedet. Lad mig give et par eksempler. 1) Hvis de havde fulgt Connie Hedegaards linje for konservatisme, så havde de moderniseret sig selv og sagt: ”Vi går ind for at bevare et sundt og fornuftigt miljø i alt fra klima over landskab til madvarer”. Det er det, Connie Hedegaard har gjort i en konservativ variant – ved også at være med til at individualisere ansvaret for bevarelsen af miljøet. Det står for mig som en fuldstændig overset platform for de konservative, som i den grad er oppe i tiden blandt mange typer af vælgere, uanset deres partitilhørsforhold. Den konservative idé om at bevare og korrigere ville passe som fod i hose til hele miljødiskussionen. 2) En anden ting, hvor der selvfølgelig er mere gang i sagerne, og hvor de heller ikke har formået at levere et klart selvstændigt svar, er i forhold til det nationale. De har ikke været i stand til at sige, hvordan den nationale forståelse, som tilhører tidligere tider, udfordres af globaliseringen og andre nuværende fænomener. Vi kan jo ikke bare holde fast i en gammeldags nationalisme og forståelse af det nationale. Når dansk lovgivning, som De Konservative selv har støttet og bidraget til gennem årtier, har legitimeret, at man har indtaget gæstearbejdere, asylansøgere og flygtninge, som har ret til at være her, kan man jo ikke føre en forståelse af det nationale, som ikke inkluderer dem. Her har de da i den grad svigtet.
RÆSON: I dag ser man, at de enkelte partier har meget svært ved at differentiere sig, fordi alle partierne – i nogen udstrækning – fører en ret ens socialliberal politik. Hvordan ser du, at Det Konservative Folkepartis krise kan begrundes i en over-liberalisering af konservatismen – og altså en nedprioritering af rollen som et korrektiv til udviklingen, der grundlæggende sikrer stabilitet og kontinuitet?
Kaspersen: Det er klart, at det er et problem for det konservative parti i Danmark. Man kan omvendt sige, at det var redningen for det britiske konservative parti, at der skete en overliberalisering af politikken. Udfordringen for de danske konservative er netop, at de står i et partilandskab ved siden af Venstre, som traditionelt er mere liberale og nu også Liberal Alliance, som er endnu mere liberale. Det betyder, at de næsten ikke kan spille det kort. Derfor er det et kæmpe problem for dem. Det udgør specielt en udfordring i en tid, hvor man skal håndtere spørgsmål om indvandrere, arbejdsmigration, international handel osv., som ligger i et spændingsfelt mellem nationale interesser og internationale udviklingstræk.
RÆSON: Men den socialliberalistiske politik har et nærmest ukueligt vækstfokus. Ville det ikke være oplagt for De Konservative at føre en politik, der går imod vækstparadigmet og maner til besindighed? Og kan man ikke konstatere, at der eksisterer en række kampfronter, som De Konservative ikke udnytter i forhold til at skille sig ud?
Kaspersen: Det med vækstpolitikken er et godt eksempel – og i den forbindelse miljø- og klimaaspektet. Hvis konservatisme beror på, at det er essentielt at bevare bestemte fænomener, produkter, værdier og normer, ville det oplagte for enhver stærk konservativ være, at man ikke underminerer det livsgrundlag, man skal bruge fremadrettet. Både ud fra en historisk generationsholdning om, at bestemte landskaber skal have lov at forblive, som de var, men også ud fra en overlevelsesstrategi om, at hvis der eksisterer så mange beviser for klimaforandringer eller miljøforværringer, så undermineres det livsgrundlag, som den konservative tanke skal gro ud af. At udgøre et alternativ til vækstpolitikken ville hænge fint sammen med en fornuftig platform for at føre en anderledes borgerlig miljøpolitik. Her kan man sige, at Connie Hedegaard har forsøgt at føre en politik baseret på bevarelse og dyrkelse af klassiske konservative værdier i forhold til miljøområdet. Det har hun gjort ved at individualisere ansvaret.
RÆSON: Så du siger altså, at hvis Det Konservative Folkeparti skulle blive bedre til at markere sig politisk, så skulle de i højere grad inkorporere en Connie Hedegaardsk linje på nogle af de her punkter?
Kaspersen: Det er i hvert fald en mulighed. Og det er meget oplagt, når den centrale værdi i konservatismen er at bevare. Hvad er det så, der er værd at bevare? Kongehuset? Ja, måske. Men det er i endnu højere grad et ordentligt naturgrundlag.


