04.09.2013

Der findes ikke et decideret ”Obama-doktrin”, der kan opsummere den amerikanske præsidents mål. Obamas udenrigspolitiske vision er sekundær, men han er samtidig en udenrigspolitisk opportunist, og derfor virker USAs udenrigspolitik tit reaktiv og usammenhængende. Men når det kommer til konflikten i Syrien, bliver præsidenten nødt til at melde klart ud, hvilken strategi USA forfølger.

ANALYSE af Mirco Reimer

Strategisk mareridt

USA er på vej ind i en ny konflikt, som Obama med al magt har prøvet at undgå, men som nu er ved at blive en realitet. Han bærer selv et ansvar for denne udvikling, fordi han sidste år udtalte, at USA ville handle, hvis Assad trådte over ’den røde linje’ og brugte kemiske våben mod sin egen befolkning. Men at straffe Assad for sine handlinger med et kort missilangreb vil ikke være andet end ren og skær symbolpolitik.

Obamas planer om at bruge et kort krydsmissilangreb som en lektion til Assad vil ikke hjælpe særlig meget på hans troværdighed i Syrien-spørgsmålet. De Republikanske toppolitikere John McCain og Lindsey Graham har med god grund påpeget, at et isoleret angreb mod Syrien, som kun er ment som slag over fingrene til Assad og ikke er del af en samlet strategi, vil sende et farligt signal til verdenen, der nøje iagttager, hvad USA foretager sig.
Samtidig vil et isoleret angreb trænge Obama endnu længere op i en krog, da det sandsynligvis vil starte en ond cirkel, hvor liberale interventionister, den neokonservative fløj og andre grupperinger både i USA og i udlandet vil kræve flere bombardementer.

Obamas reaktion svarer til at sende et skolebarn i skammekrogen for efter kort tid at lade barnet vende tilbage til den almindelige undervisning, hvorefter det vil blive ved med at distrahere klassens andre elever. Det kommer med andre ord ikke til at have nogen virkning. USA er stadig verdens eneste supermagt, og det har derfor stor betydning, hvad man foretager sig i Washington. Obamas kommende beslutning kommer i høj grad til at afgøre hvilken form for involvering, vi kommer til at se i Syrien, ikke kun fra amerikansk side. Det er USA, som fortsat skal føre an, for at der sker noget. Men en afstrafningsaktion, som kun tjener som slag over fingerne til Assad, er ikke en strategi og holdbar løsning i Syrien-konflikten.

Det er dermed ikke sagt, at en storstilet og strategisk intervention vil være det smarteste. Men det forekommer usandsynligt, at krydsmissilangreb vil være nok til at få Assad til forhandlingsbordet. Der findes ikke nogen gode løsninger i denne konflikt, og ethvert scenarie byder på op til flere ubekendte, hvilket gør det umuligt at vide, hvad der vil være bedst.


Forklaring mangler

Derfor er det endnu mere beklageligt, at Obama har skubbet sig selv op i en krog og nu bliver nødt til at handle blot for at handle. Problemet med Obamas pragmatiske ad-hoc udenrigspolitik er, at hans administration stadig ikke har gjort det tydeligt, hvilken strategi USA forfølger i Syrien-spørgsmålet. Obama mangler at uddybe, hvilke interesserer USA har i denne konflikt, og hvordan disse bedst kan opnås.

Dette problem udgør kernen i en større diskussion om, hvordan Obamas overordnede strategi ser ud. Obamas mangel på klare udmeldinger i Syrien-spørgsmålet har ledt til stor usikkerhed, både i USA og internationalt. Man kan ikke være sikker på, hvor den amerikanske supermagt står i dag; om den vil gribe ind i konflikten i Syrien, og i så fald hvordan, hvornår og efter hvilken strategi. Det har ledt til kritik, blandt andet i Danmark og hos den amerikanske højrefløj, som mener, at Obamas udenrigspolitik mangler visioner.
Men Obama er ikke nødvendigvis helt uden visioner. Selvom der ikke findes en ”Obama-doktrin”, kan man godt tale om en ”Obama-stil”.


Obama-stilen

Obamas stil kendetegnes ved hans forkærlighed for analyse og refleksion. Obama tænker problemstillinger grundigt igennem, måske endda lidt for meget, vil nogen påstå. Det kan give indtrykket af en svag præsident, som er bange for at tage svære beslutninger. Det giver samtidig incitament til de iagttagere, der gerne vil kategorisere hans udenrigspolitik. Men Obama er alt for elastisk og pragmatisk til, at man kan sætte hans udenrigspolitik i bås. Problemet er, at verdenen i 2008 troede, at Obama var den store idealist, der ville forandre USA og resten af verden fundamentalt. Mange i Europa havde håbet, at Obama ville gøre USA mere europæisk. Men det gjorde han ikke. Obama er ikke nogen udpræget idealist. Han er en pragmatisk leder, som forfølger sine mål indenfor det, han anser som værende muligt.

Obama har altså ikke en doktrin, som man så det under George W. Bush. Han er i stedet en udenrigspolitisk opportunist. Men han har et mål. Når historiebøgerne en dag skal skrives, vil Obama gerne huskes som den præsident, der genrejste USA’s økonomi og fik vendt det amerikanske fokus væk fra Mellemøsten og mod Asien og Afrika.
Udenrigspolitik er altså ikke Obamas topprioritet. Han har ikke et sprudlenede ønske om, at USA skal lede og til tider også ”redde” verdenen. Som amerikansk præsident er han ganske vist tvunget til at tage stilling til internationale udviklinger. Men hvor, han præcis involverer USA, er et cost-benefit-spørgsmål. Og det faktum, at Obama intet ønske har om at involvere USA i konflikter i udlandet, forklarer hans tøven, når det kommer til Syrien-spørgsmålet.


Visionen starter hjemme

Obama vurderer, at USAs største trussel kommer indefra. De mest presserende emner på den amerikanske dagsorden er ikke Iran, Egypten eller Syrien, men derimod den amerikanske statsgæld, modernisering af infrastrukturen, reformering af uddannelses- og immigrationspolitikken og vigtigst af opgøret med polariseringen i Washington D.C. Indtil videre har præsidenten ikke været overbevisende, når det kom til det politiske spil i den amerikanske hovedstad. Hvor Nixon betragtede indenrigspolitik som en distraktion fra udenrigspolitik, fornemmer man, at Obama har det lige omvendt. Obamas hovedinteresse er at gennemføre sin hjemlige dagsorden. Obama har altså en udenrigspolitisk vision, men den går hånd i hånd med hans hjemlige vision. De er, som Clinton beskrev det, to sider af samme mønt. Selvom Obamas udenrigspolitiske vision er sekundær, og selvom hans administration har været dårlig til at klarlægge den, er den reel.

Obama har indset, at USA ikke har den samme kapacitet, som det havde under den Kolde Krig og i Clintons præsidentperioder. Magt og indflydelse er fordelt anderledes i det 21. århundrede, hvor der er flere magtcentre, og hvor stater i stigende grad skal arbejde igennem NGO`er og sociale medier for at nå ud til verdens borgere.
Med tanke på præsidentens prioritering – at hjælpe middelklassen, ikke Mellemøsten – begynder man at forstå hans forsigtighed i Syrien-spørgsmålet. Trods kampenes blodige udvikling vurderer Obama, at USA ikke kan få den ønskede indflydelse på konflikten; i hvert fald ikke med de midler, præsidenten er villig til at investere. Derfor prøver man fra amerikansk side at undgå enhver form for involvering af frygt for at sidde med den enorme regning, som sådan en konflikt bærer med sig.