Konservative debattører fortegner samtiden

RÆSON: Hvordan udfordrer det senmoderne samfund De Konservatives politiske arvegods?
Kaspersen: Det er meget nemt at svare på. Hele essensen i diskussionen om det samfund, som har udviklet sig, er, at traditionerne er døde. Fuldstændigt døde. Der eksisterer ikke nogen traditioner længere. Der eksisterer kun nogle valg, der skal begrundes, uanset hvad vi gør. Ingen handlinger foretages længere fuldstændigt styret af traditioner. Og konservatismen bygger på, at traditionerne er det centrale og det bevaringsværdige, fordi det er dem, der giver os styring og “guidance” i tilværelsen, om hvad der er ret, rimeligt og fornuftigt. Men når traditionerne er døde, når du selv er tvunget til at tage stilling til, hvilke normer og værdier du vil abonnere på, hvilke holdninger du vil være bærer af, og hvem du vil være sammen med, og hvilke fællesskaber du vil deltage i, er det et problem for De Konservative. Det er derfor hele den konservative tanke har så enorme vanskeligheder.
RÆSON: Hvordan synes du, De Konservative svarer på den udfordring?
Kaspersen: De svarer ikke på den. Det er derfor de bliver mindre og mindre.
RÆSON: Omvendt, hvordan ser du så det senmoderne sætter særlige fordele ift. en vitalisering af den konservative politik?
Kaspersen: Jeg vil sige det sådan, at den senmoderne udvikling er mere en udfordring for De Konservative end en hjælp. Det er derfor, de er nødt til at finde konservative mærkesager. Altså f.eks. bevarelse af natur eller værdipolitik. Men det vil så skubbe dem over i både en social og kulturkonservativ fusion. Det kunne også være deres redning. Den nuværende linje sikrer kun undergang.
RÆSON: Man ser ofte, at frontlinjen af den konservative debat argumenterer for konservatismen under henvisning til vores nuværende samfunds tendens til opløsning og truede sammenhængskraft. Hvordan ser du, at der i vores nuværende samfund findes belæg for disse påstande om opløsning og truede sammenhængskraft – og dermed den måde de argumenterer for den konservative politiks nødvendighed?
Kaspersen: Problemet er, at der jo ikke er nogen opløsning eller manglende sammenhængskraft. Man kan måske oven i købet argumentere for, at sammenhængskraften er for stærk i Danmark, f.eks. i forhold til at vi ikke kan håndtere eller inkorporere hele indvandrerproblematikken og den pluralisme af livsstile, der er eksploderet. Samtidig er sammenhængskraften jo også betinget af andre ting end normer, som de henviser til. Den er også betinget af magt, det politiske system og udfordringerne udefra. Deres argumenter om, at konservatismen vil være svaret mod en evt. manglende sammenhængskraft, er et rigtigt dårligt argument, når man ikke er i stand til hverken teoretisk eller empirisk at bevise, at samfundet mangler sammenhængskraft.
RÆSON: Er man så ikke fra dele af debatkorpsets side i gang med at forstærke budskabet om en konservativ politik, som ikke rigtigt kan efterspørges af vælgerne, fordi de faktisk ikke kan genkende det billede, de tegner af samfundet?
Kaspersen: Jo, det billede, de tegner, eksisterer ikke. Det er deres problem.
RÆSON: Så de argumenterer altså i blinde?
Kaspersen: Ja, det kan man godt sige. De burde sige: Det kan godt være, at samfundet ikke er i opløsning, og det kan godt være, at samfundet ikke er uden sammenhængskraft. Men vi ønsker en anden sammenhængskraft. Det burde måske være deres budskab. For hvis man vil være et korrektiv til udviklingen og forbinde det forgangne med det fremtidige samfund, så bør man hurtigst muligt finde en ideologi og nogle institutioner, der er i stand til at håndtere de udfordringer, der er fra globaliseringen osv. Et udgangspunkt, som gør, at vi får en stærk sammenhængskraft, der ikke forhindrer os i engagere os med det udefrakommende og globaliseringen. Et alternativ til den sammenhængskraft, vi har i dag, som er så utrolig stærk, at den er en hindring for, at vi får et genuint møde med globaliseringen til vores egen fordel.


Lars Bo Kaspersen (f. 1961) er cand.scient.soc., Ph.d., MA, professor i politisk sociologi og komparativ politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Simon Kærup (f. 1981) er Master of Social Sciences (MSSc) i politisk kommunikation og ledelse fra CBS. Tidligere erhvervsøkonomiske studier på Syddansk Universitet; han har sidenhen forsket og publiceret indenfor bl.a. mobilitet. ILLUSTRATION: De Konservatives landsmøde (foto: De Konservative).