Forsigtighed er en dyd

Kritikere som Naser Khader beskriver Obama som en ”dårlig leder, der ikke kan tage beslutninger” og vurderer, at ”historien vil dømme Obama hårdt”. Men det er vigtigt at huske på, at Syrien-konflikten langt fra er afsluttet. Khaders udmeldinger kommer derfor en anelse præmaturt.
Professor fra Harvard, Joseph Nye, påpeger i sin seneste bog, Presidential leadership and the creation of the American Era, at store udenrigspolitiske satsninger som minimum skal have en rimelig udsigt til succes. Nyes pointe er, at når effekten af tidligere amerikanske præsidenters beslutninger bliver vurderet, så har de præsidenter, der har taget store satsninger ikke nødvendigvis været bedre præsidenter. Nye konkluderer, at en præsident, der ikke er sikker på, hvordan hans indgriben kan forbedre verdenen, skal udøve forsigtighed. Dette er en dyd i svære tider, hvor blinde handlinger kan have alvorlige konsekvenser for USA og verden. Som Nye fremhæver, er det én ting at forsøge at påvirke begivenheder, som kan sikre amerikanske interesser på lang sigt. Det er noget andet at tro, ​​at USA aktivt kan gå ind og afgøre konflikter, som er så komplekse som den i Syrien.
Det kunne derfor være til Obamas fordel, hvis han meldte klart ud, at han ikke anser indblanding i den langvarige, syriske konflikt for at være i USA’s interesse.


Opportunisten Obama

Kritikere af Obama-administrationen mener, at Obama ikke står så stærkt udenrigspolitisk, fordi han tilfredsstiller den offentlige mening frem for at træffe strategiske beslutninger. Derfor risikerer han at skabe et billede af en supermagt, der er træt og på tilbagetog, hvilket ses tydeligst i Mellemøsten. Dette indtryk tjener hverken Amerikas langsigtede interesser eller stabiliteten i verden. For kritikerne er Obamas konstante taktiske manøvrering et bevis på, at præsidenten mangler en sammenhængende vision for amerikansk lederskab.

Disse kritikere har en pointe. Men en stor del af forvirringen skyldes, at Obama ikke har formået at redegøre for sin udenrigspolitiske vision. Derfor virker USA’s udenrigspolitik tit reaktiv og usammenhængende.
Det er helt centralt, at Obama forklarer sin udenrigspolitiske prioritering. For selvom den kun er sekundær i forhold til hans indenrigspolitiske agenda, har den stor betydning. Og når man kigger nærmere på den, er den faktisk ikke så uambitiøs endda.

Obama er i gang med en nytænkning af amerikansk udenrigspolitik. Han har konkluderet, at Mellemøsten ikke kan styres med militær magt, som hans forgænger forsøgte det. I stedet skal USA satse på dialog med regeringer og borgere. Samtidig vil han gerne rette den amerikanske opmærksomhed mod Asien og Afrika, hvor fremtidens økonomiske vækstmarkeder og sikkerhedspolitiske udfordringer befinder sig. Denne ”asiatiske drøm” har amerikanske administrationer forfulgt i mange årtier, og Obama har samme ambition. Men hvis dette kursskifte skal blive en realitet, bliver Obama nødt til at holde USA ude af de konflikter i Mellemøsten, som ikke på afgørende vis truer amerikanske interesser.

Alt for ofte har amerikanske præsidenter ladet sig vildlede af en idealiseret retorik om amerikanske værdier. Og selvom værdier og interesser til tider overlapper hinanden, kræver Obama, at der skal være tale om en vital amerikansk interesse, før han griber ind. For elleve år siden kaldte en ukendt Illinois state senator Irak-krigen for en “dum krig.” Denne senator hed Barack Obama og er i dag USAs præsident. Er en involvering i Syrien-konflikten mindre dum? Tydeligvis ikke for Obama, som vurderer, at han har alt at miste og ingenting at vinde i denne konflikt. Han har samtidig andre prioriteringer. Han vil bare ikke sige det højt.


Mirco Reimer er kandidatstuderende i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet. Han har en BA i Historie fra Københavns Universitet, har tidligere læst på University of Leeds og arbejdet på den Danske Ambassade i Wien, og læser for tiden ved Ohio University.

FOTO: Obamas tale på Cairo University 2009 – Flickr